Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2905Visninger
AA

11. Fedtede kartoffelstrimler og klejner (I)

 

Kapitel 8 ~ Fedtede kartoffelstrimler og klejner {I}

Den blå plasticdims, der lå på bordet mellem Andy og mig, begyndte at blinke, og jeg rejste mig op for at hente det mad, jeg havde bestilt lidt tidligere. Jeg gjorde tegn til Andy om, at han bare skulle blive siddende, da jeg så, at han begyndte at rejse sig også. En anden ting, jeg elskede ved havnen, var den helt fantastiske grillbar, der meget belejligt lå der.
Min hjerne og min sultne mave var for et stykke tid siden blevet enige om, at Andy og jeg kunne snakke videre, mens vi spiste en ordentlig omgang Kebab Mix, og usund som jeg nu engang var, havde jeg givet dem grønt lys og hevet Andy med ind på grillbaren.

Andy havde først krævet at betale for sig selv, men det havde jeg nægtet ham af to meget simple grunde: for det første var det mig, der havde hevet ham derind, og for det andet stod hans konto vist allerede ret meget i minus.
Det lykkedes mig at få de to store tallerkner balanceret ned til vores bord. Noget af det bedste ved den her grillbar var, at deres portioner var alt for store, men stadig utrolig billige, plus at deres pomfritter duftede så godt, at min mavede knurrede, og jeg havde nemt ved at forestille mig selv med savl dryppende ned ad hagen, da jeg endelig nåede bordet. Det meget komiske billede i mit hoved, fik mig til at fnise for mig selv samtidig med, at jeg væmmedes over det.

”Hvad er det helt præcist, der er så sjovt?” spurgte Andy og kiggede overrasket på den store tallerken, jeg rakte ham. Overrasket ja, men samtidig lignede han et lille barn til jul. Man kunne vist roligt sige, at vi begge havde en sær trang til lidt for meget og lidt for usund mad.
”Årh, ikke noget,” svarede jeg. ”Min fantasi forstår bare at sætte mig i et godt lys.”

Jeg satte mig og skyndte mig at proppe en hel håndfuld af de varme sprøde pomfritter i munden, og et par stykker kebab fulgte vist også med. Normalt kunne jeg godt finde ud af at spise pænt, når der var andre til stede, men jeg var hundesulten, og det var jo bare Andy.
Alligevel kunne han ikke lade være med at grine af min barnlige opførsel, og jeg sendte ham et surt og fornærmet blik, inden jeg tog en ordentlig slurk af min cola for at skylle pomfritterne ned.

Vi spiste det meste i stilhed. Ingen af os havde nogensinde været gode til det med at snakke og spise på samme tid. Man må jo ikke snakke med mad i munden, og man kan da ikke bare stoppe med at spise kun for at føre en ligegyldig samtale.
På den anden side havde jeg også rigeligt at tænke på. Man kunne sige, at Andy var i problemer, og bagefter kunne man så overveje, om det ikke var lidt af en underdrivelse.

Som jeg havde frygtet, var Andy endnu engang røget i kløerne på Johan, og denne gang havde der ikke været nogen til at redde ham ud, inden det blev for alvorligt. Der var ingen tvivl om, at Johan ikke var typen, der gav op og bare stod og så på, mens hans ofre lige så stille gik deres vej.
Andy havde forklaret mig, at han endnu engang skyldte Johane penge, men at det var flere denne gang. Samtidig havde Johan gjort, som han var bedst til, og krævet at han fik sine penge. Han vidste jo udmærket godt, at Andy ikke kunne betale pengene tilbage, så med en overdreven venlighed havde han selvfølgelig tilbudt Andy, at han kunne afskrive en del af gælden, hvis Andy til gengæld ville hjælpe ham det næste års tid.

Problemet var bare, at det ikke var et tilbud. Det var den eneste mulighed, man havde, hvis man ikke ville have meget meget store problemer med en sur Johan, der ville have sine penge.
Det var et ’tilbud’, man ikke kunne sige nej til, hvis man gerne ville overleve.
Som Andy så rigtigt selv havde sagt, så var han fucked. Ikke bare lidt men mere end meget.

Først da jeg var noget et godt stykke over halvvejs med min kæmpeportion af junk og kunne mærke, at der snart ikke var plads til mere, kiggede jeg igen op på Andy. Lige som mig kæmpede han sig igennem bjerget at pomfritter og kebab.
Jeg tog en ordentlig slurk af min cola, som begyndte at føles ret let, mens jeg betragtede min gamle ven, hvis brune hår faldt ned i hans ansigt og skjulte de brune øjne.
Når jeg lige tænkte over det, kunne jeg nu udmærket forstå, hvorfor Amy så godt kunne lide ham, og som jeg sad her og betragtede ham, kom jeg til at tænke på alle de gange, vi havde siddet sammen og fyldt os med fedtede kartoffelstrimler.
De mange minder fyldt med latter og mavepine fik et lille smil til at brede sig på mine læber.

Som om han kunne mærke, at jeg kiggede på ham, pustede han håret væk fra ansigtet og kiggede op på mig. Jeg skyndte mig at skjule det åndssvage smil og prøvede igen at se alvorlig ud. Andy tog også sit glas op og kiggede undersøgende på mig.
”Hvor meget skylder du?” spurgte jeg til sidst.
”Kan det ikke være lige meget?” spurgte han og tog en slurk af glasset, inden han satte det fra sig på det ridsede bord.
”Det kan det da ikke,” svarede jeg, irriteret over at han besvarede mit spørgsmål med et spørgsmål. Hvor mange penge det drejede sig om betød meget. Hvis det ikke var et særlig stort beløb, var det måske slet ikke så stort et problem. Jeg var mere end villig til at hjælpe ham igen, også selvom jeg ikke helt vidste, hvad de penge var brugt på. Jeg havde mine anelser angående en del af dem, men jeg havde egentlig ikke lyst til at få det bekræftet.

Andy rystede bare på hovedet.
”Det er ikke dit problem, derfor kan du være ligeglad,” sagde han til sidst.
”Det kan jeg da ikke,” protesterede jeg. ”Andy, jeg vil gerne hjælpe dig.”
”Men det skal du ikke,” sagde han bestemt.
”Hvorfor ikke,” spurgte jeg trosigt og kneb øjnene en smule sammen.
”Fordi jeg ikke bare kan komme rendende til dig, hver gang jeg har problemer, Julia!”
”Nå, og? Det er jo så dit problem, for jeg vil stadig hjælpe dig,” bed jeg af ham.
”Hvorfor, Julia?” spurgte han, og han lød pludselig utrolig træt.

”Fordi bedstevenner hjælper hinanden,” svarede jeg, og det gik først op for mig, hvad det var, jeg havde sagt, da ordene havde forladt min mund. Andy kiggede overrasket på mig, og jeg kiggede ham i øjnene. Jeg var lige så overrasket over ordene, som han var, men det behøvede han ikke vide, for jeg fortrød dem ikke.
”Jeg troede, Amy var din bedsteven nu,” sagde han stille og kiggede ned.
”Bedsteveninde,” rettede jeg ham. ”Der er forskel.”

Jeg samlede min gaffel op fra bordet og stangede et par efterhånden halvkolde pomfritter og stak dem i munden, mens jeg betragtede Andy, der stadig ikke kiggede op på mig. Ligesom tidligere på havnen følte jeg, at jeg kunne kigge på ham for evigt uden at blive træt af det. Stadig mens jeg proppede munden med pomfritter, jeg ikke kunne spise, gik det op for mig, hvorfor jeg ikke bare var gået hen til ham med det samme tidligere.
Problemet var, at jeg havde været bange for, at det ikke var virkeligt, at det bare var en drøm. Jeg var bange for, at han ville forsvinde, når jeg kom hen til ham, eller at det slet ikke var ham. Jeg vidste udmærket hvorfor, jeg havde haft det sådan.

”Jeg har savnet dig, Andy,” hviskede jeg, da jeg havde tygget af munden, og jeg kunne mærke nogle forræderiske tårer presse sig på.
”Jeg har også savnet dig,” svarede Andy i samme lave tone, som jeg havde brugt, da han endelig kiggede op på mig. Jeg kunne se, at hans øjne var lige så blanke som mine, og inden jeg vidste af det, havde jeg rejst mig og bevæget mig om på den anden side af bordet. Lige pludselig fandt jeg bare mig selv ved siden af et gammelt ridset bord i en fedtet grillbar med Andys arme omkring mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...