Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
3066Visninger
AA

6. En håndfuld skøre venner

Kapitel 4 ~ En håndfuld skøre venner

Amy og jeg fandt hurtigt det uheldige bordtennisbord, der skulle stå for vores underholdning i aften. Rebecca og de fire andre mennesker, som gik under betegnelsen 'mine nærmeste venner', havde allerede stillet bordet op, og det så ud til, at de også havde spillet et stykke tid. I hvert fald sad alle med bat i hænderne, og der var en heftig finale i gang mellem to meget koncentrerede drenge. 
"Ey Julia, hvad så? Godt at se dig," lød det muntert fra Markus, og jeg blev endnu engang trukket ind i et kram. 

Jeg satte mig ved siden af Clara på det bord, der meget belejligt stod ved siden af bordtennisbordet. Det var nok et, der var blevet flyttet der hen i aftenens anledning. Da Amy var sluppet ud af sit kram, satte hun sig ved siden af mig, og Rebecca stak et bat i hånden på os hver. 
"Hvad så," lød det ligegyldigt fra Clara, mens hun pustede til sit lange pandehår, der havde skiftet farve fra metallisk blå til skrig grønt, siden jeg havde set hende sidst. Hendes grå øjne fulgte uinteresseret den lille hvide bold, der hoppede frem og tilbage med små smæld. 
Hvis man ikke kendte Clara, kunne man nemt forveksle hende med en eller anden total ligeglad og sur emofreak, hvilket hun bestemt ikke var. Eller jeg vidste ikke helt, om man virkelig kunne forveksle hende med sådan en, men det var det, hun blev kaldt af dem, der ikke kendte hende. 

Clara var speciel og bestemt ikke et overglad krammemenneske, men hun var alligevel meget anderledes, end man troede, når man første gang så hendes sorte hår med det skrigfarvede pandehår, hendes sorte tøj og store støvler.
Skolens konger og dronninger var evigt og altid efter hende, men hun tog sig meget enkelt ikke af det. Hun så altid tingene fra den realistiske side - hvilket ikke nødvendigvist betød den negative, selvom det tit var, hvad den var - og det var tit nødvendigt i vores lalleglade flok. 

"Hvem fører," spurgte Amy, hvis øjne nu også fulgte den hvide kugle. 
"Ja, hvad tror du? Taberen taber som altid," svarede Clara med sin let hæse stemme. 
"Og hvem af dem er det nu, der er taberen?" spurgte Amy. "Efter min mening er de begge gode kandidater til den post." Da Clara ikke svarede, endte det med at Markus sendte hende et medlidende blik.
"Det sidste kan jeg ikke svare på. Jeg kan ikke følge med i Claras tankegang, men Silas fører." 
"Det var jo det, jeg sagde," lød det hæst fra min venstre side. "Taberen taber."

"Jeg elsker også dig," sagde Magnus sammenbidt fra den venstre ende af bordtennisbordet, mens han gav bolden et ordentligt slag, så Silas ikke kunne nå at tage den. Han betragtede bolden, der ramte gulvet, mens han børstede en lige så unaturlig sortfarvet hårtot som Claras væk fra sit ansigt. 
"Så meget har vi forstået," smågrinte Silas, mens han hentede bolden. "Men er du helt sikker på, at det er gengældt?"
Clara og Magnus havde været kærester i al den tid, jeg havde kendt dem, men det var noget, man nemt kunne komme til at glemme. Hvis ikke man kendte dem, ville man aldrig have gættet det, for de viste meget sjældent tegn på det. I hvert fald når de var sammen med os andre. Det havde taget mig lidt over en måned at finde ud af, at de rent faktisk var kærester, og det var kun fordi Amy havde nævnt det i et eller andet sammenhæng. Årsdag eller sådan noget.
"Årh hold dog kæft din fede nar," hvæsede Clara. "Hvordan skulle jeg ellers have kunnet holde ham ud i to år?"

"Og behøver du komme her og ødelægge mit gode humør?" fortsatte hun irriteret. 
"Gode humør?" gentog Silas og hævede det ene lyse øjnebryn, så det forsvandt i hans pjuskede blonde hår. 
"Ja, jeg har haft en fantastisk dag," lød det ironisk fra min grønhårede veninde. "Min mor har kun været halvfuld i dag, og min storebror har for en gangs skyld ikke tilbragt hele dagen inde på sit værelse sammen med en eller anden klam luder, vi alligevel kun ser én gang."
"Hmm," lød det fra Silas, inden han servede, så de små smæld endnu engang fyldte luften. Det var da til at blive idiot af. Smæld, smæld, smæld. 

En lidt akavet stilhed havde sænket sig ved omtalen af Claras familie. Vi vidste alle, at hendes hjem var en rent helvede, vi vidste alle, at hendes familie var én stor omgang rod, vi vidste alle sammen, at hun i virkeligheden var ligeglad, men det var alligevel ret svært at forholde sig til. Der er ikke mange, der kan være ligeglade med sådan nogle ting. Clara kunne. Hvis det var én ting, jeg havde fundet ud af om den tøs, i løbet af det år jeg havde boet her, så var det, at når Clara sagde, hun var ligeglad, så var hun revnende ligeglad. 

Som alle andre havde jeg ikke kunnet forstå det, og jeg havde en enkelt gang spurgt forsigtigt ind til det, engang vi havde siddet alene og spist i skolen i et af de kedelige spisefrikvarterer. Jeg havde regnet med, at hun ville blive sur, trække forsvaret op, men hun have reageret fuldstændigt modsat. 
Hun havde bedt mig sætte mig ned, hevet en stol om over for mig og sat sig, fjernet det lange dengang pink pandehår fra sit ansigt, og mens hun kiggede mig ærligt i øjnene, havde hun forklaret mig det hele. 

Forklaret mig hvordan hendes familie og hjem var, forklaret mig at hun var okay med det hele, for hun havde andre mennesker. Desuden boede hun allerede dengang halvt hos Magnus, og der var hun vist mere end velkommen. Efter hvad jeg havde forstået, havde Magnus' forældre altid ønsket sig flere børn, men havde aldrig været i stand til at få det, derfor var de kun glade for, at der var endnu et ungt menneske under deres tag. 
Vi havde alle forstået, at Clara ikke havde brug for hjælp, ikke havde brug for at snakke med nogen, ikke havde brug for, at der blev gjort noget som helst. Vi havde alle forstået, at hun var fuldstændig ligeglad, men det var utrolig svært bare sådan lige at acceptere, når man kunne se, at hun jo ikke ligefrem var lykkelig. 

"Så det, du siger, er, at du har haft en god dag? Eller mener du det ironisk?" spurgte Magnus, mens han samlede den lille bold op fra gulvet. Jeg havde slet ikke opdaget, at den havde forladt bordet, men jeg kunne se på Silas' triumferende ansigt, at det her havde været sidste runde. 
"Jeg mener det skam," lød Claras lave stemme til svar. "Det har jo været den rene sommerferiehygge hjemme hos mig i dag. Som alle andre dage har jeg låst mig selv inde på mit værelse, skruet godt op for noget musik, min mor ikke kan holde ud, alt i mens jeg har stirret ondt ud på solen og de små børn, der overtegner vores vej med deres klamme kridt. Så nu har jeg udtænkt en plan, der kan sørge for, at de bliver så skræmte, at de aldrig nogensinde træder uden for deres hus igen." 

"Seriøst?" spurgte Markus, mens han kastede med sit bat. Han var tydeligvis klar til endnu en omgang 'rundt om bordet'. 
"Nej," sukkede Clara. "Hvad tror du ærlig talt selv?" For en gangs skyld kiggede hun faktisk op, og hendes grå øjne hvilede skeptisk på Markus, der ikke kunne lade være med at krympe sig lidt under hendes blik. Ikke fordi Clara så specielt truende ud, som hun sad der og vippede med fødderne og dinglede med benene. 
"Det kunne jeg da ikke vide," undskyldte Markus, og det blev Rebecca, der kom ham til undsætning. 

"Skal vi ikke spille igen?" spurgte min rødhårede veninde, mens hun bekymret kiggede fra Markus til Clara. Det var aldrig til at vide, hvornår Clara pludselig kunne blive sur. På grund af alt sin ligegyldighed var Clara sjældent sur, men når hun så for en gangs skyld var det, gik det vildt for sig.
"Jo, lad os det Becca," svarede jeg og hoppede ned fra bordet. Kort efter fulgte resten efter. Alle undtagen Clara. 
"Spil i bare," sagde hun hæst og viftede med den ene hånd, så det elektriske lys skinnede i hendes sortlakerede negle. "Jeg sidder lige over. Så kan jeg være den totalt seje dommer, som giver en sodavand til vinderen.”

”Det er sku en aftale,” grinte Markus og stillede sig i kø på samme side af bordtennisbordet som mig. Ingen af os var sådan helt vildt gode eller vildt dårlige til bordtennis, derfor var det ret sjovt. Det er altid nederen at spille et eller andet samen med én, som er sygt god til det, og man så selv står der som den største amatør nogensinde.
Rebecca var den første, der røg ud, men hun så ikke ud til at være specielt ked af det. På den anden side var Rebecca næsten også altid overglad, så det var nok slet ikke så mærkeligt.

Det endte med at blive en hurtig omgang, og de to sidste kandidater til at vinde en sodavand blev Amy og Magnus. Det overraskede mig nu ikke, at Magnus vandt stort, og det så heller ikke ligefrem ud til, at Amy havde regnet med andet. Hun satte sig bare ved siden af mig, som igen sad på bordet.
”Hmm,” mumlede Clara, mens hun fandt penge frem til en sodavand. ”Men du må nu selv hente den,” sagde hun, da hun rakte pengene til sin kæreste.

”Aww, søde søde Clara, gider du ikke nok gøre det,” spurgte han bedende, med det der skulle forestille et tamt forsøg på at lave hundeøjne.
”Næh,” svarede Clara og børstede Magnus’ hår væk fra hans øjne.
”Så får jeg da bare en anden til at gøre det,” svarede han fornærmet, men det fornærmede virkede ikke rigtig, fordi han samtidig smilede. Magnus tog i mod mønterne fra Clara, inden han plantede et hurtigt kys på hendes læber. Jeg var nået frem til, at Magnus altid var mere sød og kæresteagtig, når der lige havde været snak om Claras familie og hjem. Silas piftede en enkel gang, og Clara sendte ham et irriteret blik.
”En eller anden dag, ikke? Så kvæler jeg dig,” fnøs hun.

Magnus den dovne skid endte med at få Amy overtalt til at hente en sodavand til ham, hvorefter han lovede, at hun nok skulle få noget af den.
”Gider du ikke købe en af de lyserøde slikkepinde til mig, nu hvor du er der ude?” spurgte Clara lige inden Amy forsvandt ud ad døren. ”Køb en til dig selv også, nu hvor Magnus er så dum, at få dig til at gå derud. Der skulle gerne være penge nok.”
Mens Amy var væk, spillede vi endnu en runde, og denne gang var Clara også med. Som altid når jeg var sammen med denne flok mærkelig mennesker, hyggede jeg mig og glemte for det meste mine problemer for en kort stund. Jeg havde glemt alt om brune øjne, indtil vi kun var Silas, Markus og mig tilbage, og Rebecca, der havde sat sig på bordet, efter at hun var gået ud, pludselig sagde nogle meget faretruende ord.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...