Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2920Visninger
AA

21. En forfærdelig nyhed

 

Kapitel 17 ~ En forfærdelig nyhed

”Skal jeg komme over nu?” spurgte jeg og var allerede på vej ud i entréen.
”Nej, det behøver du ikke, Julia. Hun sover nu, og så er der jo ikke nogen grund til at du er her alligevel. Det var ellers sødt af dig, klokken er ved at være mange,” svarede Amys mor og jeg stoppede op. ”Du kan komme forbi i morgen formiddag, hvis du vil.”
”Det gør jeg så.” Jeg havde det forfærdeligt og det føltes som om jeg havde fået et slag i ansigtet.
”Så ses vi i morgen, kan jeg snakke med din mor?” spurgte hun, og jeg kunne høre, at hun prøvede at smile, men at det ikke lykkedes for hende.
”Det kan du, ja.” Jeg gik hen til min mor i sofaen for at række hende mobilen. Hun kiggede bekymret på mig. ”Hej hej, og tak fordi du ringede,” sagde jeg og gav den gamle Nokia til min mor, som tog den og gik ud i køkkenet.

Jeg selv blev bare stående ved siden af sofaen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg ville bare gerne om til Amy. Hendes mor havde fortalt mig at hun var blevet overfaldet på vej hjem fra Klubben. Nogen havde fundet hende og hjulpet hende hjem, hvorefter hendes forældre havde kørt hende på skadestuen.
Det var heldigvis ikke så slemt som det kunne have været, men det var stadig rigeligt. Jeg havde ikke fået så meget at vide, bare at hun havde fået hjernerystelse og at hun ville få en masse blå mærker. Jeg forstod det ikke. Jeg huskede ikke at der var blevet slået nogen ned i den tid jeg havde boet i byen, så hvorfor skulle det ske nu, og hvorfor skulle det lige være Amy? Hvem kunne dog finde på at slå på min bedsteveninde? Min lille engel.

”Er du okay?” spurgte min mor, da hun kom ind i stuen igen. Jeg nikkede. Det var jo ikke mig der var sket noget med. Alligevel havde jeg en mærkelig tom fornemmelse i maven da jeg gik op ad trappen mod mit værelse.
Da jeg skubbede døren op, gik det op for mig, at jeg ikke havde været på mit værelse siden onsdag morgen. Jeg vidste ikke helt hvorfor min hjerne fortalte mig det, men den havde nok ikke helt fundet ud af, hvordan den skulle virke igen. Den var gået lidt i stå, da jeg fik at vide hvad der var sket. Jeg lagde mig i min seng og begravede mit hoved i min skriggrønne pude. Hvorfor?

Da jeg havde ligget i sengen i det der føltes som længe, men ikke var det, gik jeg ud på badeværelset for at tage nattøj på og børste tænder. Jo hurtigere jeg gik i seng, jo hurtigere blev det morgen og jo hurtigere kunne jeg komme om til Amy.
Tilbage på mit værelse kiggede jeg opgivende på det rod jeg aldrig ville få ryddet op, inden jeg gik over for at trække gardinerne for. Jeg blev mildt sagt meget overrasket da jeg fik øje på en hvis konvolut der var tapet fast på ydersiden af mit vindue. Hvem fanden klistrer konvolutter fast på vinduer der sidder så højt oppe?

Jeg åbnede vinduet og fik revet konvolutten af, så jeg kunne få den ind. Hvis det her var en eller anden form for dårlig joke, så var der virkelig nogen, der ikke havde noget liv.
Jeg flåede den op og fik hevet et brev op af den. Efter at have foldet papiret ud, fandt jeg ud af, at det var meget mere alvorligt, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig af et brev der var tapet fast på mit vindue.

Julia, sødeste.
Du kan ikke redde ham denne gang, du er ikke nogen helt.
Jeg vil råde dig til at sige farvel til din ven, bede ham om at tage hjem igen, inden det får konsekvenser, du ikke har lyst til at være skyld i.
Husk! at jeg ikke er noget tålmodigt menneske.
-Og jeg vil råde dig til ikke at blande andre ind i det her, hverken politiet eller dine forældre, det kunne jo ende galt.
Du ved, hvem jeg er, onsdag.

Langsomt satte jeg mig ned på gulvet og stirrede på de computertrykte bogstaver der flimrede for mine øjne. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvad det her betød. Hvis man startede ved slutningen, betød det, at dette brev havde hængt på min vindue siden i går. I går hvor jeg slet ikke havde været inde på mit værelse efter at jeg stod op.
Han havde ret, jeg vidste hvem han var, og jeg vidste hvad han havde gjort. Det svin der havde slået min bedsteveninde ned, var den samme idiot som gik og trådte på min bedsteven.

Det var Johan der var skyld i, at min bedsteveninde havde det forfærdeligt lige nu. Den her dag havde startet med at være god, så var den blevet dårlig, så var den blevet god igen, men nu, nu var der ingen chance for, at den kunne reddes.
Jeg vidste hvad det her betød. Johan var bange for at jeg ville vikle Andy ud af hans klamme spind endnu engang. Problemet med ham var bare, at han ikke kunne sige tingene på en pæn måde. Jeg havde rendt rundt sammen med Andy hele dagen på trods af det brev jeg ikke havde set og derfor havde han fået det til at gå ud over Amy. Det fucking svin. Jeg vidste at jeg ikke kunne gå til nogen med det her. Jeg vidste at han mente det alvorligt. Hvis jeg blandede andre ind i det her, var der en der ville komme til at betale for det. Betale dyrt for det. Det gik først op for mig, at jeg græd, da en tårer landede på papiret og jeg tørrede den hidsigt væk.

***

”Hej Julia,” hviskede Amy da hun fik øje på mig.
”Hej Amymus,” sagde jeg og satte mig ved siden af hendes seng. ”Hvordan har du det?”
”Ikke ligefrem godt,” svarede hun og prøvede at presse et frem. Jeg aede forsigtigt hendes kind. Hun så heller ikke specielt godt ud. Hendes læbe var fuldstændig hævet og hun havde et stort blåt mærke på kinden. Jeg var glad for at resten af hende var dækket af en dyne, for jeg kunne ikke engang holde ud at se hende sådan her, og jeg havde på fornemmelsen at hele billedet var værre.

Jeg sad i flere timer og snakkede med hende, jeg havde ingen lyst til at gå fra hende. Jeg ville bare gerne blive siddende der indtil hun havde det godt igen. Da klokken var halv to rettede jeg med op med dårlig samvittighed.
”Jeg bliver nødt til at gå nu,” fortalte jeg Amy og den dårlige samvittighed truede med at brænde mig.
”Det er okay, Julia,” hviskede hun. ”Jeg har også ondt i hovedet, så det ville nok være godt hvis jeg sov lidt.” Jeg begyndte at gå mod døren, men hendes stemme stoppede mig.

”Julia. I skal ikke blive hjemme i aften bare fordi jeg ikke kan komme med. Det ville være synd, hvis biletterne ikke bliver brugt.”
”Men det er jo ikke det samme, hvis du ikke er med,” svarede jeg. Det var rigeligt at Rebecca ikke kunne være med til vores pigeaften, så det duede da slet ikke, hvis Amy ikke kunne være med.
”Jeg vil gerne, at I tager af sted. Det vil gøre mig glad, hvis jeg ved at I har det sjovt. Så må i bare fyre den af for mig også. Julia, gør det for min skyld, du kan sikkert finde en at give min billet til. Du kan tage Melanie med eller et eller andet.
”Okay,” svarede jeg. Jeg kunne ikke sige nej til det søde bedende udtryk der pyntede hendes normalt så fine ansigt.
”Lov mig det.”
”Jeg lover dig, at vi nok skal tage af sted.”

Da jeg havde sagt farvel til Amy skyndte jeg mig ned mod havnen. Inden vi tog hjem fra Klubben af, havde jeg aftalt med Andy at mødes på havnen igen i dag klokken et. Det var inden jeg vidste at min bedsteveninde ville blive slået ned og at jeg ville sidde flere timer ved siden af hendes seng.
På vejen ringede jeg til Clara for at få styr på aftenen. Da jeg fortalte hende hvad der var sket med Amy reagerede hun fuldstændig modsat af mig. Jeg var blevet helt stille, Clara derimod begyndte at råbe en masse bandeord og jeg måtte holde mobilen væk fra øret, da hun råbte at når hun fandt den fucking idiot så skulle hun fandeme give ham et par slag visse steder, hvorefter hun nok skulle sørge for, at han ville fortryde det han havde gjort resten af sit liv.

Det var ret meget råben i forhold til at hun stort set aldrig hævede sin stemme, så jeg var en smule målløs da hun endelig slappede af igen. Jeg fortalte hende hvad jeg havde lovet Amy, og hun sagde, at jeg kunne give Andy den sidste billet. Jeg vidste ikke helt om jeg var med på den idé. Det var meningen at det var Amy der skulle have haft den billet.
”Julia, Amy fortjener at du har en sjov aften, og du havde helt ærligt ikke tænkt dig at du ville tage Melanie med, vel? Du har en dejlig søster, men jeg ved godt hvad din plan var. At lade den billet ligge hjemme i din skuffe eller hvor du nu end har dem.”
Hun endte med at få mig overtalt, og derfor var jeg ikke helt tilfreds med mig selv, da jeg lagde på.

Da jeg nåede havnen var klokken næsten to, og jeg havde det forfærdeligt at flere grunde. Generelt bare fordi at Amy havde det dårligt, fordi det var min skyld, fordi jeg forlod hende for at være sammen med Andy, og fordi jeg nu kom en time for sent til min aftale.
Til mit held var Andy stadig på havnen, så jeg kunne forklare ham hvad problemet var. Da han fik øje på mig, rejste han sig og gik mig i møde.

”Undskyld at jeg først kommer nu, men-” Mere nåede jeg ikke at sige, før han afbrød mig: ”Hvad er der sket?” Jeg forklarede ham det med Amy, selvom jeg undlod den del der handlede om brevet og Johan. Jeg kunne simpelthen bare ikke få mig selv til at sige det til det bekymrede brune øjne der hvilede på mig.
”Er du okay?” spurgte han ligesom min mor havde gjort og jeg nikkede. Alligevel kunne jeg ikke holde mine tårer tilbage og Andy trak mig ind til sig.

Vi stod sådan længe, men til sidst trak Andy mig med hen til set sted hvor vi kunne sidde ned. Jeg havde det allerede meget bedre, så måske det slet ikke var så dårlig en idé at være sammen med ham nu.
Da vi havde siddet der et stykke tid, fortalte jeg ham om min samtale med Clara. Eller jeg fortalte ham i hvert fald, hvad vi havde fået ud af den. Hun havde haft ret. Jeg ville bare have ladet Amys billet ligge derhjemme, og jeg vidste jo godt, at det ikke var det Amy ønskede. Hun ville have at vi havde en god aften, og det ville vi ikke have, hvis vi blev ved med at tænke på den billet, der lå derhjemme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...