Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2884Visninger
AA

18. En engel

Kapitel 14 ~ En engel

”Nogle gange så føler jeg mig som et mærkelig menneske,” fortalte jeg Andy, som sad ved siden af mig.
”Det er du også,” gjorde han mig opmærksom på, og jeg skubbede irriteret til ham.
”Jeg er faktisk alvorlig,” fnyste jeg. ”Jeg elsker at være til koncerter, hvor der er megahøj musik, og folk der skubber over det hele. Masser af larm og masser af mennesker. Samtidig elsker jeg steder som det her. Der er så stille og roligt, og så er der ingen mennesker og ingen larm.”

”Er det da så unormalt?” spurgte han, og jeg kunne fornemme hans blik på mig.
”Det er da i hvert fald nogle meget forskellige ting.”
”Ja, men er det ikke sådan noget lige som det der Yin og Yang? Eller.. jeg ved ikke noget om det, men det er da noget med to helt forskellige ting, som alligevel er en del af den samme ting.”
”Du har måske fat i noget,” medgav jeg. ”Men det lyder som noget, man skal tænke over, og jeg har sommerferie, så min hjerne er på standby.”
”Det var så nu, jeg burde spørge dig, om den ikke altid er det, problemet er nok bare, at jeg ikke helt er den rigtige til at stille det spørgsmål,” konkluderede Andy, men jeg var træt og opfangede aldrig rigtig, hvad det var, han mente. Jeg havde virkelig ikke fået sovet meget i løbet af natten. Det var blevet sent, før vi gik i seng, og da vi endelig gjorde det, kunne jeg ikke falde i søvn. Samtidig var vi vågnet tidligt.

Det hjalp måske heller ikke på det, at min dag havde været en stille og rolig dovne-dag. Da både Melanie og jeg var vågnet tidligt, havde vi sat Ringenes Herre The Two Towers på og gloet endnu flere hobbitter, elver, og hvad det nu ellers var for nogle væsener, som var med i den film.
Da vi havde set omkring en tredjedel af filmen, stod vi endelig op og fik os noget morgenmad, inden vi endnu engang dumpede ned foran fjernsynet.
Da filmen var slut, var det næsten frokosttid, så vi ryddede det meste i stuen op og endte med at spise frokost i nattøj. Det var stadigvæk sommerferie, også selvom den undskyldning klart var opbrugt nu. Jeg havde fri – perfekt ny undskyldning.

Da klokken begyndte at nærme sig et, tog jeg ned på havnen, og for en gangs skyld var det faktisk mig, der kom først. Vi havde været rundt i byen en gang, så vi bestemte os for at gå i skoven. Jeg syntes tit, at der manglede mange ting i forhold til min hjemby, men i virkeligheden var det slet ikke så galt. Begge steder var der en skov, i min hjemby nogle fede koncertsteder, her en havn. Udover det var der jo også Klubben, men jeg var flere gange nået frem til, at jeg blev nødt til at lade være med at sammenligne de to byer.

Lige nu befandt vi os i udkanten – sådan at vi stadig var under træernes skygge – af en eller anden form for eng, som var et godt stykke inde i skoven. Jeg vidste ikke helt, om ’eng’ var ordet for det, men jeg havde aldrig været så god til sådan noget.
”I forhold til koncerter,” begyndte Andy. ”Er der så rigtig nogen her?”
”Ikke rigtig,” svarede jeg og tilføjede et: ”Desværre.”
”Slet ikke?”
”Jo, altså der er lidt. I morgen aften er der noget nede på havnen, som faktisk lød ret fedt. Der kommer nogle forskellige og spiller. Amy, Clara og jeg har købt biletter til det. Becca skulle også have været med, men kunne ikke.”

”Men ingen af drengene skal med?” spurgte Andy. Han havde alligevel forstået så meget af gruppens venskab, at han vidste, vi for det meste var alle sammen sammen, når det kunne lade sig gøre.
”Nope, vi ville lave det til en pigetur, fordi vi så sjældent kun er os piger,” forklarede jeg. ”Det ødelagde det bare ret meget, at Becca ikke kunne. Drengene var lidt skuffede over, at vi ikke ville have dem med, men deres skuffelse forsvandt lige så snart, Magnus sagde, at de kunne tage om til ham og game hele natten.”
”Men det er virkelig en af de ting, jeg savner,” fortsatte jeg lidt efter. ”Alle de fede koncerter.”
”Jeg savner også lidt en at følges med ret tit.”

 

Jeg havde det med at blive træt af at sidde på samme måde længe ad gangen, og jeg var ret træt, så på et tidspunkt rejste jeg mig og gik længere ud på engen, hvor jeg lagde mig i græsset. Man lå faktisk ret godt, og det var dejlig varmt med solen, der skinnede ned over en. Det eneste problem var, at man blev nødt til at lukke øjnene, for at solen ikke skulle skinne i dem.
Der gik ikke længe, før jeg kunne høre, at Andy kom hen til mig, og lidt efter kunne jeg mærke, at han lagde sig ved siden af mig.

”Jeg har ikke sovet nok i nat,” fortalte jeg ham. ”Jeg kom til at se film og snakke med den her sorthårede pige, ser du.”
”Du overvejede aldrig bare at sove længe?” spurgte han.
”Jo, det var det, jeg havde bestemt mig for, men af en eller anden grund ombestemte jeg mig, uden at jeg selv vidste det.”
”Det giver ikke så meget mening det der.”
”Næh,” medgav jeg og kvalte et gab.

Pludselig kunne jeg hører starttonerne fra en Hinder-sang, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Måske mine venner syntes, jeg hørte musik konstant, men så havde de aldrig mødt Andy. Eller det havde de jo faktisk – så kendte de ham bare ikke.
Det tog mig en del tid at huske, hvad det var for en sang, nu havde jeg jo ikke fået hørt så meget Hinder i løbet af det sidste år, men alligevel kunne jeg huske noget af teksten. Andy til gengæld kunne vist teksten på samtlige sange på de fire albums, de havde lavet. Det skulle i hvert fald ikke undre mig.

”Synes Marianne og Peter slet ikke, at det er mærkeligt, at du kan få så meget tid til at gå her? Altså, du ved, det skulle jo forestille, at du ikke kendte nogen.” Jeg havde lagt min arm over mine øjne for at skygge bedre mod solen, og jeg følte lidt, at jeg kunne blive liggende der ret længe. Nogle gange kan det overraske en, hvor godt man kan ligge på jorden eller på et gulv.
”Det tror jeg faktisk ikke,” svarede han, og jeg kunne høre, at han flyttede lidt på sig. ”Jeg tror bare, de tænker, at det er fedt, hvis jeg kan få nogle nye venner her. Eller noget i den stil.”

”Ja, okay,” mumlede jeg. Det var der vel en logik i.
”Jeg har overvejet lidt at fortælle dem, at de burde sige ’nogle venner’ i stedet, men jeg nåede frem til, at det ville blive mest besværligt for mig selv.”
”Hvad mener du?” spurgte jeg og rullede om på siden, så jeg kunne kigge på ham.
”Det jeg siger,” sukkede han. ”Og det ved du jo også godt. Jeg har bare aldrig kommet særlig godt ud af det med andre mennesker.”
”Ej, men du kan sku da ikke have ingen venner.”
”Jeg synes ellers jeg klarer det meget godt,” svarede han.
”Du kan ikke få mig til at tro på, at du aldrig er sammen med nogen.” Jeg vidste ikke, hvad det var ved det her emne, der gjorde mig en smule sur, men det gjorde det altså.

”Det er jeg da også, men jeg ville nok ikke kalde dem for mine venner. Jeg ville faktisk meget hellere slippe for at være sammen med dem.” Den kommentar lukkede ligesom munden på mig. Jeg var ikke i tvivl om, hvilke mennesker han snakkede om. Endnu engang havde jeg lyst til at finde Johan og kvæle ham godt og grundigt.
Endnu engang blev der stille et stykke tid. Jeg ville gerne sige et eller andet, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var. Jeg havde lagt mig tilbage på ryggen og prøvede at koncentrere mig om Austin Winklers dejlige stemme.

”Folk har bare aldrig rigtig kunnet lide mig,” sukkede Andy til sidst og brød stilheden.
”Jeg kan,” huskede jeg ham på og vendte mig igen om på siden.
”Ja, men du er jo også lidt speciel, ikke?”
”Skal jeg tage det som noget godt eller noget dårligt,” spurgte jeg og kneb øjnene en smule sammen, mens jeg betragtede ham. Han lå på ryggen med lukkede øjne, og jeg kunne ikke helt se, om han smilede eller ej, derfra hvor jeg lå.
”Det kommer jo nok an på, hvem du spørger,” svarede han. ”Hvis du spørger mig, er det meget dejligt, men hvis du nu spurgte Katherine, ville hun fortælle dig, at det var forfærdeligt.”

”Hov, vent, stop lige to sekunder. Hvad har Katherine med det her at gøre?” Nu havde han forvirret mig lidt. Enten så tænkte han meget mere over ting, end jeg vidste, eller også var min hjerne bare utrolig langsom i dag.
”Det er virkelig vildt, at du aldrig har tænkt så langt. Du er et heldigt menneske, Julia, du er så ubekymret.” Jeg kunne mærke, at det her havde udviklet sig til noget meget alvorligt, og jeg vidste ikke helt, om jeg brød mig om det. Det var sommerferie. Det var nu man bare skulle slappe af og hygge sig og først begynde at tænke over ting igen, når ferien var slut.
”Og hvad mener du så med det?

”Det er ikke alle, der er ligeglad med, hvilken plads de har i en klasse for eksempel, for det har jo ligesom vist sig, at det kan gøre en ret stor forskel. Men det har du aldrig tænkt over. Julia, du kunne være lige der, hvor du ville. Hvis du havde villet det, kunne du sikkert have fået Katherine til at følge dig som en anden hund. Da vi var små, var det ikke så underligt. Når man er lille betyder sådan nogle ting ikke noget, men da vi blev ældre, undrede det mig, at du blev ved med at være sammen med mig i stedet for de andre. Det har altid trukket dig ned at være sammen med mig, men du har aldrig skænket det en tanke.”

”Fordi du er det mest fantastiske menneske, jeg kender,” hviskede jeg og min stemme svigtede mig næsten helt. ”Hvorfor kan du ikke bare forstå det?” Jeg ville ikke høre på det. Jeg ville ikke høre om det liv, jeg kunne have haft, hvis jeg ikke havde været sammen med ham, for det var ikke et liv jeg ønskede, det var slet ikke et liv. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde tårer i øjnene og jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville begynde at græde, hvis han blev ved. Jeg var rullet om på ryggen igen, mens han snakkede, og det gav mig en god undskyldning for at lukke øjnene.
”Jeg føler mig ellers ikke særlig fantastisk,” fortalte han mig. ”Prøv lige at fortæl mig hvornår jeg sidst har gjort noget, der enten var godt for andre eller mig selv for den sags skyld.”

”Stop,” beordrede jeg ham. ”Jeg vil ikke høre på det.” Jeg havde egentlig ikke regnet med, at det ville hjælpe, men han sagde ikke mere. Jeg prøvede at koncentrere mig om de melodier, der stadig spillede fra Andys mobil, Austins stemme, teksten, guitaren, et eller andet. Jeg ville bare ikke tænkte på de ting, han havde sagt. Det var måske latterligt af mig, men så måtte jeg være latterlig. Jeg havde det meget godt i min lille perfekte verden, hvor Andy havde været min bedsteven altid.
Min hyggedag var nærmest ødelagt. Den var blevet alt for trist. Det gjorde det heller ikke bedre, at jeg endnu engang blev mindet om, at Andy skulle hjem på et tidspunkt. Jeg ville gerne bare have, at han blev her. Blev her hos mig, for jeg elskede ham. Det gjorde jeg virkelig, og jeg blev kun mere og mere overbevist om det, jo mere jeg var sammen med ham. Det kunne godt være, at han ikke selv kunne se, hvor dejlig han var, men det kunne jeg.

Der gik lang tid, før nogen af os sagde noget igen, og endnu engang var det ikke mig, der startede samtalen. Jeg lå og lyttede til en sang om at elske de dumme ting, vi gør, når vi er unge, at selvom man kunne gå tilbage i tiden, ville man ikke ændre noget som helst, for det bedste var endnu ikke kommet, da Andy sagde noget igen: ”Hende Amy var nok ikke helt ved siden af.”
”Hvad mener du?” spurgte jeg forsigtigt, bange for hvad han nu snakkede om.
”Jo, sagde hun ikke, at du var en engel?” spurgte han, og jeg kunne høre, at han smilte nu. ”Sådan en engel som passer på andre,” citerede han. ”Det kunne hun vist godt have ret i.” Skytsengel havde Magnus sagt. Jeg følte mig ikke så meget som en engel, især ikke efter alt de usunde mad jeg havde spist de sidste mange dage – det virkede ikke så uskyldigt – men hvis de sagde det.

”Du er i hvert fald også min engel,” sagde Andy og hævede sig op på albuen, så han kiggede ned på mig. ”Så må Amy og jeg bare dele lidt.”
Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg åbnede øjnene og kiggede op på ham. Han havde placeret sig, så han næsten skyggede for solen, så det lykkedes mig at holde øjnene åbne.
”Det er det samme med Clara, er det ikke?” spurgte han, og jeg vidste godt, hvad han snakkede om, men jeg havde bestemt mig for ikke at tænke mere over det, så jeg sagde bare:” Clara er også dejlig.”
The Best Is Yet To Come sluttede, og en ny sang begyndte. Et ironisk smil dukkede op på Andys læber, inden han begyndte at synge med, og hvis jeg havde kunnet huske teksten til sangen, jeg udmærket huskede at have hørt før, kunne jeg nok have regnet ud hvorfor.

It's freaking me out that I didn't see
You're so damn hot girl it's just crazy
And without a doubt I still can't believe
That you were right there in front of me

Never saw the chemistry
That was there with you and me
It's been a long time coming

Just waiting on an angel
To take me out of my hell
I'm falling for you
Just dropping out of thin air
You came out of nowhere
Right out of the blue
When heaven sent you

And night after night when I didn't sleep
But that was before you laid beside me
When all of my demons were dancing with me
I'm glad you came down because I was in too deep

Never saw the chemistry
That was there with you and me
It's been a long time coming

Just waiting on an angel
To take me out of my hell
I'm falling for you
Just dropping out of thin air
You came out of nowhere
Right out of the blue
When heaven sent you

Just waiting on an angel
To take me out of my hell
I'm falling for you
Just dropping out of thin air
You came out of nowhere
Right out of the blue

Just waiting on an angel
To take me out of my hell
I'm falling for you
Just dropping out of thin air
You came out of nowhere
Right out of the blue

When heaven sent you

Mellem tredje og andet sidste omkvæd var der en form for solo, og da den begyndte, bøjede Andy sig ned og kyssede mig, og jeg slog endnu engang armene om hans nakke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...