Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2920Visninger
AA

22. Den triste sandhed

 

Kapitel 18 ~ Den triste sandhed

Da jeg klokken fem havde sagt farvel til Andy og var på vej hjem for at spise og gøre mig klar inden jeg igen tog ned på havnen, som i løbet af dagen havde ændret udseende på mange punkter, var jeg i et overraskende godt humør. Fra morgenen af havde jeg været forfærdelig trist og i et forfærdelig humør – nu var jeg nærmest helt glad.
Andy havde fået mig til at indse, at Amy ikke ville få det bedre, ved at jeg gik og var trist. Der var faktisk større chance for at hun fik de bedre, hvis jeg kom og var glad.

Det undrede mig lidt, at Andy kunne påvirke mit humør så meget, men det var måske slet ikke så mærkeligt. Vi havde aftalt at Clara og jeg kunne mødes med ham der hvor han drejede af, så vi var sikre på, at vi kunne finde hinanden om aftenen. Selvom jeg stadig var ked af, at Amy ikke kunne komme med, prøvede jeg at finde en positiv side at se det fra.
Lige nu ville jeg havde mit gode humør til at blive der. Nu var det endelig dukket op, så måtte det altså ikke bare forlade mig igen. Mens jeg gik, fandt jeg som så mange gange før min iPod frem og fandt den sang jeg havde tænkt på det sidste stykke tid. En sang der nok var en del anderledes end det musik jeg eller plejede at høre,

My tea's gone cold, I'm wondering why I got out of bed at all
the morning rain clouds up my window and I can't see at all
And even if I could it'd all be grey, but your picture on my wall
it reminds me that it's not so bad
it's not so bad

I drank too much last night, got bills to pay
my head just feels in pain
I missed the bus and there'll be hell today
I'm late for work again
and even if I'm there, they'll all imply that I might not last the day
and then you call me and it's not so bad
it's not so bad and

I want to thank you for giving me the best day of my life
Oh just to be with you is having the best day of my life

Push the door, I'm home at last and I'm soaking through and through
then you handed me a towel and all I see is you
and even if my house falls down now, I wouldn't have a clue
because you're near me and

I want to thank you for giving me the best day of my life
Oh just to be with you is having the best day of my life 

I want to thank you for giving me the best day of my life
Oh just to be with you is having the best day of my life 

Mens Didos dejlige stemme fyldte mine øre balancerede jeg på kantstenen hele vejen hjem. Den her dag var måske ikke startet godt, men lige nu var den god, og den følelse ville jeg gerne holde fast i.

 

Da jeg kom ind på mit værelse faldt mit blik straks på konvolutten på mit skrivebord. Jeg samlede den op, og satte mig i min seng, mens jeg læste dagens besked endnu engang. Jeg vidste at jeg burde have fortalt Andy om brevene, men jeg kunne virkelig ikke få mig selv til det. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg var nok bange for, hvordan han ville reagere.

Forstod du det ikke?
Fredag.

Det var kun fire ord, fem med ’fredag’, men alligevel var de utrolig truende. De fire ord betød at Johan ikke var færdig endnu. Jeg havde på fornemmelsen at han ikke kun prøvede at skræmme mig. Han ville virkelig have at jeg holdt mig fra Andy. Det var bare ikke noget jeg havde lyst til.
Jeg vidste ikke hvor utålmodig Johan var, men mon ikke han kunne vente til onsdag? Der var trods alt ikke så længe til.

Jeg puttede seddelen ned i den første konvolut og smed den nye ud. Jeg kunne lige så godt samle brevene indtil jeg bestemte mig for, om jeg skulle gemme dem eller bare smide dem ud.
Under aftensmadden spurgte mine forældre ind til Amy, og jeg så ingen grund til at sige, at det var bedre end det var. Jeg havde aftalt med hende, at jeg ville komme forbi samme tid om lørdagen. Min mor gav Amy ret i, at det var en god idé at Clara og jeg tog af sted alligevel.
”Det er bedre, end at I sidder hjemme og er triste på hendes vegne, det får hun det jo ikke bedre af,” lød min mors ord.

Jeg fortalte hende selvfølgelig ikke at Andy skulle med, jeg havde jo ikke fortalt hende at han overhovedet var her, og det havde jeg ingen planer om at ændre lige nu. Clara var den eneste der rigtig vidste noget om det, og det havde jeg det meget fint med.
Min veninde kom om til mig så vi kunne følges, og hun lignede en der havde himlet med øjnene hele vejen.
”Drengene kom inden jeg tog af sted,” fortalte hun mig og det lød som om det var noget meget forfærdeligt hun havde været vidne til. ”De er sindssyge.”
”Er det noget nyt?” spurgte jeg og lukkede døren bag mig.
”Nej,” svarede hun. ”Det har vi vidst hele tiden, jeg har bare aldrig tænkt over, hvor forfærdeligt det er.”

Jeg havde været meget sammen med Clara i løbet af de sidste dage, og det var ret mærkeligt. Det var som om jeg havde vænnet mig fuldstændig til hendes hæse stemme og jeg tænkte slet ikke over den ligegyldige tone. Ikke fordi det var noget jeg havde gjort så meget før, men det var alligevel som om, det havde ændret sig.
”Bliver du hos Magnus resten af ferien?” spurgte jeg, hvilket hun svarede ja til. Hun havde virkelig ingen planer om at tage tilbage til sin storebror før det begyndte at blive nødvendigt, hvilket det nok blev, når hun begyndte at mangle rent tøj.

Hun fortalte mig, at Casper også havde fundet ud af det, så han kunne blive væk også. Hun lagde ikke skjul på, at det var første gang, hun rigtig havde haft noget med sin lillebror. Normalt havde hun stort set intet at gøre med sine brødre, men hun havde snakket meget med Casper siden i går.
Jeg sagde det ikke, men jeg var glad for det. Jeg havde på fornemmelsen, at hun ville have godt af det. Det kunne i hvert fald ikke skade.

 

Det endte selvfølgelig med at blive en ret sjov og hyggelig aften, og jeg fortrød ikke at jeg var gået med til at tage Andy med.
På et tidspunkt var vi gået lidt væk fra de mange mennesker og den høje musik, og det gik op for mig hvor træt jeg egentlig var ved at være. Jeg havde ikke sovet så meget og så godt de sidste nætter.
Uden at tænkte over det, lagde jeg mig med hovedet i Andys skød, og det gik egentlig først op for mig, da jeg så at Clara næsten smilede. Hun måtte egentlig føle sig ret klog. Hun havde nærmest regnet alt ud.

”Hvilket dyr er sejest,” spurgte jeg Clara da jeg blev irriteret over at hun næsten smilede af mig. ”En frø eller en fris.”
Hun sendte mig et blik under pandehåret som ikke kunne sige andet end: ’Seriøst?’, inden hun svarede at alle da vidste at pindsvin var sejest.
”Det var ikke en af valgmulighederne,” svarede jeg surt og pustede til en hårtot der blev ved med at falde ned i mine øjne. Da den ikke ville forsvinde, endte det med at Andy flyttede den, hvorefter han fortsatte med at kærtegne min kind.
Clara trak bare på skulderen og så ud til at være ret ligeglad med, hvad valgmulighederne var.

 

”Hvad er jeres planer sådan for fremtiden egentlig,” spurgte hun og jeg tror at både Andy og jeg kiggede mærkeligt på hende.
”Hvad mener du?” spurgte Andy, og det var lige mine ord.
”Ja, jeg regner ikke med at du har ferie for evigt, vel?” forklarede hun, inden hun mumlende tilføjede: ”Hvis det er tilfældet, må du leve med at jeg myrder dig.”
Det første hun sagde forårsagede stilhed hos både Andy og mig. Jeg gik ud fra, at det var noget, vi begge havde undgået at tænke på.

”I har aldrig tænkt så langt, har I vel?” spurgte hun og kiggede skiftevist på os. Vi rystede begge på hovedet, eller jeg rystede så godt på hovedet som jeg kunne komme til.
”Hvor stort er jeres problem?” spurgte hun, og det blev Andy der svarede:
”Stort. Ingen af os kan finde ud af at holde kontakten.”
Clara mumlede et eller andet og det lød meget som: ’mennesker der drikker rød sodavand’, og så noget mere jeg slet ikke kunne opfange. Vi havde tidligere på aftenen købt sodavand og hun havde virkelig nægtet at købe en rød ligesom vi andre.

Det lykkedes os på en eller anden måde at få skiftet emne, hvilket jeg var glad for. Jeg vidste godt at jeg ikke kunne udskyde det for evigt, men lidt endnu ville ikke gøre mig noget.
Jeg havde ikke lyst til at sige farvel til Andy igen, men jeg kunne ikke rigtig se andre muligheder. Jeg vidste at det kun ville blive endnu sværere at sige farvel denne gang, og det havde været mere end svært sidst.

 

”Julia?” spurgte Clara, da vi gik hjem i gadelygternes skær. Det var for længst blevet mørkt og de eneste andre mennesker, vi så, var andre, der også var på vej hjem fra havnen af. ”Hvor langt væk er det han bor?”
”Stort set så langt væk som du kan komme, uden at komme til et andet land,” svarede jeg og kunne mærke tristheden strømme op i mig. ”Der er ikke engang et tog der kører hele vejen,” fortalte jeg hende. ”Der er tre skift.”
”Og du har slet ingen idé til, hvordan i ville kunne få det til at fungere? Det er helt umuligt?”
”Det tror jeg,” sukkede jeg. ”Men det har jeg vidst lige fra starten af. Jeg vidste godt at det aldrig ville gå, men jeg kunne ikke lade være.”
”Jeg er virkelig, virkelig ked af det,” sagde Clara og for en gangs skyld lød hun faktisk ikke særlig ligeglad, hun lød som om hun virkelig mente det.
”Jeg havde ikke lyst til at huske at det ikke duede for jeg… jeg…” Af en eller anden grund var jeg ude af stand til at færdiggøre min sætning. Det var som om, det kun ville gøre det hele værre hvis jeg sagde det højt, men det var heldigvis ikke nødvendigt, for Clara havde nemt ved at færdiggøre den for mig med sin hæse stemme: ”Elsker ham.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...