Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2908Visninger
AA

8. Chokolademuffins med lyserød glasur og hjertekrymmel (II)

 

Kapitel 5 ~ Chokolademuffins med lyserød glasur og hjertekrymmel {II}

På et tidspunkt rejste Andy sig og skiftede Bullet For My Valentine ud med noget andet. Det overraskede mig ikke det mindste, at det var starttonerne fra en sang med Three Days Grace, der fyldte mine øre, og endnu engang blev jeg mindet om alt det, vi havde til fælles. ’Mine musikmennesker’ var mindst lige så meget hans, det var der bare ikke andre end mig der vidste.

Jeg troede sjældent på tilfældigheder. I sær når det gjaldt den musik, folk hørte. Jeg vidste, at der var en grund til at Clara havde sat Bullet For My Valentine på. Jeg vidste, at det lige var det der passede til hendes humør. Derfor sad jeg også og ventede på den dybere mening, da Adams dejlige stemme lagde sig over musikken, da han begyndte at synge teksten til Anonymous.

In my mind worlds collide
Something inside me is gone
Still I keeping going on
In my mind oceans divide
I don’t know where I belong
But still I keep holding on and on

I get by in a world with no conscience
By shouting it out and being anonymous
And the problem is you’re just like me
We get by in a world with no conscience
By shouting it out and being anonymous
Hello, hello, hello

Mens de andre stadig sad og snakkede, blev jeg ved med at sidde og lytte til den sang, jeg i forvejen havde hørt så mange gange. Det var først nu, jeg kom til at tænkte på, hvordan Andy egentlig havde haft det i løbet af det år, jeg havde boet her. Jeg var flyttet og havde mødt nye mennesker, mens han var blevet boende i den samme by med de samme mennesker.
Man skulle tro, at Andy kunne læse mine tanker, og det kunne han vel også næsten – eller havde kunnet - for en bestemt sætning i den sang blev ved med at fange min opmærksomhed. En sætning der mindede meget om det, jeg havde tænkt så kort tid forinden. Spørgsmålet var, om det virkelig bare var en tilfældighed, at mit blik mødte Andys i samme øjeblik, som Adam sang:

I get by in a world with no conscience
I try and I try but I am anonymous
And the problem is you’re just like me
Just like me

“Det ser ud til, at vi er heldige med, at det tilfældigvis er en med en okay musiksmag, der har invaderet vore lille lukkede kreds,” sagde Clara, da Anonymous lige så stille ebbede ud. Meget af det musik, vi hørte for tiden, var noget, jeg havde vist dem, men Three Days Grace var noget, de allerede havde hørt, inden jeg dukkede op og blandede min musiksmag ind i deres. Derfor var det nok et meget smart valg af Andy at sætte Three Days Grace på som det første, og ikke nævne at meget af det musik, jeg havde vist mine venner, var det man i stor stil hørte der, hvor han kom fra. Måske de ikke ville tænke over det, for de fleste tror vel på tilfældigheder.

”Men gider du ikke lige sætte Someone Who Cares på? Den har jeg lidt lyst til at høre lige nu,” fortsatte Clara, og Andy gjorde, som hun bad ham om. Jeg skulle ikke høre meget af sangen, før jeg havde på fornemmelsen, hvorfor Clara lige præcis havde lyst til at høre den sang efter alt den snak, der efterhånden havde været om hendes familie i løbet af aftenen.

Every street in this city 
is the same to me 
Everyone's got a place to be 
but there's no room for me 
Am I to blame? 
When the guilt and the shame hang over me 
Like a dark cloud, 
That chases you down in the pouring rain.

Claras hæse stemme blandede sig stille med Adams, og da de nåede omkvædet, kunne jeg se, at Andy også begyndte at synge med.

It's so hard to find someone 
who cares about you, 
but it's easy enough to find someone 
who looks down on you 

Why is it so hard to find someone 
who cares about you? 
When it's easy enough to find someone 
who looks down on you 

 

Rebecca, Markus og Silas sad stadig og snakkede, men jeg kunne se, at Magnus lyttede til musikken ligesom mig.


It's not what it seems 
when you're not on the scene 
There's a chill in the air 
But there's people like me 
That nobody sees so nobody cares 

Why is it so hard to find someone 
who cares about you? 
When it's easy enough to find someone 
who looks down on you 
Why is it so hard to find someone 
who can keep it together 
when you've come undone? 
Why is it so hard to find someone 
who cares about you? 

I swear this time it won't turn out 
the same 'cause now I've got myself to blame 
And you'll know where we'll end up 
on the streets that is easy enough 
to find someone who looks down on you 


Lige som det sidste omkvæd begyndte, kom Amy endelig tilbage.
“Der var du,” sagde jeg lettet. Det var måske mærkeligt, at jeg havde været bekymret, men sådan var jeg altså bare nogle gange.
”Ja, jeg kom lige til at snakke med Sarah. Her har du din dumme sodavand, Magnus,” sagde hun og rakte en cola til Magnus.
”Dejligt, Amy,” smilede Magnus og prøvede at åbne den stadig med armen om Clara. Det lykkedes ham lige, men Clara så ud til at føle sig lidt mast.

”Hvad er det, du har der?” spurgte jeg og pegede på den papirpose, hun havde i hånden.
”Muffins,” smilede Amy og lagde papirsposen fra sig på bordet. ”Jeg er ked af det Clara, men de havde ikke flere lyserøde slikkepinde tilbage, så du får altså en grøn.”
”Øv,” sukkede Clara. Det kunne undre folk, at hun var så glad for lyserøde ting, men det var hun altså.

”Du sagde noget med muffins,” huskede Markus Amy på.
”Ja. De er åbenbart begyndt at sælge muffins ude i kiosktingen, så Sarah syntes lige, vi skulle være prøvesmagerer.” Hun flænsede papirposen op, så otte små muffins kom til syne.
”Aww, hvor er de søde,” sagde Clara og skyndte sig at tage en af dem.
”Yep, Sarah og jeg blev enige om, at vi hellere måtte tage dem med lyserød glasur, nu hvor der ikke var nogle lyserøde slikkepinde,” forklarede Amy og gav mig en. Det var chokolademuffins, og Clara havde ret: de så faktisk lidt søde ud. De havde fin lyserød glasur, og små hjerter var drysset ud over.

”Chokolademuffins med lyserød glasur og hjertekrymmel,” lød det tilfreds fra Markus, da han kom hen og tog en også.
”Hvorfor gav hun dig otte?” spurgte jeg, da det gik op for mig, at vi kun var syv uden Andy, og Amy havde jo ikke vidst, at han ville dukke op, da hun gik ud for at hente den sodavand.
”Jeg tror, Sarah var bange for, at Clara ville blive meget ked af det med slikkepinden, eller også syntes hun bare, at jeg er alt for nice, så jeg skulle have en mere.”

”Hvorfor skulle hun dog syntes det? Og hvorfor er det egentlig, at du bare sådan lige får kager?” spurgte Silas hånende fra sin plads af.
”Fordi Amy er en engel,” forsvarede jeg min veninde. ”Og en rigtig dejlig en af slagsen faktisk. Sådan en engel som er sød og gør folk glade og sådan noget.”
”Så siger vi det,” lød det fra Silas. ”Men hvad er du så?”
”Hun er da også en engel,” fnøs Amy fornærmet. ”Bare en anden slags engel. Nemmerlig, ja. Julia er sådan en engel, der passer på andre.”
”Så Julia er en skytsengel?” spurgte Magnus og rakte selv ud efter en muffin, som Clara tog halvdelen af glasuren af, inden han nåede at få den helt hen til sig. ”Hey du,” sagde han og skubbede til hende, mens hun, med det der kunne forestille et smil, slikkede sin finger ren for lyserødt sukker.

”Tjaeh, det er hun vel,” svarede Amy og tog de små muffins op, så hun kunne gå hen til de andre med deres.
”Vi kunne også sige, at det ikke er fordi, i to er overdejlige og alt muligt, og det er fordi, at Sarah er supersynsk, så hun kunne se, at Julia ville vinde i bordtennis og derfor hive jer to lidt højere op på vinderlisten. Så det er for at fejre det?” grinte Silas. Tydeligvist som en hån af Amy og jeg der ikke så tit vandt noget som helst.

”Julia altså! Hvis selvværd har du nu banket ned under gulvet?” spurgte Amy og lod som om, hun var skuffet over, at jeg ikke kunne være lidt mere sød mod andre, mens hun vendte sig om i mod mig.  
”Under gulvet er måske så meget sagt, men hun kan jo prøve igen,” lød det drillende fra Andy. Der skulle nok lidt mere til at smadre hans selvværd end at vinde over ham i bordtennis. På Amys overraskede ansigtsudtryk kunne jeg se, at hun først havde lagt mærke til ham nu, og hun kiggede på ham med store øjne.
”Øh, jamen hej,” stammede hun. ”Gud, jeg havde slet ikke set dig,” fortsatte hun forvirret, inden hun prøvede at genoptage sin uddeling af muffins. Det lykkedes hende at se nogenlunde normal ud igen, men som hendes bedsteveninde kunne jeg se, at hun stadig var forvirret og overrasket.

”Så var det jo heldigt, at der var en ekstra,” sagde hun, da hun gav Andy den sidste, og jeg kunne se, at hendes kinder var blevet en smule røde. Det havde været ret sjovt, hvis det nu bare havde været alle andre end Andy. Hvis det bare havde været en eller anden tilfældig fyr, men det var det man fik ud af ikke at tro på tilfældigheder.
”Dig har jeg da egentlig set før,” sagde Andy og kiggede undersøgende på hende, hvilket kun gjorde hendes kinder lidt mere lyserøde. Amy var nok den jeg kendte, der så bedst ud med røde kinder, for det så så sødt ud sammen med de lyse englekrøller.
”Eh ja, engang i sidste uge eller sådan noget.”

”Det var dig, der ventede på, at din bedsteveninde kom hjem, var det ikke?”
”Eh jo.” Jeg havde næsten ondt af Amy. Hun var så forvirret lige nu. Amy sendte mig et blik, der kun kunne betyde ’hjælp’, og som den bedsteveninde jeg var, kom jeg hende også til undsætning, også selvom det af en eller anden grund var hårdt for mig, at sige det jeg gjorde.
”Og hun er hjemme nu. Det er jo begrænset, hvor længe man kan gå rundt uden sin engel.” Jeg sagde det med et smil, men alligevel følte jeg, at jeg forrådte Andy eller noget i den stil. Min gamle bedsteven. Et kort blik mødte vores øjne endnu engang, og jeg kunne se de mange spørgsmål i hans. Jeg bed mig i læben, og han kiggede væk igen. Han så nærmest en smule såret ud, men jeg forstod ham egentlig godt.

Vi spiste alle vores muffins, og der kom gang i spillet igen, i mens Three Days Grace stadig spillede i baggrunden. Det blev en lidt mærkelig aften, og jeg blev ved med at have den der mærkelige fornemmelse i kroppen. Jeg kunne meget enkelt bare ikke lide at være i samme rum som både Amy og Andy. Jeg følte, at jeg snød dem begge to. Løj for dem på en eller anden måde. Som tidligere blev jeg ved med at kigge hen på Andy, og jeg kunne se, at Amy gjorde det samme. Vi havde godt nok hver vores grund, men derfor var det stadig ubehagelig, når vores blikke mødtes, fordi vi havde valgt samme tidpunkt lige at kigge på. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...