Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2884Visninger
AA

7. Chokolademuffins med lyserød glasur og hjertekrymmel (I)

 

Kapitel 5 ~ Chokolademuffins med lyserød glasur og hjertekrymmel {I}

”Hej med dig, vil du være med?” spurgte Rebecca - glad som altid.
”Hey. Eh… jo, det vil jeg da gerne,” svarede en lidt for velkendt stemme. En blanding af det chok jeg fik, ved at han pludselig var her, og det faktum, at hans stemme ikke havde ændret sig det mindste i løbet af det sidste år, var nok til, at jeg et kort øjeblik mistede koncentrationen, og den hvide bold fløj lige forbi mig.
Jeg rystede hurtigt på hovedet, inden jeg med et suk samlede bolden op og gav den til Markus. Det irriterede mig lidt, at han, nu hvor han absolut skulle dukke op, ikke lige kunne gøre det på et tidspunkt, hvor det ikke var mig, der skulle skyde, for jeg havde faktisk haft planer om at vinde.

”Better luck next time,” grinte Markus, inden han skød bolden over på Silas’ bordhalvdel.
”Du får da i hvert fald ikke noget ud af at stå og kigge på,” smilte Rebecca til Andy, der nu var på vej helt hen til os. ”Tager du ikke lige et bat til ham, Julia?” spurgte hun henvendt til mig, som jo alligevel skulle forbi kassen med bat på vej væk fra spillebordet.
”Jojo,” mumlede jeg og greb et bat mere.
Rebecca, der jo ikke kunne have nogen anelse om mine indre problemer, smilede videre til Andy, mens hun fortsatte med at snakke.

”Jeg hedder Rebecca,” sagde hun, inden hun udpegede alle os andre og satte navne på os. ”Og så er der Amy, men hun er her ikke lige nu. Hun kommer lige om lidt,” lød den sidste del af den lange smøre.
Andy nikkede bare for til at sidst at sige: ”Og jeg hedder Andy. Hyggeligt at møde jer.”
”Klart,” lød det hæst fra Clara, og jeg havde lyst til at give hende et kram, for det var ikke specielt hyggeligt lige nu. Hvis jeg absolut skulle snakke med ham i aften, havde jeg foretrukket, at det ville blive under fire øjne og ikke under fjorten.
”Årh, lad nu være med at være så sur Clara,” snøftede Rebecca og sendte Andy et undskyldende smil.

”Jeg er ikke sur,” bed Clara ad hende, mens hun skulede en lille smule surt, så det passede nok ikke helt længere.
”Så siger vi det.” Rebecca rystede opgivende på hovedet.
”Du kommer ikke herfra vel?” Venlig som hun var, prøvede hun at lette den akavede stemning, der var dukket op, efter at Andy var kommet, det hjalp bare ikke så frygteligt meget, når hun var den eneste, der snakkede.
”Nope, jeg er på ferie,” svarede Andy og satte sig på bordet ved siden af de andre. Jeg stod stadig med to bat i hænderne og burde nok give ham det ene.

”Hah, taber,” lød det pludselig fra Silas, og alles opmærksomhed blev vendt i mod ham.
”Jaja, det er godt med dig. Jeg skal nok tvære dig ud næste gang,” sagde Markus fornærmet og kastede med den lille bold, han havde i venstre hånd.
Silas himlede med øjnene – han ville højst sandsynligt også vinde næste gang – inden han vente opmærksomheden mod Andy. ”Og hej med dig, som Becca sagde, hedder jeg Silas, så det behøver jeg vel egentlig ikke at fortælle dig… selvom jeg jo lige har gjort det?” Silas rynkede brynene. ”Hvor forvirrende. Jeg tror, jeg skal have en pause fra det her boldnoget.”

”Du er altid forvirrende,” fortalte jeg ham, hvilket kun fik ham til at rynke brynene endnu mere.
”Jamen tak, jeg elsker også dig Julia.”
”Selvfølgelig gør du det.” Jeg sendte ham det mest irriterende smil, jeg kunne frembringe lige nu. Jeg undgik bevidst at kigge på Andy. Jeg havde ærlig talt ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre, men han havde ikke sagt noget til mig endnu, så måske jeg var heldig, og han også helst ville have det her klaret under fire øjne. Man kunne vel håbe.

”Skal vi spille igen?” spurgte Magnus og hoppede ned fra bordet. Alle andre end Silas nikkede, så han satte sig på bordet og tog en slurk af en vandflaske, jeg slet ikke havde set før nu. Mærkeligt.
”Værsgo,” sagde jeg, da jeg rakte min gamle bedsteven et af de halvsmadrede bat.  
”Tak,” svarede han, og endnu engang mødtes vores blikke. Han kiggede undersøgende på mig, men jeg sørgede for at holde mit ansigt neutralt. Han behøvede ikke se alt den forvirring, hans opdukken havde skabt i mig. Med det samme vi stod der, vidste jeg, at jeg lige meget hvad ikke ville have kunnet ignorere ham helt.
Jeg vidste, at jeg alligevel ville have snakket med ham på et eller andet tidspunkt. Der var en grund til, at jeg havde kaldt ham min bedsteven, og han lignede sig selv alt for meget til, at jeg ikke straks så den samme fantastiske dreng. Inden vi nåede at komme helt i gang, endte det alligevel med, at Silas valgte at deltage.

Jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig om spillet. Jeg blev ved med at kigge over på Andy, og hver gang kiggede han også på mig. Jeg havde lyst til at snakke med ham nu - lige med det samme – men det var ikke rigtig muligt, for jeg ville ikke fortælle mine venner, at jeg kendte Andy. Ikke nu hvor han ikke selv havde sagt noget om det.
Samtidig undrede det mig, at Amy ikke snart kom tilbage.
Hun skulle jo kun hente en sodavand, men samtidig havde jeg det meget fint med, at hun ikke var her samtidig med Andy. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg ville have det med at kalde Amy for min bedsteveninde, når min gamle bedsteven var til stede. Det virkede bare mærkeligt.

”Pis,” råbte Markus, da han kom til at skyde bolden i nettet.
”Synd,” mumlede Clara lige højt nok til, at man kunne høre det, og det var tydeligt, at hun ikke rigtig mente det, hvilket nok også var grunden til, at Markus skar ansigt af hende.
”Nå, men Andy – det var det du hed, ikke? – er du her nede helt alene?” spurgte Clara lige efter, at hun havde skudt en bold til ham, som han så skød tilbage til mig.
”Eh, ja, det er jeg,” svarede han, og vi kiggede vist begge undersøgende på Clara. Jeg havde på fornemmelsen, at hun havde på fornemmelsen, at der var et eller andet mærkeligt ved det her.

”Det lyder ret nederen.” Den ligegyldige tone i hendes stemme var ikke nær så ligegyldig, som den plejede at være, så hun ville tydeligvist gerne have ham til at sige et eller andet, der kunne bringe hende på sporet af det mystiske.
”Tjaeh, der er jo rigeligt med mennesker at snakke med,” svarede Andy og trak på skulderen
Clara mumlede et eller andet, og jeg havde på fornemmelsen, at hun ikke helt var tilfreds med det svar, hun havde fået.

”Er der egentlig nogle af jer, der har mulighed for at komme herned i morgen?” spurgte Silas lige efter et skud.
”Vi skal besøge mine bedsteforældre i morgen, så vi kommer i hvert fald ikke,” svarede Magnus som den første, og alle andre end Andy kunne regne ud, at ’vi’ betød ham og Clara.
”Jeg kan heller ikke,” lød det fra Rebecca. ”Vi får gæster langvejs fra.”
”Og Amy og jeg skal vist være sammen i morgen aften, og jeg tror ikke, vi kommer herned,” sluttede jeg mig til gruppen af folk, der ikke kunne komme.

”I er da heller ikke særlig sociale.”
”Nej, det er vi ikke,” svarede jeg Markus, der stadig sad alene på bordet. ”Men vi nåede ikke rigtig noget i søndags, da vi ville være sammen, så det måtte jo blive en anden gang, desuden er vi for seje til at tage herned kun for Silas’ og din skyld.”
Ikke for første gang den dag blev der rakt tunge ad mig.
”Hov hov,” fnøs Silas, inden han skød en meget skæv bold til Clara, som hun ikke kunne tage.
”Hov hov selv,” vrængede Clara, inden hun begyndte at gå over mod bordet for at gøre Markus selskab.
”Sætter du ikke lige noget musik på egentlig,” spurgte Magnus og var så uheldig at slå for hårdt til bolden, så den ikke nåede at ramme bordet på den anden side.

”Og de falder på stribe,” grinte Silas, hvilket udløste et surt blik fra de faldne. Den ligegyldige snak hjalp mig med at glemme mine egne rodede tanker, der stadig omhandlede Amy og Andy. Endnu bedre blev det, da de første toner fra en sang med Bullet For My Valentine lød ud i rummet.
Et par fnisende piger gik igennem rummet, hvilket tog opmærksomheden fra min rødhårede veninde lige præcis længe nok til, at hun også måtte sætte sig på bordet, hvor Clara nu også havde sat sig, og Magnus havde lagt den ene arm over hendes skuldre.

”Er du ikke lidt irriterende i dag, hvad Silas?” Magnus havde hævet det ene øjenbryn, og noget, der næsten kunne ligne et minimalt smil, viste sig svagt på Clara læber.
”Altid,” grinte Silas. ”Men nu har jeg også brugt tre uger alene sammen med min familie. Det kan godt være lidt trættende.”
”Jeg ville dø, hvis jeg skulle være alene med min familie i tre uger,” lød det tomt fra Clara, og jeg havde på fornemmelsen, at Silas fortrød sine ord, i samme øjeblik hun havde åbnet munden. Normalt undgik vi emnet ’familie’ ret meget, fordi ingen af os som sagt kunne være lige så ligeglade som Clara.

”Er de da så slemme,” spurgt Andy muntert, da han endnu engang var uvidende. Jeg havde lyst til at hive ham til siden og forklare ham det, men det ville være mærkeligt, hvis jeg gjorde, for det var ikke noget, jeg ville have gjort under normale omstændigheder, og jeg havde stadig planer om at holde mine venner hen i uvidenhed.
”Ja,” svarede Clara ligeud, og jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at Magnus strammede grebet om hende lidt mere.

Andy, som helt klart ikke var dum på alle punkter, forstod, at det ikke var noget, han skulle spørge ind til. I stedet skød han Silas ud, så det nu kun var ham og mig, der var tilbage.
”Nå, gør dig klar til at tabe,” sagde jeg til de brune øjne, der betragtede mig. Min stemme ville ikke helt lyde, som jeg ville havde den til.
Til mit held var det kun Andy, der lagde mærke til det, og det udløste et lille smil fra hans side af, da han endelig havde fået en reaktion fra mig. Han vidste nu, at jeg umuligt kunne være helt ligeglad med hans tilstedeværelse. Den knap så fede ting ved, at han var den eneste, der havde lagt mærke til det, var, at jeg blev mindet om, hvor godt vi egentligt havde kendt hinanden, og jeg havde på fornemmelsen, at det ikke havde ændret sig meget, siden jeg jo stadig havde så nemt ved at læse ham.

”Vi får se, vi får se,” smilede han, mens han snurrede den lille bold, Silas havde samlet op og givet ham, rundt i hånden, inden han skød til den, så den susede over på min side.
Det endte med at blive en ret lang og lige kamp, men med det held jeg alligevel havde tilbage, lykkedes det mig alligevel at vinde til sidst.
”Burde Amy ikke snart være tilbage?” spurgte Magnus mig, da jeg satte mig ved siden af ham og Clara.
”Jo,” svarede jeg, og selvom jeg vidste, at hun bare var gået ud i rummet ved siden af, kunne jeg ikke lade være med at blive lidt bekymret. Jeg vidste ikke helt hvorfor.
”Årh, lad nu være,” lød det fra Rebecca, der nok havde opfattet min bekymring. ”Hun er nok bare faldet i snak med en eller anden. Sarah måske?” Jeg nikkede bare til svar, hun havde sikkert ret.

”Hey, fortæl os lidt om den by du kommer fra,” opfordrede Silas Andy til, og til mit knap så store held tog han i mod opfordringen. De andre så ud til at finde det meget spændende, fordi det var så anderledes, fra det de kendte, men jeg fandt det bare forfærdeligt at høre om alt det, der engang havde været mit liv. Alt det jeg engang havde været en del af.
Historier om koncertpladsen og skøjtebanen, skoven og engen. Det hele bragte en masse minder med sig. Minder der alle sammen i virkeligheden omhandlede Andy, og jeg mistænkte ham for at gøre det med vilje. At han helt bevidst fortalte, om de ting, han vidste, ville få mig til at mindedes vores tid sammen.
Desværre så det ikke ud til, at der var andre end mig, der havde mere lyst til at spille videre end at høre på Andy. Lige som før kunne jeg ikke lade være med at kigge på ham, og hver gang blev jeg mødt af de varme brune øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...