Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2961Visninger
AA

5. Brune øjne

Kapitel 3 ~ Brune øjne

"Lad mig gætte," begyndte Melanie og sendte mig et altvidende blik, efter at jeg havde lagt på. "Det var Amy." 
"Nej, det var julemanden," svarede jeg og rakte tunge ad hende. Selvfølgelig var det Amy, det ville en hver da have kunnet gætte, hvis de havde hørt, hvad jeg sagde. Måske de også lige skulle kende mig først, men detaljer. "Han sagde, at der desværre ikke kommer nogle pakker til Melanie Andreasen i år, fordi hun går og kilder sin storesøster under tæerne," tilføjede jeg og begyndte at pakke vores indkøb ud.

"Klart," vrængede hun ad mig og satte sig op på køkkenbordet.
"Men hvad ville hun så," spurgte min nysgerrige lillesøster, selvom hun nok havde opfattet det, da hun jo havde hørt den ene halvdel af samtalen.
"Hun spurgte bare, om jeg ville med ned i Klubben i aften. Alle de andre kommer," svarede jeg hende alligevel.

Jeg havde fortalt min bedsteveninde, at jeg regnede med at komme, men at jeg lige ville snakke med mine forældre først. Måske de gerne ville have, at jeg blev hjemme? Ikke fordi det var noget, jeg regnede med, men jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg havde lyst til at tage ned i Klubben i aften. 
Jeg var bange for, at Andy ville være der. Hvis han var der, var chancerne for, at han ikke ville opdage mig i dag meget små. Det var ikke fordi, jeg ikke ville snakke med Andy. Eller rettere: jeg vidste ikke, om jeg havde lyst til at snakke med ham. Jeg følte mig enormt forvirret.

Han havde været min bedsteven i et utal af år, og det var i løbet af dagen gået op for mig, hvor meget jeg havde savnet ham i løbet af det sidste år. En god grund til at snakke med ham. Jeg vidste, at der var et eller andet skidt ved det, og hvis først jeg begyndte at snakke med Andy, blev jeg nok nødt til at hive Amy med ind i det. Det ville betyde, at hun også ville blive blandet ind i det, jeg ikke vidste, hvad var, men som var noget dårligt. Helt klart verdens bedste grund til at lade være. Jeg ville ikke have Amy blandet ind i det, og hun ville nødigt finde sig i, at jeg stod og snakkede med hendes alienprins, uden at hun måtte være med. 
Hvad 'det' helt præcist var, vidste jeg ikke. Det store spørgsmål var så, om det i virkeligheden var noget, jeg havde lyst til at vide?

Irriteret rystede jeg på hovedet og begyndte at hjælpe Melanie med at lave lassange. Endnu engang havde jeg svært ved udelukkende at fokusere på den hyggelige tid med min søster. En lille bitte del af min hjerne ville absolut beskæftige sig med Andy. 

***

Vores mor var den første, der kom hjem, og et stort smil pyntede hendes ansigt, da hun opdagede, hvad vi havde gang i. Melanie havde lige puttet lassangen i oven, da hun kom ind, og vi var begyndt at rydde alt det rod, vi havde lavet, op. 
Vi endte med at sidde på terrassen og spise, og imens vi gjorde det, nåede jeg frem til, hvad min plan for aftenen var. Jeg ville tage med de andre ned i Klubben, jeg kunne jo ikke blive væk derfra resten af sommerferien alligevel. Jeg ville ignorere det faktum, at min gamle bedsteven var der, og så ville jeg tage stilling til ham i morgen. Jeg kunne ikke finde rundt i det nu, så jeg gad virkelig ikke tænke mere på det, og jeg ville virkelig gerne være sammen med mine venner. Det var næsten en god plan. Jeg ville bare tage én dag af gangen, og forhåbentligt ville jeg snart finde ud af, om jeg skulle blive ved med at ignorere Andy, eller om jeg bare skulle kaste mig om halsen på ham. Noget der egentlig lød utrolig tillokkende. 

"Jeg smutter ned i Klubben sammen med de andre?" sagde jeg, da vi var færdige med at rydde op efter den himmelske lassange, vi havde fået fremstillet . Det var mere et spørgsmål om lov end en konstatering.
"Helt i orden," smilede min mor. "Men jeg troede, i havde bestemt jer for at bruge hele dagen sammen?" Hun kiggede skiftevist på Melanie og mig.
"Tjaeh, men nu forlader jeg hende nok på onsdag, så det er okay." Jeg fik et listigt smil fra min klon af en lillesøster. "Men er du så ikke også verdens sødeste storesøster, som giver din helt igennem fantastiske lillesøster en is på torsdag? Med guf og det hele."

"Møgunge. Men det er så en aftale," sagde jeg og kneb øjnene sammen. 
"Fedt," smilede Melanie og gav mig et kys på kinden. 
"Men Mel," råbte jeg efter hende, da hun allerede var på vej ud i haven til far igen. "Så lad for Guds skyld være med at drukne din mobil på onsdag." Som jeg havde regnet med, blev jeg belønnet med et vrissent blik og en fornærmet lillesøster. 
Fem minutter efter at jeg havde mistet en is, var jeg godt på vej mod min bedstevenindes hus. Jeg havde hurtigt skriblet hende en SMS, hvor der stod, at jeg ville stå uden for hendes vindue inden for de næste 20 minutter. Jeg følte mig altid lidt stalkeragtig, når jeg skrev sådan nogle beskeder. 

 

Amy hilste mig med et stort kram, efter at jeg havde banket på hendes rude, og hun var stormet ud til mig.
"Du mente virkelig det med vinduet," grinte hun, da vi havde trukket os fri af hinanden.
"Selvfølgelig," svarede jeg med et skævt smil, inden vi begyndte at gå mod Klubben. 
Jeg var cyklet om til Amy, så jeg måtte nu slæbe på min rustne lortecykel. Den var ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Den havde det med at gå i stykker på de mest ubelejlige tidspunkter. Det var også grunden til, at jeg for det meste gik, når jeg skulle nogle steder, men i dag skulle det lige gå hurtigt, for Amy havde fortalt, at de andre for længst havde indtaget Klubben.

"Julia, jeg tror, jeg ved, hvad jeg vil gøre..." begyndte Amy, og da hun ikke fortsatte, blev jeg nødt til at presse på.
"Hvad?" spurgte jeg, selvom jeg ikke var helt sikker på, at jeg ville vide det. Det skulle ikke undre mig, hvis det havde noget med Andy at gøre. Andy... nu have jeg lige glemt ham. Pokkers.
"Jeg tror måske, at jeg en eller anden dag vil gøre det til min mission, at finde ud af hvad han hedder. Det fandt jeg aldrig ud af, da jeg snakkede med ham." Jeg havde haft ret. På nogle tidspunkter kunne Julia Andreasen måske alligevel godt leve med ikke at have ret. Men også kun på nogle tidspunkter.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at grine lidt ad hende.
"Så du vil måske gøre det til din mission en eller anden dag?" Der var en grund til, at jeg elskede hende.
"Ja," svarede hun lidt muggent. "Men du ved jo, hvordan jeg er. Jeg kan ikke bare gå hen og snakke med folk sådan uden videre."

 

Da vi nåede Klubben, var noget at det første der skete, at jeg pludselig havde ansigtet fyldt med flammende rødt hår. En af mine veninder, Rebecca, var pludselig dukket op direkte foran mig og havde trukket mig ind i et kæmpe kram. 
"Godt at se dig igen," grinte hun, så hendes fregner dansede hen over næsen på hende, og det glimtede en enkelt gang i hendes bøjle. Rebecca og Amy var nok de pæneste piger, jeg nogensinde havde kendt. Amy så bare sød ud, og jeg havde aldrig set nogen, det klædte så godt med rødt hår som Rebecca. Hun var nok også den eneste, jeg nogensinde havde set med rødt hår, der stadig var naturligt.

"Hvor er de andre," spurgte Amy, og måtte hæve stemmen for at overdøve den høje musik en eller anden have sat på. 
"Vi har bordtennisbordene for os selv," råbte Rebecca, da det var nødvendigt, hvis vi skulle høre hende, da hun allerede var godt på vej over mod døren, der førte videre ind i bygningen. 
"Kom," sagde Amy og tog fat i min hånd for at trække mig med. Vi var noget halvvejs hen til døren, da Amy pludselig stoppede op. Det tog mig ikke lang tid at finde ud af hvorfor, da jeg fulgte hendes blik og endte med at stirre direkte ind i et par lidt for velkendte brune øjne. Så røg den plan. Det ville helt klart ikke lykkedes mig at ignorere ham i aften. 

Jeg skyndte mig at bryde øjenkontakten og hive Amy med mig væk. Jeg prøvede at ignorere den prikkende fornemmelse, af et par øjne der fulgte mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...