I miss you most at Christmas time. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Julen er miraklernes tid. Julen er Jesus fødselsdag, og julen er hjerternes fest. Julen er hvor venner og familie mødes og glemmer alle synder, og julen er tiden hvor ingen bliver efterladt – ikke engang Lucia på 17 år, der lider af sygdommen bulimi. Hun fik konstateret sygdomme efter tabet af sit forbillede og sin anden halvdel, og hun må nu for andet år i træk holde jul med tomheden, og må kæmpe sig ensomt igennem julen med sin far og lillebror. Hvad Lucia ikke ved er, at denne jule vil blive fuldstændig anderledes, da hendes lillebror har tilmeldt hende en konkurrence om at følge boybandet One Direction i hele december måned. Men kan DE redde hendes jul og samle hendes hjerte igen, eller ender det hele bare i endnu et nederlag?

1478Likes
4772Kommentarer
270783Visninger
AA

10. 8 december.

De ved altså ikke lige hvad advent er i england. OG DETTE ER IKKE RETTET IGENNEM.

Jeg havde det fantastisk da jeg vågnede næste morgen. Eller jeg havde hvert fald ikke tømmermænd. Jeg kunne huske alt fra i går, og det gav mig egentlig kun et smil på læben – udover episoden med Zayn på badeværelset. Jeg havde sikkert gjort ham endnu mere forvirret end han var i forvejen. Jeg havde undskyldt overfor ham, selvom jeg ikke havde i tankerne at ændre adfærd overfor ham. Det kunne jeg bare ikke. Der var nogle ting jeg måtte sætte højere end andre, og fordi jeg pludselig var omringet af fem drenge, så skulle May ikke glemmes. Chicks before dicks.

Jeg stillede tandbørsten tilbage i kruset, inden jeg satte mit hår op i en hestehale. Jeg fandt min mascara frem og tog lidt på, inden jeg tog et kig i spejlet. Vi skulle bare være hjemme i dag. Eleanor havde sovet her i nat, så jeg håbede på lidt julehygge med hende.

Og hvor skal det virkelig ikke misforstås!

Jeg var stået tidlig op i dag for at lave æbleskiver. Drengene havde ingen ide om, hvad det var, så det kunne være sjovt med noget anderledes til morgenmad.

Jeg gik hurtigt hen til min taske og tog en lille bog frem, hvor opskriften til æbleskiver stod. Jeg havde overvejet at tage nogle med fra Danmark, men de kunne vidst ikke holde hvis de var tøet op en gang, så jeg ville ikke tage chancen. Desuden fyldte mine julegaver nok.

Jeg gik langsomt ned af den helt stille gang. Klokken var omkring ni, og drengene havde vidst brug for at sove ud, derfor skyndte jeg mig at lukke døren til gangen så jeg ikke vækkede dem. Nu jeg tænkte over det, så ville det nok være en smule ydmygende at se dem igen efter i går. Lige meget hvem det var, så var det da flovt, at jeg næsten ikke kunne gå i går, og at Liam måtte holde mig vågen i bilen.

Åååh.

Mens jeg stod og stirrede ud i luften og lod mine tanker få frit løb, kom den varme følelse i kroppen frem. Den spredte sig hurtigt, og hvis jeg ikke tog fejl, så havde jeg røde kinder nu. Det var pinligt, faktisk rigtig pinligt. Og Josh var her ikke engang til at tage noget af det – men det var Niall til gengæld. Men de kendte ham jo bedre, og det hele var bare noget rod lige nu. Noget ydmygende rod. Jeg synes efterhånden jeg havde dummet mig nok foran dem.

Først allerførste gang hvor jeg var ved at falde. Så med værelset, uf og den værste med Liams mave. Ubevidst tog jeg hænderne op til mine kinder for at gemme mig væk, selvom der ikke var nogen. Nu når jeg tænkte over det, så var jeg virkelig en akavet og flov person.

”Hvad står du der for?”

Jeg fløj op ved lyden af en stemme, som hurtig ændrede sig til en fnisen. Jeg kiggede hurtigt hen i retningen af personen, og så det kun kunne være Eleanor. Det ville hvert fald være trist, hvis det var en af drengene, for så havde de godt nok en pige krop.

”For fanden Eleanor,” sagde jeg lettet og gik så lidt tættere på.

”Haha, undskyld Lucia. Godmorgen, hvordan har du det?” Hun lagde hovedet lidt på skrå, hvilket gav mig en lyst til at slå mig selv i panden. 

”Øh,” jeg kløede mig en smule akavet i håret, hvilket fik hendes skulder til at ryste. Det var da altid noget hun prøvede at skjule sit smil – thanks loooove – eller hvordan de nu sagde det.

”Hvorfor er du allerede oppe?” – Og ja, det var det bedste svar jeg lige kunne komme på, og faktisk et utrolig godt emneskift!

”Jeg fik vidst lidt for meget i går, og jeg kan ikke sove med alkohol i blodet,” grinede hun, hvilket fik min mund til at åbne sig en smule. Hvis hun også havde drukket, hvorfor var det så kun mig det gik ud over?

Det måtte være fordi jeg var gæst. Det kunne kun være derfor. Og igen blev mine kinder røde. Screw it.

”Er du tørstig? Jeg har lige lavet te,” hun vendte sig rundt og gik mod køkkenet. Hun regnede sikkert med at jeg ville gå med, og det gjorde jeg så. Jeg skulle alligevel derud.

Det eneste lys der var i køkkenet var et par stearinlys i vinduet og på bordet. Det så faktisk utrolig hyggeligt ud, og juledekorationerne på bordet, var prikken over i’et. Hvornår havde vi fået sådan en?

Jeg kiggede rundt inden jeg satte mig ned, og det overraskede mig faktisk, at der var så meget julepynt. Det gjorde mit smil endnu større.

”Har du været i gang med at pynte op?” Jeg greb ud efter kanden og hældte noget vand op. Eleanor nikkede kort og lukkede øjnene et øjeblik.

Mit blik gled hen på hende. Hendes krøllede hår sad i en løs hestehale i siden, og selvom hendes mascara sad en smule under øjnene, så var hun virkelig flot. Det var utroligt at jeg sad foran Eleanor – Louis kæreste. Der var bare nogle øjeblikke hvor jeg blev mindet om det igen og igen.

”Så hvad har du i tankerne, at vi laver i dag? Hvis jeg kender drengene ret, så vil de sikkert bare være hjemme og slappe af.” Eleanor åbnede øjnene igen og kiggede direkte ind i mine inden hendes smil blev større.

”Jeg har faktisk noget vi skal bage,” jeg lagde bogen på bordet og skubbede den hen til Eleanor. Hun kiggede kun et øjeblik på den, før hun så helt forvirret ud. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da det stod på dansk, og Eleanor havde sikkert aldrig set et å før.

”Hvad er det?” spurgte hun forvirret om eftersom jeg bare begyndte at grine.

”Æbleskiver,” sagde jeg på dansk, hvilket ikke hjalp spor. Jeg sukkede kort. ”Det er lidt ligesom runde pandekager,” Jeg nikkede tilfreds af min sammenligning. Det var det da næsten!

”Wow, Danmark er underligt,” grinede hun inden hun rejste sig op. Jeg fulgte hende med øjnene da hun tog en skål op, for derefter at finde mel.

Ja, Danmark var et underligt land…

”Kommer du?” Eleanor lavede et kast med hovedet og kiggede på mig. Hurtigt rejste jeg mig og gik hen til hende. Her midt i mørket med det svage lys fra stearinlysene, stod vi og bagte. Og det var sjovere end jeg havde regnet med.

Det var første gang jeg skulle bage æbleskiver, og Eleanor hyggede sig vidst bare med at gøre dem runde. Det endte hvert fald med, at de slet ikke fik den samme størrelse, og melen var ud over det hele. Ikke kun vores hænder, men også vores tøj, ja og endda ned af skabene.

Hvis drengene ikke var vågnet af vores grin, så måtte de virkelig være trætte.

*

Zayns synsvinkel:

Jeg var sikkert den sidste der igen stod op, men denne gang var jeg ligeglad. Hele natten havde det samme spørgsmål kørt rundt og rundt i mit hoved. Lucia havde undskyldt i går, men overfor hvad kunne hun ikke sætte finger på. Faktisk var det som om hun fortrød sin undskyldning, men hvis hun undskyldte, så måtte hun være bevidst om hun havde gjort et eller andet, og det stressede mig, at hun pludselig var sådan overfor mig.

Vi havde haft et tættere bånd end de andre drenge. Måske ikke hende og Louis, men det var tæt. Hun sov op af mig i flyet, snakkede med mig, holdt sig tæt til mig i lufthavnen selvom hun kunne have valgt enhver anden. Jeg kunne virkelig ikke sætte finger på hendes problem. Hun havde været nem af læse. Hun var nem at læse. Jeg kunne sagtens se på hende, hvis hun var ked af det eller løj. Spørg mig ikke hvordan, for det så ikke ud til de andre kunne, men jeg kunne, og det måtte da betyde et eller andet!

Med et suk smed jeg dynen væk og rejste mig. Mit blik gled hen mod vinduet, hvor det til min store overraskelse var helt hvidt. Jeg trak gardinet helt væk og kiggede op mod himlen, hvor nogle ret store snefnug faldt ned. Et svagt smil gled over mine læber, men før jeg kunne gøre andet, lød et højt grin i mine øre, og jeg kunne sagtens genkende latteren. Den havde jeg hørt tit, og alligevel så sjældent.

Jeg trak en sort t-shirt over min overkrop og hoppede i et par grå joggingbukser for derefter at gå ned mod køkkenet. Et højt Horan grin lød, og som altid fik det mig til at smile, men det var lige indtil jeg trådte ind i køkkenet og så ham stå med armene om Lucia, som havde mel i hele ansigtet. Mit blik gled derefter hen til Louis og Eleanor. Hun sad på hans lår, mens han sad med armene om hende. De sad begge med et smil på læberne og blikket rettet mod Niall og Lucia.

Det føltes som et slag i maven, da hendes latter endnu engang fyldte rummet. Jeg forstod ikke, hvordan hun kunne skubbe tingene væk. Hvordan kunne hun være okay med at hun vidste jeg havde det som jeg havde det? Det beviste hun i går – og jeg vidste hun var ked af et eller andet med mig, så hvordan kunne hun stå der og grine, og lade som om alt var fint?

”Godmorgen Zayn,” lød det fra Liam bag mig, inden han smuttede ind i køkkenet. Alles blikke gled hen på mig, og som altid stivnede Lucias smil da hendes blik mødte mit. Niall løsnede sit greb om hende, og hurtigt rettede hun sig op og skubbede sin hestehale om i nakken inden hun pustede til sit pandehår.

”Godmorgen,” sagde jeg roligt og prøvede ikke at vrisse af nogen. Mit blik lå koldt på Lucia, som hurtigt kiggede væk.

”Godmorgen Zayn,” sagde Eleanor frisk og rejste sig så fra Louis. Lucia tog en klud for at tørre melen af ansigtet, og først da Louis puffede til mig, fjernede jeg blikket fra hende.

”Er der snart mad?” Lød det fra stuen. Stemmen tilhørte selvfølgelig Harry som havde smidt sig foran sofaen – som altid, og Liam joinede ham – som altid, for at se dinsey film.

Lucia bukkede sig ned til ovnen, hvor der lå noget rundt. Jeg kørte frustreret en hånd igennem håret. Utroligt hun havde denne påvirkning på mig.

Lucias synsvinkel:

Niall og jeg var kommet ud i en mindre mel krig, da han blev ved med at ville åbne ovnene for at tage en, men de var jo ikke færdige, så det endte med Niall stod med armene om mig i det Zayn kom ind af døren. Da mit blik fandt hans så han bestemt ikke glad ud, og det var det der fik mig til at kigge væk. Heldigvis reddede Harry mig, og lidt efter åbnede jeg ovnen.

”Og Niall, hvis du tager en nu, så låser jeg dig ude i sneen og smider dem alle ud,” jeg løftede en finger for at vise jeg mente det, men det holdt ikke særlig længe da jeg brød ud i grin pga. Niall. Han deltog kort inden han hjalp mig med at få dem over i en skål. De andre var vidst gået ind i stuen. Eleanor havde taget tingene med, så Niall og jeg skulle bare tage nogle glas og skålen med æbleskiverne i.

”Nu håber jeg de smager godt!” hans øjne lå fast til skålen, hvilket fik mig til at puffe til ham.

”Stop, det ender med du suger alt smagen fra dem med det blik,” drillede jeg ham inden jeg gik hen til sofaerne.

”Det dufter godt!” sagde Harry og satte sig hurtigt op. Jeg smilede kort og stillede skålen på bordet, og da jeg skulle til at sætte mig i sofaen, trak Harry mig ned på hans lår. Jeg kiggede forvirret om på ham, hvilket de andre vidst også gjorde.

”Tak fordi du lavede morgenmad,” hans charmende smil, som alle Directioner kendte til, og ville dø for at få, blev sendt i min retning. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og uheldigvis kunne jeg heller ikke holde den røde farve fra kinderne.

Jeg mener, det er Harry Styles.

”Awww, hun rødmer,” lød det højt og drillende fra Louis. Jeg lukkede øjnene og rystede på hovedet. Harry grinte hvilket fik mig til at slå ham på brystet.

”Spis din mad,” var det eneste jeg lige kunne finde på at sige, inden jeg rejste mig op igen.

So good Lucia…

”Ser ud til din Harry charme ikke virker,” lød det drillende fra Liam. Harry kiggede hurtigt hen på ham med store øjne.

”Min Harry charme svigter aldrig,” sagde han selvsikkert, hvilket fik de fleste til at ryste på hovedet. Langsomt gled mit blik hen til Zayn, som sad og så indebrændt på Harry, som om han havde gjort ham et eller andet. Hans væremåde denne morgen havde været så anderledes end den plejede. Det kunne da umuligt være det lille undskyld der gjorde det hele?

”Hvad ser vi?” spurgte jeg for at skifte emne.

”Alene hjemme,” sagde Eleanor og tog en bid af sin æbleskive. Jeg plejede altid at se Alene hjemme på anden juledag. Den blev altid sendt i dansk tv, og jeg elskede den film!

Mit blik gled rundt på de forskellige som alle sad og tyggede på mine æbleskiver, eller Eleanor og mine.

”Det her smager seriøst godt,” mumlede Niall med munden fuld af mad. Jeg kunne ikke lade være med at grine da Liam gav ham en serviet. Så charmende.

Mit blik gled hen mod vinduet. Mine øjne blev store ved synet af det hvide landskab. Hvordan var det muligt for mig at undgå at se det? Det var sne, og der var meget sne! OG det sneede!

”Det sneer!” udbrød jeg, hvilket fik Harry til at slå sig selv i panden inden han begyndte at grine så hele hans overkrop rystede.

”You don’t saaaay,” drillede Liam. Det var utrolig hvor godt humør de var i efter i går. Men det var december, det var altid en undskyldning til at være glad!

”Så godt humør i er i i dag,” mumlede jeg inden jeg satte mig ordentlig tilbage i sofaen.

”Skal du ikke have noget?” En stemme jeg ikke havde hørt hele morgenen brød ind. Jeg kiggede langsomt over på Zayn, som sad helt anspændt og kiggede på mig. Hans øjne var en smule klemt sammen og han kiggede undersøgende på mig.

”Jeg bryder mig ikke om dem,” svarede jeg så ligegyldigt som mulig. Han skulle ikke vide hvad han gjorde ved mig, når han sendte det blik. Usikkerheden kom frem med det samme.

”Så vi har bagt noget du ikke kan lide?” Eleanor lignede en der var i chok, hvilket fik mig til at smile kort.

”Det er en dansk juletradition,” svarede jeg langsomt og havde en stor trang til at tage en, men efter læge besøget i går kunne jeg bare ikke.

”Skal du så ikke have noget andet?” Jeg begyndte efterhånden at tro Zayn kun spurgte for at prikke til mig. Han havde set mig kaste op, ja han havde set mig uden tøj – mere end de andre drenge havde, og derfor irriterede det mig.

”Senere,” svarede jeg og kiggede ligegyldigt på tv’et og lod som om det var spændende, hvilket det langt fra var.

”Hvorfor ..”

”- Zayn,” brød Harry irriteret ind. Jeg tog en dyb indånding. Det kunne umuligt ende godt det her.

”Jamen forfanden, det kan jo ikke blive ved,” vrissede han og rejste sig. Louis trak hurtig sin arm væk fra Eleanor og rejste sig op.

”Kom med,” sagde han i en hård tone og gav Zayn et strengt blik. Han ignorerede det og borede så sine øjne ind i mine. Jeg bed mig usikkert i læben og kunne mærke mine hænder blive kolde. Fordi jeg var usikker og nervøs greb jeg hurtig ud efter det elastik omkring mit håndled, og som om Louis kendte mig, hev han Zayn væk.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen, inden jeg rejste mig.

”Jeg tror…” startede jeg ud og prøvede at samle mig selv. Det at Zayn lige var ved at flippe ud på mig, fordi jeg ikke ville spise, overraskede mig. Hvorfor blandede han sig overhovedet?

”Jeg tror jeg vil lave en adventskrans,” Jeg kunne straks se de forvirrede blikke der blev sendt i min retning. De havde ingen ide om hvad advent var kunne jeg fornemme, men det var jo også London.

”Hvad end det er, så vil jeg være med,” Eleanor rejste sig også op, og uden at tillade det gled et stort smil frem. Det at Eleanor frivilligt ville tilbringe sin tid med mig, det betød et eller andet indeni. Måske fordi hun var den første rigtige pigeveninde siden May, hvis Eleanor overhovedet var min veninde. Det kunne jeg ikke vide. Jeg havde ingen ide om hvordan det ville være efter jul, men det skulle ikke plage mig lige nu.

”Godt så.” Eleanor stillede sig ved siden af mig, da jeg havde hentet kransen. Jeg havde selv haft den med, hvis det gør nogen forskel.

”Hvad er adventskrans og hvad bruger man den til? Jeg gætter det er dansk?” Jeg nikkede hurtigt og kiggede så ned på den.

”Lige et øjeblik, jeg skal lige hente pynten,” grinede jeg og gik ned mod mit værelse. Jeg kunne høre Zayn og Louis’ stemmer, men jeg kunne ikke høre hvad de sagde, og det havde jeg faktisk ikke engang lyst til. Jeg fortsatte ind på mit værelse, fandt min taske og tog julepyntkassen frem. Jeg kiggede kort på æsken inden jeg gik ned mod køkkenet igen. Eleanor stod stadig og beundrede kransen, hvilket fik mig til at grine.

”En adventskrans er en krans med fire lys i. Du skal tænde et lys hver søndag, som er advent. Advent er noget med kirken. Det er noget med kirkens nytår. Det markerer julen,” sagde jeg inden jeg åbnede julekassen. Eleanor smilede stort og rakte frem efter en engel.

”Så nu skal vi dekorere den, så den kan blive tændt de sidste tre søndager?” spurgte hun nysgerrigt. Jeg nikkede hurtigt.

”Hvad gør man ellers i Danmark, som man ikke gør i England?” Hun lød virkede interesseret i det, og det gjorde mig faktisk en smule stolt at være dansk directioner.

”Vi holder jul på den 24. Vi spiser julemiddag, og så danser vi om juletræ, for at åbne gaverne om aftenen,” Eleanors øjne blev store. ”Hvorfor ikke den 25? Det giver da ikke mening?” Hun puttede lidt glimmer rundt omkring på kransen og satte så englen i. Det blev faktisk rigtig sødt.

”Det ved jeg faktisk ikke. Sådan har det vidst altid været,” grinede jeg. Hun nikkede kort.

”Jeg må besøge dig en dag. Det lyder så hyggeligt i Danmark,” grinede hun, og havde ingen ide om hvor stor en betydning det havde og hvor glad det gjorde mig. Jeg måtte hvert fald lige en idiot, hvor jeg smilede som en gal.

*

Eleanor og jeg havde fået dekoreret adventskransen så flot. Vi havde snakket om alt muligt. Hun havde spurgt om alt muligt om Danmark, og jeg havde gjort det samme om England. Det var jo ikke fordi jeg vidste så ufattelig meget om det, så det var fedt at høre om.

Drengene havde valgt at lave et twitcam. Jeg vidste ikke, om Zayn eller Louis var med, men det fandt jeg ud af, da jeg gik ind i stuen med adventskransen.

”Wow, hvad er det?” spurgte Harry forvirret om. Drengene kiggede alle sammen herover.

”En adventskrans,” sagde Eleanor stolt, hvilket fik mig til at grine.

”Hvad er en adventskrans?” spurgte Niall dumt. Eleanor grinte kort inden hun gik en smule tættere på dem.

”En krans man skal tænde hver søndag,” hun lagde hænderne på Louis ben, så dem på twitcamet ikke kunne se det. Hun var åbenbart ikke så vild med at være i medierne eller på nettet – og jeg forstod hende.

”Så det er det?” Louis rejste sig og rakte ud efter Eleanors hånd.

”Så vil jeg vise dig, hvad Zayn og jeg har lavet,” sagde han med en forførende stemme, så jeg slet ikke havde lyst til at vide, hvad de havde lavet. Hahahah.

Eleanor fniste piget inden hun fulgte med ham.

”Turtelduer, huh?” sagde jeg inden jeg gik tættere på. Niall smed hans mobil i sofaen inden han greb fat i computeren.

”Har du ikke lyst til at sige hej?” spurgte han inden han drejede computeren hen imod mig. Jeg kunne ikke nå at gøre noget. Det eneste jeg kunne var mig selv, og hvordan kommentarerne rullede ind på skærmen. Et fjollet og virkelig akavet grin fløj ud af min mund inden jeg dumt løftede hånden og vinkede til dem.

”Did you totch Liams stomach?” Læste Harry højt inden han brød ud i et grin. Mine øjne blev store, og på få sekunder var mine kinder helt røde.

Hurtigt tog jeg hænderne op foran mit ansigt, hvilket fik Liam til at grine inden han rakte hånden ud efter mig.

”I vil aldrig glemme det, vel?” spurgte jeg ind i min hånd. Niall og Harry grinede så højt og meget at de slet ikke kunne få luft.

”DU SKULLE HAVE SET DIG SELV DENGANG;” grinte Niall højt. Jeg bed mig i læben inden jeg gik hen mod vinduet. Aldrig ville de glemme det. Aldrig. Oh my god.

Mit blik faldt udenfor, hvor mørket var faldet på. Det blev utrolig hurtigt mørkt. Klokken var nok kun halv fem.

Jeg lod en finger glide hen langs ruden så det gav en sjov lyd. Der måtte være frostgrader udenfor. Lygtepælen lyste sneen op så det glimtede flot. Det var den 8 december, og i dag havde vi virkelig haft jule hygge.

Jeg kiggede langsomt hen på adventskransen og kom til at tænke på min mor. Jeg havde ikke hørt eller skrevet til hende i lang tid. Jeg savnede hende. Jeg var ikke vant til at være så længe væk fra hende, men jeg skulle jo snart se hende igen, så det var jo godt.

”Soo guys,” lød det fra Liam. ”Vi bliver nødt til at smutte, vi har en stor fan vi skal underholde,” Jeg kiggede hurtigt hen på dem og så Liam blinke til mig. Jeg havde igen fuldstændig ignoreret Zayn, men han havde heller ikke rigtig selv sagt så meget. Han havde mest svaret på spørgsmålene eller sat med hovedet ned i mobilen.

Zayns synsvinkel:

Lucia var gået med Liam og Niall ud for at lave med. Eleanor og Louis var kommet tilbage og sad nu i sofaen op af hinanden. Louis havde taget mig med før, for at fortælle jeg ikke skulle flippe på hende nu, for det ville gøre det hele værre. Jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle reagere, så det endte med jeg fortalt ham det, og havde nok været en klog ide, for jeg begyndte langsomt at indse, at grunden til hun pludselig var sådan der overfor mig, måtte være på grund af May.

Det kunne ikke være andet. Hun havde ikke lagt skjul på hvor meget May ’elskede’ mig – hvor dumt det end lød. Og nogen gange fik Lucia det til at lyde som om May stadig levede, stadig var en levende person, og det indtryk jeg havde fået af hende var at May bestemte over Lucia. Eller, Lucia havde hvert fald det forkerte forbillede. Hun så op til May, ville være som May, selvom hun døde af anoreksi. Lucia havde selv fortalt hvordan hun støttede hende til det sidste, så hun måtte være blændet af det, og nu gik det ud over mig.

Jeg hørte hendes høje grin igen, og selvom jeg vidste hun ikke grinte for at irritere mig, så virkede det sådan. Jeg var bare træt af denne stemning, og jeg var træt af mit humør var sådan her, så efter en lang tænkepause rejste jeg mig op, og uden at svare Louis på hvad jeg skulle, gik jeg direkte ud i køkkenet, hvor Lucia sad på bordet og Niall stod foran hende, og irriterede hende.

Jeg rullede kort med øjnene inden jeg lænede mig op af døren. Jeg blev nødt til at beherske mig.

”Lucia?” Niall trak sig hurtigt væk fra hende, og da hendes blik nervøst mødte mit, fortsatte jeg: ”Jeg skal snakke med dig,” sagde jeg så lidt for hårdt.

”Zayn er du…”

” – Det fint,” Lucia afbrød Niall som skulle til at spørge om jeg var sikker. De vidste det åbenbart alle sammen.

Hun hoppede ned fra bordet og gik langsomt hen foran mig, for at fortsætte hen mod gangen.

”Opfør dig pænt,” mumlede Liam så, inden jeg vendte mig rundt.

Lucias synsvinkel:

Han kiggede kort op i loftet inden han bed sig i læben. Jeg ville bare have det her overstået. Måske kunne jeg give ham klar besked, at jeg ikke brød mig om ham – selvom det nok ville være en løgn, og han kunne læse mig, så han vidste det.

”Hvorfor er du sådan?” Det var ikke sådan jeg havde regnet med han ville starte ud, derfor kom det lidt bag på mig.

”Hvordan?” spurgte jeg dumt. Jeg kunne virkelig slå mig selv i hovedet lige nu. Jeg havde jo nok ikke undskyldt for noget jeg ikke vidste jeg havde gjort.

”Lucia, drop nu det der og svar mig,” sukkede han og kiggede bagud. Jeg tog en dyb indånding og skulle til at stikke ham endnu en løgn, da han afbrød mig.

”Er det pga. May?” Hans spørgsmål kom igen bag på mig. Hvordan vidste han det havde noget med hende at gøre? Jeg havde ingenting fortalt – ikke til nogen af drengene!

Han tog åbenbart mit svar som et ja og fortsatte.

”Lucia, hun er her ikke længere,” mumlede han og trådte et skridt tættere på mig, som om jeg ville bryde sammen af hans ord. Han havde læst mig. Jeg var som en fucking åben bog for ham, og det irriterede mig. Hvorfor kunne han det?!

”Du bliver nødt til at slippe hende. Du kan ikke blive ved med at leve for jer begge to,” sagde han roligt, og pludselig var det som om han snakkede med stemmen fuld af omsorg. Jeg bed mig i læben og kiggede op. Af alle de psykologer og læger jeg havde været til, var der aldrig nogen der havde set det på den måde. Der var aldrig nogen der direkte havde sagt, at jeg levede to liv – og jeg ville aldrig selv have sagt det. Jeg ville have grint af dem, men nu føltes det anderledes. Det føltes rigtigt.

”Tror du hun er glad for det du gør?” Jeg forstod tydeligt hans hentydning og tog den en smule stødende. Min hals var helt tør, og det sveg hvis jeg sank.

”Je.. jeg gør det for hende,” fik jeg frem med en svag stemme, da det han sagde åbenbart havde ramt mig hårdere end jeg troede.

”Lucia,” han sagde hele tiden mit navn, men det gjorde mig på en underlig måde rolig.

”Hun døde af anoreksi,” mine øjne mødte hans da han sagde det. Jeg kunne se han ikke brød sig om at snakke om det.

”Hun vil aldrig ønske du går den samme vej. Du sank ikke lige så dybt som hun gjorde, og du skal ikke derud. Og det vil hun ikke ønske for dig,” han trådte endnu et skridt tættere på, hvilket fik mig til at gå et bagud og hen mod døråbningen.

”Men min drøm,” hviskede jeg og rystede svagt på hovedet. Hun kunne ikke ønske det. May ønskede jeg skulle være som hende – ligne hende – leve som hende.

”Din drøm var en drøm – ikke et tegn Lucia. Du savner hende, og når du oplever noget som hun skulle have været med til, så er det klart du drømmer om hende.” Han lød så klog på det hele. Som om han direkte kunne sætte sig ind i hvordan jeg følte det – og det var skræmmende. Han måtte have fulgt med i alt jeg havde fortalt om May, og måske lidt for godt. Ingen kunne bare plapre løs om sådan noget, og så ramme rigtigt.

Jeg havde svært ved at udleve denne drøm uden hende.

”Hvis du mødte May lige nu, tror du så virkelig hun vil sige, at du skal blive ved med det du gør, og ende som hende?” Han undgik bevidst at fortælle hvad jeg gjorde, og det var rart. Jeg var ikke stolt af ordet, og hvad jeg gjorde.

”Tror du det?” prøvede han igen, og hurtigt rystede jeg på hovedet. May havde altid ønsket det bedste for mig, og det var måske det der fik mig til at ville gøre hende stolt.

Jeg kunne mærke tårerne presse på. Det gjorde ondt af vide.

”Jeg ved, ifølge dig, hvor besat af mig hun var,” måden han sagde det på lød usikker, som om han var bange for at ødelægge øjeblikket. Dog kunne jeg ikke lade være med at smile en smule, hvilket fik ham til at gå endnu tættere på.

”Men du bliver nødt til at indrømme, at vi har et eller andet. Jeg ved ikke hvad det er, men vi har et eller andet,” sagde han og løftede forsigtigt mit ansigt op, så hans øjne borede sig ind i mine, og denne gang var hans ulæselige blik tilbage – det blik der overbeviste mig. Ingen havde kigget på mig sådan før.

”Du kan ikke lade May ødelægge det Lucia. Hun er her ikke længere,” han løftede sin hånd og placerede den over mit hjerte.

”Men hun er her, og der skal hun blive. Du skal leve dit eget liv, ikke mit, ikke Nialls, og heller ikke Mays. Hun har levet sit, og det er på tide du kommer videre,” mumlede han og holdt stadig sin hånd på mit bryst, så han umuligt kunne undgå at mærke hvor hårdt det bankede.

Men det var ikke pinligt denne gang.

”Og hvis May var her,” mumlede han så og fjernede langsomt sin hånd så en tom følelse fandt frem i min krop igen.

”Så ville hun alligevel ikke interessere mig,” hans stemme var kun en hvisken nu, men jeg hørte tydeligt hvad han sagde, og det fik mig til at smile som en gal.

For første gang nogen sinde føltes May ligegyldig. For første gang var det mig en dreng var sød overfor. Det var mig Zayn snakkede sådan her til, og det var mig Zayn stod så tæt med – og det fik min krop til at reagere helt sindssygt.

Det betød så meget for mig, at han lige havde sagt at han til hver en tid stadig ville vælge mig, og ikke May. Følelsen af at være god nok var der pludselig, og jeg havde det pludselig godt.

”Lev livet Lucia og slip hende. Hun skal ikke bestemme og dominere dit liv,” han tog forsigtig fat i min hånd og sendte mig et smil.

Det var længe siden han havde haft sådan et smil plantet på læberne, og det gjorde mig helt glad at se. Tænk at jeg havde ødelagt hans humør sådan de sidste par dage – og til hvilken grund? At jeg gemte mig selv væk fra hvad end jeg nu følte for Zayn?

Lige nu føltes May ligegyldig. May var her ikke, og hun havde altid fået alt. Det var min tur nu, og det var ikke min skyld, at Zayn åbenbart også følte et eller andet for mig. For det var da det han sagde, ikke?

Han vendte langsomt ansigt opad, hvilket jeg også gjorde. Jeg forstod pludselig hvad han havde kigget på inden han kom herhen. En kildende følelse gik igennem min krop, da jeg så den mistelten der hang over os. Mit hjerte sprang et slag over, og da Zayn endnu engang fangede mine øjne, føltes mine knæ som gele.

”Mistelten,” bekræftede han inden han forsigtig lagde sin hånd på min hofte. Et fnis gled ud af mine læber inden jeg nikkede. Det gik hurtigt op for mig, at det var det Eleanor og Louis lavede, for den hang her hvert fald ikke i morges.

Jeg rykkede mig automatisk tættere på Zayn, som lænede sig ned mod mig. Jeg bed mig kort i læben og lukkede så hurtigt mine øjne i, for at føle Zayns ånde mod mit ansigt. Sommerfuglene i maven sprang frem, og pludselig skete det som jeg åbenbart havde ventet så længe på, men skjult for mig selv.

Vores læber mødtes og bevægede sig i takt med hinanden, som om det var meant to be. Følelserne fløj rundt i min krop, og eftersom vi begge åbenbart havde ventet på det her i lidt for lang tid, blev det lidt efter lidt udviklet.

Hans arme gled om min krop, og mine gled om hans nakke. Ikke et eneste øjeblik tænkte jeg på at det var Zayn fra One Directiom – mit idol, mit alt. Nej det eneste der var i mit hoved, var hvor godt og rigtig det her føltes – men det varede dog kun indtil Niall skreg fra køkkenet, at vi skulle spise.

Jeg trak mig en smule fra Zayn og trak forpustet vejret. Et smil gled over hans ansigt og det smittede hurtigt af. Det hele føles som en drøm lige nu.

”Undskyld,” mumlede jeg så, men han rystede hurtigt på hovedet inden han langsomt tog min tot hår bag øret.

”Det er vidst mere end i orden,” mumlede han og kyssede mig kort på munden igen inden han trak sig væk. Niall skreg igen fra køkkenet. Det var som om det kys havde fjernet alle de dårlige tanker, og det var som om hans ord havde sat sig fast og fået skubbet nogle af de dominerende tanker om May væk. Det føltes befriende, og jeg vidste han havde ret. Nu skulle jeg bare arbejde på tingene om May, for de forsvandt ikke bare så hurtigt, men jeg ville gøre alt for det  - for jeg kunne ikke længere skjule mine følelser for Zayn – hvad end de så var. 

*

Grrr, god 8 december. Brugte virkelig lang tid på det næste kapitel - altså kapitel 9, og nu har word så ikke gemt det, så nu skal jeg skrive det forfra og er ved at græde fordi det ikke bliver ligeså godt som det andet, så jeg håber I kan bære over med det i morgen. :

Nå, hvad synes I? Havde I regnet med Zayn og Lucia? Vil bare sige, at jeg virkelig tog røven på jer i går med Josh, hahahaha. Ej, han er sød og sådan, men men nej. Haha, det var egentlig bare så I skulle blive usikre på hvem hun fik følelser for, fordi... ja. Det er sjovt sådan noget. x

- Dagens spørgsmål vil blive.....HVAD ER JERES STØRSTE JULEGAVE ØNSKE? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...