I miss you most at Christmas time. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Julen er miraklernes tid. Julen er Jesus fødselsdag, og julen er hjerternes fest. Julen er hvor venner og familie mødes og glemmer alle synder, og julen er tiden hvor ingen bliver efterladt – ikke engang Lucia på 17 år, der lider af sygdommen bulimi. Hun fik konstateret sygdomme efter tabet af sit forbillede og sin anden halvdel, og hun må nu for andet år i træk holde jul med tomheden, og må kæmpe sig ensomt igennem julen med sin far og lillebror. Hvad Lucia ikke ved er, at denne jule vil blive fuldstændig anderledes, da hendes lillebror har tilmeldt hende en konkurrence om at følge boybandet One Direction i hele december måned. Men kan DE redde hendes jul og samle hendes hjerte igen, eller ender det hele bare i endnu et nederlag?

1478Likes
4772Kommentarer
270884Visninger
AA

9. 7. december.

 

”Jeg behøver ikke at have nogen med,” sagde jeg og undgik Zayn og Liams blikke. De havde åbenbart fundet frem til Zayn skulle med mig, da vi åbenbart på det sidste havde været tætte. Så det var altså ikke kun May der havde lagt mærke til, og det gjorde mig vred. Endnu en grund til at holde sig helt væk fra ham. Jeg ville gerne have en af drengene med, og så alligevel ikke – og da slet ikke Zayn.

”Lucia, din far sagde a…”

”- Jeg ved hvad han sagde.” Jeg gjorde virkelig alt for ikke at vrisse af Liam, men jeg vidste ikke helt hvor godt det gik.

”Lucia, sådan bliver det,” sagde Zayn en smule hårdt, hvilket startede en vrede indeni. Jeg blev nødt til at fortælle ham, at han ikke skulle med.

”Kan du så ikke tage med i stedet for Liam?” Jeg vidste mine ord var hårde, men det gik vidst op for dem nu, at Zayn og jeg ikke var på talefod lige for tiden. Tænk de ikke havde opdaget det noget før. Havde det været piger havde de spottet det med det samme.

Liam sukkede kort. ”Jeg ville gerne Lucia, men så skal jeg ændre nogle planer,” sagde han og trak sin mobil frem. Louis var kommet ind og obsevererede  vores samtale med et forvirret blik, ja næsten et lige så forvirret blik som Zayn havde.

”Er I to uvenner eller noget?” kom det fra Louis efter lidt tid. Jeg trippede en smule og havde lyst til at slå Louis eller sådan noget. Kunne han ikke fornemme der var noget galt? Hvorfor så spørge? Var det bare en så typisk drenge ting?

”Det ved jeg ikke. Lucia har o..”

”- Jeg gider bare ikke have ham med, okay?” jeg kiggede bedende på Louis for at få ham til at klappe i, men i stedet nikkede han og rejste sig op.

”Så er det afgjort, jeg tager med.” Liam kiggede hurtigt på ham og endte så med at lægge på.

”Er du sikker?” spurgte han Louis om. Mit blik gled forvirret rundt. Jeg vidste ikke hvad der gik af mig. Hold kæft … Zayn måtte virkelig se mig som en hysterisk bitch. Han så hvert fald ikke særlig glad ud, og der gik da heller ikke særlig lang tid, før han stormede ud af døren.

Har jeg nogen sinde nævnt jeg hader at såre folk?

”Vi ses om en time,” sagde Louis inden han skubbede mig ud til gangen, hvor jeg fik min jakke og sko på. Jeg bed mig utallige gange i huden inden for munden. Mit hjerte var allerede begyndt at opføre sig dårligt, og jeg var virkelig nervøs. Jeg var virkelig taknemmelig for Louis skulle med. Han havde altid en måde at løfte humøret på.

”Så, hvad forgår der imellem dig og Zayn?” spørgsmålet kom ikke bag på mig. Det var Louis, og vi var alene i en bil på vej til lægen. For lige at melde ud om, at den læge jeg skulle hen til vidste alt om mig, bare så I ikke bliver forvirret.

”Der sker ikke noget,” jeg sendte ham et hurtigt smil inden jeg tændte musikken. Louis slukkede den dog hurtigt igen og prøvede at få min opmærksomhed, men det var svært når han kørte og skulle holde øjnene på vejen. Det havde frosset ekstremt meget i nat, så der var glat, og det kunne man nemt se på vejen.

”Har han sagt noget?” Måden Louis spurgte på lød anklagende – overfor Zayn, som om det var en typisk ting for ham at gøre, og det fik mig til at smile en smule. Han havde bestemt ikke gjort noget, udover at hjælpe mig – men jeg hadede at være egoistisk, og han var Mays – hvor fjollet det end lød.

”Nej, Louis, jeg ……. Er træt af ham,” endte jeg så med at sige, hvilket nok var den største løgn til tider. Jeg kiggede hurtigt ud af vinduet og fulgte jylepynten, som hang i hver gadelygte, med øjnene Der var blevet meldt ud om der snart ville komme sne, og så ville julen da først begynde. Indtil nu havde jeg haft svært ved at finde julestemningen. Det var som om den ikke rigtig var her.

”Træt af ham?” Jeg kiggede ikke på ham, men jeg kunne godt forestille mig at han havde et øjenbryn løftet og en rynke i panden, for sådan var Louis.

”Ja, træt af ham,” erklærede jeg og kunne genkende stedet. Jeg havde været her med min far fire gange i sidste måned, og eftersom jeg ikke brød mig om stedet, så huskede jeg det bedre.

”Den var ny,” mumlede han inden han åbnede døren. Jeg fnes kort for mig selv. Den var ny, fordi det var en stor løgn.

Jeg åbnede hurtigt døren og fulgte efter ham. Endnu en tur hos lægen.

*

”Så Lucia,” sagde min læge og skubbede brillerne længere op i panden.

”Hvis du lige,” sagde han og gjorde tegn til vægten. Jeg bed mig i læben og kiggede hurtigt hen på Louis, som sad afslappet lænet tilbage i stolen. Ud fra mit blik kunne han vidst forstå, at han skulle kigge væk, så det gjorde han hurtigt og lod som om han slet ikke vidste hvad der foregik herhenne, og det fik mig til at grine inden jeg trådte op.

Jeg fastholdt mit blik ligeud, selvom jeg for alt i verden brændte og ønskede at se hvad der stod på den vægt, men jeg turde virkelig ikke.

”Tak,” sagde han så og lod mig træde ned. Jeg var en smule stolt over jeg havde haft viljestyrke til at kigge væk, men det kunne være fuldstændig ligegyldigt, for han endte med at smide en dum kommentar af: ”Du har vidst holdt dig fra juleslikken, hva?” Både Louis og jeg kiggede hen på ham. Hvis jeg havde holdt mig fra juleslikken, så betød det, at det var positivt.

Med et smil jeg prøvede at skjule, satte jeg mig ned ved siden af Louis igen. Min læge kom hen ved siden af mig, og bad mig så hive op i blusen. Denne gang kiggede Louis væk af sig selv, men det gjorde ikke noget ved min nervøsitet. Den lå der hele tiden.

Efter nogle minutter satte han sig ned igen og kiggede så alvorligt på mig.

”Lucia,” startede han ud og kiggede igen ned i sine papir. Louis kiggede spændt skiftevis på lægen og jeg. Mit hjerte hoppede slemt i mit bryst. Jeg brændte for at vide, hvad han ville sige.

”Du har tabt dig et halvt kilo,” lagde han ud, hvilket fik Louis til at rykke sig i sædet, og mig til at juble indeni. Hvordan kunne det ske? Jeg havde haft maden i mig i så mange dage nu, men jeg havde tabt mig!

”Har du på det seneste oplevet noget anderledes ved din krop?” Jeg rystede hurtigt afvisende på hovedet, selvom jeg havde været træt og min mave gjorde ondt sammen med min hals der brændte, men ellers ikke. Det var meget normalt.

”Jeg kunne godt tænke mig en prøve,” sagde han roligt og rejste sig. Mit hjerte sprang et slag over. En prøve? Hvilken prøve?

”Er det okay jeg tager en blodprøve?” Han fandt en masse ting frem, og ved ordet blodprøve, stivnede min krop. Jeg brød mig ikke om nåle. Min krop var så følsom.

”Ja det er,” brød Louis ind, selvom jeg sad og rystede panisk på hovedet. Han drejede hurtigt stolen hen imod mig og tog min hånd.

”Hvis du slapper af, så gør det ikke ondt,” han sendte mig et opmuntrende smil og klemte blidt min hånd. Mine øjne søgte hans. I hvor lang tid ved jeg ikke, men hvert fald indtil jeg kunne mærke et stik, som fik mig til at gispe. En stikkende fornemmelse bredte sig i min arm, og da jeg skulle til at kigge klemte Louis igen min hånd.

”Det er næsten overstået,” sagde han roligt og sendte mig endnu et smil, som denne gang fik mig til at slappe af.

”Som det ser ud nu Lucia, så ser din hjerterymte ud til at have ændret sig, men jeg kan først give dig bedre svar næste uge,” sagde han dybt alvorligt og rejste sig for at give hånden til både Louis og jeg. Jeg lukkede nærmest af for hvad han sagde. Det eneste der kørte i mit hoved lige nu, var at jeg havde tabt mig et halvt kilo! Og endda kun på en og en halv uge. Hvis det fortsatte, så ville jeg snart nå mit mål på 40 kilo.

”Vi ses den 14,” sagde han så og gav os et anstrengende smil inden han åbnede døren for os. Jeg nikkede stift og fulgte efter Louis som holdte døren for mig. Den kolde luft fik min hestehale til at flyve omkring og mine øjne til at knibe sammen.

”Så, næste stop. Velgørenhed,” sagde han da vi satte os ind i bilen. Jeg blev en smule overrasket da jeg havde regnet med, at han ville sige et eller andet om det inde ved lægen, men jeg tror han forstod, at jeg ikke ville snakke om det.

Zayns synsvinkel:

Velgørenhed skulle snart starte. Der var utrolig flot pyntet op. Der stod et kæmpe juletræ, hvilket mindede mig om, at vi også skulle have et. Salen var fyldt med mennesker, og de havde mindst en ting på der symboliserede julen, det var fedt at se.

En masse stemmer lød fra døren af, og lidt efter så jeg en masse blitzer. Et par ord blev råbt, hvilket fik min mave til at vende sig. Det var dem. De var kommet herhen nu. Efter Lucias opførelse i morges havde jeg været i et ret dårligt humør, Hun havde åbenbart pludselig et eller andet imod mig. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg havde gjort, men hun var sur på mig, og det irriterede mig.

”Hey,” Harry prikkede til mig, og hurtigt blev min opmærksomhed ledet hen på ham. ”Ser hun ikke lidt for glad ud hvis man tænker på, at hun lige har været til lægen?” Harry rettede kort på sit hår. Jeg fulgte hans blik, og så på Lucia som kiggede ned i jorden, men hendes smil var ikke til at overse. Louis lagde en hånd på hendes skulder, og lidt efter rettede hun øjnene hen imod os. Det var ikke svært at se hendes øjne skråle. Det her kunne ikke tyde godt.

”Hey guys,” sagde hun og blev hurtigt trukket hen til Niall, som havde ventet på at sige noget til hende siden vi kom. Han havde ikke snakket om andet.

”Så?” spurgte Harry Louis om. Han sendte os et kort smil, inden han rystede på hovedet.

”Et halvt kilo på en uge og en halv, og hun minder om et barn til juleaften,” sagde han helt uforståeligt. Jeg lænede mig en smule forover og så hendes hestehale bevæge sig i takt med hendes grin. Hun var virkelig smuk. Det var svært at se hun fejlede noget overhovedet.

Langsomt gled hendes blik hen mod mig. Hendes grin stoppede og hendes smil forsvandt en smule. Irriterede rystede jeg på hovedet og lænede mig tilbage i sædet. Hun var utrolig. Hvad fanden havde jeg gjort hende?

”… holde bedre øje med hende,” Lød det fra Harry. Louis erklærede sig hurtig enig. Hvis det gik for meget ned af bakken, så ville hendes far få det at vide, og hun ville blive sendt hjem. Ingen af os ønskede at hun blev sendt hjem. Det havde allerede været nogle helt unikke syv dage med hende i vores selskab, og det kunne jeg selv sige, selvom jeg var utrolig irriteret på hende.

Lucias synsvinkel:

”Last christmas, I gave you my heart,” lød det nede fra scenen af. Salen var blevet helt fyldt, og Josh og Eleanor havde sluttet sig til os. Der var allerede blevet samlet utrolig mange penge ind, og det varmede mig. Det kom faktisk bag på mig, at drengene var med til sådan nogle normale ting – og gode ting. Det gjorde mig glad at vide, at de ikke kun gik op i penge og berømmelse, men at de faktisk havde et hjerte – ikke fordi det kom bag på mig.

Det var virkelig hyggeligt, og hvis jeg ikke var i julestemning før, så var jeg da hvert fald nu. Der var julepynt over det hele. Scenen var proppet med det, og et stort juletræ stod i midten. Jeg så frem til vi skulle pynte vores. Jeg så faktisk frem til drengene fik mere tid til at kunne lave alle sådan nogle ting, selvom det her også virkelig var fedt. Jeg var glad for at kunne gøre en forskel.

Efter en masse havde været oppe på scenen og snakke, blev der serveret mad. Drengene faldt i snak med et par stykker, som de åbenbart havde ventet på hele dagen, derfor sad jeg alene ved bordet sammen med Josh og prikkede til min mad. Jeg var ikke sulten lige nu. Ikke efter den gode nyhed fra lægen af. Alt kunne lade sig gøre. May måtte være stolt af mig.

”Så, hvor kommer du rigtig fra?” spurgte Josh en smule højt om, for at overdøve den glade julemusik. Jeg tog en majs i munden inden jeg vendte blikket hen mod ham. Han mindede mig om Niall med brunt hår og lidt mere pumpet måske.

”Danmark,” sagde jeg og fnes da han prøvede at sige det som jeg gjorde.

”Det har jeg hørt før,” grinede han og kiggede mig i øjnene. Et smil gled over mine læber. Det skulle han også helst gerne.

”Helena er fra danmark,” prøvede jeg, men han afbrød mig. ”Nå ja! Præcis,” han slog sig selv blidt i hovedet, hvilket fik os begge til at grine, og lad os bare sige, at det var starten på en virkelig hyggelig aften. Jeg fik snakket utrolig meget med Josh, stemningen var fantastisk og jeg kunne vidst godt vænne mig til at holde jul i England. Det var federe end i Danmark.

Og nu var jeg en skændsel mod Danmark, ups.

”Så Lucia, kan du synge?” Han lænede sig en smule hen mod mig og drak noget mere af sin vin. Vi havde nok begge fået lidt for meget, men det havde da løftet stemningen. Jeg kendte ham ikke, men drengene havde efterladt mig med ham, og det kunne jeg jo kun takke dem for nu.

”Det tror jeg ikke engang du vil have svaret på,” fnes jeg. Jeg sang så dårligt. Jeg lød som en druknet fisk, hvis de overhovedet kunne drukne.

”Spille guitar så?” Jeg rystede igen på hovedet. ”Klaver, trommer, trompet, harpe?” Prøvede han. Jeg rystede på hovedet, indtil det gik op for mig, at han havde spurgt om jeg kunne spille på harpe.

”Harpe?” spyttede jeg nærmest ud og begyndte at grine. Han deltog hurtigt i det, og det fortsatte vidst lidt længere end det skulle.

”Spiller du harpe?” lo jeg og drak noget mere. Josh rystede hurtigt på hovedet og tog en dyb indånding for ikke at grine igen.

”Jeg gad godt at spille guitar, klaver eller tromme,” lagde jeg ud. ”Men min tålmodighed stinker,” jeg sukkede kort, hvilket fik Josh til at grine igen.

”Jeg kan lære dig at spille tromme,” han blinkede kort til mig, og hvis jeg ikke tog fejl, flirtede han med mig, men det betød ikke så meget lige nu. Det smigrede mig, men vinen fik mig ikke til at tænke yderlige om det.

”Hej med jer,” lød Eleanors stemme. Jeg kiggede hurtigt til siden og så Louis, Harry, Eleanor og Zayn. Jeg vidste ikke hvorfor, men endnu et grineflip kom til mig. Jeg tror det var ordet harpe der kom tilbage. Jeg havde virkelig ingen ide om hvor fanden Harpe kom fra. Det var ikke noget alle og enhver spillede på.

”Hvad er det der er så sjovt?” spurgte Louis hurtigt om, inden han slog sig ned foran os. Josh rystede langsomt på hovedet og prøvede så at forklare os det. Eleanor forstod dog hurtigt det sjove.

”Der er vidst nogen der har fået lidt for meget vin,” drillede Harry, da jeg drak noget mere. Jeg rullede kort med øjnene inden jeg rakte det hen til ham. Han tog hurtigt imod det, duftede til det, skar en grimasse og drak resten, hvilket fik mig til at gispe.

”Harry! Der er jo ikke mere tilbage!” vrissede jeg da han gav mig glasset igen. Han havde fået tåre i øjnene over vinen. Så dårlig var den da ikke?

”Nej præcis,” sagde han så og sendte mig et smil.

”Lyseslukker,” fnes jeg og lænede mig tilbage i stolen.

”Har I fået hygget?” kom det drillende fra Harry af. Det gik op for mig, at Josh stadig stirrede på mig, hvilket gjorde mine kinder en smule røde.

”Har I fået gjort det I skulle?” Jeg lænede mig en smule frem ad og sendte Harry et flabet smil.

”Du mener, ikke at drikke sig fuld med en der nemt kunne finde på at bortføre dig?” Kom det fra Zayn, og jeg vidste ærligtalt ikke om hans stemme var sur eller træt, men lige meget hvad den var, så lød han jaloux og langt fra tilfreds – men det kunne jeg ikke tænke på nu. Jeg rullede kort med øjnene og ignorerede ham, hvilket vidst gjorde ham en smule irriteret. Han hviskede et eller andet til Harry, som rejste sig og sagde det nok var på tide vi kom hjem.

”Hvad? Hvorfor? Det er jo hyggeligt,” mumlede jeg og lod Eleanor hjælpe mig op. Hun begyndte at grine af mig. ”Du skal vidst bare sove. Dine rander under øjnene er tydelige,” sagde hun så kun jeg hørte det, selvom jeg næsten ikke hørte det.

I kender vel den svimle følelse man får, når man er ved at være halv fuld? Ja den kom frem nu, så jeg skulle kæmpe med at holde mig på benene. Og nej, jeg var ikke fuld som i at jeg ikke kunne huske det her i morgen, eller ville vågne med mega tømmermænd, men bare en smule snalleret.

Vi fandt hurtigt Niall og Liam, og til mit held var Josh og jeg ikke de eneste der var lidt fulde. Josh kunne dog åbenbart styre sig, for han gik helt lige. Niall derimod grinte over alt, selv da Liam ville holde ved ham. Han drak sikkert ikke så tit, så det ramte ham nok hårdt.

Hårdt og lige på.

Tingene gik pludselig meget hurtige. Jeg kom udenfor og ind i en bil. Jeg hørte ikke engang Josh sige farvel, men det gjorde han altså. Jeg sad i bil med Zayn, Liam og Harry, og jeg var lige ved at falde i søvn. Hvis det ikke var fra Liam som blev ved med at stille mig dumme spørgsmål om hvad jeg elskede mest ved julen, så sov jeg sikkert. De havde set mig sidste gang jeg faldt i søvn i bilen, så det ønskede de næsten ikke igen. Det var jo bare rent held jeg kom indenfor – ja pga. Zayn, men det ville han jo nok ikke gøre igen.

Jeg havde sikkert såret ham, og det var altså ikke med min gode vilje. Men jeg kunne heller ikke skuffe May.

*

”Jeg har brug for noget vand,” sagde jeg frisk og smed skoene.

”Pas på du ikke smadrer noget,” lød det drillende fra Harry, men min hals var helt tør, så jeg orkede ikke engang at give igen. Det faldt mig slet ikke ind, at jeg var halv fuld foran One Dierction – mine idoler. Faktisk, så føltes det slet ikke så meget som mine idoler mere. Det føltes mere og mere som mine venner, men det kunne jo nemt være noget jeg bildte mig ind. Når julen var ovre, så havde de sikkert glemt alt om mig.

Det var nok ikke første gang de havde haft sådan en konkurrence i gang.

”Kan du godt selv finde dit værelse?” kom det fra Niall. Jeg tog glasset med vandet i hånden og kiggede op og ned af ham.

”Jeg burde vidst spørge dig om det samme,” gav jeg igen og gik så forbi ham helt uden at svaje. Lidt stolt var jeg.

Jeg fandt hurtigt mit værelse og stillede glasset på bordet. Det var fantastisk at kunne tænke at jeg bare skulle sove længe i morgen. Vi skulle ikke lave en skid i morgen. Dog havde jeg lavet en plan om at lave æbleskiver. Jeg havde en ide om Niall ville elske runde pandekager – altså, næsten pandekager da. Jeg elskede dem hvert faldt, og da det var Dansk, så krævede jeg at de skulle smage det.

Jeg burde også lave en adventskræns. Det var åbenbart ikke noget de havde her i England. Endnu en ting jeg skulle lære dem – og hvor var jeg fuld af ideer lige nu. Jeg burde bare sove, men jeg skulle virkelig tisse.

Jeg gik ind på mit eget toilet, men da der ikke var mere toiletpapir og jeg seriøst skulle tisse, stormede jeg ud af værelset og ned mod det tætteste toilet. Det faldt mig slet ikke ind, at der kunne stå en person ude på toilettet, og jeg kunne virkelig havde slået mig selv da jeg så det var Zayn.

Det var altid den person man mindst ville se. Og jeg ville være forsvundet lydløst væk igen, hvis det ikke var fordi hans brune øjne gled op og ned af mig.

”Ops,” mumlede jeg og kunne mærke mit ansigt blive rødt. Det var ikke engang fordi han gjorde noget jeg ikke skulle se. Han stod bare der. Ganske normalt med en tandbørste i hånden.

”Undskyld,” lagde jeg ud med, men han rystede bare hurtigt på hovedet og lagde tandbørsten på plads, inden han skubbede lidt til mig, så han kunne komme forbi.

Ikke et eneste ord havde han sagt, og hvis han havde, så havde det været på en ond måde.. og jeg var selv skyld i det. I to dage havde jeg nu ignoreret Zayn og fået ham til at føle sig udenfor. Jeg følte mig forfærdelig. Han havde jo ingenting gjort. Han havde kun været venlig overfor mig, og hvis det var det May kaldte at flirte, så vidste jeg ikke længere hvad flirte var. Jeg kunne ikke finde ud af mine følelser for ham Jeg kunne ikke finde ud af om det var idol følelser, Zayn feels eller rigtige følelser – men lige meget hvad det var, så kunne jeg da for fanden behandle ham ordentlig.

Uden at være enig med mig selv, greb jeg ud efter hans arm, mens hans navn svagt forlod mine læber. Han drejede sig langsomt mod mig og lod sine brune øjne fange mine. Han var bestemt ikke glad, og jeg forstod det godt.

”Undskyld,” mumlede jeg så og slap hans arm. Det var ikke det jeg skulle have sagt. Faktisk skulle jeg ikke have sagt noget. Jeg var halv fuld og kunne nemt finde på at sige ting der ikke skulle ud. I morgen ville jeg sikkert fortryde at jeg tænkte sådan om May, om at hun ikke bestemte om mig – men lige nu føltes det befriende ikke at skulle tænke på hende.

”For hvad?” Hørte jeg Zayn spørge om, men da jeg var i mine egne tanker svarede jeg ikke. Derfor bakkede han langsomt bagud, rystede endnu engang på hovedet og forsvandt. Ikke engang et godnat gav han mig.

Endnu engang var det lykkedes mig at forvirre drengen. Endnu engang havde jeg fået ham tæt på, for kun at skubbe ham væk igen.

Hvordan synes jeg egentlig selv det gik?

Jeg burde bare sove, men det skulle vidst ikke gå sådan. Det var som om min mave kunne genkende toilettet. Der gik hvert fald ikke mange minutter før jeg kunne genkende følelsen, og selvom jeg kun havde vin i maven og faktisk ikke ønskede det op lige nu, så måtte jeg endnu engang ligge mig på knæ foran toilettet. Og jeg måtte endnu engang igennem rysteturene igen og kvalmen.

Jeg skulle aldrig have vin igen. 

*

Det var vidst ikke så godt det Lucia fik at vide ved lægen.. Hvad synes I? Uh, og tror I der sker noget mellem Josh og heeeeeende? :-D 

Glædelig 7 december og tak fordi I er til! :') Seriøst, tusind tak fordi I læser min movella! Hvis I godt kan lide den må I meget gerne like, det ville betyde meget, ellers så skiidt pyt, er glad for I læser med! Det varmer mit lille hjerte, ihihih.

Godt så. Dagens spørgsmål... jeg har virkelig ingen ide. Sidder og venter på Mirah og er så ukreativ lige nu, haha. Ehm.. Så denne gang tager vi en - Hvilken 1D boy er din favorit? :-D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...