I miss you most at Christmas time. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Julen er miraklernes tid. Julen er Jesus fødselsdag, og julen er hjerternes fest. Julen er hvor venner og familie mødes og glemmer alle synder, og julen er tiden hvor ingen bliver efterladt – ikke engang Lucia på 17 år, der lider af sygdommen bulimi. Hun fik konstateret sygdomme efter tabet af sit forbillede og sin anden halvdel, og hun må nu for andet år i træk holde jul med tomheden, og må kæmpe sig ensomt igennem julen med sin far og lillebror. Hvad Lucia ikke ved er, at denne jule vil blive fuldstændig anderledes, da hendes lillebror har tilmeldt hende en konkurrence om at følge boybandet One Direction i hele december måned. Men kan DE redde hendes jul og samle hendes hjerte igen, eller ender det hele bare i endnu et nederlag?

1476Likes
4793Kommentarer
263001Visninger
AA

7. 5. december.

 

En gruppe piger kom ind, og igen blev rummet fyldt med skrig. Jeg kiggede på Eleanor som skar en grimasse hvilket fik mig til at grine. De klarede det nu meget godt. Havde det været mig, så ville jeg være faldet om. Eller nu havde det jo også været mig, og jeg reagerede præcis som en af de piger gjorde. Hun stod med hånden for munden bag de andre piger og græd.

”Det er den sidste gruppe,” sagde Eleanor opmuntrende  nok mest til sig selv. Hun var nok vant til alle de fans, så for hende var det nok ikke lige så spændende som jeg synes det var. Dog var jeg også ret træt af den skrigen og hvinen. Vi havde været herinde i snart fem timer, og hver halve time kom der nye skrigende piger ind. Drengene klarede det nu meget godt, men det var ikke svært at se på dem, at de virkelig var trætte. Nu havde de også lavet noget uafbrudt i fire dage.

De andre piger stod overalt omkring de andre drenge, hvilket ikke gav pigen bagved plads til noget. Jeg fik det helt dårligt over det. Hendes idoler stod foran hende, men de lagde ikke mærke til hende – overhovedet. Hvis det havde været mig, så ville jeg være brudt sammen.

Jeg rejste mig fra sofaen og gik langsomt hen til hende.

”Hvad hedder du?” hun var nok cirka på min alder.

Hendes øjne fandt hurtigt mine og selvom det umuligt kunne ske, så blev de større.

”Omg du er Lucia?!” sagde hun og tørrede sine kinder. Jeg sendte hende et svagt smil. Det kom stadig bag på mig, når folk kendte mig. Det var jeg virkelig ikke vant til. Faktisk havde ingen udover min far kendt mig i London, og nu kendte hele verden til mig. Det gik vidst først op for mig nu.

”Jeg hedder Sarah,” sagde hun så og kiggede med triste øjne hen mod drengene. Jeg fulgte hendes øjne og så de var i fuld gang med at skrive på de andre pigers tøj.

”Vil du med hen i sofaen?” jeg pegede derhen hvilket tog hendes opmærksomhed. Endnu engang fandt hendes hænder op til hendes mund.

”Er det E-E-elanor?” hvinede hun. Jeg begyndte at grine og nikkede. Jeg rakte ud efter hendes hånd, og hurtigt tog hun den. Hvis hun ikke kunne få drengenes opmærksomhed så måtte man jo bruge andre midler, og hun var vidst ret vild med Eleanor.

Eleanor satte sig hurtigt ordentlig op i sofaen da vi kom derhen. Sarah satte sig foran hende og prøvede at sige noget, men ingen ord kom ud af hendes mund. Eleanor kiggede kort på mig, og begyndte så at grine inden hun lænede sig hen mod Sarah og spurgte efter hendes navn.

Zayns synsvinkel:

Jeg trak mig en smule væk fra en af pigerne, som havde klistret sig fast til mig de sidste ti minutter. Hun duftede ikke af parfume, hun stank langt væk af den, og det gjorde mig en smule utilpas. Hver minut skulle hun rette på sit hår – ja hun var værre end mig, og jeg var træt lige nu, så alt irriterede mig, men selvfølgelig kunne jeg ikke vise det overfor dem.

Jeg tog en vandflaske i hånden for at tage en tår af den. Mit blik gled rundt og landede på Eleanor, Lucia og en pige som jeg ikke havde set her. Hun var en fan, det var tydeligt at se, men hvorfor var hun så ikke kommet hen til os?

”Zayn,” sagde pigen og kom helt hen til mig igen. Mit blik låste sig fast på Lucia, som langsomt drejede hovedet. Da hun opdagede jeg kiggede på hende, sendte hun mig et smil. Jeg lavede tegn til pigen ved siden af for at finde ud af hvem hun var. Lucia trak en smule trist på skulderne hvilket jeg ikke forstod.

”Vil du ikke skrive på min sko?” spurgte pigen om og lagde bevist en hånd på min arm. Lucia rystede langsomt på hovedet inden hun begyndte at grine og kiggede væk. Jeg tog mig selv i at smile da jeg vendte hovedet mod pigen, som ikke lagde skjul på sin flirten overfor mig.

”Selvfølgelig,” svarede jeg hurtigt og tog imod kuglepinden hun stod med. Jeg drejede hendes fod en smule, skrev på skoen og trak mig så igen væk fra hende.

”Undskyld mig,” sagde jeg hurtigt og gik fra hende inden hun kunne nå at sige eller bede om noget andet. Jeg gik med faste skridt hen mod sofaen hvor de sad. Pigen Eleanor og Lucia snakkede med, vendte hovedet, kiggede på mig, vendte det mod Eleanor igen og opdagede så det var mig, hvilket fik hende til at hoppe i sofaen. Jeg kunne ikke lade være med at grine over hvor sjovt det havde set ud.

”Hej,” sagde jeg og sendte hende et smil. Hendes hænder fandt op til hendes helt åbne mund.

”Oh my god,” hvinede hun og kiggede på Lucia som grinte sødt. Jeg bed mig i inderlæben uden helt at vide hvorfor.

”Omg, du er Zayn.” Sagde hun så hvilket fik Eleanor til at grine. ”Ja, det er jeg. Og du er?” Jeg satte mig foran Lucie og kiggede på pigen.

”Sarah,” sagde hun så og fjernede sin hånd fra munden og afslørede et kæmpe smil. Jeg elskede når vores fans reagerede sådan. Det var præcis sådan Lucia havde reageret. Det kom stadig bag på mig – 2 år efter, at folk kunne reagere sådan bare ved at se os/mig.

”Saaaarah,” lød det glad fra Louis som lagde sine hænder på Eleanors skulder. Sarah hvinede og begyndte så at græde, hvilket fik Louis til at kramme hende. Mit blik faldt ubevidst hen på Lucia, som sad og fulgte med i det hele. Hendes ansigt var lyst op i et lille smil og hendes øjne strålede. Efter i går var det rart at se hende sådan der.

*

Lucias synsvinkel:

Jeg havde været til en kæmpe – faktisk drengenes største koncert nogensinde. Jeg havde været ude at spise med dem, set film med dem og været til fan event med dem, og endda kun på tre dage. Det var virkelig vildt. Og lige nu var vi på vej hen mod lufthavnen.

Stemningen i bilen var vild. Drengene havde hvert fald utrolig meget energi hvilket kun kunne være fordi de var overtrætte.

”Hvorfor sad hende Sarah egentlig hos jer?” spurgte Niall om og slog til mit lår. Jeg kiggede væk fra vinduet og hen på ham.

”Fordi I havde travlt,” sagde jeg og kørte en hånd igennem mit hår. Han nikkede kort og kiggede underligt på mig, hvilket fik mig til at grine en smule.

”Hvorfor kigger du sådan på mig?” Jeg tog det elastik jeg havde om håndleddet i hånden og begyndte at lege med det.

”Jeg kom bare i tanke om hvor lidt vi kender om dig,” et drillende smil gled over hans ansigt. ”Det har jeg faktisk også tænkt over,” sagde Harry og nærmest afbrød Liam, som også ville have erklæret sig enig med Niall.

”Og de er ikke fair, når du ved alt om os,” sagde Louis fra forsædet. Jeg sukkede et alt for lykkeligt suk og nikkede så.

”Så leger vi den der 10 spørgsmål leg ting,” sagde jeg og satte mig ordentlig op.

”20,” brød Zayn ind og smilede med vilje så stort, at det så falsk ud.

”Whatever, spørg løs,” jeg gned mine hænder mod hinanden for at vise jeg var klar. Det var jo ikke ligefrem fordi jeg var sådan en person som holdt alt hemmeligt for andre og var totalt kostbar.

”Alder?”

”17”

”Yndlings farve?”

”Pink”

”Yndlings mad?”

”Kylling”

”Arbejde?”

”Nej”

”Kæreste?”

”Niks”

”Yndlings sang?

”Little things”

”Yndlings sanger?”

”Olly Murs”

”Yndlings band?”

Jeg kiggede dumt på Louis for at se om han virkelig mente det, men han trak bare på skulderne.

”The Wanted.” En masse gisp lød i bilen udover Eleanor som begyndte at grine højt.

”Yndlings medlem fra The Wanted?” Hun blinkede kort til mig.

”Nathan, han er utrolig lækker,”

Jeg kiggede rundt på drengene og så til min overraskelse at de troede på det. Selvfølgelig var TW ikke mit yndlingsband, ellers ville jeg jo ikke sidde med dem her.

”Selvfølgelig er det jer,” grinte jeg så hvilket fik Niall til at hoppe i sædet.

”Jeg vidste det!” sagde han stolt og lagde benene over Harry.

”Yndlings medlem?” Harry blinkede til mig som om det var svært. Okay, det var det faktisk. Jeg havde aldrig rigtig tænkt over min yndlings. De havde alle sammen gjort noget for mig.

”Eleanor,” svarede jeg hvilket fik hende til at grine højt igen. Hun var altid så glad, og det smittede altid af.

”Forældre?”

”Skilt”

Der blev pludselig en smule stille som om de alle havde aftalt det. De kiggede dog alle forvirret rundt omkring, indtil Louis kiggede mig i øjnene.

”Vil du fortælle os om May?” Hans øjne blev pludselig en smule mørkere som om han var bange for min reaktion. Det gav et underligt ryk i min mave da de nævnte hendes navn, men pga. Louis øjne følte jeg mig tryg. Jeg følte at jeg godt kunne fortælle det her. May ville elske hvis nogen fortalte om hende – og især hvis det var 1D. Hun ville være ellevild lige nu, hvis hun vidste de spurgte ind til hende, og desuden burde jeg også snart snakke med folk om det her.

”Hun,” jeg sank en klump og kiggede ned på mit cover. Et smil gled over mit ansigt. ”Vi lavede alt sammen,” startede jeg så og kiggede op på dem. ”Vi festede sammen, sov sammen hver dag, ja vi holdt endda jul sammen fordi vores forældre var gode venner.” Jeg kunne ikke lade være med at smile over alle de minder vi havde.

”Hun var den første jeg gjorde alt med,” jeg kunne straks se et underligt blik glide over Louis ansigt inden han kiggede hen på Harry. Selvfølgelig havde de misforstået den, hvilket fik os alle til at grine.

”Så du er lesbisk,” sagde Zayn og ødelagde stemning. Jeg kiggede hurtigt over på ham og kunne mærke rødmen stige frem i mine kinder, selvom det var dem der havde misforstået det.

”Ja, 100% lesbisk,” jeg nikkede mens jeg sagde det og kunne godt se, at de ikke hoppede på det denne gang, men det havde da været lidt sjovt.

”Så guys,” sagde Liam og åbnede døren. Vi holdt foran lufthavnen, og da Liam åbnede døren blev vi igen mødt af skrigende piger.

Jeg steg ud af bilen og stillede mig hurtigt hen ved siden af Liam. Efter sidste gang var jeg blevet nervøs, ja utrolig bange for dem. Jeg kunne ikke tillade mig at sige de var syge i hovedet, for de var jo bare oppe at køre over deres idoler, og jeg forstod dem, men jeg var stadig bange. Det var flere gange piger der besvimede og måtte bæres væk – og det var altså ikke altid fordi de så drengene.

”Husk at hold dig til os,” sagde Liam som vidst kunne se på mig, at jeg ikke brød mig om det her. Jeg nikkede stift og kiggede frem ad, hvor pigerne nærmest fyldte det hele.

Et par bodyguards kom hen til os, faktisk utrolig mange. De blev nødt til at råbe for at overdøve pigerne, hvilket resulterede i at jeg ikke forstod spor meget af det.

Den ene vagt greb fat om Liams arm og trak ham væk fra mig. Jeg ville gå efter ham, men en anden vagt skubbede mig tilbage og råbte vi skulle slappe af. Han troede jeg var en fan? Straks kunne jeg mærke den ubehagelige følelse gå igennem mig. Det skulle ikke ske ligesom sidste gang. Nu var jeg i NY og jeg kunne ikke bare tage hjem hvis de glemte mig!

”Hey, hun er med os,” sagde en stemme ved siden af mig. Jeg snurrede rundt og så Zayn kigge irriteret på vagten. Eleanor kom bag Zayn og gik foran os med Louis i hånden. Jeg bed mig nervøst i læben. Det her var ikke noget jeg kunne vænne mig til. Jeg brød mig virkelig ikke om det.

”Hold dig til mig,” sagde Zayn og skubbede mig blidt foran sig. Jeg nikkede hurtigt og kiggede ned i jorden, da jeg ikke brød mig specielt meget om at folk fik billeder af mig. Jeg kunne ikke vide hvordan jeg så ud på dem, og efter alle de fail billeder man så af kendte, så var et grimt billede mig ikke lige hvad jeg havde brug for.

”ZAYN, HARRY, LOUIS, ELEANOR,” skreg folk om og om igen. Liam og Niall måtte være kommet ind, og lige nu ville jeg ønske det var mig.

Eleanor stoppede op foran mig, da nogle piger kom alt for tæt på, så vagten måtte bede dem bakke bagud. Det resulterede så i, at Zayn gik lige ind i mig. Jeg kiggede hurtigt om på ham, og så han sendte mig et uskyldigt smil. Jeg kunne ikke lade være med at grine inden jeg fulgte efter Eleanor ind i lufthavnen. Thank god.

*

”Luciiiiiiiia,” lød det fra Niall. Jeg løsnede mit greb om sædet da vi endelig var oppe i luften. Jeg tyggede slemt på mit tyggegummi og kiggede så hen på ham.

”Jeg er nysgerrig,” sagde han så og spiste noget chokolade. Eleanor sukkede tungt som om hun vidste hvad han nu var nysgerrig omkring.

”Fyr lys,” sagde jeg drillende og var i et overraskende godt humør selvom jeg var træt.

”Vil du ikke fortælle noget mere om May?” sagde han roligt. Jeg kunne næsten regne ud det var det, og underligt nok så havde jeg en lyst til at fortælle dem det. Efter jeg fik fortalt lidt om hende før så var det som en lettelse der blev fjernet fra min skulder. Jeg var ikke vant til folk havde lyst af fri vilje til at høre på mine problemer – og da ikke om May.

Jeg satte mig ordentlig i sædet og kiggede på Eleanor som så lidt undskyldende på mig, som om hun kunne mærke det var et ømt punkt, men ville det ikke være det for alle der havde mistet en?

”May og jeg, vi startede den her slankuekur,” jeg kunne mærke de andres blikke på mig og tog igen mit elastik i hånden – en slags aflednings metode når jeg blev nervøs.

”Og May tabte sig utrolig meget. Blev tynd og flot, præcis som jeg vil være,” sagde jeg roligt og kunne nemt huske, hvordan vi søgte på nettet om sunde ting, og hvordan May altid var så stolt over sig selv når hun ingenting havde spist.

”Hun var altid så stolt når hun ikke havde spist noget, og May fik mere og mere opmærksomhed af drengene og andre som fortalte hvor flot hun var.” May havde alt det jeg ikke havde haft.

”Hun blev virkelig syg og det fortsatte. Hun ville ikke lytte på nogen, og jeg forstod det ikke. Jeg stolede på det hver gang hun sagde det bare var et kilo mere. Sådan fortsatte det, og jeg bakkede hende op hele tiden. Jeg fortalte hende hvor flot det var, selv da hun lå på hospitalet,” mumlede jeg og kunne mærke hvordan det hele pludselig tog hårdt fat. I lang tid havde jeg haft skyldfølelse over May’s død. Jeg bakkede hende op som den eneste og tit var jeg bange for at min støtte fik hende til at fortsætte.

”Lucia, det i orden, du behøver ikke..” Jeg rystede på hovedet. Jeg var allerede i gang.

”May og jeg holdt altid jul sammen. Vi elskede jul. Vi var i julehumør selv fire måneder inden, men det var ikke den samme jul den måned. May spiste ingenting. Vi bagte ting, men aldrig rørte hun dem. Jeg derimod spiste utrolig meget, og at se på May gav mig dårlig selvtillid, så jeg begyndte..” Jeg stoppede mig selv da jeg skulle til at fortælle jeg selv kastede op. Det blev en smule for personligt, og jeg fik det jo næsten til at lyde som om jeg var jaloux på May – men det var jeg jo også. Jeg ville bare ikke have dem til at tro noget forkert.

”Så jeg begyndte igen på slankekuren, og May bakkede mig op og gav mig gode råd – lige indtil januar hvor hun forsvandt.” Jeg sendte dem et kort smil for at dække over min sorg. Jeg holdt mit blik nede da jeg ikke rigtig vidste om jeg var gået for langt. I starten havde det været den rigtige beslutning at fortælle dem om hende, men nu fortrød jeg en smule. Men jeg måtte bare holde hovedet højt og tænke på, at det var dem som fik May til at leve så længe, og dem der reddede mig da jeg var nede. De var som en anden halvdel af mig – de fortjente at vide det, og så var det jo op til dem om de gad at huske på det eller ej. Nu vidste de det, og selvom det føltes forkert når jeg kun havde været sammen med dem i fem dage, så var det det rigtige.

”Lucia, det er jeg virkelig ked af,” sagde Niall og lagde en hånd på mit ben. Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Det skal du ikke være. Du har gjort nok.” Hans ansigt ændrede sig, og det jeg sagde lød nok også en smule ondt – men det mente jeg ikke!

”Jeg mener, at du har gjort nok for May. Hvis det ikke var fra jer, så ved jeg ikke rigtig hvor hurtigt alt ville være gået. I har virkelig hjulpet hende,” sagde jeg så og undgik at sige de også havde hjulpet mig. Jeg havde ikke lyst til at skulle fortælle mere, og da slet ikke noget som kunne sætte mig i et dårligt lys.

Zayns synsvinkel:

Jeg fik en underlig følelse i kroppen når jeg hørte og så på Lucia fortælle om May. Det gjorde ondt på hende – det kunne enhver se. Men det var også lidt som om hun skjulte noget – skjulte sig selv for os. Men jeg kunne jo heller ikke regne med at kende hende efter kun fem dage.

Jeg kiggede på hende da hun rejste sig. Hun gik hen til det lille køleskab vi havde og tog noget vand. Harry havde fundet sig til rette i den store sofa hvor han lå med Niall. Der var en underlig stilhed i flyet. Vi var alle utrolig trætte. Vi så virkelig frem til at komme hjem, men Lucias historie havde vidst også gjort et indtryk på os. At vide at vi havde en stor betydning for nogen af vores fans var aldrig til at forstå.

”Må jeg sætte mig her?” Jeg blev revet ud af mine tanker og kiggede hurtigt op på Lucia som havde fået en smule røde kinder. Jeg trak hurtigt mine ben til mig og nikkede. Hun satte sig i sædet med et bump og drak noget vand, inden hun kiggede på mig.

Hendes øjne låste sig fast i mine inden hun åbnede munden. ”Tak for hjælpen i lufthavnen” Et ukontrolleret smil gled over mine læber inden jeg lænede mig tilbage i sædet. Hendes nervøsitet havde ikke været til at tage fejl af, men jeg forstod hende. Det var altid et helved at komme frem og tilbage i lufthavne – især med vores fans.

”Det var da så lidt,” sagde jeg og puffede drillende til hende for at løfte hendes humør en smule. Det lød måske dumt, men jeg følte at Lucia og jeg var kommet en del tættere på hinanden. Som jeg havde sagt før, så følte jeg, at jeg havde et ansvar for hende, om det var fordi hun var den yngste vidste jeg ikke, men følelsen var der.

”Væk mig når vi engang er hjemme,” gabte hun inden hun lagde sit hoved bagud. Jeg grinte kort og nikkede så. Jeg havde virkelig også brug for at sove. Jeg lagde min hånd på armlænet ved siden af Lucias, og lidt efter gled hendes hoved ned på min skulder. Et øjeblik kunne jeg mærke hendes krop spænde, som om hun var bange for jeg ville blive sur eller sådan noget, men lidt efter slappede hun af i kroppen og lagde sig ordentlig ned i sædet.

Jeg kiggede kort rundt i flyvet inden jeg gjorde som hende og lukkede øjnene.

*

Lucias synsvinkel:

Jeg var faldet i søvn på Zayn, men det så ikke ud til at have nogen påvirkning på ham, og det var bare en god ting. Vi var nu endnu engang på vej ud af lufthavnen. Vores kufferter var allerede ude i bilen, nu var det bare de fans vi skulle væk fra. Klokken var kun et om dagen, og jeg var så træt. Jeg havde virkelig jetlag, og jeg lignede sikkert noget der var lort.

”Wow babe,” lød det fra Liam som skubbede lidt til mig, for at tage fat i mig igen, da jeg var ved at vælte. Som I kan se, så er jeg meget meget træt.

”Der er vidst nogen der skal hjem og sove?” drillede han. Jeg vendte hovedet fra ham for at gabe og sendte ham så et smil. Jeg orkede ikke engang at snakke lige nu.

”Er der mange fans?” hørte jeg mig selv spørge om. Godt så, jeg orkede altså at snakke.

”Det plejer der altid når det er London,” svarede Harry som gik foran os. Jeg nikkede kort. Lige nu var det eneste jeg havde lyst til, at sove. Heldigvis var der ikke så langt til huset herfra, det var bare fansene vi skulle forbi.

”Hvis jeg falder, så grib mig en eller anden,” mumlede jeg ironisk inden vi gik hen mod døren. Der var allerede et par paparazzier, og jo tættere vi kom på døren, jo flere piger var der, og allerede der begyndte de at skrige. Dog var der utrolig mange vagter på. De måtte være vant til det efterhånden. Drengene havde jo været her utrolig mange gange.

”Lucia, denne vej,” sagde Paul henne ved døren, da jeg åbenbart var i min egen verden og var ved at gå væk fra dem. Et par piger begyndte at skrige, hvilket fik mig til at hoppe til siden.

”Omg det er Lucia,” råbte en af dem. Et ukontrolleret smil gled over mit ansigt. Tænk de kendte mig. Det virkede så underligt.

”Omg, slut!” lød det fra en, hvilket fik mig til at stoppe op, men Paul lavede hurtigt tegn til at jeg skulle fortsætte. Han lagde en hånd på min ryg og skubbede mig ind af døren.

”Sig slut kan betyde et eller andet positivt på engelsk,” sagde jeg og kiggede bedende på Paul. Han sendte mig et usikkert smil og råbte så til vagten at han bare skulle lade dem gå ud nu. Vi skulle åbenbart ud af bagindgangen.

”Du skal ikke tage det personligt. De er misundelige på dig,” sagde han roligt og fulgte mig hen til døren. Drengene var allerede i fuld gang med at skrive autografer til de få fans, som havde gættet rigtig i valget om hvor vi kom ud henne.

Jeg viste ikke helt, hvad jeg skulle føle omkring pigens ordvalg. Altså hun kendte mig jo ikke, og jeg vidste godt selv, at jeg ikke var en slut. Jeg var ikke jomfru, men derfor var jeg jo ingen slut. Jeg skulle bare lukke det ude. Hvis jeg allerede begyndte at tage haden til mig, så ville jeg da først gå ned med alt muligt. Så for nu, så havde den pige slet ikke sagt noget, okay?

”Skal vi få dig ind i bilen?” spurgte Niall om, inden han drejede mig rundt. Jeg kiggede forvirret på ham, da jeg slet ikke havde set ham komme. Hurtigt nikkede jeg og lod ham trække mig med udenfor. December solen skinnede, og der var virkelig ikke noget værre end solen om vinteren.

Jeg kneb øjnene sammen og lod Niall eller Paul føre mig hen til bilen hvor Eleanor vidst allerede sad. Hun skulle sove hos os i dag, og så skulle hun vidst hjem. Jeg ville savne hende. Hun var ligesom den eneste pige jeg kendte, men jeg så dog frem til at lære drengene bedre at kende – og jeg var helt opsat på jule hygge. Det var et must at komme i jule stemningen inden julen, og nu var vi i London igen – og det skal lige siges, at der var pisse koldt. Værre end Danmark, som om det er muligt.

*

”Lucia?” En person ruskede mig i armen, hvilket fik mig til at slå ud efter person. Okay ikke slå slå, men daske ud efter personen. Jeg ville virkelig ikke vågne lige nu. Jeg havde den ledeste kvalme, og lys ville gøre det hele værre.

”Lucia, vi er hjemme,” lød det så med et grin. Jeg mumlede et eller andet ubetydeligt og trak tæppet, eller trøjen, som  jeg åbenbart havde over mig, længere op.

”Du kan ikke sove i bilen,” lød det så fra Niall, og jeg kunne nemt høre det var ham, for hvis han stak sin tunge ud, så kunne jeg mærke den på mit øre – så tæt på var han!

”Kan du ikke bare trille hende ud af bilen og slæbe hende ind?” og denne geniale ide kom fra selveste Harry Styles. Idiot – hvert fald lige nu. Jeg var træt, og om jeg skulle sove i en bil gjorde mig absolut ingenting!

”Genial ide Harry, så bliver hun da slet ikke syg,” lød det ironisk fra Louis, og lidt efter lød et av fra Harry, så Louis havde slået ham. Et smil gled ud over mine læber, men da en person tog om mig – virkelig om mig, forsvandt det. Personen var i gang med at løfte mig, og hvis der var noget jeg hadede, så var det at blive løftet.

”OKAY jeg er vågen!” ville jeg have sagt højt, men det blev til en meget lav mumlen. Hvordan var det muligt at været så tappet for energi? Jeg kunne vel selv gå ind i sengen.

”Det er så for sent nu,” grinede Zayn, og da det gik op for mig, at han løftede mig, blev mine kinder helt røde. Ikke nok med han havde set min store krop i nattøj og en virkelig stram kjole, så bar han mig oven i købet også!

”Zayn jeg…” jeg spjættede kort, hvilket fik ham til at gå en smule hurtigere. ”Lucia, bliv nu bare liggende,” sagde han med et smil i stemmen. Jeg åbnede langsomt øjnene og blev mødt af hans sorte trøje. ”Zayn jeg kan virkelig godt gå selv,” mumlede jeg og bevægede mine ben så han skulle forstå, at han skulle sætte mig.

”Du kan ikke engang fuldføre en ordentlig sætning. Sig mig, har du drukket?” drilleriet i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Jeg fnes kort og droppede at gøre modstand. Havde jeg haft energien var jeg virkelig selv gået ind i sengen, for det her var ydmygende. Zayn Malik fra One Direction bærer Lucia doventing ind i seng, mens Niall går foran og griner af alt.

Jeg måtte virkelig have givet dem det indblik af, at jeg var doven, træt og syg i hovedet, men lige nu var jeg for træt til at tænke over det. Jeg faldt bogstaveligtalt i søvn i Zayns arme – ikke fordi det var slemt, jeg følte mig bare alt for tung til at ligge i hans arme.

Det var det der prægede mig hele tiden – det var mit problem.

 

*

 

Så fik i kapitel 5. Jeg ved godt det ikke er så skide spændende, men hey! Nu er de i London igen, og så kommer der julestemniiiiiiiiiiing. :-D GLÆDELIG 5 DECEMBER.

- Nu hvor jeg sidder og hører Olly Murs, SKAL I SÅ SE HAM DEN 16 APRIL? Omg kan ikke vente, iiiiiiih!

- Så, nu fik I lidt mere at vide om May. Hvad er jeres holdning til hende? Og hvordan tror I May og Lucia var sammen? :-) xx

- I må MEGET genre like den, hvis I lyster. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...