I miss you most at Christmas time. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Julen er miraklernes tid. Julen er Jesus fødselsdag, og julen er hjerternes fest. Julen er hvor venner og familie mødes og glemmer alle synder, og julen er tiden hvor ingen bliver efterladt – ikke engang Lucia på 17 år, der lider af sygdommen bulimi. Hun fik konstateret sygdomme efter tabet af sit forbillede og sin anden halvdel, og hun må nu for andet år i træk holde jul med tomheden, og må kæmpe sig ensomt igennem julen med sin far og lillebror. Hvad Lucia ikke ved er, at denne jule vil blive fuldstændig anderledes, da hendes lillebror har tilmeldt hende en konkurrence om at følge boybandet One Direction i hele december måned. Men kan DE redde hendes jul og samle hendes hjerte igen, eller ender det hele bare i endnu et nederlag?

1476Likes
4775Kommentarer
265103Visninger
AA

6. 4. december.

 

”Skal du ikke have noget morgenmad?” lød det fra Liam. Jeg rystede langsomt på hovedet og tog min jakke på. Drengene skulle til et fan event, hvor jeg også rigtig skulle have været med, men Eleanor havde spurgt om jeg ikke hellere ville med ud og kigge på tøj, og eftersom vi var i selve New York City, så kunne jeg kun sige ja – desuden skulle vi også til fan event i morgen, inden vi tog tilbage til London.

”Jeg får noget med Eleanor,” sagde jeg da han kiggede skeptisk på mig. Han nikkede kort og kiggede så på Eleanor som kom ud til os.

”Er du klar?” spurgte hun glad. Jeg nikkede langsomt og kunne mærke usikkerheden skyde frem i mig. Jeg sendte Liam et smil inden jeg fulgte efter Eleanor ud af døren.

Zayns synsvinkel:

Jeg havde snakket med de andre drenge om det i går. Vi vidste udmærket, hvad hun var ude i. Vi havde set videoen og vi havde snakket med hendes far, men det var vidst først nu det rigtig gik op for os. Vi kendte hende ikke så godt endnu, men at vide hun kastede op og ingenting spiste, det gjorde os urolige.

Vi holdt alle sammen af hende. I går havde hende og Eleanor fået os til at slappe af på en eller anden underlig måde. Hun var ikke som de andre fans. Hun var nede på jorden og sig selv, og det var som om hun snakkede til os og ikke de fem drenge fra One Direction. Det var det der gjorde hende så speciel.

Niall hadede tanken om at hun kastede op. Han havde sagt, at han ville holde øje med hende hver aften efter aftensmad og få hende afholdt fra det, og hurtigt havde vi andre erklæret os enige. Lige meget hvilken person der gjorde sådan noget, så skulle man prøve at stoppe det.

Vi vidste alle sammen Lucia havde problemer. Hun havde mistet sin bedsteveninde, og ifølge hendes far, lød det til de var virkelig tætte. Næsten for tætte, for det havde hvert fald ødelagt Lucia. Hendes far havde snakket noget om, at Lucia var ude i alt det hun var, fordi hun var blevet blændet af May. At May var den perfekte veninde som ingen fejl lavede, men hun endte alligevel med at dø af anoreksi.

Lucia troede ikke, at vi vidste specielt meget om hende, men der var jo en grund til hun vandt den her konkurrence. Vi havde valgt hende. I starten af den video havde hun haft en livsglæde der virkelig fik en til at smile, men den pige var hun ikke længere. Hendes far havde den ide, at vi kunne få den frem i hende – og hvis det stod til mig, så ville jeg skam gøre alt for det.

Hun havde været igennem en masse ting, og der var noget helt specielt netop ved hende, som gav mig en overbeskyttende følelse. Jeg vidste jeg ikke var den eneste der havde det sådan. Louis holdt allerede utrolig meget af hende – og han havde et håb om, at hun i sidste ende måske ville lukke op til ham. Vi ville alle gerne hjælpe hende.

”Vi skal af sted Zayn,” sagde Harry og puffede til mig. Jeg rejste mig hurtigt fra sofaen. Vores fans kunne sikkert løfte humøret i blandt os i dag.

Lucias synsvinkel:

Jeg havde fået hævet en masse penge, men jeg havde skam også fået dem brugt igen. Jeg vidste ikke, hvordan Eleanor gjorde det, men i hver butik fandt hun noget helt fantastisk tøj jeg skulle prøve, og selvom jeg havde ledt efter flot tøj, så var det som om jeg overså det. Så det var Eleanors skyld, at jeg havde brugt så mange penge allerede.

Vi havde været i gang i flere timer, og jeg som ikke var den store shoppe type, hyggede mig faktisk utrolig meget. Eleanor var slet ikke indelukket. Hun snakkede som om vi havde kendt hinanden i flere år, og det gjorde også, at min nervøsitet forsvandt en smule.

Drengene skulle gerne være færdige nu her, og så skulle vi vidst ud at spise. Det var hvert fald det Eleanor havde planlagt med dem. Lige nu føltes min mave tom og min mund tør, og lysten til at spise var enorm stor. Det var længe siden jeg havde haft sådan en trang til at spise, så nu så jeg bare frem til drengene kom.

”Prøv den her,” sagde Eleanor og rakte mig en kjole. Jeg kiggede på hende med et løftet øjenbryn.

”Jeg går ikke i kjole,” mumlede jeg så og kiggede ned på den. Den så fantastisk flot ud, men jeg kunne bare ikke købe sådan en.

”Åh pjat, prøv den nu!” Det lod til Louis ikke havde fortalt hende om mig, hvilket jeg egentlig bare blev lettet over. Det var også kun derfor jeg langsomt vendte mig rundt og gik hen mod omklædningsrummene. Jeg kunne godt forestille mig, at Eleanor var den slags type som bekymrede sig om alle, selv dem hun ikke kendte – og det sidste jeg havde brug for nu, var folk der prøvede at trøste mig og sige de godt forstod hvad jeg gik igennem, men at kaste op når man havde spist, simpelthen ikke var løsningen. Jeg havde hørt det hele før, men de forstod det jo ikke.

Jeg trak i kjolen, men da lynlåsen var bag på kjolen gav jeg hurtigt op. Jeg sukkede tungt og trak så forhænget fra for at kalde på Eleanor, men personerne der stod ude for døren var ikke Eleanor – men til gengæld en flok fyre som overgloede mig.

Jeg kunne mærke hvordan usikkerheden ramte mig som et lyn. De kiggede på mig og valgte så at pifte af mig, hvilket gjorde mine kinder helt røde. Det måtte vel være et kompliment, men lige nu føltes det bare forfærdelig at stå her.

”Hva så smukke?” lød det fra en af drengene som rejste sig og gik hen imod mig. Jeg trådte hurtigt et skridt tilbage og kiggede hen over skulderen på ham.

”Du er da ikke herfra?” han lagde hovedet på skrå og trådte lidt tættere på mig. Jeg rystede langsomt på hovedet og trådte endnu et skridt tilbage, da han gik hen imod mig. Jeg lagde hurtigt armene foran mit bryst da kjolen stadig ikke var lukket, så jeg skulle jo holde den oppe.

”Jeg har ikke set dig før,” sagde han så og kiggede sjovt på hans venner.

”Er det ikke meget normalt, når jeg ikke er herfra?” røg det ud af min mund, selvom jeg havde lovet mig selv intet at sige. Forfanden jeg kendte dem ikke. Jeg havde ingen ide om, hvordan de var og ville reagere. Og det kunne umuligt være godt, når hans venner råbte ’ooow’ bag ham.

Hvor fanden var Eleanor?

Han ignorerede vidst hvad jeg sagde, ellers blev han irriteret og trådte tættere på mig.

”Flot kjole,” han lagde en hånd på min arm, og hurtig fik jeg den væk.

”Tak,” svarede jeg koldt. Jeg turde ikke gå ind igen. Det var jo ikke ligefrem fordi der var låse på dørene, og at de så mig sådan her var slemt nok i sig selv.

”Drenge, hun er flot, men lad hende nu være,” lød det hæst fra udgangen af omklædningsrummene af. Vi kiggede alle hurtigt derover, og til mit held var det Louis og Zayn som langsomt satte kursen hen imod mig. Jeg strammede grebet om min kjole og fik lyst til at banke hovedet ind i væggen. Ikke nok med de drenge så mig sådan, men nu så Louis mig og denne gang Zayn. Det gjorde mig ikke engang roligere at han have set mig i nattøj før.

”Lad mig,” sagde Louis og ventede ikke engang på svar før han snurrede mig rundt og lynede den op.

”Hvor er Eleanor?” spurgte jeg en smule panisk. Faktisk havde jeg lyst til at løbe skrigende bort. Jeg havde det hvert fald ikke særlig godt lige nu. Jeg havde virkelig kvalme, og den her kjole sad for tæt.

”Hun skulle hente sin vidunderlige kæreste og hans fantastiske venner, og da hun kom i tanke om dig, bad hun os om at hente dig,” sagde han og puffede til mig. Jeg nikkede langsomt – helt ude af stand til at smile. Jeg havde brug for at komme ud af den her.

”Vil du lyne mig op?” spurgte jeg da jeg ikke gad at ligne en større idiot der ikke kunne få fat i lynlåsen.

”Du har jo slet ikke set dig selv i den?” gispede han. ”Det har jeg ikke lyst til,” svarede jeg hurtigt og vendte mig rundt, så han kunne lyne den op.

”Du ser ellers godt ud i den,” kom det lavt fra Zayn, som om jeg ikke skulle have hørt det der. Jeg kiggede hen på ham, men Louis skubbede mig i stedet frem ad så jeg stod foran spejlet.

”Skal du ikke have den?” Han kiggede på mig igennem spejlet og lignede en dreng med julelys i øjnene. Et lille smil gled over mit ansigt.

”Naa, den er ikke flot.” Løgn. Den var virkelig flot, men jeg ville ikke bruge penge på noget som aldrig blev brugt. Desuden skulle vi ud herfra.

”Louis, luk den nu bare op,” sagde Zayn og afbrød Louis inden han protesterede yderligere. Han sukkede kort inden han lynede den og forsvandt ud.

”Jeg prøvede jo bar…” lød det fra Louis, men Zayn afbrød ham.

”Det ved jeg – men ikke nu,” og om jeg skulle forstå noget af det der, det havde jeg ingen ide om. Jeg vidste bare, at jeg skulle ud af denne butik så mit humør ville blive bedre. Jeg skulle virkelig lære at styre mine humørsvingninger foran drengene. Det ene øjeblik lavede jeg sjov med dem, og det andet var jeg ved at kaste op. De skulle ikke tro der var noget – jeg måtte tage mig sammen.

*

”Så, hvor spiste i morgenmad?” spurgte Liam da vi sad inde på cafeen. Jeg stivnede i min bevægelse og kiggede ned i den varme kakao jeg havde fået bestilt indtil maden kom. Ud af øjenkrogen kiggede jeg på Eleanor, som så helt forvirret ud.

”Det har vi ikke nået endnu,” sagde jeg hurtigt inden Eleanor ville fortælle hun spiste hjemmefra. Jeg sendte Liam et hurtigt smil og tog skeen i hånden.

”Hvad har I lige lavet?” spurgte Louis om og lænede sig tættere på Eleanor som begyndte at grine. ”Vi har shoppet helt igennem,” fniste hun og gav ham et kys på næsen. Jeg fnes kort og kunne stadig føle Liams blik på mig. Jeg bed mig i læben og kiggede hen på Niall, som kiggede på mig. Det gjorde alle sammen næsten, som om jeg skabte dårlig stemning.

”Nå,” brød Harry ind. ”Hvad skal vi have at spise?” han tog et menu kort i hånden og tog det så helt op i ansigtet. Zayn slog til det, så Harry fik det i hovedet, og det udløste et par latterudbrud rundt omkring.

Jeg var opsat på at spise noget da vi alle sad samlet. Jeg ledte først efter det med mindst kalorier i, men det var vel ligegyldigt, for det hele kom jo op igen. Derfor endte jeg med at bestille noget spaghetti. Kedeligt, men det var det eneste jeg lige kunne få ned nu. Jeg havde stadig en ubehagelig følelse ved at de så mig i den kjole – dog så det ud til de havde glemt det, og det var jo bare godt.

”Så, kan du lide NY?” spurgte Eleanor om. Jeg nikkede hurtigt. ”Det er så fedt, men jeg vil aldrig kunne finde rundt her,” sagde jeg og drak noget kakao.

”Hvordan var det event?” spurgte jeg for at lede opmærksomheden væk fra mig. Denne gang kiggede jeg på Liam som sendte mig et varmt smil.

”Glæd dig til du skal med i morgen,” sagde han roligt, hvilket måtte betyde, at det var godt.

”Liam fik scoret,” sagde Louis og lod som om han oversatte Liams sprog. Jeg gispede for sjov. ”Liam dog,” fnes jeg. Et kort grin forlod hans læber inden han kiggede på Louis.

”Jeg tror ikke det var mig der fik scoret,” og med de ord kiggede Eleanor med store øjne på ham og spillede fornærmet. Louis lagde ikke mærke til det. Han lagde bare en arm om Eleanor og sendte så Liam et stort smil.

”Na, det var vidst Zayn.” En kold følelse gik igennem min krop, da Zayn bare begyndte at grine. Han benægtede det ikke eller noget som helst. Havde han virkelig fundet en?

”Hun var da flot,” sagde Harry og lagde endelig menu kortet fra sig, selvom det var længe siden vi bestilte.

”Hendes hår var gråt,” mumlede Niall hvilket fik mig til at grine højt. De kiggede alle hen på mig. Nogen med et lidt mere forvirret blik end andre. Okay, måske fordi det var sjældent jeg grinte så højt, men måden han sagde det på havde virkelig været sjov.

”Hvad?” sagde Louis som altid ville vide alt.

Jeg fnes kort og rystede på hovedet. ”Hvis hun var gråhåret, burde det så ikke være Harrys afdeling?” Louis havde lige taget noget vand i munden, og ved mine ord fløj det hele ud over bordet så Niall gav et hyl fra sig. Eleanor kiggede forskrækket på Louis som hostede mens han grinte. Hun blev nødt til at klappe ham blidt på ryggen.

Liam derimod sad og grinede lydløst sammen med Zayn, men lidt efter lidt fik de vidst lyden tilbage og lod den komme ud.

”Lucia,” sagde Harry langsomt og en smule alvorligt. Jeg prøvede at fjerne mit smil da jeg kiggede Harry i øjnene, men det gik ikke særlig godt.

”HAHAHAHA,” lød det fra Louis som slog sin hånd i bordet og lænede sig hen imod mig.

”High five Lucia,” grinete han. Jeg lavede high five med ham og kunne se Harry ryste fornærmet på hovedet.

”Så fik du den mand,” grinte Zayn og slog Liam på skulderen, så han igen begyndte at grine.

”Hvad har jeg gjort dig i dag Lucia?” brød Harry ind. Jeg tog hurtigt min hånd op til munden for ikke at grine igen.

”Jeg tænkte bare.. Du ved.. ældre mennesker og dig …” ”- Ja tak,” sagde han fornærmet. ”Jeg tror bedre jeg kan lide den stille Lucia,” sagde han så og tog imod sin tallerken med mad.

”Hvad snakker du om?” kom det fra Louis. ”Hun er fantastisk.”

Okay, jeg indrømmer min kommentar var ond. Men den passede så godt ind, og min humor var altså ikke altid lige sød.

*

Aftenen havde været virkelig fantastisk. Det var længe siden jeg havde hygget mig sådan – okay det sagde jeg også i går, men det blev næsten bedre og bedre. Det var som om det i omklædningsrummet blev glemt og blev skubbet til side. Og efter jeg havde spist så meget, så havde jeg det slet ikke dårligt.

Jeg følte mig mere og mere som mig selv, og det var virkelig en befrielse.

”Jeg er mæt, træt og glad,” sagde Niall da vi kom ind på værelset. Jeg tog hurtigt min jakke af og hang den op, inden jeg gik hen til sofaen.

”Jeg trænger til et bad,” mumlede jeg, hvilket fik Niall til at stoppe op.

”Nej, vi skal se film,” sagde han hurtigt.

”Skal vi det?” kom det forvirret fra Eleanor.

”Jep.” Liam deltog i samtalen og satte sig i stolen. Jeg forstod ikke hvad der skete lige nu, men vi skulle altså åbenbart se film, selvom jeg havde en indre trang til at føle en lettelse ved at få maden op.

”Vi ser Taken,” kom det fra Harry som allerede havde smidt sig i sofaen. Jeg kiggede kort ned på Harry, inden jeg satte mig. Han kiggede kun kort på mig, for hurtigt at vende blikket væk.

Lidt pigesur, huh?

Jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Er du stadig sur?” spurgte jeg om og puffede til ham. Han ’børstede’ hurtigt min berøring af sig og kiggede nedladende på mig inden han nikkede.

Jeg prøvede at skjule et smil da jeg lænede mig frem imod ham.

”Jeg er virkeliiiiig ked af det Harry,” sagde jeg og trak virkelig ud. Han løftede det ene øjenbryn og rystede så på hovedet. Kostbar.

”Harry,” jeg prikkede ham i siden for at få hans opmærksomhed, hvilket fik ham til at spjætte. Et ukontrolleret smil gled over mine læber inden jeg prikkede ham igen.

”Lucia,” advarede han. ”Så sig jeg er tilgivet,” drillede jeg og prikkede ham igen. ”Lucia!” sagde han højere, men det stoppede mig ikke. Jeg prikkede ham igen i siden, men denne gang tog han fat i min hånd og trak i mig, så jeg faldt hen over ham. Et grin gled ud af min mund lige indtil han begyndte at prikke mig i siden, så jeg begyndte at skrige.

Han holdt mig ned, så jeg lå hen over hans ben. Han prikkede mig i siderne hvilket fik mig til at vride min krop under ham, så hans ben uheldigvis pressede mod min mave. Følelsen før jeg plejede at kaste op, kom frem.

”Harry,” sagde jeg og blev pludselig nervøs. Han blev dog ved, og det fik panikken til at skylde ind over mig.

”Harry!” skreg jeg højere. De andre drenge havde efterhånden fundet plads i sofaerne og kiggede på os. Jeg kunne mærke maden bevæge sig inde i maven. Jeg kunne ikke kaste op på Harry. Forfanden!

”Harry!” skreg jeg denne gang med stemmen fuld af panik.

”Harry,” lød det fra Liam som vidst havde opdaget alvoren.

”Hey, hun startede,” forsvarede han sig med, mens jeg fik det værre og værre.

”Harry forfanden, slip hende,” sagde Zayn og denne gang adlød Harry. Lige så snart han havde sluppet mig, fandt min hånd op til min mund og jeg fik rejst mig. Uden at tænke over konsekvenserne af det her, bøjede jeg mig foran toilettet lige i tide. Denne gang var det ikke mig selv der fik det op. Jeg havde faktisk fuldstændig i det øjeblik glemt det, men min mave var så følsom og det var som dens kendetegn at kaste op, når noget hårdt blev presset mod den.

Et par kolde fingerspidser var til at føle på min hals, inden personen fjernede mit hår. Tårerne væltede ud af mine øjne og alt maden fra i dag kom op. Det føltes værre end de andre gange jeg havde gjort det. Måske fordi det denne gang ikke var meningen.

Jeg tænkte overhovedet ikke på personen der stod foran mig, først efter jeg udmattet lænede mig op af væggen. Et papir blev stukket hen i hovedet af mig, og hurtigt tog jeg imod det.

”Lucia, det er jeg ked af,” lød det fra Harry. Jeg kiggede op og så til min overraskelse både Zayn, Louis og Harry stå der. Zayn slap langsomt mit hår for at lade sin hånd ligge på min nakke, som om jeg lignede en der kunne falde om hvert øjeblik.

Jeg tvang et lille smil over mit ansigt og rystede på hovedet.

”Det er vidst mig der er ked af I skulle se det der,” mumlede jeg og løftede hånden for at rulle ud. Det var ikke meningen de skulle se det. Ingen skulle se mig kaste op. Det var et forfærdeligt syn, og selvom jeg vidste, at de vidste hvad jeg var ude i, så fortjente ingen altså at se det.

”Måske vi skulle se den film,” sagde Louis med en glad stemme, som om han ikke lige havde set mig kaste op. Louis the silence killer. Jeg elskede ham.

Zayn fjernede sin hånd fra min nakke og hjalp mig op og stå. Jeg sendte ham et kort smil, inden jeg kiggede mig i spejlet. Jeg orkede ikke engang at gøre noget ud af mig selv hvis jeg lignede lort, men på den anden side, så var det her altså One Direction – og vi var midt i december. Jeg glemte det hele tiden. Måske fordi der ikke var det mindste smule julehygge her i Amerika, men det måtte vi lave om på senere. Lige nu havde jeg bare brug for at slappe af og give min krop noget ro.

Jeg fulgte med Zayn ind i stuen og så de andre allerede havde taget plads igen. Niall kiggede uroligt på mig, men da jeg sendte ham et stort smil gengældte han det kort og tog nogle popcorn, som de åbenbart havde lavet. Jeg kiggede kort rundt inden jeg satte mig ved siden af Harry og Zayn. Louis og Eleanor lå sammen, og det gav mig af en eller anden grund lyst til at smile og juble indeni.

Det der beviste min teori om at Larry ikke var ægte – og lad os bare indrømme det. Hvem drømmer ikke om at se Eleanor og Louis ligge sammen?

Jeg er bare en directioner – intet perverst, rolig.

Efter to minutter af filmen, kunne jeg mærke den første rystetur snige sig ind. Jeg tog en halv dyb indånding og løftede benene op under mig. Filmen var allerede spændende fra starten af, men jeg kunne ikke koncentrere mig om den.

”Er du okay?” en stemme lød ud fra mit øre. Hurtigt lagde jeg hænderne under mine ben og kiggede på Zayn som sad og kiggede lidt underligt på mig med det blik jeg stadig ikke kunne tyde.

”Selvfølgelig,” hviskede jeg og bed mig kort i læben inden jeg kiggede væk. Jeg var en elendig skuespiller – hvert fald når jeg rystede som en gal.

”Liam, kan jeg få tæppet?” Liam kiggede straks på Zayn og nikkede da han forstod hvad han mente. Liam kastede tæppet over til Zayn som foldede det ud og lagde over mig. En varm følelse spredte sig i min krop og fik mig til at smile, inden jeg sendte Zayn et halv genert smil.

Han havde lige set mig kaste op. De fleste mennesker ville holde sig på afstand af personen fordi de fejlede et eller andet, men sådan var drengene åbenbart ikke.

Jeg vidste hvor betænksomme de var overfor deres fans, men jeg havde ikke regnet med selv at opleve det. Det var virkelig svært at forstå at jeg sad med One Direction + Eleanor og så film i NY. Jeg skulle virkelig takke min bror for det her. Han var virkelig den bedste.

”Du er godt klar over du ryster helt vildt, ikke?” spurgte Harry dumt. Jeg blev revet ud af mine tanker og kiggede en smule skræmt på ham. Jeg havde ikke troet det var så tydeligt.

”Jeg fryser,” mumlede jeg hurtigt og sendte ham et akavet smil inden jeg trak tæppet helt op over mig. Biiig lie.

”Der er også koldt,” brød Zayn ind og gav mig et puf med skulderen for at vise han hjalp mig. Jeg forstod ikke hvorfor han pludselig var så sød. Lige præcis den tanke havde præget mig utrolig længe. Altså Liam og Louis var også enorm søde – men de havde været omkring mig fra starten af. Zayn havde holdt sig lidt på afstand, som om han var bange for mig, derfor undrede det mig.

Jeg fik et kæmpe chok hvilket fik drengene til at grine rundt omkring. Eleanor lå med hånden på hjertet og kiggede op på Louis som fjernede noget hår fra hendes ansigt. Jeg havde sagt det før, og jeg siger det igen – men det her det ville blive et jule eventyr. Måske var julen ikke startet endnu fordi jeg ikke følte mig hjemme overhovedet. Men det var kun den 5 i morgen. Vi havde god tid, for om jeg var i England eller ej så havde jeg nogle danske traditioner jeg ville lave. Drengene havde vel også et par fridage fri.

*

Jeg stod inde på mit eget værelse og havde lige lagt det tøj frem jeg skulle have på i morgen. Jeg havde også pakket min håndtaske som jeg skulle have med i flyet. Vi fløj klokken syv om aftenen, så det blev en lang dag.

”Lucia?” døren gik op og Louis stak hovedet ind. ”Ja?” Jeg sendte ham et hurtigt smil og vendte mig så mod min taske igen, hvor jeg lagde mine høretelefoner i.

”Er du okay?” han lød en smule urolig, hvilket fik mig til at kigge på ham. Hans øjne borede sig ind i mine, og det gik hurtigt op for mig, at han hentydede til det før i dag.

Jeg sukkede kort. ”Jeg er virkelig ked af I skulle se det. Min mave blev klemt. Jeg ville aldrig have gjort det hvis I så de..” ”- Det ved jeg. Det er ikke det jeg snakker om,” han sendte mig et uskyldigt smil og lukkede døren efter sig. Jeg blev pludselig helt i tvivl om hvad han mente.

”Er der noget der plager dig lige nu?” spurgte han forsigtigt om, som om han var bange for at jeg ville flippe ud.

”Hvad skulle det være?” jeg kiggede omkring. ”Jeg er i NY med verdens hotteste boyband og Eleanor. Hvad mere kunne jeg ønske mig?” sagde jeg drillende. Han grinte kort og rystede så på hovedet.

”Hvis der er noget du vil snakke om Lucia, så er vi her for dig. Alle drengene, ja selv Eleanor. Jeg ved godt vi ikke har bygget noget bånd op endnu, og jeg ved godt vi ikke er psykologer eller en af dine læger,” måden han sagde det på, lød en smule nedladende, men jeg vidste han ikke mente det sådan.

”Og du skal vide, at vi med glæde nok skal skiftes med at tage med dig til lægen så du ikke er ene om det,” sagde han og mindede mig om lægen. Jeg skulle derhen den 7, men det havde jeg virkelig ikke lyst til.

”Og lige meget hvad der er galt, så skal du ikke holde det tilbage. Vi har skam overskud,” han gik tættere på mig og lagde begge hænder på mine skulder. Han drejede mig rundt så han kunne kigge mig i øjnene. Hans øjne var fuld af bekymring, og ikke mindst ærlighed. Jeg fik pludselig en lyst til at plapre ud til ham, men hvad skulle jeg sige? Hvor skulle jeg starte? Mine problemer var ikke ligefrem en hemmelighed.. Min ’sygdom’ som folk kaldte det, var heller ikke nogen hemmelighed. Jeg vidste noget var galt, men jeg kunne ikke sætte finger på hvad det var – og jeg ville gerne snakke med folk om det, men ikke alle og enhver.

Jeg følte jeg kunne snakke med Louis. Han havde virkelig vist sig fra en perfekt side. Han havde overrasket mig på en virkelig god måde – og selvom det lød dumt, så følte jeg at jeg kunne stole på ham. Jeg plejede ikke at bygge selvtillid op så godt. Faktisk lukkede jeg ikke rigtig fremmede folk ind, men de drenge var jo ikke fremmede for mig.

Jeg havde bombet dem på twitter, lavet videoer til dem, grædt over dem, grint over dem og fulgt dem. Jeg følte jeg havde en forbindelse til dem – og det var nok også det der gjorde mig så tryg omkring dem. Jeg mener. Der er gået fire dage, og jeg kunne allerede joke omkring dem? Det kunne jeg ikke engang med min far endnu.

Jeg havde så tit grædt over jeg aldrig nogensinde ville møde dem i virkeligheden, men nu sad jeg her. Eller stod her, med Louis hænder på mine skulder og fik tilbudt hans hjælp. Jeg følte mig fuldendt, og uden jeg vidste hvad jeg lavede, slog jeg armene om Louis og gav ham et Lucia-kram.

”Tusind tak Louis,” mumlede jeg.

Mit liv var fra nu af blevet totalt urealistisk.

 

GLÆDELIG 4 DECEMBER OG HVOR TRIST HARRY OG TAYLOR HAR HOLDT I HÅND, MEN LAD OS NU VÆRE I JULESTEMNING, HIHIH OMG

NÅ, hvad synes I? JEG LOVER DER KOMMER TIL AT SKE EN MASSE JULETING EFTER NY HHI. xxxx 

Husk, snefnug. :-)))))))))))))))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...