I miss you most at Christmas time. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Julen er miraklernes tid. Julen er Jesus fødselsdag, og julen er hjerternes fest. Julen er hvor venner og familie mødes og glemmer alle synder, og julen er tiden hvor ingen bliver efterladt – ikke engang Lucia på 17 år, der lider af sygdommen bulimi. Hun fik konstateret sygdomme efter tabet af sit forbillede og sin anden halvdel, og hun må nu for andet år i træk holde jul med tomheden, og må kæmpe sig ensomt igennem julen med sin far og lillebror. Hvad Lucia ikke ved er, at denne jule vil blive fuldstændig anderledes, da hendes lillebror har tilmeldt hende en konkurrence om at følge boybandet One Direction i hele december måned. Men kan DE redde hendes jul og samle hendes hjerte igen, eller ender det hele bare i endnu et nederlag?

1480Likes
4772Kommentarer
272368Visninger
AA

2. 30. november.

 

”Jeg er hjemme,” råbte jeg på engelsk, hvilket egentlig var blevet en vane nu – en meget dum vane, da min dejlige bror, ikke forstod så godt engelsk endnu.

Men han forstod vel et ’jeg er hjemme’?

”Er det dig, Lucia?” lød en skrøbelig lille stemme. Jeg smed mine sko, tog fat i gelænderet og sprang op af trapperne. Efter min løbetur, havde jeg stadig en del energi, og det måtte jeg hellere få brugt inden jeg blev alt for træt, til overhovedet at gøre noget.

”Ja,” sagde jeg en smule forpustet og skulle til at gå hen mod hans værelse, men længere nåede jeg ikke, før han havde lagt armene om mig for at byde mig ’velkommen’ hjem. Det føltes stadig ikke som mit hjem, men det var vel heller ikke så underligt, når jeg kun havde været her i tre uger. Det var så anderledes i forhold til min mors hus, men der var jeg jo også vant til at bo. Det var første gang jeg var her, hos min far, i England – nærmere London.

Mine forældre var skilt, og eftersom jeg havde holdt jul med min mor de sidste mange år, valgte hun at sende min bror – Lucas, og jeg hen til min far, med forklaringen om, at vi skulle bruge noget tid med ham – men jeg vidste bedre. Hun ønskede mig væk. Hun ønskede jeg fik nye venner, men problemet var, at hun ikke forstod, hvor svært jeg havde ved det. Men jeg vil ikke give hende skylden eller noget andet. Jeg savnede skam min far, og jeg forstod hende godt. Hun havde også brug for en pause.

Lucas var 9 år, så det betød ikke det helt store for ham. Jeg derimod, var sikker på, at det blev en ensom jul. Faktisk vidste jeg det blev en ensom jul. Det havde det været siden hun forsvandt.

Jeg rystede hurtigt på hovedet for at kramme min bror. ”Far siger vi skal til juleindsamling i morgen,” sagde han og kiggede med sine store brune øjne, op på mig.

Lucas og jeg lignede ikke hinanden. Hans øjne var brune, og hans hår var brunt. Han lignede min far, mens jeg lignede min mor. Jeg havde langt lyst hår og blå øjne. De plejede at være lyseblå, men efter mine rander under øjnene, som havde klistret sig fast en del på det sidste, så blev de mørkeblå. Dog dækkede jeg randerne til. Jeg kunne ikke lade Lucas se det – og heller ikke min far for den sags skyld. Jeg havde endelig fået fri i ferien. Fri fra det hele. En pause fra mit stressede hverdags liv, og fri fra dagligt at snakke om mine følelser.

Det var snart jul, og derfor regnede de vel alle med, at jeg kunne ligge mine problemer på siden og nyde julestemningen og julemaden. Det gjorde jeg dog også, bare i en anden form end de andre, og det vidste de inderst inde godt – men de kunne vel kun håbe, og det samme kunne jeg.

I morgen havde vi den første december – måneden hvor alle man elskede var samlet. Jul var hjerternes tid, og julen var den bedste tid på måneden. Jeg elskede julen, dog vidste jeg, at det blev 24 ensomme dage, men ensomheden havde jeg efterhånden vænnet mig til, og jeg havde jo Lucas. Det her skulle blive hans bedste jul nogensinde.

”Der er mad,” råbte min far, som åbenbart måtte have vidst, at jeg var kommet hjem. Så havde mit råb alligevel virket, hva?

Jeg kiggede ned på Lucas, som hurtigt tog fat i min hånd. ”Han har lavet den lækre kylling vi plejede at få!” sagde han glad. Hans øjne lignede flere hundrede julelys, hvilket fik mig til at grine.

Så går det løs igen.

”Så, hvordan var løbeturen?” spurgte min far glad om og fyldte på min tallerken. Mit blik gled over det, og straks kunne jeg mærke sulten og kvalmen ligge sig over mig. Jeg burde ikke spise det. Jeg burde virkelig ikke, men jeg vidste, hvor ondt det gjorde på Lucas, hvis jeg afviste og kom op og skændes med min far. Han så også ud til at have en utrolig god dag, og jeg ville ikke ødelægge dagen før den første december. Derfor tog jeg, med et smil, imod tallerken og begyndte at spise.

Den første gaffelfuld blev efterfulgt af en mere, og en mere, og en mere. Jeg kunne ikke stoppe igen. Der var ingenting til at stoppe mig. Jeg spiste, grinte og snakkede med Lucas og min far om, hvad vi skulle i morgen. Lucas begyndte at fnise, hvilket fik min far til at sende ham et strengt blik. Jeg forstod ikke hvorfor. Det var jo bare juleindsamling? Det var noget vi havde gjort hvert år. Pengene gik til madkurve til folk, som ikke havde penge – og jeg elskede at gøre en indsats og hjælpe andre.

”Jeg stemmer for far tager opvasken,” grinte Lucas og lænede sig tilbage i stolen. Han havde mad ud over det hele, hvilket fik mig til at fnise, inden jeg, helt propmæt, skubbede tallerken ind mod bordet. Den var helt tom. Der lå ikke andet tilbage, end sovsen jeg havde haft på tallerken  Min far kiggede tilfreds på mig, og det fik skyldfølelsen til at brede sig.

Jeg vidste hvad jeg skulle bagefter. Han havde sikkert også en bagtanke, men han var så opsat på at tro, at jeg ønskede det bedste for mig selv og denne jul, at jeg ikke gjorde det. Det var også derfor han lod mig tage et bad alene.

Han ville heller ikke kunne stoppe mig.

”Nu skal du huske på, at vi har opvasker,” grinte han og rakte Lucas et stykke papir, inden han begyndte at tage af bordet. Jeg rejste mig hurtigt op, for at hjælpe, hvor Lucas derimod tog min fars Ipad frem og begyndte at spille på den.

”Har du vasket hænder?” hviskede jeg da jeg gik forbi ham. Hans læber blev til en smal streng, inden han rystede på hovedet. Jeg kiggede hen på far, og hen på Lucas igen, som rystede på hovedet og tiggede med om at lade være – med øjnene.

”Faaaaaaaaar,” sagde jeg drillende, hvilket fik Lucas til at hvine, inden han kastede køkkenrullen over mig. Et gisp forlod mine læber, hvilket fik min far til at kigge skiftevis på os.

”Det får du betalt!” råbte jeg og satte i løb efter Lucas, som allerede var løbet.

”LUCIA!” skreg han mens han grinte. Jeg løb om bag bordet, og ignorerede min far, som råbte at vi skulle stoppe – dog med et grin i stemmen.

Jeg rakte ind over bordet så jeg kom til at vælte et glas, men det var ligegyldigt, for jeg fik fat i Lucas, og fik ham hen mod min side, inden jeg lod mine fingre prikke ham i siden. Han skreg op som en stukken gris, hvilket gav mig problemer med at trække vejret – og fordi jeg var proppet.

Kvalmen tog langsomt overhånd, hvilket fik mig til at slippe ham.

”Puha,” sagde jeg og prøvede at bevare roen. Lucas rakte tunge af mig, inden han så vaskede sine hænder.

”Tak for mad far,” jeg kørte en hånd over panden, så han skulle forstå, at jeg svedte.

”Jeg smutter i bad,” jeg skulle til at gå hen mod trappen, da min fars stemme afbrød mig. Min krop stivnede, og et kort øjeblik var jeg klar på at tage skænderiet med ham, men da jeg vendte mig om, stod han med et smil på læben.

”Kommer du ned og ser film bagefter?”

*

Jeg lod en finger glide over min mobil, så sangene kom trillende ned over skærmen. Jeg fandt et remix med Brokenhearted. Det fyldte hele badeværelset, men det var ikke nok. Jeg var usikker, så jeg tændte vandet, inden jeg samlede mit hår i en hestehale. Jeg var så proppet, at maden sad i halsen på mig, så jeg behøvede kun at læne mig forover, trykke lidt på min mave, så der blev sendt signaler rundt i min krop, som snart var vant til det. Der gik ikke særlig lang tid, før jeg kunne mærke den forfærdelig fornemmelse i halsen, og hurtigt lænede jeg mig ind over toilettet.

Jeg hadede det, men på samme tid var det en befrielse. Det lettede mig – det var sådan her jeg kendte det. Det var sådan det skulle blive. Det var sådan hun ville have det skulle være.

For en sikkerhedsskyld, og fordi jeg var rædselslagende for, at alt ikke var kommet op, så jeg alligevel ville tage på, stak jeg to fingre i halsen og sørgede for at holde dem der, indtil jeg kunne mærke min mave trække sit sammen i kramper. Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst. Faktisk stak det, hvilket fik mig til at lægge en hånd på hjertet. Jeg tørrede min mund, inden jeg rejste mig og tog mit tøj af.

Det var sådan det foregik hver evig eneste gang – medmindre jeg var stærk nok, til at sige nej til maden.

*

Jeg gik ind på mit værelse og fandt noget undertøj frem. Jeg trak det hurtigt på, og prøvede diskret at undgå spejlet, men da en stemme bad mig om at kigge, gjorde jeg det. Jeg stillede mig med siden til, og tog fat i min mave. Til mit held, og alligevel til mit uheld, lignede den, det som den plejede. Ergo havde jeg ikke taget på, men jeg havde heller ikke tabt mig.

Jeg fik en lyst til at græde, men overbeviste hurtigt mig selv om, at snart ville kiloerne rasle af mig. Jeg havde en hel måned til kun at dyrke motion – mon det ikke ville hjælpe i sidste ende?

Jeg sukkede højlydt og blinkede et par gange, for at få tårerne væk. Jeg rakte langsomt ud efter min børste, men pga. mine øjne var presset hårdt i, kom jeg til at vælte et eller andet, så det gav et brag. Eller det lød som et brag, fordi det var den eneste lyd herinde.

Hurtigt slog jeg øjnene op, og så min billede ramme af hende og jeg, ligge på gulvet. Et gisp fløj ud af mine læber, inden jeg smed mig på gulvet og tog fat i det. Uden overhovedet at tænke over, hvad jeg ville gøre, hvis det var gået i stykker, vendte jeg det om. Et lettet suk slap ud, inden jeg langsomt satte mig ordentlig på gulvet. Hendes lange brune krøllede hår, som jeg altid havde misundede, hang ned langs hendes ryg. Hendes ansigt var drejet mod kameraet, og et stort smil var plantet på hendes læber. Det var næsten umuligt at se hun var syg, men dengang var det ikke så slemt – men det blev det. Måske for slemt.

Hendes arme lå om mig, mens mine læber var plantet mod hendes kind. Det var sådan vi elskede at tage billeder, men der var noget specielt over det billede. Det sagde så meget, og selvom det altid gjorde mig ked af det, nænnede jeg ikke at ligge det væk.

Hun var grunden til jeg gjorde det her. Jeg blev nødt til at afslutte det jeg startede, og det måtte så blive uden hende. Jeg måtte bare sørge for, at jeg gjorde mig fortjent til at komme derop og møde hende en dag. Jeg måtte blive som hende. Hun var perfekt. Hun var alt hvad jeg ikke var, og den følelse havde plaget mig lige siden hun forsvandt – jeg kunne ikke svigte hende nu.

Jeg rejste mig langsomt op, og lod en finger glide hen langs billedet.

”Jeg kan godt gøre det her,” hviskede jeg og knurrede det ind til mig et øjeblik, inden jeg stillede det ind på bordet igen. Jeg stod stille og stirrede på det et øjeblik, inden jeg langsomt lod børsten glide igennem mit hår. Jeg blev nødt til at tage min anden hånd i brug, da der var et par knuder, men de blev hurtigt redt ud.

Jeg greb min mobil og kiggede kort på den. Min kusine fra Danmark, havde sendt mig et billede. Jeg åbnede hurtigt beskeden. Det måtte være vigtigt, hvis hun skrev en SMS for det.

Jeg åbnede billedet, og straks kom der et kæmpe billede frem, af mine fem yndlingsdrenge – udover Lucas. På billedet stod der med fed skrift: Følg One Directions liv i hele 22 eksklusiv dage!

Jeg havde set reklamen for deres konkurrence alt for mange gange, men alligevel gav det et stik hver gang. Jeg ville gerne deltage, men efter alt hvad der var forgået i mit liv, så havde jeg ikke heldet med mig. Jeg ville ikke engang stille op. Det ville blive et større nederlag for mig, at vide, at jeg ikke gik videre, hvis jeg vidste jeg havde deltaget. Desuden, så kunne jeg ikke gøre det uden min klippe – min bedsteveninde, min anden halvdel, May.

Jeg sukkede kort og gik ud af beskeden igen. Personen der vandt mødet med dem, var den heldigste person i verden. De betød så meget for mig. De var ikke bare et par drenge for mig – det var et par drenge, som havde fået mig til at kæmpe mig videre efter nederlaget med May.

Jeg lod mit blik hvile ekstra på Zayn, som havde en rød trøje på. Jeg bed mig i læben, og huskede det næsten alt for godt, da May forklarede mig sin kærlighed til ham. Hans flotte brune øjne hun ville gøre alt for at få, hans stemme og den måde han så ud på.

Zayn’s brune øjne stirrede direkte tilbage på mig. May elskede hans øjne. Hun kunne sidde flere timer og forklare, hvordan de så ud, hvis man stirrede længe op ind i dem. Vi opdagede dem via x-factor og havde fulgt dem lige siden. Det gav mig en klump i halsen at tænke over, at jeg ikke længere havde May ved min side, og at hun ikke længere var i stand til at følge dem. Hun vidste ikke engang Zayn havde fået klippet sit hår og fået en lys stribe i– ja eller for den sags skyld fået trænet. Hun vidste ikke, hvor langt de var nået.

Jeg mener.. Maddison square garden? Hun ville ikke opleve det, ikke fra samme vinkel som mig. Måske deroppe fra, men aldrig som jeg ville.

Jeg savnede min bedsteveninde.

Med et suk, tog jeg en stor bluse over hovedet, hvorefter jeg gik ud på toilettet og børstede mine tænder. Jeg havde en forfærdelig smag i munden, om det var skyldfølelse eller opkast, det vidste jeg ikke – jeg vidste bare, at smagen skulle væk.

Efter jeg endelig følte mig klar, sendte jeg mig selv et smil i spejlet, inden jeg langsomt gik end af trapperne. Tv’et kørte på fuld drøn. Det var fredag, så vi havde lejet et par film, og hvis jeg ikke tog fejl, så var de gået i gang med en.

”Endelig!” sagde Lucas og proppede noget i munden. Jeg begyndte at grine og gik med langsomme skridt hen mod sofaen. Duften er pebernødder ramte min næse, men denne gang var jeg stærk nok til at sige nej. Jeg havde bildt alle ind, at jeg ikke brød mig om pebernødder – sandheden var, at jeg elskede dem, men i det mindste havde jeg en grund til at sige nej, uden de kiggede mistænksomt på mig.

”Pebernødder? Før den første?” jeg kiggede bebrejdende på min far, som begyndte at grine. ”Det nogen Lucas har med hjemmefra. De smager også bedre end dem her,” sagde han og pegede på en pose, hvor det stod med engelsk. Well, engelsk eller ej, jeg elskede pebernødder.

”Så, hvad ser vi?” spurgte jeg om og lagde mine ben om hinanden. Den daglige rystetur var ved at komme, hvilket var tegnet, så min mor altid kunne se, hvad jeg havde gjort. Efter 2 år med at kaste op, var min krop begyndt at gøre modstand, og det var blandt andet rysteture, hurtig hjertebanken og svedturer af og til.

Jeg havde fået stillet diagnosen Bulimi for 1½ år siden, og efter mine mor havde fulgt mig i bad, kørt mig i skole og fået mine lærer til at holde øje med mig, så havde jeg skam lært, at gemme det bedre. Men rysteturene kunne jeg ikke gøre noget ved – derfor tog jeg hurtigt et tæppe og viklede mig selv ind i.

Lucas var kun 9 år, men han vidste hans søster var syg. Det var det min mor havde sagt, og han havde forstået det. Så han mine rysteture nu, så ville han gå amok.

Det var det samme hver gang. Dog ikke så slemt længere, for min mor var så bestemt og ivrig efter, at jeg var rask, at hun bildte sig selv det ind, fordi jeg i en uge, ikke havde kastet op. Efter dén uge, blev det bare værre – og det var den værste uge i mit liv – lige indtil May forsvandt. Siden da, havde jeg gjort alt for, at virke rask.

Jeg kunne ikke skuffe May – det kunne jeg bare ikke. 

*

Vi stoppede efter nummer to film, da Lucas sov, og vi skulle åbenbart tidlig op i morgen. Derfor lå jeg nu i min seng, og tjekkede min mobil. Min kusine havde spurgt om jeg havde husket at deltage, da de ville finde en vinder i morgen – jeg måtte bare følge med på facebook og ønske vinderen tillykke.

Alle der vandt, ville få det bedste liv nogensinde.

Ved tanken om de drenge, gik jeg ind på min playliste og fandt deres nye album. Jeg fandt hurtigt Over Again, og ved lyden af deres stemmer, bankede mit hjerte ekstra hurtigt. Jeg kneb øjnene sammen og slukkede min natlampe, inden jeg trak dynen over mig.

Now she’s feeling so low since she went solo - Hole in the middle of my heart like a polo - And it’s no joke to me -So we can we do it all over again.

Jeg bed mig hårdt i læben, og kunne mærke hvordan mit hjerte begyndte at få sin normale hjerterytme igen. I morgen var det den første december. Det blev en god måned. Jul var det bedste på hele året – og jeg kunne godt få en god måned. Det skulle jeg – det skyldte jeg min familie. Julen var som drengene var for mig – men kun i en måned. Drengene var det hele året rundt, derfor ønskede jeg også af og til, at det var december hele året rundt.

Det var de små ting, som betød alverden for mig. Det havde jeg lært. Jeg havde lært ikke at binde mig, for før du kan nå at blinke, så bliver tingene revet fra dig.

Aldrig elsk højere end du er villig til at miste.

It's gonna be a cold, cold christmas without you.

Jeg har valgt at deltage i den konkurrence hvor man skal skrive om en kendt eller sådan noget. Så derfor får I dette kapitel som start! Jeg vil gerne sige tusind millioner gange tak for alle de likes og favoritter. Seriøst, det helt vildt - hvor er I fantastiske!

- Eftersom jeg tit bliver spurgt om jeg ikke har nogle gode movellaer at tilbyde, så har mine to veninder fået lavet en. Kristina S og Mirah har lavet Hidden love - og det er til alle der elsker Olly Murs og One Direction - tjek den ud! x

IGEN TUSIND TAK!

Ps. forstil jer den stjerne * er en snefnug, så er der totalt julestemning, haha omg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...