I miss you most at Christmas time. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Julen er miraklernes tid. Julen er Jesus fødselsdag, og julen er hjerternes fest. Julen er hvor venner og familie mødes og glemmer alle synder, og julen er tiden hvor ingen bliver efterladt – ikke engang Lucia på 17 år, der lider af sygdommen bulimi. Hun fik konstateret sygdomme efter tabet af sit forbillede og sin anden halvdel, og hun må nu for andet år i træk holde jul med tomheden, og må kæmpe sig ensomt igennem julen med sin far og lillebror. Hvad Lucia ikke ved er, at denne jule vil blive fuldstændig anderledes, da hendes lillebror har tilmeldt hende en konkurrence om at følge boybandet One Direction i hele december måned. Men kan DE redde hendes jul og samle hendes hjerte igen, eller ender det hele bare i endnu et nederlag?

1476Likes
4775Kommentarer
265142Visninger
AA

5. 3. december.

 

“Lucia?” en person puffede til mig, så det gav et sæt i hele kroppen, og hvis det ikke var for personen der greb fat I mig, så ville jeg være faldet på gulvet.

”Og godmorgen til dig,” lød det drillende. Jeg gned mig hurtigt i øjnene og kiggede så rundt. Et øjeblik havde jeg virkelig ingen ide om, hvor jeg var, men da mine øjne blev låst sammen med et par brune øjne, som lignede chokolade, gik det langsomt op for mig.

Så det var altså ingen drøm.

DET VAR INGEN DRØM. Et smil gled over mit ansigt, inden jeg opdagede, at det var fuldstændig mørkt udenfor, og at Zayn sad lige foran mig.

”Hvad vækker du mig for?” jeg vendte hovedet væk fra ham, for at gabe. Jeg kunne umuligt have fået meget søvn.

”Vi skal ud til lufthavnen,” hans stemme var hæs, hvilket beviste at han også næsten lige var vågnet. Jeg kiggede ned på dynen og overvejede at øjeblik at blive liggende, men så kom jeg lige som i tanke om det hele, sådan rigtig rigtig – og hvem vil vælge sin seng frem for One Direction?

Jeg slog dynen af mig og kiggede på Zayn, som rejste sig op. Han lod sine øjne glide op og ned af mig et par gange, og da vinden ramte mine ben, gik det hurtigt op for mig, hvorfor. Jeg havde kun shorts og en t-shirt på – og Zayn lagde ikke skjul på, at han studerede min krop.

En ubehagelig følelse gik igennem mig, hvilket han hurtig lagde mærke til. ”Vi kører om 10,” sagde han inden han hurtig smuttede ud. Jeg kneb øjnene sammen da han lukkede døren. Zayn fra One Direction, ud af alle i verden, havde han lige set mig halv nøgen - og ja, det var det jeg betragtede som halv nøgen. Jeg var ikke vant til nogen så mig i så lidt tøj, og at Zayn så var den første gav mig en lyst til at græde.

Det måtte være et hæsligt syn. For god sake. Han er Zayn fra One Direction. Zayn som har set flere modeller end jeg i mit liv ville se flødeboller! Jeg havde lyst til at grave mig væk. Jeg kunne ikke kigge ham i øjnene igen. Jeg var ikke stolt af min krop. Den var forfærdelig, og nu havde han set den.

Hårdt rev jeg mig hen langs armen og snøftede kort.  Mine tanker blev ledet hen på May. Hun havde altid været så tynd. Så slank og flot. Jeg rystede på hovedet. May var her ikke, og det måtte jeg bare snart indse!

Men alligevel kunne jeg ikke, for jeg ville være lige som hende.

”Lucia,” råbte Niall igennem huset. Jeg kiggede på uret, og så den var halv to. Jeg blev nødt til at gå derud. Jeg kunne ikke blive herinde og gemme mig. Faktisk ville jeg ikke være et problem for One Direction. Der skulle ikke være noget som helst de kunne brokke sig over. Jeg måtte være som de ønskede jeg skulle være.

Hurtigt tog jeg noget tøj på – det samme som i går, og trak kufferten ned langs huset. Døren stod helt åben, hvilket betød der var utrolig koldt i huset. Fra en varm dyne til minus grader – det var ikke den fedeste kombination.

”Er du frisk?” lød det fra Louis, som stadig havde nattøj på. Et smil gled over mine læber. Utrolig det aldrig ville gå op for mig, at de rent faktisk var mine denne måned.

”Selvfølgelig,” sagde jeg og tog min jakke på, inden jeg gik udenfor. Mit blik landede straks på Zayn, som stod op af bilen. Da han så mig, rettede han sig ordentlig op, og lignede en der skulle til at sige noget, men han stoppede sig selv da en hånd blev lagt på min skulder.

”Så er vi klar,” råbte Harry og skubbede mig blidt frem ad.

”Og bare lige for at advare dig,” mumlede han mod mit øre, så der fløj en masse underlige følelser rundt i min krop. ”Så er der sikkert mange fans,” han roede kort i mit hår, inden han åbnede døren for mig. Et træt grin kom ud, inden jeg satte mig ind i bilen, som til mit held var varmet op.

”Så derfor,” Et skrig forlod mine læber, da en hånd bag fra blev lagt på min skulder – igen. ”Wooow, undskyld,” lød det utroligt fra Liam som begyndte at grine. Jeg havde troet jeg var alene i bilen, ups.

”Ej Lucia, det må du virkelig undskylde,” sagde han igen da jeg tog hånden op til mit hjerte, som virkelig hamrede af sted. I stedet for at svare, begyndte jeg bare at grine. Jeg ydmygede mig selv så meget foran de drenge, og noget sagde mig, at det ikke blev anderledes.

”Jeg prøvede egentlig bare at fortælle dig, at det er vigtigt du holder dig til os,” sagde han så og fjernede sin hånd.

”Virkelig? Jeg regnede med jeg skulle ud i blandt alle jeres fans og gå,” sagde jeg træt og drillende så Niall som lå med hovedet op af Liam, begyndte at fnise.

”Der er vidst en der er i super godt humør,” sagde Liam ironisk. Jeg sendte ham bare et stort smil og lod min opmærksomhed vende sig mod de andre drenge, som langsomt kom ind i bilen og fandt deres pladser.

”AMERIKA, here we cooome,” lød det glad fra Louis. Alle de ting om Louis altid var glad og frisk var ikke engang bare noget folk sagde. Det var han virkelig. Selv når han blev vækket efter fire timers søvn. Utroligt.

”Har I det hele?” kom det fornuftigt fra Liam. ”Selvfølgelig!” sagde Harry og klappede mig på låret. Jeg kiggede skeptisk på ham, men det blev bare gengældt med et stort smil. Zayn kiggede en smule forvirret på mig, og da jeg trak på skulderen, begyndte han at grine.

Jeg kunne stadig ikke komme over, at han havde set mig i så lidt tøj. Han måtte tro et eller andet helt forfærdelig om mig nu.

*

Bilen stoppede foran en stor bygning – bedre kendt som lufthavnen, som var det eneste jeg vidste hvad var i London. Selvfølgelig havde jeg da set TV med London Eye, men jeg havde ikke haft tid til at se det, så lufthavnen var min eneste bekendte indtil videre, hahaha.

”Og lige på slaget,” sagde Louis og slog ned på sit ur, inden Paul og nogle andre store mænd, fik kæmpet sig igennem et par piger. Og nu vi snakker om piger, så var der utrolig mange af dem. Selv inde fra bilen kunne man høre skrigen, og det blev ikke bedre, da Paul åbnede Louis’ dør og skrigene blev ti gange så højere end før. Mine øjne blev større og større, og hvis det ikke var fordi jeg koncentrerede mig en del, så ville min mund sikkert så helt piv åben. Tænk de stod her midt om natten, og endda i denne kulde!

”Ud med dig Lucia, medmindre du vil blive herinde hele julen?” drillede Harry og lagde begge sine hænder om mine skulder, for at skubbe mig hen mod åbningen, hvor Liam, Zayn og Niall allerede var smuttet igennem. 

Da jeg fik sat begge mine ben på jorden, kunne jeg mærke hvor usikker jeg var. Mine ben rystede og hurtigt fandt mit blik jorden. Alle de skrigende fans, alle de piger…. de havde nok deltaget i konkurrencen og ville vinde den lige så slemt som jeg ville – og nu stod de der, og måtte se på personen som vandt. Jeg kunne egentlig godt forstå, hvordan det måtte være for dem. Faktisk fik jeg en smule skyldfølelse, da der sikkert var nogen der bogstaveligtalt ville give deres liv for at stå her, hvor jeg stod.

Jeg blev skubbet en smule i ryggen af en af deres bodyguard, og da jeg ikke var klar på det, var jeg ved at snuble over mine egne fødder, hvis det ikke var for Niall der gik foran mig. Et gisp forlod mine læber inden jeg lagde mine hænder på hans skulder for ikke at falde. Han drejede hurtigt hovedet, og da hans blik mødte mit, lyste han op i et smil.

”Undskyld,” mumlede jeg hurtigt og ville vædde med, at jeg sikkert var helt rød i hovedet. Jeg havde været ved at snuble overfor flere hundrede piger, og oveni det så var jeg faldet ind i Niall. Det var ydmygende, og det fik pigerne til at skrige højere.

”Bare hold dig til os,” sagde han, inden han lagde sine hænder over mine og holdt en smule godt fast i dem, så jeg ikke ville falde. Et smil gled derfor over mine læber, men det varede kun et kort øjeblik, for da vi kom tættere på døren, blev gruppen af pigerne større så der var mindre plads til os.

Mit hjerte slog ekstra hurtigt og da en af pigerne greb fat i Niall, faldt mine hænder af ham. Hurtigt var en bodyguard henne ved ham og fik derved skubbet mig væk, så jeg faldt ind i hegnet, hvor pigerne stod. De begyndte at skrige utrolig højt og gå helt amok. Mit hjerte sad pludselig helt oppe i halsen.

Jeg kiggede mig forvirret og panisk omkring, men det eneste jeg kunne se, var Paul som gik forrest og Liams hår. Jeg havde lyst til at råbe på dem, råbe af de skulle vente, men jeg fik en hård albue i ryggen og mistede et øjeblik pusten. Min hånd fandt hurtig min mave mens mine øjne lukkede sig sammen af smerte. I det øjeblik glemte jeg alt om drengene som kom længere og længere væk.

En pige greb om min arm, og først der kom jeg til mig selv. Hun så uroligt på mig, mens en anden så virkelig nedladende på mig.

”Så du er hende der har vundet konkurrence, huh?” råbte hun for at overdøve de andre piger. Jeg bed mig i læben og kiggede hurtigt væk. Jeg vidste udmærket, hvad de her piger var i stand til. Lige nu ville jeg bare prøve at finde drengene, eller i det mindste Paul!

”Kate, lad hende være,” sagde hende der stadig havde fat om min arm, og uden at svare, træk hun mig ud af gruppen med piger.

”Jeg..” sagde jeg og tog en dyb indånding for at kigge tilbage. De måtte da ligge mærke til at jeg var væk før eller siden! Medmindre jeg var så lille og ubetydelig, at de bare tog af sted uden mig. Jeg skulle og kunne jo ikke sinke dem.

”Drengene, jeg skal med drengene,” fik jeg frem og trak min arm til mig. Hun vendte sig hurtigt rundt. ”Det er umuligt at komme igennem der,” sagde hun og lignede faktisk en der var langt ældre end mig. Hun mindede mig om May.

Lige nu havde jeg virkelig ingen ide om, hvad jeg skulle stille op. Jeg følte jeg havde forspildt min chance, fordi jeg var så dum ikke at holde mig til dem. Det var overhovedet ikke, hvad May ville have gjort. Hun ville have haft styr på alt, og klare det her helt perfekt. Ikke engang at falde over sine egne ben ville hun gøre. Og nu havde jeg ødelagt det for os begge to.

”De skal nok komme efter dig. Du har vundet, de kan ikke tage af sted uden dig, rolig nu,” sagde hun hurtigt, da tårerne sikkert væltede op i mine øjne. Det var ikke så meget princippet i, at de tog af sted uden mig, men at jeg havde ødelagt det for alle – og især mig selv.

Et grin slap ud af mine læber, inden jeg kiggede væk for ikke at lade tårerne falde.

”Hvad hedder du?” spurgte jeg så og bed mig i inderlæben. Pigen kløede sig på albuen. ”Lily. Og du er Lucia,” sagde hun så og rakte hånden hen imod mig. Jeg tog hurtigt imod den, og kunne nemt mærke hvor slemt den rystede.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op. Jeg kunne ikke blive stående her for altid, og det havde Lily vidst allerede tænkt på, for hun havde grebet min arm, og trukket mig ind af en dør der førte ind til lufthavnen. Hun fik med alt held, bevist vagten om, at vi skulle til Amerika, men først da han så min billet kom vi ind.

”Lily, jeg tror bare jeg skal tage hjem,” mumlede jeg og prøvede at lyde som en der var fuldstændig ligeglad med situationen – men det var jeg langt fra. Det lykkedes mig dog, men kun fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre eller hvordan jeg skulle reagere.

Hun rystede på hovedet og skulle til at sige noget, men i stedet blev hendes øjne store. Jeg trådte et skridt væk fra hende. Hun lignede en der var ved at få et anfald.

”Lily?” sagde jeg forvirret, og da hun ikke svarede og begyndte at ryste, kiggede jeg forvirret rundt efter hjælp. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre, hvis hun pludselig faldt ned på jorden. Sidst det var sket med May, var jeg gået i chok og hun endte på hospitalet.

En kold følelse gik igennem mig, og da jeg panisk drejede rundt og skulle til at råbe efter hjælp, tog to hænder om mine arme.

”Wow,” lød det hurtigt. Jeg blinkede et par gange med øjnene og kiggede op på Zayn. Ved siden af ham stod Liam og Paul, ja og bag mig stod Lily.

Min krop blev fyldt med en lettelse, da jeg så dem. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule og sukke dybt.

”Du gav os et chok Lucia,” sagde Liam og gik et skridt tættere på Lily.

”Gav jeg jer et chok?” spurgte jeg forvirret om. Zayn slap langsomt sit greb om mig og lod mig træde et skridt tilbage.

”Troede du vi ville tage af sted uden dig?” spurgte han og løftede svagt det ene øjenbryn, så en rød farve bredte sig i mit ansigt. Jeg slap dog for at svare, da Lily begyndte at hvine.

”Oh my god, det er virkelig jer,” sagde hun og knurrede sine hænder sammen. Jeg drejede rundt og kiggede på Lily, som stod med det største smil på læberne. Et øjeblik så hun helt lille ud igen, hvilket jeg ikke kunne lade være med at smile af.

”Drenge, det er Lily. Som reddede mig fra jeres….” jeg kløede mig akavet i håret, da jeg ville have sagt sindssyge fans, men det gik hurtigt op for mig, at jeg var præcis ligesom dem.

”Fans,” sluttede jeg så af med og kiggede kort hen på Zayn. Et smil gled over hans læber inden han kort rystede på hovedet, som om han vidste, hvad jeg rigtig ville have sagt. En underlig følelse gik igennem mig, og lidt efter begyndte jeg at fryse. Min krop fik de vildelse følelser lige nu. Jeg var ikke vant til dem, så derfor følte jeg mig langsomt utilpas.

”Må jeg få et billede med dig Zayn?” spurgte Lily om. Han sendte hende et stort smil og gik hen til hende. Det var som en lettelse da han ikke kiggede på mig længere. Jeg kunne ikke rigtig forklare det, men hans øjne var alt for varme, og alt for fyldt med noget jeg ikke kunne sætte finger på.

”Drenge, vi skal af sted,” lød det fra Paul. Zayn krammede Lily, og lidt efter gik han hen til Paul.

”Tak fordi du reddede hende,” sagde Liam og puffede blidt til mig. Jeg begyndte at grine og kiggede så på Lily.

”Tak for hjælpen,” jeg sendte hende et varmt smil, som hun med glæde gengældte.

”Klar til en lang flyvetur?” spurgte Paul om. Et sus gik igennem mig, da det var første gang Paul have sagt noget til mig.

Jeg mener, det er Paul!

”Det tror jeg.” Jeg var ikke helt sikker. Jeg havde det ikke specielt godt lige nu. Min mave gjorde ondt og min hals brændte en smule. Det måtte være dengang fra pizzaen, men det undrede mig at det først gjorde ondt nu.

*

”Her,” Liam stillede et glas vand foran mig og lagde to piller ved siden af. Jeg havde fået det værre da flyet lettede. Mit hjerte slog hårdt i brystet og et øjeblik havde jeg haft svært ved at få luft.

”Tak,” sagde jeg og sendte ham et smil, inden jeg greb ud efter pillerne og slugte dem. Deres privat fly var virkelig hyggeligt. Der var en kæmpe sofa, som næsten var en seng som man kunne ligge i. Udover det, så kunne man selv dreje stolene. Det var virkelig hyggeligt.

Jeg tændte igen musikken i mine øre. Harry, Niall og Louis sov, Liam var gået på toilet og Zayn hørte vidst også bare musik. Jeg havde ikke rigtig lyst til at være social lige nu. Jeg havde brug for en af mine øjeblikke, hvor jeg bare havde brug for musik i ørerne. Misforstå mig ikke, selvom jeg selv gør det, men jeg var virkelig glad for at være med. Jeg ville gøre alt for at snakke med dem, men de havde også brug for noget alene tid. Måske havde de det nogen gange lige som mig, og det var den oplagte mulighed for at få slappet af nu. Desuden fik vi skam tid til at snakke – faktisk utrolig meget. Det var jo ikke fordi det var sidste dag i dag.

Jeg fandt Little things og lagde hovedet bagover. Jeg var virkelig træt, og det var ikke ligefrem fordi flyveturen var kort. Vi ville være der henne ved en fem tiden pga. tidsforskellen. Så hvis jeg sov nu, så ville jeg ikke kunne sove når vi kom frem.

Det med tidsforskel var virkelig forvirrende. Jeg fik helt ondt af drengene. De skulle tidlig op og øve og alt muligt. Det blev virkelig en hård dag for dem.

”Ahh, Little things,” lød det var siden af. Jeg kiggede forskrækket på Zayn, som sendte mig et skævt smil inden han satte sig.

”Har du det bedre?” han kiggede kort ned i sin mobil, inden hans øjne mødte mine. Det var som om jeg blev suget ind i dem. Den brune farve var så beroligende. Jeg kunne pludselig godt forstå, hvorfor May havde været så forelsket i ham. Hun havde altid sagt Harry og de andre var lækre, men at der var et eller andet over Zayn – og jeg gav hende ret. Han var speciel. Hans ansigtsform var så…. perfekt og hans kindben…

Jeg kom hurtigt til mig selv og nikkede. Mine øjne fandt min mobil hvor jeg skruede lidt ned for lyden. En akavet stilhed bredte sig – eller jeg fandt den akavet. Der var hvert fald stille.

”Lucia,” lagde han ud. Jeg kiggede forsigtigt på ham men fortrød hurtigt da han også stirrede direkte på mig.

”Det i morges… jeg er ked af det. Jeg kan se det plager dig, så undskyld,” han sendte mig et svagt smil, og før jeg kunne stoppe mig selv begyndte jeg at grine. Han kiggede undrende på mig, hvilket fik mig til at stoppe og kigge ud af vinduet.

Det fact at et af mine største idoler havde set mig i undertøj, og nu sad og undskyldte… Det hele var så urealistisk. For fire dage siden var jeg sikker på det her blev en ensom jul – igen. Og nu sad jeg på vej til NY med mine fem idoler, som var verdenskendte og havde flere millioner af fans bag sig. Det gav ikke meningen. Det føltes alt sammen som en drøm – en god en.

”Det er bare urealistisk,” sagde jeg så for at give ham en forklaring på mit udbrud. Han trak en smule på skulderen og lænede sig tilbage i sædet. Nogen gange forstod jeg virkelig ikke, hvordan han kunne vide hvad jeg snakkede om. Det var som om han kunne læse mig som en åben bog som bare skreg: LÆS MIG FOR FANDEN – og det skræmte mig. Han skræmte mig en smule.

”Det hele er først lige begyndt,” sagde han og lukkede så sine øjne. Jeg kiggede kort på ham inden et smil gled over mine læber. Han havde ret. Det var først lige begyndt. Den her jul ville blive en fantastisk oplevelse.

*

Drengene havde øvet hele dagen. De havde forbudt mig at tage med, da jeg aldrig havde været til en koncert før, så i aften ville de give mig en overraskelse. De havde dog bestukket mig med en masse – eller, jeg havde hvert fald lånt Liams computer og nogle film af Niall, så jeg skulle nok få dagen til at gå. Jeg havde det virkelig underligt. Louis påstod det var jetlag – og det var det sikkert også. Det var hvert fald bare en træls følelse.

Vi havde fået en stor suite sammen – selvfølgelig med værelser hver for sig. Jeg havde sovet en del siden vi kom, og klokken var efterhånden blevet fem. Jeg skulle derhen klokken seks, og koncerten startede klokken otte. Jeg kunne virkelig ikke vente, og da Eleanor kom frem i mine tanker fik jeg pludselig et kæmpe smil om læberne.

Hurtigt rejste jeg mig for at trække i det tøj jeg havde lagt frem. Jeg havde pakket min yndlingskjole som jeg aldrig havde brugt. Jeg havde prøvet den foran spejlet, men det var også det. Jeg ville ønske jeg kunne bære sådan en kjole, men jeg lignede virkelig en trold i den. Desuden skulle man også se mine ben, og det var ikke det kønneste syn.

Sidst jeg havde haft kjole på, var med May. Alle de fede oplevelser jeg havde oplevet igennem mit liv, var oplevet sammen med May, og da hun døde, så tog hun en side af mig med. Hun tog min stærke side med sig. Den der var ligeglad med om benene så store ud eller sådan noget. Men uden May så eksisterede den side ikke længere.

Hun var den jeg gjorde alt med. Hun var den jeg tog i byen med, var sammen med drenge med. Hun var den jeg shoppede med, ja selv græd med. Hun var endda til stede da jeg første gang havde sex med en. Ikke at hun stod og kiggede på, men hun var ved siden af. Vi havde besluttede os for at det endelig skulle ske, og selvom vi begge var røv bange, så havde vi gjort det.

Hun var også den, som jeg gik på slankekur med. En slankekur hun kunne holde bedre end jeg selv kunne. May havde altid været bedre end mig, og det var præcis det der gjorde mig tryg – men nu var hun væk, og jeg savnede den tryghed. Jeg savnede hende, og jeg savnede den side hun tog med sig.

Et skrig forlod mine læber, da min mobil vibrerede. Jeg åndede lettet ud og tog den så op. Det var en besked fra Liam. Han havde insisteret på at jeg skulle have hans nummer, hvis jeg nu blev væk fra dem igen.

Lidt vildt. Jeg havde Liam fra One Directions nummer. Lad mig få et øjeblik alene.

…………..

…………..

…………..

#Der holder en bil ude foran klokken seks# stod der, hvilket fik mig til at kigge på klokken. Hvor længe havde jeg lige været i min egen verden? Den var kvart i, og jeg manglede stadig sko og parfume, og at børste mine tænder.

Hurtigt fløj jeg ud på toilettet, børstede tænderne og fik mine sko på. Jeg fandt hurtig min parfume og stillede mig så foran spejlet. Mit tøj var enkelt. Jeg havde en hvid løs top på, med en skovmandsskjorte udenpå og et par jeans. Der ville komme ret mange kendte mennesker, og utrolig mange piger, som sikkert havde brugt hele dagen på at gøre sig flotte, og her kom jeg i tøj som folk brugte på en søndag.

*

Det var så tydeligt at se, hvor nervøse de var. Niall kunne ikke holde op med at spise, Harry sad bare i sofaen og skrev med sin mor, hvilket Louis havde joket med – men kun for at løfte stemningen. Liam stod og snakkede med Eleanor, som jeg næsten ikke kunne få øjnene fra, og Zayn sad med Harry.

Jeg tog en halv dyb indånding inden jeg åbnede døren. Deres blikke fløj hurtig hen på mig.

”Lucia!” sagde Niall glad og slap sin mad. Jeg lukkede døren efter mig og kiggede rundt. Alles blikke lå på mig, hvilket fik mig til at bide mig i læben og smile som en idiot. Hvad kunne jeg ellers gøre?

”Hej drenge,” jeg nikkede kort og kiggede så hen på Eleanor. ”Og Eleanor,” Hun lyste op i et smil og kom hen imod mig.

”Du er den berømte Lucia,” sagde hun og trykte min hånd. Jeg kiggede kort hen på Louis som trak uskyldigt på skulderne.

”Ja, det må være med,” sagde jeg en smule flovt. Det var Eleanor Calder. Hende der havde flere fans end The Wanted. Ok, den kom altså kun pga. den krig fra Twitter. Jeg havde vidst stenet lidt for meget computer i dag.

”Så, er I klar?” spurgte jeg og gik hen til Harry. Han kiggede op fra sin mobil og nikkede.

”Selvfølgelig!” sagde han og lagde armene om mine hofter for at trække mig ned ved siden af ham. Jeg foldede mine hænder og kiggede rundt på de andre. Det lignede de alle kunne løbe skrigende bort hvert øjeblik, og det fik mig til at grine.

”Hvad er det der er så sjovt?” spurgte Louis hurtigt om. Jeg rystede langsomt på hovedet og foldede mine hænder.

”I er One Direction,” ”- Wow, no shit sherlock,” lød det fra Harry som puffede til mig. Jeg rullede for sjov med øjnene.

”Jeg mener, at I er One Direction, og i sidder alle sammen og ligner nogen der er ved at skide i bukserne,” et grin kom fra Eleanor.

”Tro mig, jeg har prøvet at løsne stemningen!” sagde hun og sendte mig et smil. Jeg gengældte det og kunne nærmest mærke hvordan mine kinder blev helt røde. Forfanden da.

”Gør et eller andet. Et eller andet som i plejer. Noget der kan berolige jer,” jeg slog blidt Harry på låret, så han slukkede sin mobil og kiggede op for at deltage i samtalen.

”Stil jer op og dans, gå på twitter, et eller andet?”

”Vi har travlt,” Lød det fra Niall der havde mad i hele munden.

”Med at være nervøse. Niall, hvis du ikke stopper med at spise kaster du det hele op, og hvis du ikke lader din mobil ligge lidt, så går den ud,” sagde jeg og henvendte mig til Harry.

”Hvad forslår du vi gør?” Jeg drejede hurtigt mit ansigt og kiggede på Zayn, som hurtigt låste mine øjne fast med hans. En kold fornemmelse gik igennem min krop. Måden han kiggede på mig på, skræmte mig.

”Hør noget musik der beroliger jer,” sagde Eleanor og reddede mig.

”Som Little things,” sagde jeg hurtigt og havde et øjeblik glemt, at det var deres sang. Niall begyndte at grine. ”Så du vil have os til at høre vores egen sang?” Jeg nikkede kort.

”Heey,” sagde jeg da de andre begyndte at grine. ”Den er faktisk beroligende,” forsvarede jeg mig og begyndte alligevel selv at grine lidt.

Mit forsøg på at berolige dem mislykkedes – men det gjorde alle mine planer efterhånden, så et større nederlag var det ikke.

*

”Så du kommer rigtig fra Danmark?” Eleanor lænede sig hen imod mig. Vi sad på stolene som var helt foran scenen. De skulle vidst på om lidt, så i stedet for at stå og skrige som alle andre, besluttede vi os vidst for at lære hinanden bedre at kende. Eleanor skulle tilbringe de næste to dage med os, så det var nok en god ide.

”Ja. Jeg har kun været i London i en måned,” råbte jeg for at overdøve de skrigende piger bag os, som troede drengene kom på – ellers skreg de bare for at skrige.

”Så du kender ingenting i London?” hendes øjne blev store hvilket fik mig til at grine. Jeg rystede på hovedet og skulle til at råbe noget til hende, men en film på scenen gik i gang, og så skreg pigerne.

Jeg havde aldrig været til en koncert før. Ikke engang en lille en, og nu stod jeg helt foran scenen i MSG. Det var virkelig fuldstændig sygt, og det var først nu det gik op for mig. Jeg stod her – nok til den største oplevelse igennem hele mit liv, uden May. Det skræmte mig en smule. Jeg vidste hvor meget hun ville have gjort for at være med her. Hun fortjente det mere end jeg gjorde, men alligevel stod jeg her.

Jeg blev hevet ud af mine tanker, da musikken til Live While We’re Young blev sat på. Jeg vidste May ville være glade på mine vegne. Det eneste jeg kunne gøre, var at opleve det her for os begge – for det var det May ville have gjort.

Drengene kom ind på scenen hvilket fik mit hjerte til at banke forfærdelig hårdt i brystet. Det var dem. Dem der havde reddet mig fra mig selv, dem der havde hjulpet mig igennem den mørke tid. Ja, det var dem der gav mig den bedste jul nogensinde – faktisk den bedste måned nogensinde. Ingen af dem havde den fjerneste ide om, hvor meget de betød for mig. Jeg havde lyst til at skrige og gå i fangirl flip – men noget holdt mig tilbage. Noget jeg havde mistet for lang tid siden – og det fik mig til at græde selvom stemningen var fantastisk.

*

Endnu en gang hang jeg over toilettet. Klokken var halv to om natten, og vi var først ankommet til vores hotel nu. Drengene var smadret, men det havde vidst været deres største oplevelse nogensinde. De havde hvert fald gjort et virkelig godt job. Det var den bedste koncert nogen sinde – og den første. Men bortset fra det.. Drengene hyggede sig på scenen. I starten var de virkelig nervøse, men det gik hurtigt væk. Det var helt utrolig hvor langt de var nået. Jeg følte mig dum fordi jeg stod og græd, men da jeg fik øje på Eleanor, så blev det vidst bare endnu mere normalt. Jeg følte mig hvert fald ikke ene om det.

Men nu lå jeg her efter Niall havde tvunget mig på Mc Donalds. De havde virkelig meget energi og var stadig helt oppe at køre – og jeg forstod dem.  Jeg lød måske som en der var ligeglad, men den koncert havde virkelig ramt mig så dybt. Det havde været grænseoverskridende for mig, men det var den bedste aften i lang tid.

”Lucia?” en banken på døren lød, hvilket fik mig til at fare op. Jeg tørrede hurtigt min mund og rullede ud – altså de normale ting man laver på et toilet.

”Ja?” spurgte jeg og åbnede døren. Zayn og Niall stod ude foran.

”Jeg skal virkelig tisse,” sagde han og skubbede mig blidt til siden. Et kort fnis forlod mine læber inden jeg langsomt begyndte at gå hen mod værelset. Jeg følte ikke for at stå at snakke lige nu. Jeg kunne allerede mærke den kolde følelse komme igennem min krop.

”Lucia?” kaldte Zayn efter mig, men jeg fortsatte ind på værelset. Jeg kunne ikke have de skulle tro noget dårligt om mig.

Jeg tog elastikket ud af håret for at sætte en ny høj hestehale, og lige da jeg havde samlet håret i hånden, kom Zayn ind. Han lænede sig op af dørkarmen og kiggede grundigt på mig – som om han præcis vidste hvad jeg lavede på toilettet.

Det sidste døgn havde jeg nærmest følt mig overvåget af ham. Han havde ikke givet mig så meget opmærksomhed i starten, og nu fik jeg næsten ikke andet. Andre piger ville nok elske det, men når han udmærket vidste hvad jeg var ude i, og han så holdt øje, så blev det altså skræmmende.

”Hvad?” sagde jeg og sendte ham et skævt og falsk smil inden jeg satte elstikket i håret.

”Er du okay?” spurgte han forsigtigt om. ”Jeg kunne ikke undlade at se dig græde under koncerten,” fortsatte han så, som en forklaring på hans spørgsmål.

”Burde du ikke være vant til det?” Jeg snurrede rundt og kiggede drillende på ham. ”Jeg er stadig en stor stor fan, at du ved det.” Jeg gik hen mod min seng og sparkede så endelig mine sko af. Et kort grin lød fra Zayn inden han trådte lidt længere ind i rummet.

En rysten gik igennem min krop og meldte sin ankomst. Jeg gemte mine hænder i mine lår og kiggede rundt i værelset. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Lige nu var jeg bare bange for han lagde mærke til jeg rystede.

”Var det så en god koncert?” spurgte han roligt om. Jeg nikkede hurtigt og smilede til gulvet. ”Den var…” jeg ledte efter det rigtige ord. ”Perfekt,” endte jeg så med at sige og kunne mærke hvordan den dårlige kvalme fornemmelse bredte sig i kroppen.

”Yooo,” lød det fra Louis som kom ind i rummet. Han smed sig ved siden af mig, hvilket fik mit hjerte til at slå hårdere mod mit bryst.

”Er du træt? Eller har aftenen været for følelsesmæssig for dig?” drillede han. Jeg grinte kort og lagde det ene ben over det andet. ”Nok begge dele,” svarede jeg ærligt.

”Ååååååååh,” sagde han i en pige stemme, inden han slog armene om mig. Dog trak han sig hurtigt væk igen og kiggede på mig.

”Er du okay?” og med de ord trådte Zayn et skridt tættere på. ”Du ryster helt,” blev Louis ved selvom jeg nikkede. ”Jeg fryser bare,” mumlede jeg og undgik øjenkontakt med Zayn. Vi har jo snakket om hans evne til at læse mig som en åben bog.

”Var det en så slem aften?” spurgte Louis og havde heldigvis ikke lagt mærke til noget. Han rejste sig fra min seng og løftede så dynen op og lavede tegn til jeg skulle ligge mig under. Et smil gled over mine læber, og hurtigt gjorde jeg som han sagde. Han puttede dynen ned omkring mig og gik hen til Zayn.

”I morgen skal vi vise dig NY, så sov nu.” Det ville have lydt totalt far agtigt, men når det kom fra Louis lød det bare sjovt. Han slog kort Zayn på skulderen, og bad ham følge med. Jeg kiggede forsigtigt på ham og sendte ham et skævt smil, som han efter lidt tid gengældte.

”Godnat Lucia,” sagde han så og slukkede lyset.

Efter tre dage havde jeg allerede dummet mig for groft. Zayn var ikke dum, og jeg kendte ham ikke, så jeg kunne ikke vide om han fortalte de andre drenge det. Jeg kunne kun være sikker på en ting, og det var at jeg skulle passe på. Denne måned skulle være et eventyr for mig, ikke et mareridt hvor jeg kørte drengene trætte. 

 

 

*

 GLÆDELIG 3 DECEMBER, OG VORES SKATTERBASSER SKAL HAVE KONCERT I MSG! Omg, jeg er så stolt. I går var et helved... jeg hader når drengene er i NY, der sker så forfærdelig meget. Kom først i seng klokken et, suk. HVAD SIGER I OM HAYLOR? 

 

 - Tilbage til historien. Tror I drengene kommer tæt på hende? Eller bliver hun ved med at skubbe dem væk? & hvad håber I der sker? Er der noget I utrolig gerne vil have dem til? At juleshoppe eller noget? xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...