I miss you most at Christmas time. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Julen er miraklernes tid. Julen er Jesus fødselsdag, og julen er hjerternes fest. Julen er hvor venner og familie mødes og glemmer alle synder, og julen er tiden hvor ingen bliver efterladt – ikke engang Lucia på 17 år, der lider af sygdommen bulimi. Hun fik konstateret sygdomme efter tabet af sit forbillede og sin anden halvdel, og hun må nu for andet år i træk holde jul med tomheden, og må kæmpe sig ensomt igennem julen med sin far og lillebror. Hvad Lucia ikke ved er, at denne jule vil blive fuldstændig anderledes, da hendes lillebror har tilmeldt hende en konkurrence om at følge boybandet One Direction i hele december måned. Men kan DE redde hendes jul og samle hendes hjerte igen, eller ender det hele bare i endnu et nederlag?

1478Likes
4772Kommentarer
270575Visninger
AA

26. 24. december.

 

 Jeg rystede langsomt på hovedet og blinkede et par gange. Det var så svært at tro på. Han kunne ikke være her… det var så forkert.

Han kunne vidst godt se min forvirrelse og sorgen i mine øjne. Det fik ham hvert fald til at træde et skridt frem.

”Lad mig forklare,” sagde han og kløede sig akavet på halsen.

Jeg rystede langsomt på hovedet og kneb øjnene i, da et skarpt løs ramte mine øjne. Men lige nu var jeg fuldstændig ligeglad med paparazzierne.

”L-Liam…” stammede jeg og tog ved reolen som stod i gangen. Mit hjerte arbejdede på højtryk, og endelig lod jeg mig selv trække vejret.

Fortvivlelsen blev større og sorgen blev til vrede.

”Liam hvad fanden laver du her?” Jeg ville have lydt utrolig sur. Jeg ville vrisse, men det kom helt forkert ud. Det kom ud som en hvisken.

”Lad mig forklare Lucia,” sagde han bedende. Jeg rystede bare på hovedet.

”Liam da…” Jeg rystede på hovedet igen. Jeg havde regnet med det blev sidste gang jeg skulle se dem. Jeg ville have det skulle være sidste gang! Jeg kunne ikke …. Jeg havde startet et nyt liv! Han kunne ikke komme og ødelægge det på denne måde.

”Jeg var så klar!” råbte jeg pludselig højt og kiggede vredt på ham. Min reaktion kom bag på os begge. Jeg vidste slet ikke hvor den styrke kom fra.

”Jeg var så klar til endelig at slippe jer!” Tårerne sprang frem i mine øjne, men jeg kæmpede for at holde dem inde. Jeg kunne ikke græde. Det var den 24. Jeg skulle ikke græde for god sake!

”Lucia, lad mig nu…”

”- Ved du hvor hårdt det var forlade jer Liam?” råbte jeg højt og gik tættere på ham, inden jeg frustreret lod en hånd glide igennem mit hår. Hvordan kunne han… han burde ikke være her for god sake!

”Lucia,” sagde han en smule hårdere, men jeg rystede bare på hovedet igen igen.

”Ved du hvordan det er at forlade noget, som betyder alt for en? Ved du hvordan det er at stå i et fucking dilemma fordi den ene brugte dig, og den anden kyssede dig? Ved du hvordan det er Liam? Hvordan det er at få sit liv fucked op? Ved du overhovedet hvor hårdt det er at sige farvel?”

”Lucia!” sagde han og lagde sine hænder om mine arme for at holde mig rolig. Jeg var fuldstændig og helt igennem forvirret. Han kunne ikke være her. Det kunne kun betyde en ting, og jeg vidste ikke om jeg turde høre det.

”Jeg er virkelig ked af det han gjorde imod dig, okay?” råbte han for at overdøve mig. Hans ord lammede mig. Jeg vidst udmærket hvem han snakkede om.

”Du har ikke fortjent det,” sagde han så og trådte ind, så han ikke skulle stå udenfor blandt de få paparazzier, som valgte at bruge sin jul udenfor min dør – eller Annes dør.

Hvordan fandt han herhen?

”Jeg har virkelig været en idiot,” sagde han så og gik tættere på mig. Jeg lukkede mine øjne og rystede langsomt på hovedet.

”Liam du kan ikke være her,” sagde jeg og tog en dyb indånding.

”Hvorfor ikke Lucia?” han stod lige foran mig. Jeg kunne virkelig mærke det.

”Fo-fordi det er forkert,” hviskede jeg og holdt mine øjne lukket.

”Lucia,” han ignorerede hvad jeg sagde, og tog mit ansigt i sine hænder, inden han lod sin tommelfinger glide hen langs mine kinder og tørrede tårerne væk.

”Jeg skal nok gå” Et øjeblik frygtede jeg han ville gå. Jeg kunne ikke beskrive mine følelser lige nu. Jeg ville så gerne have ham til at være her, men det var så forkert.

”…. Hvis du fortæller mig, at der ikke var nogen form for følelser i det kys,” han strøg stadig sine tommelfinger hen langs min kind, hvilket sendte rolige signaler igennem min krop samt en masse andre, som fik mit blod i kog.

Hans spørgsmål kom virkelig bag på mig.

”Liam,” startede jeg ud, men han afbrød: ”Fortæl mig, at der ikke var noget i det kys, og så skal jeg nok gå.” Sagde han alvorligt.

Jeg åbnede langsomt mine øjne og hurtigt blev de mødt af Liams brune øjne, som var fuld af sorg og kærlighed.

Jeg bed mig hårdt i læben. Jeg blev nødt til at starte det her uden ham. Jeg kunne ikke fortsætte det her.

”Men inden du svarer,” sagde han og trådte endnu et skridt tættere på mig. ”Så lyt,” mumlede han.

”Jeg har været blind. Jeg har virkelig været en idiot. Jeg skulle aldrig lade Zayn komme så tæt på dig. Jeg skulle aldrig lade ham såre dig på den måde. Lucia, du betyder så meget for mig. I denne måned har du vendt op og ned på min mave, mine tanker og mig. Konstant har jeg været bekymret for dig – og jeg vidste du hadede det, men jeg kunne ikke lade være. Jeg var bange for der skulle ske dig noget. Men jeg var så blind at jeg ikke så, at problemet lå lige foran mig – ja også dig.”

Han tog en dyb indånding og kiggede afventende på mig for at se om han havde min opmærksomhed. Og det havde han.

”Men der er en grund til jeg har været så bekymret. Lucia, jeg er så ked af det du er gået igennem.” Han tog fat i mine hænder og kiggede kort ned på dem inden hans øjne fangede mine igen.

”Og jeg vil virkelig gerne hjælpe og være her for dig,” han bed sig kort i læben.

”Og der er en grund til jeg er kommet til Danmark. På den 24. december. Og det er ikke kun for at fortælle hvor ked af det jeg er på dine vegne. Men fordi jeg elsker dig Lucia. Der er noget specielt over dig. Noget der tager pusten fra mig. Noget der får mig til at glemme alle de dårlige ting. Du kan sætte et smil på mine læber selvom alt er dårligt.”

Et smil gled over mine læber. Jeg var ikke engang i stand til at fjerne det.

”Og jeg vil aldrig nogensinde såre dig som han gjorde. Jeg ved ikke hans følelser for dig, men jeg ved, at hvis man er forelsket i to, så skal man vælge nummer to, for hvis du virkelig var forelsket i den første, så ville du ikke forelske dig i den anden.

Og det er præcis det du har vist mig. Jeg troede Danielle og jeg var skabt for hinanden Lucia, men det er ikke ægte – ikke længere. For jeg er faldt, og jeg er faldet utrolig hårdt for dig.”

En tåre gled ned af min kind og ned på hans tommelfinger. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Godt nok havde Zayn sagt mange søde ting til mig i denne måned, men Liams lille tale slog alt. Aldrig i mit liv havde noget gjort det her for mig. Ingen havde taget fra England til Danmark, for at fortælle mig det her. Ingen havde frivilligt taget til Danmark den 24 uden at vide hvor fanden man kunne finde personen man ledte efter – og ingen person havde nogensinde elsket mig som Liam gjorde.

”Du ved,” startede jeg ud. ”Du gør det ikke nemmere for mig at svare.” Jeg hentød til det spørgsmål om det kys. Hvordan var det overhovedet muligt at fortælle ham der ikke var følelser i?

Og hvordan var det lykkedes mig at holde det skjult for mig selv? Hvorfor havde jeg ikke indset alt det Liam lige havde plapret løs om? Havde jeg virkelig været så langt væk i en som ikke engang kunne lide mig?

Jeg snøftede kort. Hvordan var det muligt at jeg kunne overse hvad der skete for øjnene af mig?

”Bare et ja eller nej og jeg er smuttet,” sagde han uroligt og troede jeg var oprevet igen pga. mit snøft. Men han vidste ikke, at det snøft var af glæde. At de tårer der gled ned af mine kinder var af glæde. Han havde virkelig ingen forstand på piger.

”Liam, det var dig, og det har der altid været. Det har været dig lige fra begyndelsen. Og du må virkelig ikke spørge mig hvorfor det først er gået op for mig nu,” hviskede jeg og trådte et skridt tættere på Liam, som lyste op i et stort smil. Hans øjne borede sig ind i mine, og min krop blev fyldt med en varme jeg ikke havde haft før.

Sommerfuglene i maven var slemmere end de plejede, og hvis det ikke var fra Liam der holdt om mig, så var jeg faldet.

”Jeg elsker dig Lucia,” mumlede han mod mine læber, hvilket blot fik mig til at smile større, inden jeg lagde en hånd om hans nakke og pressede vores læber sammen i et længeventet kys.

Tænk jeg kunne være så blind for noget der var lige for øjnene af mig.

Dog varede øjeblikket ikke særlig længe. For vi blev begge afbrudt af en masse hvin og skrig fra køkkenet, og lidt efter kom min mor ud i gangen. Jeg sendte Liam et sjovt blik inden jeg vendte mig mod min mor, som stod med hånden på hjertet.

Liam trådte et skridt fra mig, og rakte så hånden mod min mor.

”Du må være Kristina?” Hun nikkede hurtigt. ”Jeg er Liam,” sagde han så og trykte hendes hånd. ”Oh, det ved jeg,” sagde min mor og sendte et blik hen i min retning, inden hun blinkede til mig. Jeg lukkede øjnene i ydmygelse da Liam kiggede med et smil på os begge.

Det her var akavet – virkelig akavet.

”Har du ikke lyst til at spise med? Der er rigeligt,” sagde hun og gjorde tegn mod køkkenet. Liam vendte sig hen mod mig og sendte mig et så kærligt smil, at jeg havde lyst til at græde.

Hurtigt tog jeg mig sammen, rakte ud efter hans hånd og trak ham ud i køkkenet, hvor maden stod på bordet. Liam så et kort øjeblik forvirret ud.

”Vi åbner gaver og det hele om aftenen,” hviskede jeg, hvilket fik ham til at nikke forstående, inden han satte sig ned.

Louise og Anne var allerede i fuld gang med at udspørge ham om en masse, mens min mor bare sendte mig et stort smil og tog imod min tallerken.

Jeg kiggede over på Liam, som sad og grinte af noget Louise havde sagt.

Hvordan var det muligt for mig at overse ham? Hans korte hår som gjorde ham utrolig tiltrækkende. Hans kindben, hans søde modermærke på halsen. Hans perfekte læber og hans brune øjne som lå så langt væk fra Zayns.

Han drejede langsomt ansigtet og lod sine øjne fange mine. Han lyste op i et smil da han så jeg kiggede på ham, og hurtigt gengældte jeg det. Lige nu føltes alt så perfekt.

Tænk… for blot to timer siden var jeg virkelig deprimeret. Jeg havde virkelig regnet og troet på at jeg skulle ende alene igen. At jeg for 3. gang ville være alene til jul, men nu var det hele så anderledes.

At Liam havde taget et fly fra London, taget væk fra sin familie i hans længeventede ferie, og var taget helt herhen til mig… det var så film agtigt – så drømme agtigt. Jeg havde aldrig regnet med det her ville ske for mig – at mit liv skulle være som en drøm, men det var det her. Det var en juledrøm. Et julemirakel. Liam var mit julemirakel. Han havde reddet mig fra det her – og jeg stod i evig gæld til ham.

Jule middagen var fantastisk og virkelig hyggelig. Jeg havde måske ikke snakket så meget, men jeg var nærmest stadig i chok over, at Liam var her. Jeg kunne slet ikke forstå det. Og det spørgsmål der blev ved med at køre rundt i mit hoved var, hvordan jeg i så lang havde kunne skjule for mig selv, at jeg var forelsket i Liam.

Det var lykkedes mig fuldstændig at glemme Zayn. Når jeg tænkte på ham tænkte jeg kun på det fact at han havde brugt mig, ikke at jeg savnede ham som sådan. Det var som om Liam helede det hul jeg havde i mit bryst.

Anne, min mor og Louise havde bestemt at Liam og jeg bare skulle smutte ovenpå og se tv – så ville de kalde på os når de havde vasket op og ryddet op i køkkenet. De mente ikke, at vi behøvede at hjælpe. Min mor havde så fint sagde: ”I har vidst også en del at snakke om” hvilket hun sikkert havde ret i.

De ville kalde når vi skulle danse om juletræ. Så kunne Liam, også få et indblik i, hvordan vi egentligt holdt jul her i Danmark - for det var jo egentligt ret forskelligt, når man tænkte over det.

Louise havde sagt til mig, at vi ville synge på engelsk, da Liam ellers ville forstå hat - men det var jo direkte indlysende. Dansk er svært, og egentligt heller ikke et specielt kønt sprog.

Jeg havde spurgt Liam om hvilket julesange de normal sang når de dansede om juletræet, hvilket var ”Silent Night’, ‘Last Christmas’, ‘We Wish You A Merry Christmas’ og ‘Jingle Bell Rock’. Jeg kendte dem alle sammen - specielt, fordi jeg altid plejede, at høre ‘Last Christmas’ konstant om vinteren, og ‘Silent Night’, var der jo også en dansk udgave af - selvom den engelsk ikke er den originale, har jeg altid mest syntes bedst om den, hvilket jeg stadigvæk gør.

Så det var her Liam og jeg sad – på mit værelse. For første gang.

”Så det er altså sådan her du bor?” han kiggede med et smil på mig inden han lod blikket glide rundt i mit værelse.

Jeg følte mig pludselig genert – præcis som i starten. Jeg havde aldrig nogensinde regnet med, at jeg ville…. være i Danmark den 24 med Liam. Det var så…. jeg følte mig som en lille pige igen.

Jeg rejste mig langsomt fra sengen og gik hen til ham. Han stod med ryggen til, og da jeg lagde armene om hans liv, gav det et lille sæt i ham, hvilket fik mig til at smile.

Jeg havde sagt det før, og jeg siger det igen og igen. Det var så uvirkeligt at han var her – og så på den 24. Han havde virkelig ingen ide om, hvordan han havde reddet min jul.

“Liam! Lucia! Kom - vi skal danse rundt om juletræet nu!” det var Anne, der råbte. Jeg slap mit greb om Liam og tog fat i hans hånd, for at trække ham nedenunder og ind i stuen, hvor det pyntede træ stod og lyste hele stuen op.

Liam smilede over synet, og det samme gjorde jeg.

 Vi tog hinanden i hænder, og stillede os i en rundkreds rundt om juletræet.

”Nu kan vi endda nå hele vejen omkring træet,” grinede min mor, hvilket bredte sig.

Vi begyndte stille at gå mod den ene side - mod højre, mens vi sang ‘Silent Night’. Liams stemme bredte sig hurtigt i rummet, og jeg slappede helt af ved lyden af hans stemme. Hans stemme gik klart igennem, og vi kunne vidst godt blive enige om at de andre ingen chance havde for, at blive sangere, når man havde en som Liam i blandt sig - han slog alle og fik en til at lyde som en and.

Jul = and. Godt så.

“Silent night, holy night
Son of God
Love's pure light
Radiant beams from thy holy face
With the dawn of redeeming grace
Jesus Lord at thy birth
Jesus Lord at thy birth”

Liams og mine øjne, havde mødt hinanden utallige gange mens vi gik rundt om juletræet, og jeg tror også det var gået op for min mor, at jeg virkelig var faldet hårdt for Liam. Hver gang han kiggede mig i øjnene begyndte jeg at rødmede så meget, at jeg følte mit hoved ville falde af, eller springe i luften om lidt.

Det var virkelig gået op for mig, hvor hårdt jeg var faldet for Liam. Det var ham – det havde det hele tiden været.

Vi havde sunget alle sangene og som en tradition blev vi altså nødt til at sige ”Højt fra træets grønne top” selvom Liam ikke fattede en skid.

Jeg lænede mig hen mod Liam og lagde mine hænder på hans ene skulder. ”Liam, vi synger en sang på dansk nu, bare så du ved det.” Han rettede opmærksomheden mod mig, og nikkede kort mens et stort smil bredte sig på hans læber. Jeg kunne igen mærke farven strømme op i mine kinder, og igen blev jeg nødt til at kigge væk. Jeg vidste det ville ske ofte, jeg burde egentlig bare vænne mig til det. Men når jeg havde øjenkontakt med Liam og han så sendte mig et smil, så blev jeg nødt til at kigge væk. Det var så akavet. Specielt fordi min mor, Louise og Anne var i samme rum som os og de havde skam for længst lagt mærke til det – men de lod heldigvis som ingenting.

“Se, børnlil, nu går det godt
I forstår at trave,
lad den lille Signe blot
få sin julegave.
Løs kun selv det røde bånd!
Hvor du ryster på din hånd
Når du strammer garnet,
kvæler du jo barnet!

Peter har den gren så kær,
hvorpå trommen hænger
hvergang han den kommer nær
vil han ikke længere.
Hvad du ønsker, skal du få
når jeg blot kan stole på
at du ej vil tromme
før min sang er omme.”

Da vi var færdige med at synge forsvandt Anne ud i køkkenet, mens vi begyndte at snakke. Der lød larm derude fra, og fem minutter efter kun hun ind igen med en bakke fyldt med konfekt i mængder – pebernødder, brunkager, roulader med chokolade overtræk og mandel på toppen, og små marcipan og nougat kugler. Anne havde altid vidst hvordan det skulle laves – og det blev altid lavet på den rigtige måde.

Jeg kunne slet ikke fjerne smilet der var på mine læber.

“Liam - det er tid til, at pakke gaver op nu!” smilede min mor, men Liam kiggede bare undrende på hende. Det var klart - han var jo vant til, at man først pakkede gaverne op i morgen, men nej. Sådan blev det ikke her. Det skulle gøres nu.

Jeg følte mig dog en smule trist. Alle gaverne jeg havde købt til Liam og drengene lå i huset, hvor vi havde boet i 22 dage. Jeg havde nægtet, at tage dem med hjem da jeg var sikker på jeg aldrig skulle se dem igen – men jeg tog helt fejl.

”Okaaay,” sagde han langsomt. Jeg begyndte, at grine over hans reaktion, “Liam husk nu, at vi fejre jul på en anden måde, end i England,” og klaskede ham blidt på skulderen, men han trak på skuldrene som svar, og trak mig ned, at sidde på hans skød - hvilket blot blev endnu mere akavet. Jeg rødmede endnu engang, men min mor sendte mig bare et stort smil. Derfor slog jeg armene om Liams nakke og gav ham et kys på kinden.

Jeg havde hele tiden en trang til at overfalde ham, røre ham, bare være i hans selskab. Det var en fantastisk følelse.

Jeg var den første, der fik stukket en gave i hånden - af Anne. Jeg håbede på visse punkter, at det var noget om May, men alligevel ikke - for, jeg vidste at jeg ville knække sammen -at jeg ikke kunne klare det. Hun var snart et overstået kapitel, men hun ville altid være gemt inde i hjertet!

Jeg fik åbnet papiret stille og roligt. Otte par øjne var rettet mod mig. Jeg hadede at pakke gaver op. Jeg vidste aldrig hvordan jeg skulle reagere – og når de alle sad og overgloede mig, så blev det bare værre. Hvad nu hvis jeg slet ikke kunne snakke, eller blev så chokeret personen troede jeg hadede gaven?

Da jeg endelig fik åbnet det så jeg intet andet end en kollage af May og jeg. Ting vi havde gået igennem – billedet fra da vi var helt små og lige havde lært hinanden at kende. Det kom bag på mig at min mor og Anne havde gemt de billeder. Jeg troede de var væk for længst.

Jeg mærkede tårerne presse sig på, og hurtigt rejste jeg mig fra Liams skød og nærmest sprang hen i favnen på Anne, som hurtigt lukkede armene om mig.

”Tak – tusind tusind tak Anne!” hviskede jeg mens jeg trak mig fra hende og gav min mor et knus. Jeg lagde den forsigtig på bordet. Ikke fordi den ville gå i stykker hvis jeg tabte den, men den betød alle ubeskrivelig meget for mig. Det var den bedste gave jeg nogensinde havde fået – - troede jeg hvert fald.

Efter vi havde delt gaver ud til hinanden – hvor jeg havde fået alt for mange gaver jeg overhovedet ikke behøvede. Jeg havde alt ved mig. Jeg havde Liam ved mig, min mor og de andre. Dog manglede jeg Lucas, min far og de andre – men det føltes som om jeg havde alt lige nu.

Den varme følelse indeni havde været der hele tiden, og hvis jeg troede den var ved at forsvinde, så var Liam der. Han lagde ikke skjul på hans berøringer eller hans kys – og i dette øjeblik var jeg også ret ligeglad.

Mit humør var så fantastisk.

Liam og jeg var gået ovenpå. Klokken nærmede sig også snart de et stykker om natten. Vi havde snakket hele aftenen, og der var overhovedet ikke den der pinlige stilhed når ens kæreste skulle møde ens familie.

For han var min kæreste.

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Liam var gået ud for at hente sin gave, selvom jeg følte at jeg ikke fortjente en. Han var rest helt til Danmark for bare at undskylde – hvilket jo var dyrt nok i sig selv, men han insisterede, så jeg gav op. Jeg var træt og jeg ville ikke diskutere med Liam den halve nat, når jeg på forhånd havde tabt.

Jeg havde smidt mig i sengen efter jeg havde skiftet nattøj. Jeg lå i et par minutter og stirrede på en prik i loftet, inden jeg endelig tog mig sammen til at kigge væk inden jeg fik hovedpine – og det ville jeg virkelig ikke have nu.

”Lucia?” lød det henne fra døren af. Jeg kiggede en smule forskrækket hen på Liam som stod i døren. Han havde bar mave og stod i et par løse grå jogginbukser. Jeg kunne ikke lade være med at smile, hvilket også fik ham til at smile.

”Ikke noget med at flippe ud igen, vel?” Han hentød til det med hans mave – han ville bare aldrig glemme det.

”Shut up,” mumlede jeg og begyndte så at grine.

Jeg fulgte hans bevægelser da han kom hen til sengen. Han tog en lille pakke frem. Den var i rødt gavepapir med guld mønster på, og så var der en sød lille sløjfe i guld – selv det fik mit hjerte til at slå et slag over.

”Er den til mig?” spurgte jeg dumt om. Han grinte kort og nikkede så. ”Åben den,” sagde han ivrigt. Jeg tog imod den, men holdt dog stadig mit blik mod ham et par sekunder.

Jeg fik åbnet gaven, og indeni lå der en halskæde i guld med et lille hjerte som vedhæng. Jeg kiggede med store øjne på Liam. Den kunne jeg ikke tage imod! Det var jo alt for meget. Dog rystede Liam bare på hovedet og tog halskæden ud af min hånd og gjorde tegn til at jeg skulle vende mig om.

Jeg gjorde som han sagde, og forsigtig fjernede han mit hår fra halsen. Hans fingerspidser mod min hud fik min krop til at ryste, samt den kulde fra kæden. Liam lukkede den og lidt efter mærkede jeg er par bløde læber mod min hals.

”Der er stadigvæk en gave – åben konvolutten,” mumlede han mod min hals og plantede endnu et kys. En varme bredte sig i min krop.

Jeg drejede ansigtet hen mod Liam og skød det ene øjenbryn i vejret, inden jeg tog imod den.

”To Lucia from Liam,” stod der, og så havde han tegnet et lille hjerte efter ’Liam’, hvilket fik mig til at smile ekstremt meget.

Jeg åbnede forsigtigt konvolutten. Der lå en masse papir, men det jeg mest lagde mærke til var en flybillet.

En flybillet? Hvad skulle ejg bruge en flybillet til?

”Øhm Liam,” sagde jeg forvirret. ”Hvorfor ligger der en flybillet i konvolutten?” Han sendte mig bare et smil og tog billetten op derfra, for at række mig den og plante endnu et kys på min hals.

Jeg lod mine øjne glide over billetten. Min mund formede sig som et O. Det kunne ikke være rigtigt.

Hvorfor?
hvorfor ville han købe en flybillet til mig?
Det gav jo ingen mening?
Hvad skulle jeg overhovedet i London igen?

Jeg kiggede hen på Liam. Jeg kunne ikke helt tro mine egne øjne.

”Liam, hvorfor har du købt den til mig? Hvad skal jeg i London igen? Jeg er jo lige taget derfra?” Jeg lød virkelig forvirret, men Liam sendte mig bare et smil, og trak mig ind mod sig, så min ryg lå mod hans bryst.

”Jeg kender en lille dreng der lige nu ligger og sover, og glæder sig til i morgen tidlig så han kan pakke gaver op – din gave,” mumlede han mod min hals. ”Og vil du ikke gerne se hans ansigtsudtryk?” Han lod sin hånd flettede sig in i min, inden han rykkede lidt på sig, så han kunne kigge mig i øjnene.

”Og jeg kender nogle drenge der har rigtig svært ved at nyde deres jul nu når deres tanker er plaget af bekymring,” hans smil blev større ”og nu når jeg har oplevet en dansk jul, så er det vidst på tide du oplever en engelsk.”

Jeg kunne ikke styre det smil der gled hen over mit ansigt. Det havde han bare ikke gjort.. Hvordan var det muligt? Havde jeg virkelig kostet så meget besvær for de andre drenge?

”Liam, det ..” Han afbrød mig ved at lægge sine læber mod mine. Hans arme gled om mit liv inden han skubbede mig ned at ligge i sengen. Han lagde sig helt ind over mig inden han trak sig ud af kysset. Hans brune øjne som var fyldt med kærlighed – faktisk så meget kærlighed at jeg havde lyst til at græde – borede sig ind i mine.

”Glædelig jul minskat,” mumlede han så og kærtegnede blidt min kind. Jeg kneb øjnene sammen et par gange for at holde tårerne inde. Mine hænder fandt om Liams nakke for at trække ham ned til mig.

”Glædelig jul Liam,” hviskede jeg så og lod vores læber smelte 

*

 

DET KOM UD NU FORDI I SIMPELTHEN SKAL HAVE MULIGHED FOR AT LÆSE SÅ SNART I KAN!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...