I miss you most at Christmas time. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Julen er miraklernes tid. Julen er Jesus fødselsdag, og julen er hjerternes fest. Julen er hvor venner og familie mødes og glemmer alle synder, og julen er tiden hvor ingen bliver efterladt – ikke engang Lucia på 17 år, der lider af sygdommen bulimi. Hun fik konstateret sygdomme efter tabet af sit forbillede og sin anden halvdel, og hun må nu for andet år i træk holde jul med tomheden, og må kæmpe sig ensomt igennem julen med sin far og lillebror. Hvad Lucia ikke ved er, at denne jule vil blive fuldstændig anderledes, da hendes lillebror har tilmeldt hende en konkurrence om at følge boybandet One Direction i hele december måned. Men kan DE redde hendes jul og samle hendes hjerte igen, eller ender det hele bare i endnu et nederlag?

1476Likes
4793Kommentarer
262995Visninger
AA

24. 22. december.

 

Hvis I vil have den rigtige stemning så sæt Taylor Swift - Christmases when you were mine.

Jeg havde været meget bestemt i går aftes om at jeg ville tage alene til lægen. Jeg havde allerede taget mit valg – og det blev ikke at vente på drengene kørte mig hjem i aften. Det skulle være nu. Tingene kunne ændre sig, og jeg kunne blive ødelagt endnu mere – netop derfor stod jeg op klokken halv seks næste morgen, for at sikre mig ingen var på, og for at bestille billet til Danmark.

Jeg havde snakket med min mor. Faktisk havde jeg fortalt hende alt – dog med vejrtrækningsbesvær fordi jeg græd som en gal. Hun synes også det var bedst jeg kom væk. Jeg fortalte hende hvor ked af det jeg var med min sygdom. Alt var bare gået op for mig i denne måned.

Min mor skulle holde jul med sine veninder, og der var altid plads til mig – havde de sagt. Så jeg skulle tage flyet klokken halv tolv – en time efter jeg havde været ved lægen.

Jeg vidste det var ondt ikke at sige farvel – men hvis jeg skulle sige farvel ville de nok i sidste ende sige noget der smadrede mig fuldstændig – og lige nu handlede det altså om at blive rask. For selvom jeg ikke kastede op, så havde jeg trangen, og jeg så mig selv som tyk – noget var altså galt.

Det havde været en fantastisk måned – men det skulle være en måned der blev i år 2012. Jeg ville slutte kapitlet så snart jeg satte mine fødder på dansk jord. Jeg ville huske tilbage på det – lære af tingene, men jeg kunne ikke gå tilbage. Der var ting jeg skulle have ordnet mig med selv først.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen inden jeg langsomt løftede kufferten ned til hoveddøren. Jeg lod mit blik glide rundt overtalt, inden jeg fortsatte ind i hver enkelt rum, indtil jeg til sidst stod foran Zayns dør, som næsten var helt åben.

Jeg lukkede kort øjnene og lænede mig op af døren. Jeg vidste de havde et interview i morgen. Jeg vidst de skulle fortælle hvad den bedste ting havde været ved det her – og hvilken oplevelse der var bedst. Nu var jeg bare ikke sikker på om de overhovedet havde noget at sige.

Jeg havde skrevet en besked til Paul om min afsked. Jeg kunne ikke til dem. Jeg vidste jeg var egoistisk lige nu – men jeg havde brug for det.

Jeg rystede langsomt på hovedet og listede så ned mod døren. Jeg tog mine sko på og trak min jakke på. Tårerne ville ud. Det jeg havde gang i nu… De var for god sake mine største idoler. Jeg havde drømt så længe om at se dem – møde dem. Og det samme havde May. Jeg havde fået flere drømme opfyldt på 22 dage end på et helt liv. Jeg havde mødt dem, jeg havde set dem uden trøjer – hvert fald Liam og Zayn.

Jeg havde kysset to af dem… alt. Alt var sket, og nu måtte jeg sige farvel. Ikke et på gensyn eller vi ses – men et farvel, og det gjorde så pokkers ondt. Jeg hadede at sige farvel. Jeg var ikke god til det. Men det var det her, eller det andet – og det var præcis det der fik mig til at trække ned i håndtaget – men jeg kunne ikke åbne døren.

Jeg lukkede hårdt øjnene i og kunne mærke den første tåre trille ned af min kind. Mit hjerte slog hårdt i mit bryst, og jeg havde allermest bare lyst til at løbe ned og kramme dem alle, fortælle hvor ked af det jeg var, men en lyd fik mig til at stivne.

Jeg lyttede kort, men da der ikke var flere lyde lod jeg håndtaget få opmærksomheden. Jeg trak ned i det – i frygt for at blive stoppet. Den kolde vind ramte mig som et lyn og blæste mit hår bagud. Jeg tog en dyb indånding og kiggede på taxaen der holdt der.

Chaufføren var allerede henne for at tage min kuffert, og langsomt vendte jeg mig mod huset for at se på det en sidste gang. Der var så mange minder i det hus – men de forblev derinde. De skulle forblive derinde. Jeg havde lukket døren ind til dem – og den blev ikke åbnet igen.

”Jep,” mumlede jeg for at overbevise mig selv, inden jeg satte mig ind i bilen og trak min mobil frem. Klokken var ti – jeg skulle være hos lægen klokken halv elleve.

*

Louis synsvinkel:

Der var utrolig stille i huset. Jeg havde været ude for at tage noget vand, og da jeg gik forbi Lucias værelse var det bare som om noget manglede. Dog tænkte jeg ikke over det da jeg lagde mig til at sove igen – det var først da jeg hørte høje stemmer fra køkkenet, at jeg blev nysgerrig.

Jeg gøs ved kulden fra gulvet da mine fødder ramte det, men da råbene fortsatte skyndte jeg mig bare ned af gangen og ud i køkkenet, hvor en frustreret Liam gik rundt, mens Zayn stod med ansigtet mod vinduet.

”Slap nu af. Hun tog bare til lægen,” sagde Zayn irriteret, hvilket fik Niall til at ryste på hovedet. ”Hun skulle være ved lægen klokken halv elleve. Klokken er tolv nu.”

En kold fornemmelse gik igennem mig.

Hvad snakkede de om? Var Lucia ikke kommet tilbage?

”Har I ringet til hende?” Spurgte jeg, hvilket fik dem til at vende sig mod mig. De havde åbenbart ikke lagt mærke til mig.

”Fem gange,” sagde Liam frustreret, hvilket fik mit hjerte til at stoppe et øjeblik.

”Og hun har ikke svaret en eneste gang?” Jeg løftede det ene øjenbryn, men Niall rystede bare på hovedet.

”Ring til Paul,” sagde jeg og drejede rundt på hælene for at fortsætte ned mod hendes værelse. Lige nu var jeg virkelig virkelig bange for hvad der kunne være sket. Hun var Lucia, der var paparazzier og der var sindssyge fans.

Jeg kørte en hånd igennem håret, og mærkede så en hånd på min skulder. Uden at se hvem det var sukkede jeg tungt.

”Der kan være sket så fucking meget. Hvordan kunne vi lade hende tage alene af sted?” råbte jeg højt og slog til Lucias dør så den gik op.

”Hey man, rolig nu,” sagde Harry og gav min skulder er klem, men kort efter skubbede han mig væk og gik ind på hendes værelse… hvor hendes ting burde være, men det eneste der var der, var en redt seng og et helt tomt værelse.

Helt helt tomt værelse.

”Guuuuys,” hørte jeg Niall råbe akavet. Uden at kigge mere på værelset, nærmest løb jeg ned mod køkkenet, hvor Liam stod med en helt stivnet krop, og Zayn havde vendt sig om, og hans ansigt var mindst lige så chokeret som Zayns.

”Hvad sker der?” spurgte Harry forvirret om.

Niall rystede langsomt på hovedet og fortsatte med at kigge ned mod mobilen. Jeg kunne se ham synke hårdt, inden han kiggede op.

”Lucia er på vej til Danmark.”

*

Lucias synsvinkel:

Jeg sad i flyet på vej hjem. Det havde gået ganske god ved lægen – eller godt og godt. Nogen ville se det godt, andre ville ikke.

Jeg havde tabt mig igen. Jeg fik ikke fat i hvor meget, for mine tanker var alle andre steder. Jeg havde tyve minutter hjemme hos min far og bror inden jeg skulle ud til lufthavnen. Jeg kunne ikke rigtig give dem nogen forklaring. Dog lovede jeg at ringe og fortælle min far om alt gik godt når jeg var hjemme. Lucas var trist over det, men da jeg fortalte at han ville blive alt for glad for sin julegave og kunne bruge den indtil vi ses igen, så lyste han op i et smil – og det var det eneste jeg ønskede at se inden jeg forsvandt.

Drengene havde haft ringet fem gange, og til sidst havde jeg sat den på flytilstand så jeg kun kunne høre musik. Flyveturen var ikke så lang – men lang nok til at jeg kunne tænke tingene igennem – og det fik jeg gjort.

Jeg kom pludselig til at tænke på Zayn. Alle de ting vi havde oplevet sammen. Den tur i London, hans smil, hans kys – vores nat på hotellet. Og indimellem mine tanker kom Liam. Hans bekymrende jeg hele vejen igennem. Hans måde at være overfor mig, hans kys – hans kærlige berøringer. Jeg var så forvirret, og jo mere jeg tænkte over det, jo mere indså jeg at det var godt jeg kom derfra.

Jeg kunne være grunden til drengene ville ende som uvenner. Jeg kunne ødelægge mig selv endnu mere – og det ønskede ingen at se.

Det værste var ikke at miste andre – men det at miste sig selv. Det havde jeg fundet ud af igennem tiden, og det ville jeg ikke have skulle ske igen.

Dog kunne jeg ikke forhindre tårerne i at løbe om kap ned af mine kinder. Mit blik lå ud af vinduet hvor de hvide skyet fløj forbi, men det blev sløret pga. tårerne. Jeg vidste det ikke blev sidste gang jeg kom til London – men lige nu kunne jeg ikke holde ud at være der. Hvis jeg tog hen til min far, så ville de jo bare tage derhen. Danmark var anderledes. Det var den 22. Ingen ville tage til Danmark på den dag – derfor var det blevet mit valg.

Louis’ glade ansigt og høje grin kom frem i mine tanker, samt Harrys perverse men charmende væremåde, og Nialls evige gladhed. Pludselig lignede jeg en smiley der græd. Mine følelser var fucked lige nu. Hvorfor skulle det altid være så svært at sige farvel?

Det var anden gang i dag jeg pludselig tænkte over, om det virkelig var sidste gang jeg skulle se dem – men svaret var afgjort ja. Jeg kunne ikke se dem igen. Jeg kunne nok ikke undgå at se dem i bladene eller på nettet – og jeg ville ikke gå glip af interviewet. Men det skulle blive som før. De var mine idoler. Fem skøre drenge jeg holdt af og ville gøre alt for at kende.

Jeg sukkede tungt.

Inderst inde vidste jeg, at det ikke blev sådan. Det ville aldrig blive det samme. Hver gang jeg så dem, så ville mit hjerte slå ekstra hårdt. Jeg ville få ondt i maven, mit hoved ville gøre ondt – og jeg ville føle et stærkt savn til dem.

Men det var kun i starten. Det skulle nok blive godt det hele – det blev det nødt til. Det var nytår om lidt, hvilket betød en ny start. Jeg kunne godt klare det – det skulle jeg.

*

Louis synsvinkel:

”Hvad fanden … hun kan sku da ikke bare tage hjem,” sagde jeg for niende gang i dag. Lige nu var vi henne ved de mennesker der skulle interview os. Vi skulle have spørgsmålene og snakke med dem om hvordan det skulle foregå.

Drengene stod og snakkede med Paul, og jeg prøvede stadig at samle mine tanker.

Hun havde ikke engang sagt farvel – og ikke engang lagt en seddel.

”Må jeg se den besked hun sendte?” spurgte Harry om, hvilket gjorde mig opmærksom. Paul nikkede kort og gav mobilen til Harry, som begyndte at læse højt.

#Hej Paul. Jeg ved det er underligt jeg sender dig en besked nu, men jeg ved ikke hvem jeg ellers skulle sende den til.#

Mig.

#Jeg ved det er svagt gjort, men jeg vil være på vej væk når du læser det her. Jeg er virkelig ked af at lade jer i stikken, men bliver jeg hos dem ville alt gå galt. Tingene er gået skævt de sidste par dage – men vil du gøre mig en tjeneste og fortælle drengene, at jeg virkelig holder af dem, og at jeg ønsker dem en glædelig jul? Og fortælle hvor meget de har fået mig til at indse? Hvis det ikke var fra dem, så ville jeg stadig ligge over toilettet og kaste op. For jeg er jo syg.#

Jeg vidste hun hentød til det Zayn havde sagt – derfor kunne jeg ikke lade være med at kigge irriteret på ham.

#Jeg håber I vil tilgive mig for det her – men jeg bliver nødt til det. Love from Lucia,# skrev hun til sidst.

Jeg havde en stor trang til at slå en eller anden, men jeg blev afbrudt af Liams stemme.

”Så det var hvad hun fik ud af det,” vrissede han og kiggede på Zayn, som kiggede forvirret på ham.

”Det var hvad hun fik ud af at være din backup.” Paul gik hurtigt hen imellem dem. Det her kunne virkelig kun ende galt.

”Hun var ikke min backup,” sagde han køligt, men det var nemt at høre han v ar forvirret – og måske såret?

Jeg forstod ham virkelig ikke. Han var hende utro. Perrie var ham utro. Drengen var jo skør.

”Kan du ikke bare indrømme du har noget for hende?” sagde Zayn irriteret da Liam skulle til at sige noget mere til ham. Liam trådte automatisk et skridt tættere på.

”Og hvad hvis jeg har?” Hans svar kom bag på os alle. Det her kunne umuligt gå godt, det kunne det virkelig ikke. Den samme pige? Nej… Men jeg kunne ikke gøre noget. Lucias ord havde virkelig lammet mig. Var det virkelig gået så slemt til? Og hvordan kunne jeg lade det ske?

Jeg følte et ansvar for hende – hvordan kunne jeg lade Zayn såre hende på denne måde? Jeg måtte have indset der var noget. Hvordan kunne jeg være så fucking dum?

Zayn var stille, men jeg kunne se vreden i hans øjne.

”Har I tænkt jer at tage efter hende?” spurgte Niall om, hvilket fik Harry til at grine kort og ironisk.

”Nå ja, for det gør de da nu når vi har et interview i morgen,” sagde han ironisk og lod hans vrede gå ud over Niall. Men lige nu var vi vidst alle ret oprevet – jeg var hvert fald.

”Hvordan kunne vi bare lade hende smutte?” mumlede jeg og kørte en hånd igennem mit hår. ”Hvordan kunne vi såre hende på denne måde? Vi havde ALLE et ansvar for hende. Vi følte alle et eller andet shit for hende for fanden! Hvordan kunne vi ødelægge hende sådan her? Var det ikke meningen vi skulle gøre hendes jul god? Perfekt? Eller var hun bare en heldig fan som pludselig oplevede hvad hendes virkelige idoler var?”

Jeg kunne ikke lade være med at rette den imod Zayn. Han virkede så kold og ligeglad med det hele og det pissede mig af. Jeg havde lyst til at se ham råbe af os, gå amok et eller andet. Hvordan kunne han være så ligeglad…

”FUCK altså,” råbte jeg irriteret og slog til dørkarmen, inden jeg forsvandt ud igennem rummet. Det hele var et stort kaos.

*

Lucias synsvinkel:

”Hej minskat,” min mor åbnede armene da jeg endelig stod foran huset, hvor vi skulle fejre jul. Et smil gled over mine læber, og da hendes arme lukkede sig om mig kunne jeg mærke den dejlige varme trygge følelse. Jeg havde ikke set hende i snart to måneder.

”Hej mor,” hviskede jeg mod hendes skulder og krammede hende lidt tættere.

”Hvor har jeg savne dig,” hvinede hun og kyssede mig i panden. Hun trak sig fra mig og gav mig et bekymret moderligt blik, inden hun skubbede mig ind i stuen, hvor hendes to veninder: Anne og Louise sad med en kop kaffe.

Det skal lige siges, at Anne er Mays mor.

”Hej Lucia!” sagde de glad. Det var helt underligt at skulle vænne sig til det danske igen. Jeg var så vant til at snakke engelsk.

Jeg kiggede rundt og fik øje på brændeovnen hvor der var ild i. Der var pyntet flot op til jul. Der var nisser overalt og søde små juletræer. Over i hjørnet stod der dog et nøgent juletræ, og hurtigt kiggede jeg hen på min mor, som så spændt på mig.

”Er det ikke bare smukt?” hun klappede i hænderne. Det havde altid været en tradition at pynte juletræ her i familien, og det fik mig til at smile stort.

*

Liams synsvinkel:

Der var så tomt i huset nu når Lucia ikke var her. Jeg havde prøvet at ringe til hende et par gange, men hun tog den ikke. Hvordan kunne hun bare tage til Danmark? Hun havde ikke engang lagt en seddel. Hun havde ingenting lagt. Hun var bare smuttet.

Og jeg kunne ikke lade være med at tænke om det var mig? Eller om det var Zayn? Eller om det var os alle? Hvis vi havde ødelagt hendes jul…

Danielle havde skrevet for at høre hvordan det gik, men jeg havde ikke lyst til at skrive med hende lige nu. Jeg havde kysset med Lucia, og der havde været noget i det kys. Måske var Lucia også lidt grunden til, at jeg havde lagt Danielle på is det sidste stykke tid. Jeg havde bekymret mig så meget om Lucia, og nu bekymrede jeg mig bare endnu mere.

Jeg var så vred på alle – og mig selv. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle forholde mig – og det gjorde de andre heller ikke. Louis bebrejdede sig selv virkelig meget. Det var ikke svært at se. Han sad bare med blikket mod vinduet og mobilen i hånden – hvis nu Lucia skulle ringe.

De havde også haft et speciel forhold – well, det troede jeg også om Lucia og Zayn, men det var jo løgn. Men Louis og Lucia…. Det var bare som storebror og lille søster.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen og kiggede ned på twitter igen. Folk havde set Lucia i lufthavnen. Hun blev jo også nærmest forfulgt nu – og vores twitter blev bombet.

Mangement havde også haft ringet, og vi havde fortalt det som det var. Jeg vidste ikke hvad de havde sagt til Zayn – og lige nu var jeg også ret ligeglad. Det eneste der var i mine tanker lige nu var Lucia.

”Har i tænkt jer at lukke jer inde i jer selv, eller skulle vi nyde det snart er jul?” spurgte Niall om. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg vidste han også var bekymret, men sådan var Niall. Han ville altid se folk omkring ham smile. Faktisk hadede han det her.

”Hvad foreslår du?” sagde jeg og sendte ham et smil, så hans eget blev forstørret.

”Lad os tage et spil fifa,” sagde han og smed sig på sofaen. Mit blik mødte Louis, og et lille smil gled over hans læber, inden han lagde sig mobil på bordet og satte sig hen ved siden af Niall.

*

Lucias synsvinkel:

Jeg strammede grebet om mit krus og kiggede på vores juletræ, som pludselig var blevet fantastisk smukt at se på. Det havde været en fantastisk dag. Vi havde hørt julemusik, og min mor og jeg endte med at danse – okay hun tvang mig, men det var rart. Mine tanker blev ledt væk fra England, og det var en befrielse.

Lige nu sad vi alle i sofaen og snakkede. Dog var mit blik rettet mod May, som også hang på juletræet. Louise og min mor havde lavet et slags julehjerte med hende på, og det var lige før Anne begyndte at græde da de tog det frem. Det var virkelig sødt, og rart. Jeg følte hun var her – og jeg havde virkelig brug for hende lige nu.

Min mobil begyndte igen at ringe, hvilket fik os alle til at kigge på den. Jeg sendte dem et kort smil og rakte ud efter dem. På displayet stod der Louis og det gav mig straks en dårlig mavefornemmelse.

Jeg var bare skredet fra ham. Han havde hjulpet mig så mange gange, og jeg havde takket ham ved at skride.

Men hånd blev lagt på min. Jeg kiggede hen på min mor, som sendte mig et skævt smil.

”Skal du ikke tage den?” spurgte hun så om, men jeg rystede bare på hovedet og smed den i sofaen. Hørte jeg deres stemmer ville jeg fortryde endnu mere end jeg gjorde i forvejen. Tænk jeg havde forladt dem på denne måde. Skyldfølelsen blev virkelig større og større. Jeg blev nødt til at anstrenge mig for at finde de grunde der fik mig til at smutte – og det vandt også i sidste ende.

Hver fald lige indtil jeg sad på sengen med min mobil i hånden. Jeg bed mig i læben og kunne høre min mor sige godnat til de andre. Min dag havde været så utorlig lang og følelsesmæssig – og nu kunne jeg bare ikke holde til mere.

Tårerne gled ned af mine kinder. Dum som jeg var, var jeg gået ind på Louis twitter og havde fundet den video, hvor jeg fangirlede fuldstændig over Liam. Louis grin lød i baggrunden og Harry fyrede en eller anden joke af, mens Liam stod og prøvede at få ro over mig.

Jeg bed mig hårdt i læben og kiggede ud af vinduet, hvor månen stod højt på himlen. Tænk hvis de også så på den lige nu. Gan vide hvad de overhovedet lavede? Sov de? Grinede de? Var de sure på mig?

Jeg snøftede og læste nogle af Louis tweet igennem. Han havde tagget mig i så mange og skrevet utrolig underlige ting, som fik mig til at grine og græde endnu mere på samme tid.

Jeg faldt dog over et tweet han havde RT fra Liam. Mit hjerte stoppede kort med at banke da jeg læste hvad der stod. Det var tweetet for seks minutter siden.

#I think I’ll miss you most at christmas time.#

Hvordan …. Jeg…. Nej det…

Et hulk fandt ud af mine læber i det døren gik op. Jeg tørrede hurtigt mine øjne, men det hjalp overhovedet ikke.

”Åh min skat,” sagde min mor inden hun hurtigt omfavnede mig. Mine hulk blev større og større. Tænk det var endt sådan her. Jeg kunne slet ikke tænke lige nu.

”Shhh-hh,” hviskede hun og vuggede mig frem og tilbage. Jeg knurrede mig ind til hende imens mine hulk bare blev større og større. Det gjorde ondt indeni. Det gjorde virkelig virkelig ondt – men min mors arme om mig hjalp mig en smule. Jeg følte mig som en lille pige igen – men jeg havde brug for min mor nu.

Hvert Louis, Liam eller May var her, og jeg havde brug for at blive passet på lige nu. Jeg havde det forfærdelig.

*

Glædelig 22 december - vi overlevede i går, wee. Nå, det her kapitel har faktisk været ret svært at skrive, da jeg begyndte at tude i slutningen, fordi tingene ikke går specielt godt lige nu, så det er bare utrolig trist at skulle skrive sådan en scene, suk. Nå, men jeg håber I kan lide den!

Nå, I fik et par forskellige synsvinkler. Hvad synes I? Hvad synes I om Lucia? Tror I det er det rigtige valg? Og hvad tror I drengene gør?

- For lige at få noget på det rene, så er Liam og Danielle altså ikke kærester her, og Perrie har ikke været Zayn utro i virkeligheden. & flere af jer tror Lucia allerede er over sin sygdom. Men har I aldrig tænkt når I er vågnet en morgen, at i dag skal alt være anderledes? Og at det så går den dag? At I prøver at være anderledes? Well, det er sådan Lucia har det. Hun har sat en facade op, men det er jo ikke sikkert den holder. Hun er langt fra over sin sygdom, just in case you didn't know.

Dagens spørgsmål: Hvad skal I have på til juleaften? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...