I miss you most at Christmas time. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Julen er miraklernes tid. Julen er Jesus fødselsdag, og julen er hjerternes fest. Julen er hvor venner og familie mødes og glemmer alle synder, og julen er tiden hvor ingen bliver efterladt – ikke engang Lucia på 17 år, der lider af sygdommen bulimi. Hun fik konstateret sygdomme efter tabet af sit forbillede og sin anden halvdel, og hun må nu for andet år i træk holde jul med tomheden, og må kæmpe sig ensomt igennem julen med sin far og lillebror. Hvad Lucia ikke ved er, at denne jule vil blive fuldstændig anderledes, da hendes lillebror har tilmeldt hende en konkurrence om at følge boybandet One Direction i hele december måned. Men kan DE redde hendes jul og samle hendes hjerte igen, eller ender det hele bare i endnu et nederlag?

1478Likes
4772Kommentarer
270785Visninger
AA

4. 2. december.

 

Help, I have done it, again. I have been here many times before, - hurt myself again today, and the worst part is there's no one else to blame.” lød det fra musikken I mine ører. Jeg var på vej hen til stedet, hvor jeg skulle mødes med drengene.

Det hele var gået galt fra morgenstunden af. Jeg var så nervøs, at jeg kom til at spise alt for meget, og så skete det igen. Det plejede aldrig at ske så tidlig på dagen, men nu var det jo heller ikke fordi jeg havde vundet en konkurrence om at møde mine største idoler før.

Og nu vi snakker om det, hold op. Jeg får det skidt.

Jeg havde pakket hele aftenen, hvilket nok var en god ide, da jeg ikke havde tid, overskud og kræfter i morges. Jeg blev nødt til at stikke min far en løgn, og fortælle ham at det bare var fordi jeg var nervøs. Det var jeg jo også, men rysteturene skyldtes noget andet, og den stikkende fornemmelse i mit hjerte, nærmest afslørede mig.

Jeg havde haft brug for at slappe af. Min krop havde brug for at slappe af, men ingenting kunne berolige mig i dag. Jeg var spændt, glad, ked af det og nervøs. Det hele kørte rundt i mit hoved. Jeg forstod det ikke, og jeg var bange – bange for jeg ikke var god nok. Bange for de ikke brød sig om mig, og ville ønske de havde fundet en anden vinder. Jeg var bange, og jeg havde brug for May.

Jeg havde hele morgenen skændes med mig selv. Den ene side, ville ikke lade mig opleve det her uden May, men den anden side ville ikke lade chancen gå til spilde. Den side, sagde jeg gjorde det for May. Gjorde det fordi det havde været hendes største drøm – og det var den side jeg holdt fast i.

”Lucia,” min far prikkede til mig, så jeg nærmest kom til at rive mine høretelefoner ud af ørene. Jeg vendte langsomt blikket væk fra ruden, hvor et par regndråber trillede ned af. Forhåbentlig ville det snart ændre sig til sne. 

”Mmh?” jeg tvang et smil op. Min far skulle ikke have det svære end han allerede havde, ved at sende mig væk i denne måned. Hvis jeg tog trist herfra, så ville han bekymre sig alt for meget, og det ønskede jeg ikke. Ham og Lucas skulle have en rigtig god jul. Det var præcis det Lucas havde brug for.

”Vi er her,” sagde han og først der gik det op for mig, at vi holdt stille. Jeg kiggede hurtigt rundt, og kunne mærke, hvordan mit hjerte satte farten op. Jeg klikkede min sele op og kiggede hen på min far, som sendte mig et stort smil, inden han åbnede døren. Jeg gjorde som ham, og trak hætten over mit hår, så det ikke blev vådt.

Mit tøj var meget enkelt. Jeg havde et par sorte gemacher på, en hvid oversized trøje og et halstørklæde. Mit hår var sat op i en høj hestehale, hvilket den altid var. Det var sådan jeg altid havde mit hår, af visse årsager.

Min far gav min arm et klem, inden vi gik ind af døren. Der var en lang gang, og for enden var der en glasdør. Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst, og selvom jeg aldrig ville indrømme det højt, så vidste jeg, at det umuligt kunne være godt for min krop, at den arbejdede så slemt.

Jeg bed mig hårdt i læben, og kiggede på min far, som trak min kuffert ind igennem døren. Jeg kunne allerede høre stemmer, derfor tog jeg en dyb indånding inden jeg trådte ind i rummet. Jeg nåede kun kort at kigge mig omkring, inden en brunhåret dreng, bedre kendt som Louis, fløj hen imod mig.

”Vi har ventet dig!” sagde han højt og trak mig ind i et kram. Et smil gled automatisk over mine læber, og pludselig føltes alle problemerne, og alle de dårlige tanker så langt væk. Jeg havde igen en trang til at nive mig i armen. Det kunne umuligt være rigtigt, at de personer, som var grunden til jeg var her i dag, stod foran mig lige nu – men det var altså sådan det var.

”Louis, slip hende og lad hende få luft,” lød det fra Harry som daskede Louis i baghovedet. ”Og lad os andre hilse,” lød en irsk stemme. Louis slap sit greb om mig, og denne gang kunne jeg få lov at kigge mig omkring.

”Hej Lucia,” kom det fra Liam. Han lignede en der havde en indre kamp med sig selv, om han skulle give mig et kram eller blive stående, hvilket fik mig til at smile.

”Hej Liam,” jeg drejede langsomt mit hoved. ”Og Niall, Harry og…” Jeg snak den klump jeg havde i halsen da mit blik landede på Zayn. ”Og Zayn,” sagde jeg hurtigt, hvilket fik hans skæve smil, til at forsvinde en smule, inden han rettede sig op. Jeg borede mine negle ind i håndfladen for at lede mine tanker væk fra May. Deres øjne mindede om hinanden.

”Er det det eneste du skal have med?” lød det fra Harry, som udforskede min kufferts størrelse. Jeg snurrede rundt så min hestehale røg ned i ansigtet på mig. Irriteret slog jeg den væk, og fniste over Harry, som så helt forvirret ud.

”Seriøst?” sagde han igen, hvilket fik Liam til at ryste på hovedet. ”Det er jo ikke alle piger der går op i tøj og mode, Harry,” han sendte mig et beroligende smil som jeg hurtigt gengældte. Det var ikke fordi jeg gik totalt meget op i mode. Jeg elskede et par bukser og en stor bluse man kunne slappe af i. Og måske fordi det gemte mine former, men det var sådan May og jeg altid var gået klædt.

”Er I ved at være klar?” Paul kom hen til os, hvilket gav mig en stor lyst til at flippe ud. Det var som om jeg ikke kunne tænke ordentligt. Det var slet ikke gået op for mig, at det rent faktisk var de fem drenge og deres bodyguard der stod foran mig. Først nu, når vi var på vej ud af døren, begyndte det meget meget langsomt at strejfe min hjerne.

Jeg nikkede langsomt og kiggede hen på min far som kom hen imod mig.

”Sørg nu for at have en rigtig god måned, okay?” sagde han og sendte mig et opmuntrende smil. Jeg kunne ikke lade være med at gengælde det. ”Det kan ikke blive andet,” ”-Awwwwwwwww,” lød det fra Louis, som åbenbart havde fulgt med i vores samtale. Endnu engang daskede Harry ham i hovedet og sagde et eller andet med, at han skulle lade os snakke. Min far begyndte at grine, inden han kyssede mig i panden.

”Ring hvis der sker det mindste,” sagde han alvorligt. Jeg skulle til at rulle med øjnene og bede ham slappe af, men en arm blev lagt om min skulder.

”Vi passer på hende. Det eneste jeg vil bede dig om, er ikke at tro på det der kommer til at stå i bladene,” en underlig følelse gik igennem mig, da hans hæse stemme lød ud fra mit øre. Jeg kiggede langsomt til venstre, hvor Zayn stod med et stort smil på læberne, rettet mod min far, som begyndte at grine.

”Vi passer på hende, som var hun Liams lillesøster,” lød det grinende fra Harry, hvilket fik os alle til at kigge underligt på ham.

”Hvad?” sagde han og trak på skulderen. Han kiggede skiftevis på os, og langsomt gik det vidst op for ham, at ingen af os, fattede hvad han snakkede om.

”Han har altid drømt om en lillesøster, så hvis du var hans lillesøster, så ville der ikke ske dig noget ondt?” sagde han som om det var logik for alle. Et højt grin slap ud af mine læber, hvilket fik drengene til at se en smule forskrækket på mig. Måske fordi det eneste jeg havde gjort de sidste to dage, var at græde, holde mig for munden, fnise eller snakke så lavt, at ingen kunne høre mig.

Uh, deres indtryk af mig måtte være vildt. Jeg kunne kun håbe på, at min nervøse og akavet facade ville falde hen af vejen. Lige nu kunne jeg ikke være mig selv. Det var jeg for usikker til.

”Så smutter vi,” lød det fra Paul, inden de kunne kommentere noget. Jeg kunne mærke en lettelse gå igennem mig, indtil det gik op for mig, at jeg skulle sidde i bil alene med dem. Mine hænder blev pludselig helt kolde – hvilket var normalt for mig. Jeg fik ikke svedige hænder, men derimod utrolig kolde hænder.

”Vi ses minskat,” lød det fra min far. Jeg nikkede. ”Hils Lucas!” sagde jeg hurtigt og tog min kuffert, men en person slog min hånd væk, og tog i stedet min kuffert.

”Lad mig,” lød det fra Harry. Mine øjne mødte hans, hvilket nok var første gang. Jeg havde tit set på tumblr, hvordan folk havde redigeret hans øjenfarve, men det burde de ikke. Den var virkelig flot, og et eller andet måtte gøre ham utrolig glad, for de lyste som julelys.

”Sikke en gentleman,” sagde jeg og nikkede langsomt og tilfreds med hovedet. Harry løftede det ene øjenbryn, inden han grinte.

”Sådan er jeg.”’

”Oh, Hazza scorer point,” lød det fra Niall, hvilket fik dem alle til at kigge om på os. Det kom ikke engang bag på mig, at de sendte Harry de blikke de gjorde. De var ikke så anderledes end det man allerede vidste om dem, men alligevel blev mine kinder en smule røde. Jeg rystede langsomt på hovedet og begyndte så at gå med dem.

Da vi kom udenfor, følte jeg en knude i maven. Nu var jeg alene med drengene – helt alene. Det var ikke fordi jeg frygtede de ville gøre mig noget ondt, jeg var bare bange og nervøs – og det irriterede mig. De skulle ikke få et indtryk af, at jeg var en utrolig kedelig pige. Jeg vidste, at de kunne lide piger, som fik dem til at grine – og denne stille side, var så langt fra mig som overhovedet muligt. Jeg havde virkelig brug for, at få min egen facade og side tilbage.

”En times biltur, yes sir,” lød det glad fra Niall, inden han satte sig ind. Jeg kiggede på Harry der løftede min kuffert om i bagagerummet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og hvor jeg skulle sætte mig henne, og jeg turde ikke spørge. Jeg havde den største trang til at give mig selv en lussing. Jeg hadede at føle mig så nytteløs og dum.

”Hva, skal du med Lucia?” lød det fra Zayn. Det gav et sæt i mig, hvilket fik Louis til at grine. ”Jamen velkommen til virkeligheden babe,” sagde han hvilket fik Niall til at grine – kædereaktion!  Jeg kunne straks mærke, hvordan den røde farve spredte sig i mit ansigt, hvilket bare fik dem til at grine endnu mere.

”Hey, giv hende nu lige en chance,” lød det fra Liam, som lagde sin hånd på min skulder for blidt at skubbe mig hen imod bilen.

Har jeg nævnt, at jeg elsker Liam?

Jeg elsker Liam.

”Selvfølgelig,” sagde Zayn uskyldigt og rykkede sæde, så der blev plads til mig. Jeg satte mig forsigtigt ind og tog selen på. Jeg vred mig lidt i sædet for at sætte mig ordentlig, og pludselig begyndte min mobil at spille en One Dirrection sang.

”II-IIII wanna save you toniiiight!”

Jeg stivnede i min bevægelse, og kiggede rundt efter min mobil. Det her kunne ikke ske. Ikke nu! De ville helt klart tro, at jeg var totalt besatte af dem!

”Interessant sang valg,” sagde Harry og nærmest smed sig ind ved siden af mig. Jeg kiggede en smule forskrækket på ham, og så han sad med min mobil i hånden.

En rynke var kommet frem i hans pande, og han så pludselig utrolig koncentreret ud. Jeg forstod ikke helt hvorfor, indtil han løftede sit blik og sendte mig et sjovt smil.

”En hel playliste kun med os?” han rystede sit hår til den ene side, og igen kunne jeg mærke den røde farve i kinderne.

”Det kan jeg lide!” lød det fra Niall omme bag i. Jeg bed mig kort i læben, inden det gik op for mig, at jeg ikke havde kode på min mobil. Jeg skulle tilbringe 21 dage med fem drenge, måske det var en ide?

”Hvem er hun?” spurgte Zayn om, og pegede på mit cover. Harry kiggede forvirret på Zayn, inden han vendte mobilen rundt.

En kold fornemmelse gik igennem min krop, som om mit blod stoppede. Her sad jeg med fem drenge, som havde været de drenge May og jeg var sikre på, at vi skulle giftes med – selvom det var ulovligt at have flere. Vi havde planlagt en fremtid med dem, stenet dem, og holdt alt for mange up all night’er. Og her sad jeg nu – alene med dem, uden May..

Jeg sank klumpen jeg havde i halsen. Selvfølgelig kunne de ikke vide hvem hun var, og jeg ville ikke holde hende hemmeligt for dem. Hun elskede dem, og det mindste jeg kunne gøre, var i det mindste, at lade dem vide, at de havde haft klodens største Directioner.

”Det er..” min stemme var svag, hvilket fik mig til at hoste et par gange. ”Det er May,” jeg blinkede tårerne væk og hoppede forskrækket i sædet, da Harry lukkede bildøren til. Der gik et kort øjeblik, og så startede bilen.

”Min bedsteveninde,” mumlede jeg så, så de vidste, at det var pigen fra videoen. Der blev helt stille i bilen. Louis sendte Zayn et halv irriteret blik, og Harry lænede sig langsomt frem imod mig, for at række mig min mobil. Jeg tog den forsigtigt ud af hans hånd og sendte ham et svagt smil.

”Det er jeg ked af,” lød det fra Zayn, som lagde en hånd på min skulder, så jeg var sikker på, at det var mig han henvendte sig til.

Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Det kunne du ikke vide,” sagde jeg og prøvede at samle mig selv. Jeg kunne ikke blive ved med at lukke folk ude, lige så snart de spurgte ind til May. For søren da, May ville sikkert elske at vide, at selve One Direction vidste, hvad hun døde af! Misforstå mig ikke, men hun ville elske, at de kendte til hende.

”Hvad skete der?” lød det forsigtigt fra Niall. Harry vrissede af ham, men jeg nikkede hurtigt, for at vise, at det var okay.

”Okay, lad os skrue op for musikken!” sagde Louis, som sad foran. Totalt emneskift, men det var rart. Jeg havde ikke lyst til at ødelægge stemningen i de første fem minutter jeg var alene med dem.

Lige nu var det ’løsne dig op’ missionen som jeg skulle gennemføre.

Bilen blev fyldt med lyden af Taylor Swift’s stemme. Harry lænede sig en smule hen imod mig, for at spørge om jeg kunne lide hende, og det var starten på en times biltur, hvor emnet var musik.

*

Efter en time holdt vi endelig foran huset. Det var faktisk ret stort, og Niall havde snakket meget om en indendørs pool – ikke fordi jeg havde regnet med at bade, men det skulle jo ikke holde dem tilbage!

Jeg stod med min kuffert og kiggede på Liam, som kæmpede en kamp med at låse døre op. Jeg kunne ikke lade være med at grine, især fordi Niall lavede ekstra meget grin med det bag hans ryg.

”Jeg hævner mig, Niall,” lød det fra Liam som skubbede døren op. Niall stoppede i sin bevægelse og sendte os et sjovt grin. Liam havde slet ikke vendt sig om, men det måtte være en Niall ting – ellers kendte de hinanden alt for godt.

”Vi skal handle ind,” lød det hurtigt fra Niall, inden han smuttede ud i køkkenet. Jeg hev min kuffert med ind, og kiggede rundt. Jeg nikkede imponeret. Selve gangen var utrolig flot. Det her havde jo langt fra været billigt! Og her skulle vi bo i 19 dage – det var altså ret vildt.

”Vi har et helt specielt værelse til dig, Lucia,” lød det fra Harry, som gav mig et blidt skub i ryggen. Jeg kiggede om på ham og blev mødt af et smil. Måden han sagde, eller de sagde mit navn på, fik min mave til at slå koldbøtter. Deres accent var så sexet.

Hvis jeg havde sådan en accent, så ville jeg aldrig holde min kæft. Det var noget af det bedste ved England! – Ikke fordi jeg havde set og oplevet særlig meget af England.

Et par hænder blev lagt om mine øjne. Jeg vidste de ikke kunne tilhøre Harry. Jeg var directioner, alle vidste hvor store hænder Harry havde, og det her var bestemt ikke Harrys.

Personen bag mig, skubbede mig frem ad så jeg næsten var ved at falde. Et gisp slap ud af min mund i det øjeblik, hvor en hånd tog hårdt fat om min hofte. Faktisk så hårdt, at det gjorde ondt. Dog blev det blidere, da jeg fandt balancen igen. Jeg ville gerne sende personen et opmuntrende smil, men det kunne jeg ikke lige nu.

”TADA!” lød det fra siden af, og lidt efter blev hænderne fjernet fra mit ansigt. Jeg stod i døren ind til et lille rum, hvor der kun var en seng. Der kunne ikke være andet. Det var lige før man faldt ned i sengen bare ved at træde et skridt ind af værelset.

Der var et stort vindue, og en hylde der hang over sengen. Godt nok havde jeg ikke særlig mange ting med, men hvordan søren skulle jeg få alle tingene herind?

Min mund åbnede sig en smule, inden jeg hurtigt lukkede den igen. 19 dage herinde. Jeg måtte huske på, at jeg i det mindste brugte 19 dage sammen med mine idoler. Men det her, det skræmte mig næsten.

Jeg ville helt klart få klaustrofobi.

”Åh,” røg det ud af min mund. Jeg gik et skridt baglæns, og stødte ind i personen som havde holdt ved mig før.

”Det er …. Perfekt!” sagde jeg og snurrede rundt, så jeg stod ansigt til ansigt med Zayn. Han lænede sig op af væggen og kiggede op og ned af mig.

”Du lyder ikke speciel begejstret?” lød det fra Louis, som så skuffet ud. Hurtigt sendte jeg dem et smil.

”Jo! Helt seriøst, det er virkelig….” ”- Hyggeligt?” lød det fra Harry. Jeg havde lyst til at face palm mig selv. Var jeg virkelig så nem at se igennem? Jeg måtte tænke positivt. Det her var One Direction.

”Jeg skal jo også bare sove her,” sagde jeg og gik et skridt længere ind på værelset. Et svagt smil gled over Harrys ansigt, indtil Zayn gav ham en albue i siden.

”Vi havde ellers lavet en aftale, at vi går hvert til sit en time om dagen, så vi ikke bliver trætte af hinanden,” Lød det fra Louis som kiggede direkte på mig. Mit smil gled af, hvilket fik ham til at løfte et øjenbryn.

”Er det ok med dig?” Jeg nikkede hurtigt. ”Det lyder fint!” sagde jeg hurtigt. Et øjeblik stod de bare og kiggede på mig, hvilket faktisk føltes utrolig ubehageligt. Jeg følte mig virkelig dum lige nu. Selvfølgelig vidste de, at jeg ikke var glad for værelset. Det var pinligt! Nu troede de sikkert jeg var totalt utaknemmelig.. Og det var lige indtil de flækkede af grin.

Og ikke bare et ha-ha-ha grin, men virkelig grineflip. Louis støttede sig op af Zayn, mens Harrys krøller fløj ud til alle sider. Og her stod jeg, med et stoneface og kiggede forvirret på dem.

”Ha! Ej, du sku… hahahah! Ha set dig hahahahahha selv!” lød det fra Harry som prøvede ikke at vælte. Jeg blinkede et par gange – helt uviden om hvad fanden der skete.

”Ey lads, lad hende nu være,” lød det fra Niall som kom ind med et kæmpe smil på læberne. Hans blik røg ned på sengen, og lidt efter kiggede han på mig. Jeg kløede mig akavet på albuen og bed mig i læben. Jeg havde virkelig ingen ide om, hvad det var der var så sjovt.

”Opfør jer ordentligt,” lød det fra Niall inden han gjorde tegn til, at jeg skulle følge med ham. Louis, Zayn og Harry blev ved med at grine. Jeg forstod virkelig ikke det sjove i det, udover jeg nok så lidt dum ud, da jeg så værelset.

Niall tog fat i min arm og fik mig væk fra dem, inden han kiggede undskyldende på mig. ”Vi sagde de ikke skulle gøre det,” Liam kom gående nede fra gangen og vekslede kort blik med Niall. ”De bildte dig ind, at du skulle have det værelse, ikke?” Uden at høre mit svar, rystede han på hovedet og begyndte at grine.

Bildte mig ind?

”Lad os vise dig dit rigtige værelse,” begyndte Liam og gjorde tegn til at jeg skulle følge med. Jeg måtte ligne… jeg ved ikke hvad, i hovedet. Jeg var virkelig forvirret.

Vi gik ned langs en lang gang, og da Liam stoppede var jeg ved at bumpe ind i ham. Han sendte mig et smil, inden han åbnede døren.

”Tadaaaaaaaaaa,” lød det fra Niall. Jeg vendte mig rundt og sendte ham et svagt smil inden jeg gik ind på værelset som var alt det, som det andet værelse ikke var. Det her var næsten for stort og for meget. Der var en stor rund seng, men dynebetræk af dem. Et svagt grin gled ud af mine læber. Det var ikke det eneste med dem. Der var et par plakater rundt omkring. Ellers var der en dør ind til et toilet, det stod der hvert fald på døren  - og så var der et stort skab med et kæmpe spejl på. Alt var jo i gigant størrelse her. Selv vinduskarmen. Man kunne sidde eller sove deri!

 Det var lige før jeg hellere ville have det andet værelse. Det her var jo for vildt.

”Wow,” mumlede jeg og tog ved dørkarmen. Det var virkelig virkelig virkelig virkelig virkelig, og i er med nu, flot.

”Jeg tror jeg tager det værelse de tilbød,” sagde jeg og sendte dem et akavet smil. Liam og Niall vekslede blikke og kiggede så forvirret på mig. Jeg trådte et skridt bag ud og skulle til at give dem en lang forklaring på, at jeg ikke kunne tage imod det, men et højt grin lød og lidt efter kom Zayn, Louis og Harry farende ind i rummet.

”Kan du lide dit værelse?” spurgte Louis drillende, og straks blev mine kinder røde. Det var først nu det gik op for mig, at de havde taget røven på mig – og hvor var det pinligt. Mit ansigtsudtryk… nej nej nej. Det bare nej!

”Oooog hun rødmer,” fnes Harry, hvilket fik mig til at begrave mit ansigt i mine hænder. Jeg havde været sammen med dem en time og lidt mere, og jeg havde allerede formodet at ligne en tomat femten gange, og fået taget røven på.

”Det var bare en lille velkomst til vores gæst de næste 21 dage,” lød det fra Niall, som alligevel havde været med til det. Hvor var det ydmygende, men alligevel så sjovt, at jeg ikke kunne lade være med at grine.

*

Niall havde insisteret på vi skulle ud at handle ind, og Zayn havde protesteret. Vi skulle af sted i nat til lufthavnen, vente der og så med flyet, så det ville være dumt at købe ind, når vi ikke var hjemme igen før om fire dage. Derfor havde de bestilt en pizza, og pizzabuddet var en dreng som næsten lignede Harry på en prik – og da han så det var One Direction, begyndte han at skrige. Niall som åbnede døren havde næsten fået et hjertestop, og lidt efter kaldte han på Harry fordi han skulle se sin tvilling.

Det endte med Harry fik taget et billede af ham og lagde det på twitter, og det endte med det pizzabud fik verdens bedste dag og nu elskede sit job. Og for alle os andre, ja vi fik en kold pizza – dog havde vi også fået et godt grin.

”Sååå Lucia, hvornår ser vi dig skrige sådan af os?” lød det kækt fra Louis som var blevet færdig med at spise for længst. Jeg sad stadig og kiggede på min. Jeg kunne ikke beslutte mig for om jeg skulle spise den eller ej. Hvis jeg ikke gjorde, så ville drengene sikkert bare tro jeg havde anoreksi og få et dårligt blik af mig, så jeg besluttede mig for at spise den.

”Hun er da ikke typen der skriger,”  sagde Niall som begyndte at grine. Jeg kiggede hurtigt over på ham, og da Harry begyndte at grine gik det op for mig, hvor meget det kunne misforstås. Jeg fniste og rystede langsomt på hovedet.

Og nej, jeg vil ikke engang benægte, at jeg selv har perverse tanker. Jeg havde bare ikke nogen at dele dem med, efter May..

”Jeg kan godt skrige,” sagde jeg så og kunne virkelig slå mig selv i hovedet. Det var bare ikke lige nu den sætning skulle ind. Niall faldt næsten bagover af grin, og denne gang kunne jeg ikke selv lade være. Den havde jeg selv lagt op til.

”Ja, det må vi jo høre en gang,” lød det fra Zayn, og selvom han godt vidste den kunne misforstås, så grinede han ikke. Hans øjne lå på mig og gav mig en underlig fornemmelse i kroppen.

”Får vi det at høre i morgen?” Harry lænede sig hen imod mig og slog mig blidt på armen. Jeg løftede det ene øjenbryn og trak på skulderne.

”Ud af de mange tusind piger, så tror jeg alligevel ikke i vil kunne høre det,” sagde jeg og ødelagde det perverse ved det hele. Harry sendte mig et svagt smil, inden han lænede sig tilbage i sofaen igen. ”Gør et forsøg. Du har gode pladser foran ved scenen,” sagde han langsomt, hvilket fik mig til at slå øjnene op.

”Hvad?” spurgte jeg forvirret om. Foran scenen? Skulle jeg ikke stå bagved?

”Har vi glemt at fortælle det?” Louis gispede, hvilket de andre også gjort, bare for at gøre det hele mere dramatisk – og sjovt.

”Dig og Eleanor har pladser heeeelt foran ved scenen, så I næsten kan se vores sved!” sagde han og gjorde noget underligt noget med sin albue i siden. Et halv hip trusting.

”Nej, hvor interessant Louis, fortæl mig noget mere,” sagde jeg og lagde mit hoved i hænderne og håbede han forstod hvor ligeglad jeg var med den information. Han åbnede munden en smule og begyndte så at smile.

”Jeg tror sørme Lucia begynder at føle sig hjemme omkring os.” Måden han sagde det på, fik det til at lyde

som om der var noget bag det, og hvis der var, så ville jeg virkelig ikke vide hvad. Men sandheden var, at jeg var begyndt at lukke mig en smule mere op. Det var ikke så akavet længere, men det ville det helt sikkert være i morgen.

Kender I ikke det, hvor I kommer ind i jeres klasse, og selvom i har snakket med dem hver dag i flere år, så er det bare en smule akavet, indtil man får en samtale i gang? Sådan ville jeg garanteret have det. Ellers ville jeg vågne og tro alt jeg havde været igennem var en drøm, og så ville jeg blive så genert som jeg var i starten.

Nej.tak.

”Vent,” sagde jeg og ignorerede den kommentar Liam kom med. Faktisk hørte jeg den slet ikke.

”What, loooove?” sagde Louis drillende. Jeg fnes kort, inden jeg satte mig ordentlig i sofaen. ”Mener du Eleanor, som i din Eleanor?” Et fnis lød fra Harry inden han lænede sig hen mod mig – igen. ”Kender du andre Eleanor’rer?” Jeg drejede mit hoved og blev igen fanget af hans øjne. Jeg kunne mærke varmen i mine kinder, hvilket hurtigt fik mig til at kigge væk. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Zayn puffe til Harry og ryste på hovedet. Ikke fordi jeg vidste hvad det gik ud på, men det var underligt.

”Ja da. Vi kan da ikke sende dig derud alene. Det ville da være kedeligt! Så derfor håber jeg ikke du hader hende.” Sagde Louis alvorligt.

Jeg skulle vel tage min hævn på et tidspunkt.

”Jeg hader hende,” svarede jeg og fik alles opmærksomhed. ”Gør du?” spurgte Niall hurtigt om. Jeg sendte ham et underligt blik og nikkede. ”Selvfølgelig?” Jeg kunne næsten ikke holde masken. ”Hvorfor?” lød det fra Harry. Det var som om Louis’ klap var gået ned.

”Jeg mener… hvad er der at kunne lide? Hun afholder Louis og dig for at være sammen. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor I ikke bare springer ud. Jeg mener, Larry? Hvem elsker ikke Larry?”

Jeg var ikke en Larry shipper. Jeg elskede Eleanor, men jeg var fan, og ingen fan kunne vide med sikkerhed, om der var noget Larry eller ej, og om Eleanor var skuespil – men det kunne jeg så nu. For Louis så ikke speciel glad ud, og Harry kløede sig i håret.

”Så du er en Larry shipper,” mumlede Liam. Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at grine. Jeg kiggede hen på Zayn, som så gennemtrængende på mig, og der ødelagde jeg det hele. Et smil gled over mit ansigt, og straks vidste Zayn, at jeg løj. Han lænede sig alligevel bare om i sofaen og fulgte med.

”Selvfølgelig! Jeg mener, hvem elsker ikke at høre om gay sex?” Denne gang kiggede de alle sammen med store øjne på mig. Det gik vidst langsomt op for dem, at jeg mente det hele for sjov, og da jeg brød ud i et grin åndede de begge to ud.

”Selvfølgelig er jeg ikke en Larry shipper! Jeg elsker Eleanor,” sagde jeg imellem mine grin. Deres ansigter. I skulle have set deres ansigter!

”Jeg troede lige!” lød det fra Louis som tog en pude i hånden. Jeg undveg den da han kastede den hen på mig, så den i stedet ramte Niall i hovedet.

”Den var god den der Lucia!” lo han og holdt sig for maven.

”Hende kan jeg godt lide,” grinede Liam og sendte mig et varmt smil. Hans kommentar fik en varm følelse frem i mig. Jeg måtte ligne en idiot, men jeg kunne virkelig ikke lade være med at smile.

”Jeg kalder det hævn,” sagde jeg alvorligt og kiggede så på Louis som fik et kæmpe smil på læberne. ”Så det er sådan vi leger?” Jeg nikkede hurtigt.

”Det må jeg sige Lucia,” kom det fra Zayn. Jeg drejede mit hoved væk fra Louis og blev mødt af Zayns brune øjne, som man virkelig kunne smelte af.

”Jeg vidste ikke du var sådan en type,” drillede han. Jeg trak på skulderne. ”Hvad kan jeg sige? Jeg var åbenbart heller ikke pigen der skreg,” sagde jeg og sendte Niall et sjovt blik.

”Men I får at se. Jeg er måske slet ikke som I regner med,” sagde jeg totalt overdramatisk og kørte en hånd igennem håret – bare for at køre den overdrevede stil – selvfølgelig på et punkt, hvor de vidste det var for sjov.

”Det lyder som om det bliver nogle sjove dage,” mumlede Zayn og lænede sig en smule frem. Hans øjne borede sig stadig ind i mine, hvilket gav mig en akavet lyst til at bide mig i læben – og det gjorde jeg, og han så det, for et skævt smil gled over hans læber.

”Jeg tror jeg vil smutte i seng. Jeg er træt, og jeg kan virkelig ikke holde mig vågen fire timer endnu,” sagde jeg og skulle til at gabe. Der lød en mumlen blandt dem, indtil Harry begyndte at grine over noget Zayn sagde.

”Så, hvor vil du sove?” drillede han. Den røde farve kom straks frem i mine kinder igen. Det var stadig virkelig ydmygende at jeg havde været så godtroende.

”I din seng, hvis du ikke holder,” ”Ey, drenge, jeg skal vidst også i seng nu,” kom det igen fra Harry. Jeg rystede langsomt på hovedet og gik ind på mit værelse. Dagen havde været lang, men helt igennem fantastisk. Det var virkelig lang tid siden at jeg havde haft det så sjovt, og jeg havde vidst også fået vist dem lidt af min anden side – som de tydeligvis, ifølge Liam og Niall, godt kunne lide.

Jeg kunne ikke lade være med at smile da jeg lagde mig under dynen. Den flabede side af mig kom frem når jeg var med dem – det havde den kun gjort én gang før, og det var med May.

Måske blev den her jul alligevel ikke så ensom, som jeg troede. Måske ville jeg rent faktisk få et par nye venskaber i denne måned.

Jeg fnes kort og trak dynen over mig. Dagen havde været så fantastisk at jeg glemte alt det dårlige, lige indtil mine øjne lukkede sammen og en stemme lød.

Pizzaen.

Jeg havde stadig pizzaen i mig.

Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne godt holde den i mig. Det blev jeg nødt til. Jeg ville ikke gøre det her! Jeg kunne godt.

Uroligt vendte jeg mig i sengen og kiggede hen på døren til toilettet. Hårdt lukkede jeg øjnene sammen. Jeg kunne godt have den i mig. Jeg bed mig hårdt i læben og borede neglene i mine hofter, men ingenting hjalp.

Det skulle op, og det skulle op nu.

 

Where are you Christmas – I see you Christmas, I know I've found you

Det var så kapitel 2. Hvad synes I? Jeg ved der ikke er sindsygt meget jul over det, men det kommer skam! :-) Lige nu skal historien jo bare lige i gang - så det håber jeg I kan bære over med. Og igen, omg tusind tak fordi I læser. I ved ikke hvor meget det betyder, I varmer mit hjerte, hihihiih. Og jeg elsker jeres kommentar. Der er allerede folk der har skrevet utrolig søde ting, og det gør mig så glad! I har virkelig fået fjernet min skriveblokering og reddet min weekend, tusind tak! x

OG GLÆDELIG 2 DECEMBER! HAR DET SNEET HOS JER? HVIS JA, HVOR BOR I?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...