I miss you most at Christmas time. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Julen er miraklernes tid. Julen er Jesus fødselsdag, og julen er hjerternes fest. Julen er hvor venner og familie mødes og glemmer alle synder, og julen er tiden hvor ingen bliver efterladt – ikke engang Lucia på 17 år, der lider af sygdommen bulimi. Hun fik konstateret sygdomme efter tabet af sit forbillede og sin anden halvdel, og hun må nu for andet år i træk holde jul med tomheden, og må kæmpe sig ensomt igennem julen med sin far og lillebror. Hvad Lucia ikke ved er, at denne jule vil blive fuldstændig anderledes, da hendes lillebror har tilmeldt hende en konkurrence om at følge boybandet One Direction i hele december måned. Men kan DE redde hendes jul og samle hendes hjerte igen, eller ender det hele bare i endnu et nederlag?

1476Likes
4775Kommentarer
265288Visninger
AA

17. 15. december.

 

”Kan du ikke slukke?” spurgte jeg om og gned hænderne mod hinanden. Det var ikke fordi der var varmt i bilen eller noget, jeg var bare virkelig virkelig nervøs. Louis og jeg var på vej mod lægen – og som I ved hader jeg lægen. Og jeg havde en utrolig dårlig mavefornemmelse omkring det her.

”Selvfølgelig,” sagde Louis hurtigt og slukkede så radioen. Hans blik gled hen på mig et par gange, og til sidst afbrød han den stilhed der havde lagt sig over os.

”Har du ikke sovet i nat?” Han stemme var en smule forsigtig, og jeg ville have kigget hen på ham, hvis det ikke var fordi nattens hændelser kom snigende ind i mine tanker. Jeg havde sovet forfærdelig. Det var igen om May. Hun besøgte mig endnu engang. Denne gang var det bare anderledes. Som om hun ville fortælle mig noget var galt. Som om hun advarede mig mod et eller andet.

Jeg rystede langsomt på hovedet af mig selv. Jeg var bare paranoid. Det var jo bare en drøm.

”Jo,” svarede jeg så Louis, som hurtigt kiggede på mig.

”Luci..”

”- Okay nej jeg har sovet af lort. Jeg er bare nevøs, okay?” sagde jeg en smule hårdt, hvilket ikke var meningen. Det skulle ikke gå ud over Louis.

”Undskyld,” mumlede jeg så og kiggede ud af vinduet. Louis hånd greb fat i min, inden han gav den et klem. ”Det skal nok gå. Hvad er det værste han kunne sige?”

At jeg var taget på. At det så lysere ud. At han var stolt af mig, hvad ved jeg!?

”Bare rolig Lucia,” sagde han igen og aede forsigtigt min hånd – præcis på den måde, som fik min krop til at slappe af.

Jeg tog en dyb indånding og sank den klump jeg havde i halsen, inden jeg åbnede døren og steg ud. Jeg havde været her 5 gange nu, og jeg hadede det mere og mere. Der var jo ingen grund til at jeg skulle herhen hver gang.

Jeg gik hen mod indgangen og sendte Louis et taknemmeligt smil da han åbnede døren for mig. Pigen bag disken tog imod mit sygesikring og gjorde så tegn til vi kunne tage plads. Et par mennesker kiggede en smule undrende på os. Det var ikke fordi der var speciel mange. Det var trods alt en speciel læge inden for spiseforstyrrelser, så der var ikke proppet med mennesker her.

Jeg lagde det ene ben over det andet, og gemte så mine hænder i mit skød for ikke at vise hvor nervøs jeg var. Jeg rystede som en gal og mine hænder var virkelig kolde. Jeg havde det ikke særlig godt lige nu.

”Lucia, slap af,” sagde Louis og lagde en hånd på mit knæ. Jeg lukkede øjnene og nikkede. Jeg vidste ikke hvor længe jeg sad sådan, men jeg hørte hvert fald ikke da lægen kaldte mit navn op. Det var først da Louis trak mig op og stå, at jeg vågnede.

”Vi vejer dig lige først,” sagde han inden jeg fik sat mig. Louis slog sig hurtigt ned og kiggede så væk.

Jeg bed mig hårdt i læben inden jeg stillede mig op på vægten. Mine øjne fandt loftet indtil lægen bad mig gå af igen.

Da jeg endelig fik sat mig i stolen ved siden af Louis, åndede jeg en smule lettet ud. Mine ben rystede som en i helved, og min mave gjorde ondt.

”Nå, Lucia.” Allerede måden han sagde mit navn på gjorde mig dårlig tilpas. Mit blik fandt langsomt hans, og måden han kiggede på mig på, fik det til at løbe kodlt ned af ryggen.

”Det er længe siden jeg har set fremskridt,” sagde han så, hvilket fik mig til at kigge ned i mine lår. Hvad mente han med fremskridt?

Mit hjerte satte langsomt tempoet op.

”Hvilket fremskridt?” spurgte Louis nysgerrigt om, hvilket jeg kunne takke ham for, for jeg brændte for at vide hvilket fremskridt.

”Et kilo har du taget på,” Mine tænder bed hårdt ned i læben. Et kilo? Min krop begyndte langsomt at ryste. Louis sad lige ved siden af mig, og hvis jeg ikke tog fejl så han lettet og glad ud. Men hvorfor? Jeg havde taget på. Et fucking helt kilo! Jeg havde lige smidt et halvt, og nu tog jeg et helt på? Havde det bare været spild af tid?

”Jeg har ikke fået svar fra blodprøverne endnu, men det bliver hvert fald inden jul,” sagde han med en glad tone, men det var ligemeget. Min krop var fuldstændig stivnet. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Men kun fordi Louis sad ved siden af mig, kiggede jeg på lægen og sendte ham et smil.

Jeg kunne ikke begynde at græde her. Jeg kunne ikke lavede en scene – ikke når Louis var her.

”Så jeg gætter på at vi ses den 21?” han rejste sig op og det samme gjorde Louis og jeg. Jeg trykkede hurtigt hans hånd og ventede bare på Louis blev færdig. Jeg havde brug for at komme hjem og være alene.

Louis synsvinkel:

”Det gik da godt?” sagde jeg og kiggede koncentreret på Lucia for at se hendes reaktion. Hun løftede hovedet en smule og gav mig et overbevisende smil jeg nok ville have troet på, hvis det ikke var fordi jeg så hendes reaktion hos lægen.

For alle var det godt – selv for hende, men jeg kunne se hun slet ikke troede på det. Hun var sikkert virkelig skuffet og sur på sig selv – det forklarede hvert fald stilheden fra hendes side af. Sidste gang havde hun smilet utrolig meget og snakkede uafbrudt. Nu var hun bare helt stille, og det bekymrede mig.

Jeg elskede at Lucia stolede så meget på mig, at hun ville have mig med til lægen i stedet for Zayn. Måske fordi jeg elskede at tage med hende, fordi hun virkelig betød meget for mig allerede. Jeg følte – lige så vel som Liam følte, at vi havde et ansvar for hende. Liam var dog flippet ud i går, og det gjorde det vidst ikke rigtig bedre for Lucia. Det havde været en utrolig dum ide, og det havde vi advaret ham om, men ja.

”Så, er der noget du vil lave i aften?” spurgte jeg på vej hjem. Lucia rystede dog bare på hovedet og kiggede ud af vinduet. Jeg sukkede tungt og startede radioen for at få den trælse stilhed væk. Der var helt klart et eller andet der prægede hende.

”Lucia,” sagde jeg så da vi næsten var hjemme. Hun vendte langsomt blikket hen mod mig.

”Er du okay?” spurgte jeg så forsigtigt om. Hun smilede kort. ”Jeg er bare træt,” sagde hun så inden hun åbnede bildøren og gik hen mod døren.

Jeg lænede tungt mit hoved tilbage i sædet og sukkede. Hun var langt fra okay, og det skulle de andre drenge vide. Jeg var bange, bange for hun ville gøre noget dumt.

Jeg vidste ikke præcis hvordan man tænkte eller havde det når man havde en spiseforstyrrelse, men jeg vidste at det Lucia fik at vide i dag ikke var noget hun ville have at vide. Og jeg vidste hun følte sig endnu ’federe’ som hun havde sagt, end før.

Problemet var bare, at Lucia næsten var undervægtig. Men hun kunne ikke se det. Og det irriterede mig.

Harry synsvinkel:

Døren gik op, og lidt efter råbte Louis at de var hjemme. Jeg kiggede hen på Zayn, som hurtigt vendte blikket hen mod døren, hvor en bekymret Louis kom ind, og Lucia som næsten havde hovedet klistret mod gulvet – det hang hvert fald på en ikke glad måde.

Det her kunne umuligt tyde godt. Havde hun tabt sig? Skulle hun indlægges?

Uden et eneste ord fra hende, gik hun ned på sit værelse.

”Vil du være sød at tjekke op på hende?” spurgte Louis om og henvendte sig til Eleanor, som sad på køkkenbordet. Hun gav ham et underligt blik, inden hun nikkede og forsvandt.

”Hvad sker der?” var Zayn den første til at spørge om. Liam havde igen sit bekymret blik på alle os.

Jeg sukkede tungt og lænede mig op af bordet. ”Hun har taget et kilo på,” og ved de ord åndede Zayn lettet ud, og Liam smilede ne smule.

” – men hun hader det,” brød Niall ind og kiggede på mig for at få svar. Jeg nikkede langsomt. ”Vi skal vidst være ret opmærksomme på hende,” sagde jeg og kiggede med et alvorligt blik på Zayn.

”I skulle have set hende. Hun lignede en der kunne bryde sammen når som helst.”

” – og så påstår I stadig hun er ’okay’?” sagde Liam irriteret.

”Vi har aldrig påstået hun er okay. Hun er syg Liam, det ved vi alle sammen,” sagde Zayn en smule hårdt og irriteret til ham.

Lucias synsvinkel:

Jeg ved ikke om det var meningen at jeg skulle have hørt det – men det gjorde jeg. Zayns værelse lå ved siden af køkkenet, og jeg kunne nemt høre Zayn, som vrissede af Liam og fortalte jeg var syg.

Og det irriterede mig.

Jeg var ikke syg.

”Her var du!” lød en stemme. ”Er du okay?” døren gik helt op og Eleanor kom ind. Jeg drejede hurtigt mit blik hen mod hende og sendte hende et smil.

”Jeg er bare træt,” sagde jeg og satte mig længere ind på sengen. Eleanor nikkede og kiggede så rundt i værelset, som om det var første gang hun var herinde.

Lige nu havde jeg mest bare lyst til at være alene – men ud fra deres skænderi i køkkenet lød det ikke ligefrem til de ville lade mig være alene. Så det eneste jeg kunne gøre, var at ligge mig til at sove.

”Er det okay hvis jeg sover lidt?” Eleanor begyndte at grine over mit spørgsmål. ”Selvfølgelig er det okay,” sagde hun så og gik hen til døren.

”Vi er i stuen hvis det er,” og hvorfor hun sagde det, det havde jeg ingen ide om.

*

”Et kilo?” May løftede det øjenbryn og kiggede dumt på mig. ”Det er ikke særlig meget,” sagde hun på en nedladende måde. Jeg kiggede forvirret på hende og lod så mit blik glide hen på mig selv i spejlet – og det eneste jeg så var fedt fedt fedt fedt.

”Det kan du nemt tabe igen,” lød hendes stemme igen. Jeg rystede på hovedet og kunne se tårerne glide frem i mine øjne.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere May! De påstår alle sammen jeg er syg,” mine hænder rystede voldsomt.

”Jamen du er syg,” hun lagde hovedet på skrå og sendte mig et lille smil.

Jeg skar en grimasse og trådte et skridt tilbage.

”Jeg er ikke syg?” hviskede jeg, hvilket fik hendes smil til at gro.

”May, du er syg. Jeg var syg, og du er syg. Vi følges ad,” hun kærtegnede blidt min kind, og kulden fra hendes hånd var præcis lige som min.

”Jeg er ikke syg!” råbte jeg og trådte et skridt tilbage. May begyndte at grine højt og nikkede så.

”Jeg er ikke syg!” skreg jeg højere og trådte endnu et skridt tilbage, for at falde.

Falde. Falde. Falde.

”Lucia der er mad,” lød det fra døren. Jeg satte mig op med et sæt og kiggede forvirret rundt i mit… Zayns værelse.

”Wow, easy,” lød det drillende fra Harry. Jeg kørte en hånd igennem mit hår og prøvede at få mit hjerte til at falde på plads. Mine fødder fandt det halv kolde gulv inden jeg rejste mig op.

”Du ligner en der har set et spøgelse,” drillede Harry og lod sin hånd ae min ryg mens han blidt skubbede mig frem ad.

Jeg havde også lige set et spøgelse.

”Uh det dufter,” lød det fra Niall som greb ud efter skeen til sovsen.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Min mave gjorde virkelig ondt. Jeg havde brug for at spise. Jeg havde brug for at vise dem jeg ikke var syg. Jeg var ikke syg.

”Har du sovet godt?” spurgte Eleanor om og sendte mig et smil. Jeg nikkede kort og lod Zayn give mig noget mad på tallerknen. Jeg sendte ham et taknemmeligt smil og kiggede så på Louis som var i gang med at fortælle et eller andet de så i TV. Noget med noget skole skyderi i Amerika.

Jeg kørte maden ind. Næsten uden at tygge det. Det var længe siden jeg havde haft sådan en lyst til at spise.

Jeg hældte noget cola op i mit glas og kiggede så tilfældigvis på Liam, som gav mig endnu et af hans bekymrende blikke. Jeg lukkede kort øjnene. Han tog fejl. Han vidste ingenting. Ingenting! Han vidste ikke hvordan jeg havde det, og han burde ikke bekymre sig. Han kendte mig næsten ikke. Jeg skulle bare være ligeglad.

Og det samme med May. Jeg var ikke syg. Bare fordi jeg ville ligne hende betød det ikke, at jeg var syg. Jeg ville bare være slank. Og den tanke gjorde ikke en syg. Jeg ville ligne May, og May var fucking ikke syg.

”Må jeg be’ om colaen Lucia?” spurgte Louis om. Jeg kom hurtigt til mig selv og kiggede så på colaen. Jeg blinkede et par gange – kom ordentlig til mig selv.

”Lucia?” Zayn puffede mig i siden og gav så colaen til Louis. Mine vejtrækninger blev hurtigere og hurtigere. Hvad havde jeg egentlig gang i?

Hvorfor skulle May bestemme over mit liv? Hvorfor skulle Liam og Zayn bestemme om jeg var syg eller ikke syg? Hvorfor hørte jeg overhovedet efter dem? Det var mit liv. Mine regler, mine valg!

Jeg ville være slank, og hvis de ikke forstod det, så var det ikke mit problem!

Mit blik gled ned til maden og hen til colaen, for at glide hen på Liam som kiggede bekymret på mig, og hen til Zayn som gjorde præcis det samme. Det var for meget. Jeg kunne ikke være her lige nu. Ingenting var som det så ud til. Liam havde råbt af mig i går – fortalt mig en masse, og det var sådan de andre havde det, men de sagde ingenting!

Frustreret skubbede jeg stolen ud så den larmede hen af gulvet.

”Hvorfor kigger I sådan på mig?!” jeg kørte en hånd igennem håret og trådte et skridt tilbage. May’s stemme lød i mit hoved igen.

Vi er bedsteveninder, vi følges ad.”

”Hvordan?” spurgte Niall forvirret om.

Vi følges ad.”

Jeg kunne mærke maden sidde fast i maven. Det skulle op. Jeg kunne ikke..

”Undskyld je…” jeg vendte rundt og forlod køkkenet og nærmest løb ind på mit eget værelse. Jeg smækkede døren i og fandt hen til badeværelset.

Mit blik fandt mig selv i spejlet. Mine øjne var ikke til at kende. De var forvirret, såret og frustreret – og allermest bange.

Jeg faldt hårdt ned på gulvet, men smerten var ligegyldig nu. Jeg lænede mig ind foran toilettet, men ingenting kom op. Den normale følelse når jeg lå sådan her, den var væk. Maden kom ikke op af sig selv. Noget havde ændret sig!

Og jeg havde ikke brug for ændringer lige nu.

Endnu mere frustreret end før stak jeg to finger i halsen – om og om igen.

Tårerne væltede op i mine øjne, men det var ligegyldigt – alt andet var ligegyldigt. Selv Louis stemme.

”Lucia,” sagde han forvirret og skubbede døren op – døren som jeg åbenbart ikke havde låst.

Mine finger fandt igen ned i halsen, og endnu mere kom op.

”Lucia, stop det!” sagde han højt.

Zayns synsvinkel:

”Lucia, stop det!” råbte Louis, hvilket fik mig til at kigge rundt inden jeg fløj op fra stolen. Hvad fanden skete der?

”Lucia, stop,” sagde Louis højt igen idet jeg trådte ind på værelset. Mit blik fandt hurtigt hen til badeværelset, og en ubehagelig fornemmeles kom frem da jeg hørte Lucia hoste.

”Hvad fanden?” Jeg kom hurtigt hen til døren og så Lucia ligge på gulvet foran toilettet. Louis stod forvirret foran og lavede en masse armbevægelser. Han havde ingen ide om hvad han skulle gøre.

Lucias synsvinkel:

Maden var oppe. Jeg vidste det, men jeg kunne ikke lade være med at blive ved og ved. Jeg havde trang til det her – jeg havde brug for det. Alt maden fra de sidste dage skulle OP. Ud af min krop!

”Lucia for fanden,” råbte Zayn, men ikke engang han kunne få mig til at stoppe. Jeg skulle vise dem jeg var okay. Jeg var okay!

”Lucia!” et par hænder tog om mine hænder og trak dem fra hinanden så de ikke var i nærheden af mit ansigt.

Jeg hostede kort.

”Stop det!” hviskede jeg mens tårerne strømmede ned af mine kinder. Zayn ignorerede mig og fik skyllet mine hænder under vanhanen, og da det kolde vand ramte mine hænder og lyden af toilettet der rullede ud ramte mine øre, trak jeg hårdt mine hænder fra mig.

”Stop det!” sagde jeg højere og søgte hen til toilettet igen.

”Lucia, drop det,” sagde Louis vredt, men lige nu var det eneste jeg havde i hovedet at få maden op – vise dem jeg var okay!

”Stop det,” skreg jeg højt og vred mig under Zayns greb.

”Lucia, shhh,” sagde han højt og tog endnu engang fat i mine hænder, men jeg skubbede bare hårdt til ham.

”Jeg er ikke syg! Okay?” Mit blik fandt Louis som stod foran toilettet. Hans blik lå bekymret på mig – og det irriterede mig. Jeg havde ikke brug for det skide blik!

”Jeg er ikke syg!” råbte jeg igen og kiggede hen mod døren, hvor Liam kom ind.

”Jeg sagde det kun var et spørgsmål om tid!” han kiggede bebrejdende på Louis og derefter mig.

”Jeg sagde det jo! Hun er syg.”

”Jeg er ikke syg!” skreg jeg endnu engang og rystede på hovedet.

”Ikke syg, ikke syg,” hviskede jeg til mig selv og rystede på hovedet igen og igen.

”Lucia, shhh,” Zayn tog om mig igen hvilket fik mig til at hulke højt.

Åh gud, hvad havde jeg gang i?

”Ikke syg,” hviskede jeg mod Zayns bryst, mens han langsomt aede min ryg.

Mit hjerte sprang af sted så det gjorde helt ondt.

”Ikke syg,” prøvede jeg igen men blev afbrudt af et højt hulk.

Jeg sank klumpen jeg havde i halsen og prøvede at få ro på mig selv.

Liam havde ret. Zayn havde ret – selv May havde ret.

Jeg var så fucking langt ude. Jeg havde løjet for mig selv. Troet alt var fint fordi May havde gjort det.

Men sandheden var, at jeg ikke var rask.

Og det gjorde ondt at tænke på.

Men jeg var syg.

Louis synsvinkel:

”Waow,” mumlede Niall og stirrede bare ud i luften.

”Det havde jeg ikke regnet med,” sagde Harry så. Jeg rystede langsomt på hovedet. Det havde jeg heller ikke – og det havde Zayn heller ikke, eller Eleanor, eller Liam selvom han påstod det. Han havde ikke i tankerne at det her ville ske.

”Hvad skete der lige?” mumlede jeg så forvirret. Liam trådte et skridt frem ad.

”Jeg tror lige det gik op for hende hvor langt væk hun er.”

” – og hvor syg hun er,” tilføjede Niall.

Jeg nikkede igen og skulle til at sige noget, men jeg blev afbrudt af Zayn, som kom ind i køkkenet. Automatisk kiggede vi alle ventede på ham.

”Hun har det bedre,” sagde han så og satte sig på en stol. Harry lagde hænderne på hans skulder, hvilket fik ham til at sukke.

Der var stilhed. Det eneste man kunne høre var Zayn som trak vejret dybt.

”Louis du bliver nødt til at snakke med hende.” Zayn afbrød stilheden og kiggede så med store øjne på mig.

Mig? Hvorfor skulle jeg?

”Hun stoler på dig,” sagde Liam så for at svare på mine ikke sagte spørgsmål.

”Hun stoler da også på dig?” sagde jeg og kiggede på Zayn, men han rystede kort på hovedet.

” På nogen punkter ja. Men det er dig hun ville have med til lægen, og jeg tror du er den eneste der kan tale hende til fornuft. Jeg har prøvet – og det virkede indtil nu.” Jeg kunne se hvor frustreret han var, derfor nikkede jeg hurtigt og gik hen for at tage et glas med vand, som jeg kunne give hende.

Hun havde sikkert en forfærdelig smag i munden – og ikke kun af skyldfølelse. For jeg kendte hende så godt til, at hun virkelig havde skyldfølelse over vi skulle se det her.

Lucias synsvinkel:

Hvordan var det muligt at gå så langt? At kaste op foran dem? At glemme dem? At være så besat af én fucking ting?

Well, det var muligt fordi jeg var syg. Jeg var så langt ude at jeg ikke engang vidste jeg var syg. Men nu… det var det eneste jeg kunne tænke på.

”Lucia?” døren gik op, og Louis stak hovedet ind. Mit hjerte sprang et slag over, men da han sendte mig et smil åndede jeg lettet ud.

Louis havde stået der inde og bedt mig stoppe, men jeg havde fuldstændig koblet fra..

”Må jeg komme ind?” spurgte han så om selvom han var inde.. Jeg fnes kort og nikkede.

”Her, jeg tænkte du havde brug for noget vand,” sagde han og rakte mig et glas med vand. Jeg smilede som tak og drak noget af det mens Louis fik sat sig ned.

”Er du okay?” han tog forsigtig fat i min hånd som var helt kold. Jeg skulle til at nikke, men jeg vidste det ville være en løgn – og han vidste det også.

”Nej.” Han rystede på hovedet for at vise han godt vidste det.

”Du bliver nødt til at slippe hende, Lucia,” startede han ud med en rolig tone.

Stilheden lagde sig om os, men på Louis holdning vidste jeg, at han bare ventede på at spørge om det næste.

”Lucia,” han klemte min hånd og fangede så mit blik.

”May var ikke tynd. Hun var for tynd, og det var ikke flot. Og det er der du er på vej hen nu. May døde Lucia. Hun døde fordi hun ville være tynd. Hun valgte sit udseende frem for alt andet. Er det det som betyder alt for dig?”

Jeg rystede langsomt på hovedet.

”Ingen af os ønsker at se dig der hvor May er. Du vil være pæn, du vil respekteres af andre – og det er du. Du er pæn, men du kan ikke selv se det. Du er slank, men bliver du slankere bliver du tynd, og det er ikke flot. Lucia,” hans stemme blev lavere.

”May døde af anoreksi. Hun døde fordi hun ville være noget der ødelagde hende – og det er det samme du vil. Du vil være som May – du vil være det der ødelagde hende. Forstår du?”

Jeg nikkede kort.

”Vil du gerne dø?”

Hans spørgsmål kom bag på mig, og fik mig til at fnise en smule. Ikke på en glad måde, mere end dårlig en. Hvis jeg ville dø, så havde jeg taget mit liv for lang tid siden.

”Selvfølgelig ikke,” mumlede jeg, og langsomt gik det op for mig hvad han mente.

”Hvis du ikke stopper med at lege May, og vil være som May, så ender du som hende. Du ender med at dø” sagde en stemme i hovedet. Jeg bed mig i læben og kunne mærke tårerne presse på.

May var syg. Jeg er syg. May døde, jeg lever.

”Men hvad skal jeg gøre Louis?” hviskede jeg og kunne smagen salten fra mine tårer på min mund.

”Hun er der hele tiden,” hviskede jeg så, hvilket fik ham til at nikke.

”Du er stærkere end hende Lucia. Hun er her ikke længere – kun i din hjerne. Du må tænke på den her samtale, okay? Hun skal ikke styre dit liv længere. Du har altid levet i skygge af hende, og nu er det på tide at det bliver lavet om – og vi er her til at hjælpe dig, forstår du?” Han lagde armene om mig, og trak mig ind i et varmt kram. Jeg forstod ham – bedre end jeg havde forstået nogen andre. Det her var sygt.

Jeg var klar på at lave det om. Jeg ville ikke dø, og jeg ville ikke leve i skyggen af nogen længere.

*

”Se hvem jeg har med,” sagde Louis og slog ud med armene. Jeg kunne ikke lade være med at smile – og rødme da de alle kiggede. Dog sendte de mig alle sammen et smil – selv Liam. Denne gang intet bekymret blik, men bare et varmt smil.

”Hejsa,” lød det fra Harry. Jeg grinte kort og kiggede så hen på Zayn, som også smilede varmt til mig inden han gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ved siden af ham.

”Det er den 15 december. Det er lørdag, og der kommer julefilm i TV. Så lad os nu julehygge,” sagde Eleanor som kom ind i stuen med chips og slik – sammen med Niall som allerede havde mundet fuld af mad.

Zayn lagde armen om mig, og hurtigt fik jeg viklet mig ind i ham.

”Er du okay?” spurgte han forsigtig om. Jeg nikkede kort og plantede et kys på hans kæbe.

”Tak,” mumlede jeg så og puttede mig ind til hans bryst.

Selvom han havde set mig kaste op. Selvom han havde set mig fra min værste side, så var han der til at få mig til at falde til ro. Jeg tror han brugte en halv time bare ved at sidde med armene om mig og fortælle mig jeg var god nok. Han havde ingen ide om, hvor meget det betød – og han havde ingen ide om hvor glad jeg var for at have ham omkring mig.

Ja, hvor glad jeg var for at have alle de drenge og Eleanor omkring mig.

Fra i morgen af, så skulle jeg tage mig sammen. Det blev hårdt, men jeg blev nødt til det, for det sidste jeg ville var at såre dem.

De holdt mig i live da alt var lort – og de gør præcis det samme igen.

*

GLÆDELIG 15 DECEMBER ! Er selv i ok humør ud over jeg har det skidt på grund af min pencillin - og skal arbejde syv timer i morgen oooomg ):

Nå, hvad synes I? Havde I regnet med det? Og Liiiiiambaben havde ret - suk. Nå, for at gøre jer lidt mere spændt og for at være røv irriterende - så sker der snart noget mellem Zayn, Lucia og én mere - trekaaantsdramaaaaaaaaaaa! Men indtil må I vente, hhææh! Hvad tror I det er? 

Dagens spørgsmål: Hvad er klokken lige nu? :-D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...