I miss you most at Christmas time. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Julen er miraklernes tid. Julen er Jesus fødselsdag, og julen er hjerternes fest. Julen er hvor venner og familie mødes og glemmer alle synder, og julen er tiden hvor ingen bliver efterladt – ikke engang Lucia på 17 år, der lider af sygdommen bulimi. Hun fik konstateret sygdomme efter tabet af sit forbillede og sin anden halvdel, og hun må nu for andet år i træk holde jul med tomheden, og må kæmpe sig ensomt igennem julen med sin far og lillebror. Hvad Lucia ikke ved er, at denne jule vil blive fuldstændig anderledes, da hendes lillebror har tilmeldt hende en konkurrence om at følge boybandet One Direction i hele december måned. Men kan DE redde hendes jul og samle hendes hjerte igen, eller ender det hele bare i endnu et nederlag?

1476Likes
4775Kommentarer
265109Visninger
AA

3. 1. december.

 

Jeg slog øjnene op, for hurtigt at lukke dem igen. Solen skar i øjnene. Der var ikke noget værre end december solen. Den var alt for tæt på jorden, og den kunne give en hovedpine med det samme.

Irriteret slog jeg ud efter mit gardin, og fik med alt held, hevet det for. Jeg havde virkelig lyst til at sove videre, men noget afholdt mig fra det. Det tog mig ikke lang tid, at komme i tanke om hvad, og da slet ikke da Lucas kom ind af døren, med en rød nissehue og en pakke i hånden.

”Det er den første december!” råbte han glad og kiggede ned på pakken i hans hånd, inden han kiggede med store øjne på mig.

”Jeg håber det er okay, at jeg har åbnet min pakkekalender,” fniste han og kom hen til mig og rakte mig pakken. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Det var sikkert hans nissehue.

”Er du glad for den?” spurgte jeg mens jeg pakkede gaven op. Han nikkede ivrigt og viste så en slik pose han havde på ryggen.

”Den fik jeg også! Vil du smage?” Jeg begyndte at grine og rystede så på hovedet, hvilket fik ham til at stivne i sin bevægelse.

”Slik til morgenmad er ikke sundt Lucas!” sagde jeg hurtigt, hvilket fik ham til at bide sig i læben. ”Neeeeej,” fniste han og fik røde kinder. Ergo var det hans morgenmad.

Jeg fik endelig pakket gaven op, og indeni lå der et cover til min mobil. Et smil gled over mine læber, og da jeg vendte det om, stivnede det. På coveret, var der en masse billeder af May og jeg. Blandt andet mit yndlings billede, hvor vi stod i armene på hinanden efter en jule forestilling for 3 år siden.

May havde været utrolig bange for at gå på scene den dag. Hun havde fået hovedrollen. Hun plejede aldrig at lide af nogen form for sceneskræk. May var typen der havde selvtilliden med sig, lige meget hvor hen hun gik. Men den aften, der var det anderledes. Det var der det hele startede.

”Lucia!” råbte Lucas og ruskede mig i armen. Noget sagde mig, at det ikke var første gang han havde sagt mit navn, og jeg havde ret. Hans øjne var fuld af nervøsitet, men da jeg sendte ham et stort smil, hoppede han hen til mit skab.

”Må jeg vælge dit tøj?” spurgte han om og havde åbnet skabet, før jeg fik nået at svare. Jeg trak på skulderne. ”I guess so,” fnes jeg, hvilket fik Lucas til at kigge på mig.

”Det ved jeg hvad betyder!” sagde han stolt, inden han kiggede ind i skabet. Jeg begyndte at grine. Han var på rette vej.

”Uh, den her!” sagde han og trak en hættetrøje ud. Det var min yndlingshætte trøje, som jeg kun brugte en gang på året – dengang One Direction gik videre i x factor.

”No way,” sagde jeg og rejste mig. Jeg skulle ikke bryde min cyklus. Desuden var det den første december. Vi skulle til juleindsamling, så mit tøj kunne i det mindste være lidt jule agtigt!

”Gå ned til far,” jeg kørte min hånd rundt i hans hår og skubbede ham hen mod døren, hvilket han synes var hylende morsomt.

Jeg rystede på hovedet af ham, og fandt et par grønne bukser frem, en hvid løs top og en rød cardigan, så man ikke kunne se min former specielt godt.

Meget kreativt, hva?

Jeg gik hen til spejlet og tog hurtigt min foundation frem, for at dække mine rander til. Jeg lagde et lag, tog mascara på og en sød grøn – langt fra kraftig, øjenskygge på. Mit hår satte jeg op i en høj hestetale, og så var jeg klar.

Eller vent. Jeg gik hen mod min mobil, tog mit glimmer cover af, og skiftede det ud med det nye. Jeg sendte det et smil og plantede et kys derpå. Nu havde jeg May med mig overalt.

Jeg fandt hurtigt vejen ned af trapperne og kom ud i køkkenet til min far. Jeg listede hen til ham og slog armene om ham, så han gav et hop fra sig.

”Tusind tusind tak for gaven!” hvinede jeg. Han lagde hurtigt en arm om mig og kyssede mig i panden.

”Wow, du ser godt ud,” grinte han og drak resten af sin kaffe. Jeg bed mig i læben og sagde tak. Det var det eneste jeg kunne sige, medmindre jeg ville starte en diskussion om hvor dum jeg så ud – og det var den første december, så jeg holdt bare min kæft.

”Så, er vi klar?” min far sendte Lucas et hemmelighedsfulgt smil.

”Hvad var det for noget?” jeg puffede til min far, som bare trak på skulderne. ”Det er jul. Hemmeligheder er der mange af,” grinte han inden han tog sine bilnøgler.

Og hvad mente han med det? Det var vel begrænset, hvor mange hemmeligheder man kunne have! Jeg fik det nok at vide før eller siden, og at se Lucas så glad, gjorde mig glad. Han var min lykke.

”Lad os komme af sted,” hvinede Lucas og tog sin action figur i hånden. Jeg plejede altid at kalde den Liam, hvilket irriterede ham. Den hed da godt nok ikke Liam, og da slet ikke når der var en i One Direction der hed det. I hans alder var One Direction hvert fald ikke gode. Hahahaha

*

”Hvor er det henne?” spurgte jeg min far efter en lang køretur. ”Her,” sagde han og grinte. Vi havde holdt stille i lang tid, hvilket fik mig til at undre mig en smule. Men min far skulle åbenbart ordne noget på sin mobil, og det var først nu min tålmodighed blev brugt op.

”Kom nuuuuuuuu,” bad Lucas for femte gang. Min far tog endelig sin sele af og åbnede døren. Han gik hurtigt hen til Lucas, og hviskede noget til ham, hvilket fik ham til at nikke.

Godt så. De havde altså hemmeligheder for mig – fedest. Men det var nok ikke noget slemt.

”Hvorfor er der ingen biler her?” spurgte jeg forvirret om. Det var en indsamling, hvorfor var der så ikke andre?

”Ehm, de venter derinde,” sagde han uden at svare ordentlig på mit spørgsmål. Jeg lagde ikke rigtig mere i det og fulgte så med dem ind. På vejen vibrerede min mobil, så hurtig tog jeg den op. Min kusine havde igen skrevet til mig. Det måtte være vigtigt.

#Omg! Hvorfor har du ikke sagt det? Hvor er det vildt!# skrev hun, hvilket fik mig til at rynke pande. Det var da en skam at hun lige havde brugt så mange penge, på at sende den forkerte person en besked. Jeg kunne dog ikke lade være og spurgte hende, om hvad hun mente.

Jeg gik ind af en dør inden den lukkede i og kiggede hurtigt op, for at glo ned i min mobil igen. Jeg gik ind på Tumblr for at tjekke tingene derinde. Folk gik helt amok over den konkurrence der blev holdt. Vinderen skulle åbenbart blive afsløret nu her.

Jeg kunne først tjekke hvem der vandt i aften, for min far puffede til mig, hvilket fik mig til at kigge op. Jeg lagde hurtigt mobilen i lommen og fulgte med ham ind i et rum, hvor der var en sofa og et par mennesker.

Et par mennesker der overhovedet ikke lignede nogle der skulle til at samle ind til jul. Der var kameraer over alt og foran mig, var der et stort lærred, hvor en film skulle begynde.

”Far, hvad er det he…” lyset blev slukket og videoen blev tændt. Musikken til Britney Spears my only wish this year, blev sat på, og et billede af Lucas og min far kom frem.

Jeg kiggede forvirret rundt, og kunne så mærke Lucas hånd i min. Jeg havde virkelig ingen ide om, hvad det her var.

En video af mig og May kom frem. May filmede mig, som kom løbende hen over en mark med vinden i håret mens jeg løb og sang What Makes You Beautiful. Jeg knurrede automatisk Lucas hånd ved lyden af May’s grin.

Gud hvor jeg savnede det.

May gav kameraet til Lucas, som filmede på May som løb hen til mig. Hun hoppede op på min ryg, så jeg faldt forover, hvilket fik os begge til at skrald grine.

Videoen sluttede, og en ny kom frem af mig.

Jeg stod inde på badeværelset og sang ind i en mikrofon. Denne gang var det One Thing jeg sang, mens jeg stod og viftede mit hår fra side til side. Min mor grinede bag kameraet, hvilket fik mig til at kigge hen på hende. Et skrig forlod mine læber, inden jeg flækkede af grin.

Et grin fandt over mine læber da videoen sluttede og en ny af May og jeg kom frem.

Det var fra en aften, hvor vi holdt Up all night. Lucas kom ind på værelset med et kamera og havde filmet os i smug, og hvordan vi flippede ud til 1D. May skreg op om hvor lækker Zayn var, hvilket fik mig til at skraldgrine.

Minderne fløj ind i mit hoved.

Pludselig blev musikken ændret til en mindre glad sang – silent night.

 Et billede af May som lå på hospitalet kom frem. Hendes øjne var helt røde, og hendes knogler stak frem over alt – eller det var det folk sagde. En tekst kom frem. Den fortalte, at May havde fået konstateret anoreksi, og der ikke var så meget at gøre. Man så et billede af mig, som sad og grinte med May over en video med One Direction. Hendes latter var blevet så svag den gang.

Tårerne kom frem i mine øjne. Jeg havde virkelig ingen ide om, hvad det her var.

Et billede af Mays begravelser kom frem, hvilket fik mig til at snøfte. Jeg kiggede ned på Lucas som havde lænet sit hoved op af mig. Hvad var det her?

En video af mig, kom frem igen.

Jeg var hos lægen – og eftersom Lucas hobby var at filme, synes han det kunne være spændende at opleve mig hos lægen. Det blev dog bare ikke helt, som han eller jeg havde forestillet os.

Min mor greb min hånd, da min læge lænede sig tilbage i stolen. Han forklarede på dansk, at jeg havde fået bulimi. Underteksterne var blevet ændret til engelsk, hvilke gav lige så lidt mening som alt det her.

Hvad var det for en video?

More than this kom frem samt en masse billeder, hvor jeg var ved lægen og om mit vægttab. Jeg havde tabt mig utrolig meget i starten, men jeg blev tvunget til at spise igen, så nu lignede jeg slet ikke pigen på videoen.

Jeg tørrede mine øjne og kunne mærke mine ben ryste under mig.

En tekst kom frem, om hvordan tingene var gået ned for mig, og hvordan jeg var blevet efter tabet af May. Det gjorde ondt at det var sådan de så mig. De havde mistet en del af mig, og den snakkede de om, at de håbede ’de’ ville få frem.

Hvem end ’de’ var, havde jeg ingen ide om.

#Det ville betyde så meget for min søster at vinde. Hun har været så meget igennem, og uden jer, er jeg ikke sikker på, at hun ville være her i dag. I kan gøre hendes jul perfekt, og måske I kan finde hende frem igen. Jeg elsker dig Lucia – Lucas.#

Jeg kiggede hurtigt ned på Lucas, som stod med tårer i øjnene og et kæmpe smil på læberne. Jeg bed mig hårdt i læben og trak ham ind i et kram. Jeg hadede at se ham græde. Jeg havde forvoldt ham nok smerte igennem hans liv.

Lyset blev tændt, og hurtigt kiggede jeg hen på min far. Han smilede stort – og straks vidste jeg, at han havde hjulpet Lucas med den video. Jeg vidste bare ikke til hvad, men det fik jeg svar på, for døren gik op og et par drenge jeg kendte lidt for godt, kom gående ind med et stort smil på læberne.

Hurtigt fandt mine hænder min mund, som stod piv åben. Mit hjerte hoppede et slag over, og da et par arme blev lagt om mig, begyndte jeg at græde.

”Hello love,” lød det fra Louis. Hele min krop rystede, hvilket fik Harry til at køre sin hånd op og ned af min ryg, inden han krammede mig. Et grin lød fra Zayn, hvilket fik mig til at græde endnu mere. Da jeg så ham i øjnene, tænkte jeg straks på May.

Hvis bare May var her nu.

”Oh my god,” hviskede jeg og lod Niall give mig et kram.

Nu forstod jeg pludselig hvorfor kameraerne var omkring os, og hvorfor den video var blevet lavet. Lucas og min far, havde meldt mig til den konkurrence. Den konkurrence, som alle pigerne flippede ud over. Min kusines besked gav pludselig mening – alt gav mening, undtagen hvorfor jeg havde vundet.

”Træk vejret,” lød det fra Liam som trak mig ind i et kram. Denne gang kom jeg til mig selv, og lagde armene om ham. Han aede min ryg og trak sig så lidt fra mig inden han sendte mig et smil. Daddy dierctioner.

Alle drengene havde lige rørt mig. De havde givet mig et kram. Kaldt mig love, og bedt mig trække vejret! Hvis det ikke var fordi jeg var så følelsesmæssigt ramt lige nu, så havde jeg fangirlet så meget.

”Tillykke!” lød det så fra Louis, hvilket fik mig til at grine inden jeg trak mig væk. Paul – alle kender Paul, stod over ved min far og snakkede, og måden de snakkede på, viste at de helt klart havde snakket før.

Tænk de havde gjort det her.

”Er du klar på 22 dage med os?” spurgte Harry om og lavede en overdrevet stor armbevægelse. Jeg kunne ikke lade være med at grine og måtte igen holde mig for munden fordi flere tårer kom ud.

”Eller skulle vi spørge, om hun er klar til New York?” lød det fra Niall.

Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik og tog en dyb indånding. Jeg turde næsten ikke åbne øjnene igen i frygt for, at det her bare var en drøm.

New York. Hvis man vandt konkurrencen skulle man også til New York med dem. Man skulle se dem optræde i Maddison Square Garden. Det her måtte være en drøm.

Jeg åbnede langsomt øjnene og nev mig i armen.

Det var ingen drøm. De stod stadig foran mig, og de smilede alle stort. Deres stemme var utydelige da jeg lukkede dem ude. Lige nu kunne jeg slet ikke forstå det.

Langsomt vendte jeg mig mod min far. Han smilede stort og gik hen imod mig. Jeg lod ham hurtigt trække mig ind til sig, inden jeg mumlede et tak. Han grinte kort og kyssede på panden.

”Men hvorfor?” mumlede jeg og trak Lucas hen til mig.

”Fordi vi ved hvor meget de betyder for dig,” sagde han og smilede. En varm følelse gik igennem mig inden jeg trak dem begge ind til et kram igen.

”Tusind tusind tusind tak!” hvinede jeg da jeg endelig var i stand til at snakke.

Jeg var i samme rum som One Direction. Jeg skulle til New York med One Direction, og jeg skulle bruge den bedste måned på året, med One Direction.

En eller anden – grib mig!

”Så, er du klar til at høre planen?” lød det fra Louis som lagde en arm om mig. Jeg vaklede et skridt til siden fordi jeg var så tæt på at bryde helt sammen – af glæde.

”Wuuuuupti,” lød det drillende fra ham. ”Måske vi skulle sætte os?” spurgte en mørk stemme om – dog havde jeg hørt den så tit, at den kun kunne tilhøre Zayn.

Jeg nikkede kort og satte mig så i sofaen, hvor de andre slog sig ned. Louis på ryglænet, Zayn ved siden af mig, Liam ved siden af ham, Harry på Louis og Niall på Liam. Præcis som i deres video diary.

”Vi starter med at vise dig huset du skal tilbringe med os de næste 20 dage. Derefter lærer vi hinanden at kende, og så pakker vi,” lød det fra Louis.

Pakker?

”Og så tager vi til New York den 3 til den 5. Vi har hørt du altid har drømt om at komme til New York?” denne gang var det Zayn der spurgte. Hans øjne fangede mine, og hurtigt så jeg May i dem.

Jeg glippede med øjnene et par gange. Hvis hun var her lige nu.

”Det er nok rigtig nok,” sagde jeg lavt. Det gik hurtigt op for mig, at det vidst var det første jeg havde sagt til dem. Hovsi.

”Og så vil vi ikke fortælle mere,” lød det drillende fra Harry. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Det hele begyndte langsomt at gå op for mig, og så alligevel langt fra. De sad her. Mine største idoler sad lige foran mig, og jeg skulle tilbringe 22 dage i deres selskab.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og bed mig i læben for ikke at smile som en eller anden handicappet idiot – men jeg måtte vel indse, at mit smil ikke kunne fjernes lige nu.

*

Eftersom jeg ikke selv havde meldt mig til konkurrence, kunne jeg ikke have lavet en video om mig selv, da jeg gik videre blandt de fem bedste. Derfor var jeg nu på vej ind i et andet rum, hvor jeg skulle filmes og svare på nogle spørgsmål – som om det var det jeg var i stand til lige nu. Jeg var først lige faldet ned fra min rejse igennem mine tårer.

Drengene havde alt for nemt, fået mig ned på jorden igen, og det var faktisk lykkedes mig at snakke normalt med dem. Lucas var også kommet hen, og ham underholde de vidst nu. Gan vide om det var okay at hans action figur nu hed Liam? Who knows.

”Så Lucia,” sagde en dame og satte sig foran mig. Et kamera blev også placeret foran mig, hvilket føltes en smule ubehageligt.

Jeg nikkede kort og bed mig i læben, inden jeg begyndte.

”Jeg hedder Lucia, og jeg er 17 år gammel. Jeg kommer rigtig fra Danmark, men da mine forældre blev skilt flyttede min far til London. Det er første gang jeg er her. ”Jeg tog en dyb indånding og smilede til kameraet.

”Jeg fandt One Direction igennem x factor. Jeg så deres første solo audition og har fulgt dem lige siden. Jeg ville gerne fortælle jer, hvor meget de betyder og har gjort for mig – men det er dette interview vidst for kort til,” grinte jeg, hvilket også fik damen til at grine. Mit hjerte hoppede igen et slag over. Tænk jeg havde vundet.

”Ehm, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Min far og bror meldte mig til, og det er stadig ikke gået op for mig endnu, at jeg skal tilbringe 22 dage med dem,” jeg rørte usikkert på min ring inden jeg kiggede på damen, som hurtigt forstod jeg ikke vidste hvad jeg mere skulle sige.

”Så, har du twitter eller tumblr hvor du kan holde andre directioner opdateret?” Jeg kunne ikke lade være med at grine af det.

”Selvfølgelig!” jeg fortrød hurtigt mit svar, da min twitter og tumblr var meget personlig, eller bare triste. De ville sikkert alle tro jeg var en eller anden sindssyg pige fuld af problemer – men igen, det var det der gjorde jeg vandt.

Jeg fik fortalt hvad jeg hed, og så fik vi snakket om hvad jeg mest så frem til. Det var en lettelse da jeg kom ud, og da jeg så drengene igen, stoppede mit hjerte næsten.

”Der er hun joooo,” lød det fra Niall. Jeg fniste og kiggede ned i jorden.

”Drenge, I skal af sted om to,” sagde Paul. Jeg kunne mærke et stik i hjertet, men jeg kom hurtigt i tanke om, at jeg så dem i morgen – og i over morgen, og dagen efter det.

De rejste sig hurtigt og kom hen til mig.

”Det bliver så fedt,” lød det fra Louis og gav mig et kram. De andre drenge gjorde det samme, og sagde de så frem til en god jule måned. Da de gik ud ad rummet, stod jeg med åben mund og var ved at vælte.

Det her var så uvirkeligt.

*

Jeg var kommet hjem, havde fået pakket mine ting og havde været i bad. Lige nu sad jeg ved køkkenbordet og hørte på Lucas, som forklarede og morede sig over min reaktion da jeg så dem.

”Og så fløj du et skridt tilbage. Jeg tror aldrig jeg har set dine øjne være så store,” grinede han og stak gaflen i maden. Min far begyndte at grine, hvilket smittede af.

”Men Lucia,” sagde min far så lidt alvorligt. Jeg fik hurtigt øjne kontakt med ham og kunne se det var alvorligt. Lucas kiggede skiftevis på os og forstod så, at min far ville have ham til at gå. Han nikkede kort og hoppede så ned af stolen, inden han løb ind i stuen.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, da han råbte et ”Angard!”

”Du ved godt hvad det her betyder, ikke?” sagde han og lænede sig bag over i stolen. Jeg bed mig i læben og stirrede bare på ham.

”Det er 22 dage uden os til at holde øje med dig. Du bliver nødt til at bevise, at du kan klare det her. Jeg sætter min ild til dig ved at lade dig tage af sted. Det hele kan gå galt for dig, men jeg ved hvor meget de drenge betyder for dig – så jeg håber de kan hjælpe dig op,” sagde han med en dyb seriøs stemme.

En underlig ubehagelig følelse gik igennem mig da han nævnte, at de ikke var her til at holde øje med mig. Jeg var jo ikke stoppet, men det skulle han ikke vide. Derfor sendte jeg ham et smil.

”Jeg vil ikke skuffe dig far. Det er det bedste der er sket for mig!” sagde jeg og lød virkelig oprigtig. Lige nu kunne jeg godt love jeg ikke ville gøre dét, men når det så var sagt, så kunne jeg ikke stoppe mig selv.

”Jeg har lavet en aftale med Paul,” sagde han langsomt.

En aftale?

”En gang om ugen skal du ind til din læge,” da ordene slap ud, røg mit hjerte helt ned i maven. Lægen – med dem?

”Far, det kan jeg da ikke!” sagde jeg hurtigt. ”De gider da ikke rende med mig til lægen fordi I påstår jeg er syg?” vrissede jeg, hvilket fik min far til at sukke.

”Lucia, det er sådan det bliver. Jeg er her ikke til at holde øje med dig..”

”Jeg har ikke brug for folk til at holde øje med mig!”

”…Og det er jo bare en gang om ugen for at tjekke om det går som det skal,” sagde han som om han ikke havde hørt hvad jeg sagde.

”Det kan du ikke mene!”

”Lucia, det er enten eller. Jeg gør det jo ikke for at være ond,” sagde han og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg havde en stor trang til at råbe og skrige af ham, men i morgen startede et nyt eventyr, og det skulle jeg ikke ødelægge allerede.

”Det ved jeg,” løj jeg så og sendte ham et smil. ”Jeg er træt,” sagde jeg så og skubbede min tallerken hen til ham. Han kiggede kort på den, inden han nikkede og lod mig gå. På vej op af trapperne slog jeg hårdt min arm ind i væggen, inden jeg fortsatte ud på toilettet.

Min fars rutine var at gøre køkkenet rent, og se film med Lucas til han sov – jeg ville ikke blive forstyrret lige nu.

Som jeg plejede, lænede jeg mig ind over toilettet, og som altid vidste min krop hvad det betød, og lidt efter var min mave så tom som den plejede.

Det var den eneste følelse jeg kendte lige for tiden.

Jeg børstede mine tænder og gik langsomt ind i min seng. Rysteturen ville komme om lidt, og så havde jeg det bedst ved at ligge ned. Jeg tændte hurtigt min musik og fandt Little Things frem. Måske den havde en virkning på mit humør lige nu.

Mit blik fandt igen mit cover. Alt der var sket i dag, var sket uden May. I morgen skulle jeg starte et eventyr – uden May. Det ville være første gang jeg gjorde noget på egen fod. Jeg var bange. Bange for de ikke kunne lide mig, bange for jeg gjorde alt forkert.

Hvis bare May havde været her. Hun vidste, hvad vi skulle gøre og sige. Det havde hun altid vidst. Hun var perfekt – perfekt til alt.

Langsomt gik jeg ind på twitter, og så hvordan jeg var blevet spammet. Jeg havde fået utrolig mange followers, og utrolig mange der ønskede mig tillykke. Der var også nogle, hvor der stod, at jeg ikke fortjente det, og at jeg var opmærksomhedskrævende.

Jeg ville nok være blevet stødt af dem, men rysteturen meldte sin ankomst, så hurtigt loggede jeg ud fra twitter og lod mine tanker glide hen på Little Things.

I morgen Lucia.

I morgen blev starten på et juleeventyr.

This Christmas will be a very special Christmas for me.

*

Omg det er en første december i dag, omg har ventet siden september! Har allerede set jul i Valhal en gang i år, s to the uk..

Nå, men jeg håber I alle har haft en fantalastisk første december, fordi det fortjener I! :I

Så hvad synes I om det første rigtige kapitel? Der kommer alt muligt jule halløj længere inden i historie, just so ya know! :-D

Jeg er så glad for I læser, det skal I vide. Jeg holder meget af jer, og fordi det er jul, så skal man husk folk på det, og det gør jeg - og I kan godt allerede vænne jer til det, hih.

- Og husk * snefnug!!

Desuden så deltager min dejlige veninde også i denne konkurrence: December Wonderland - og jeg smider link i kommentaren. Den redder mine dage, måske den kunne gøre det samme ved jer? HUSK, GOD FØRSTE DECEMBER!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...