Min forevigt - Justin Bieber

Året er 1942 anden verdenskrig raser, og jøder bliver på brutal vis revet fra deres hus og hverdag, for at arbejde under forfærdelige forhold i kz-lejre.
Alt dette ændres for en pige. Camille er 17 og kommer fra en jødisk familie. Hun møder den tyske soldat Justin. De forelsker sig trods deres vidt forskellege roller i krigen. Men da Camille ender i den værste kz- lejr af dem alle, Auschwitz-Birkenau, finder hun Justin som soldat. Vil deres kærlighed sejre, eller har nazismen for alvor forandret verden?

19Likes
16Kommentarer
1693Visninger
AA

2. Sarah

 

Camille:

”Hvordan kunne du dag finde på, og snakke med en Tysk soldat Camille”! Råbte min mor. Hun havde været inde på mit værelse, og i skuffen i mit skrivebord, havde hun fundet min dagbog. ”Mor du forstår det ikke, han var venlig” sagde jeg stille mens jeg kiggede op på hende. Min mor sukkede, og gik hen og satte sig på en stol. ”Camille forstår du da slet ikke at det kan få konsekvenser, hvis nogen finder ud af det”. Min mor var ikke typen der græd, hun havde altid været en stæk kvinde. Hun havde den her attitude på når hun blev ked af det, eller frustreret. Men lige nu, midt i vores køkken, sad en helt anden kvinde. Hun hulkede så tårerne nærmest sprang ud af øjnene på hende. ”Undskyld mor, det var ikke min mening at gøre dig så ked af det, jeg skal nok lade vær med at snakke med ham igen”. Han havde formegentlig også glemt alt om mig igen tænkte jeg ved mig selv. Min mor rejste sig om og omfavnede mig. ”Jeg vil bare så nødig have at der sker dig noget”, Sagde hun, og fjernede en tot hår fra mit ansigt. Jeg smilede til hende og gik ind på mit lille værelse.

Jeg rullede gardinerne ned så der blev helt mørkt i rummet, derefter tændte jeg et par stearinlys og satte mig over i min seng for at læse en bog.  Jeg faldt hurtigt i søvn, men vågnede igen ved en kvinde der skreg. Jeg steg ud af sengen og gik hen til vinduet. Nede på gaden så jeg en flok tyske soldater og en højgravid tysk kvinde, der havde tabt alle sine varer, ud over det hele og nu lå på jorden skreg af smerte. De tyske soldater forsøgte at få hende op og stå igen, da hun ikke kunne ligge der på gaden og skrige. ”Mænd fatter da heller ingen ting” tænkte jeg ved mig selv. Den ene tyske soldat vendte ansigtet op mod mit vindue, så jeg kunne se ham. Det var Justin. Han fik øje på mig, og smilte. Jeg gjorde tegn fra mit vindue og forsøgte så godt jeg kunne, at fortælle ham at kvinden nok skulle føde. Først forstod han det ikke helt, men lidt efter fik jeg det forklaret, og han bad de andre soldater få hende på hospitalet. Jeg gik væk fra mit vindue igen, da kom i tanke om at jeg havde lovet min mor at jeg ikke ville snakke med Justin mere, for min egen sikkerhed. Jeg kiggede på klokken den var fire, og jeg skulle mødes med Sarah klokken halv fem. Sarah var min bedste veninde, vi havde kendt hindanden siden folkeskolen. Nu gik vi sammen på det jødiske gymnasium, fordi vi jøder ikke mere måtte gå på almindelig tyske skoler.

Jeg gik ud efter min frakke, og sagde til min mor at jeg gik over til Sarah. Jeg gik ud på fortsatte videre ned til Sarahs hus. Da jeg kom derned, lagde jeg mærke til at døren stod åben. Det var meget mærkeligt, for de havde altid låst døren. Jeg gik forsigtigt ind, og fik et chok. Hele deres hjem var splittet ad: møblerne var ødelagte, potteplanterne væltet og bøgerne var revet ud af reolerne. Jeg gik lidt rundt derinde, indtil jeg fandt Sarahs halskæde. Jeg samlede den forsigtigt op, og knugede den ind til mig, mens jeg græd. Jeg tog halskæden på, og løb ud af huset. Jeg løb ned ad gaden, alt hvad jeg overhovedet kunne. Jeg ramlede sammen med en lidt længere nede ad gaden, og blev slynget kraftigt ned mod de hårde brusten. Da jeg kom på benene igen, hørte jeg en kendt stemme.” Camille”? Jeg kiggede op og så Justin, stå der i sit helt almindelige tøj.  Jeg begyndte at græde, og han hev mig lidt ud til siden ligesom i går.

Længe stod jeg bare og græd, mens Justin forsøgte at trøste mig så godt han kunne. Endelig sagde jeg noget. ”Justin, hvad er der sket med den familie der bor nede på nummer 7”? Han kiggede spørgende på mig. ”Min veninde, jeg skulle ha besøgt hende i dag, men da jeg kom derned var de væk og hele huset var splittet ad”?  Justin kiggede på mig, med nogle skyldige øjne, som om han vidste hvad der var sket. Han sagde ikke noget i lang tid, men da han så gjorde sagde han bare ” Det… det ved jeg ikke”.  Jeg blev ked af det, og ville løbe min vej, men han nåede at tage fat i mit ærme. Jeg kiggede på ham med tårefyldte øjne, vristede mig fri af hans greb, og løbe hjem. Jeg kunne høre ham kalde på mig, langt nede ad gade, men jeg var ligeglad. Hvis han ikke ville fortælle mig hvad der var sket med min bedste veninde og hvor hun var, måtte jeg jo selv finde ud af det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...