Min forevigt - Justin Bieber

Året er 1942 anden verdenskrig raser, og jøder bliver på brutal vis revet fra deres hus og hverdag, for at arbejde under forfærdelige forhold i kz-lejre.
Alt dette ændres for en pige. Camille er 17 og kommer fra en jødisk familie. Hun møder den tyske soldat Justin. De forelsker sig trods deres vidt forskellege roller i krigen. Men da Camille ender i den værste kz- lejr af dem alle, Auschwitz-Birkenau, finder hun Justin som soldat. Vil deres kærlighed sejre, eller har nazismen for alvor forandret verden?

19Likes
16Kommentarer
1650Visninger
AA

4. Mødet

 

Justin:

Jeg vågnede ved den dejligste fuglesang i mit øre. Alt var bare så fantastisk, i dag. Jeg kiggede ned på Camille der stadig lå og sov, med min arm som hovedpude. Jeg lå og kiggede på hende, mens jeg legede med en tot af hendes hår. Endelig rykkede hun på sig, og derefter kiggede hun på mig med hendes store brune øjne. Jeg bøjede mig ned over hende og kyssende hende blidt på munden. ”Godmorgen” sagde hun og smilede, jeg smilede igen. Pludselig gik det op for mig at vi havde været her ude hele natten. Jeg tror det også gik op for Camille, for hun røg ligeså hurtigt op på hendes ben som jeg gjorde. Så stod vi bare der og kiggede på hindanden, ingen af os vidste hvad vi skulle gøre. Vi kunne jo ikke blive herude i al evighed, eller kunne vi? ”Nej Justin” det var dog en dum tanke. Camille havde sat sig ned igen, med hænderne i skødet. ”Justin, hvordan skal vi komme tilbage til byen uden at blive opdaget”? Spurgte hun, og så på mig med bedende øjne. Jeg skulle finde en måde og få hende tilbage til byen. Jeg tog hende i hånden og fik hende op og stå.

”Nu går vi begge to ned til starten af byen, du går ind først og jeg kommer om lidt” sagde jeg og prøvede på at lyde rolig. Jeg ved godt at for nogen var det her ikke en stor ting. Vi havde sovet ude under et træ i nat, og hvad så. Problemet var bare hun var jøde og jeg var soldat, og det er absolut forbudt for os og være sammen. Men jeg kan ikke gøre for det, hun er bare så sød, smuk og dejlig og… jeg tror jeg er forelsket i hende. Jeg kiggede igen ned på vejen, og så Camille der allerede var gået. Jeg tog en dyb indånding, og derefter begyndte jeg at gå. Da jeg marcherede ned gennem byen skete der ingenting. Jeg mødte andre soldater, men de nikkede bare et hej til mig og gik igen. Jeg gik længere ned ad gaden, og blev pludselig revet til siden. Det var Camille. Jeg smilede til hende, lagde mine hænder omring hendes talje og kyssede hende i lange tid. Vores læber klistrede sig fast til hindanden, som om de passede perfekt sammen og havde ventet på hindanden i al evighed. Camille trak sig væk igen og sagde at hun var nødt til at gå, jeg nikkede og kyssede hende på panden. Derefter var hun væk, jeg stillede mig ud på gaden og kiggede efter hende. Jeg kunne se hende løbe ind til deres lejlighed, og jeg var ikke længere bange. Nu havde vi klaret den, og der var ikke sket nogen skade.

Jeg kiggede på klokken, og så at den var ved at være 10. Jeg måtte hellere skynde mig hjem til mine forældre. Mens jeg gik der, tænkte jeg på Camille og om vores liv sammen efter krigen. Mon vi ville flytte sammen, til et hus ude på landet? Måske ville vi få børn? Jeg fik et stort smil på læberne da jeg tænkte på det. Pludselig kom en af de andre soldater hen til mig, og sagde at vi skulle holde et møde. Jeg synes det var mærkeligt, for jeg havde ikke hørt om noget møde. Da gik det op for mig at vi måske alligevel var blevet set, og nu var det ude med mig, med Camille. Ej det kunne ikke være det, jeg måtte bare tage det stille og roligt og lade som om intet var sket. Jeg gik ind i den store retsbygning, og gik ind i det store mødelokale hvor alle de andre soldater sad. Jeg satte mig ned på den sidste stol der var ledig, og ventede på at der skete noget.

Døren gik op og alle fløj op fra stolen, og gjorde honnør for… Hitler. Der kom han ind af døren, jeg havde aldrig set ham før. Det var heller ikke noget jeg ønskede mig, men af ren rutine gjorde jeg nøjagtig som de andre. Han gik hen sammen med resten af hans mænd og satte sig for enden af bordret. Jeg så hen mod døren, den blev lukket forsvarligt, og der var to bevæbnede soldater der holdte vagt. Det gik op for mig at det måtte være noget meget vigtigt vi skulle tale om siden han kom. Alle sad helt stille, og ventede på han skulle sige noget. Endelig gjorde han det, og da han var færdig med at snakke, kunne jeg ikke få et ord fremført. Da han var gået havde jeg sat mig ned igen, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Det eneste jeg kunne tænke på, var Camille. Stakkels Camille.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...