Min forevigt - Justin Bieber

Året er 1942 anden verdenskrig raser, og jøder bliver på brutal vis revet fra deres hus og hverdag, for at arbejde under forfærdelige forhold i kz-lejre.
Alt dette ændres for en pige. Camille er 17 og kommer fra en jødisk familie. Hun møder den tyske soldat Justin. De forelsker sig trods deres vidt forskellege roller i krigen. Men da Camille ender i den værste kz- lejr af dem alle, Auschwitz-Birkenau, finder hun Justin som soldat. Vil deres kærlighed sejre, eller har nazismen for alvor forandret verden?

19Likes
16Kommentarer
1648Visninger
AA

1. Det tredje rige

 

Camille:

Jeg sad og kiggede ud af vinduet, på mit værelse. Det store røde flag, med hagekorset hang ned fra den store rets bygning, overfor vores lejlighed. Jeg sukkede dybt, og sank langsomt ind i mig selv, mens jeg forestillede mig verdenen før og efter krigen. Mine forældre var ved at blive nervøse, flere af vores jødiske familier og venner var sporløst forsvundet de sidste måneder. Nu var mine forældre bange for at vi var de næste der forsvandt. Jeg var nu ikke nervøs, jeg var sikker på de bare var taget til Sverige for at komme væk fra krigen. Jeg ville ikke flygte, selvom jeg om aftenen havde hørt mine forældre tale om det, da de troede jeg sov. Jeg ville ikke ud af landet, jeg ville blive og klare mig gennem denne her krig. Jeg havde altid lært at man aldrig skulle vælge den nemme vej, men kæmpe for tingene og det man troede på. Jeg ville finde kærligheden, få børn, og overleve denne krig, på den bedste måde jeg kunne. Jeg kom til mig selv igen, da min mor bankede på min dør. Jeg rystede på hovedet, og igen faldt mit blik på det grimme røde flag, der gjorde mig så sur inden i.

Jeg besluttede mig for at gå en tur, jeg gik ud i gangen og tog min frakke på. Der sad en stor gul stjerne på hvor der stod "Jude" det betød jøde på tysk. Alle os jøder i Tyskland havde fået uddelt en stjerne der skulle sidde på vores frakker. Jeg gik ud på gaden, og så mennesker stå på hver sin sidde af fortovene. Der skulle være den ugentlige march, hvor de tyske soldater skulle marchere ned ad gaden, sammen med alle dem der er tilhængere af nazisterne. Nu begyndte musikken at spille, og man kunne høre høje støvletramp, og den "Nye" tyske nationalsang. Nu kunne man begynde at se de røde armbind svinge frem og tilbage, og de grønne uniformer nærme sig. Mine øjne glider forbi de mange soldater, alle anspændte, sure og beskidte i hovedet, men mit blik fanger en: En høj, muskuløs ung mand. Da han kom tættere på, kunne jeg bedre se ham. Han havde fyldige læber, lysebrunt hår og brune øjne. Han var svedig og var lidt beskidt i ansigtet. Jeg lage mærke til udtrykket i hans øjne, det var som om han ikke følte sig tilpas, som om han ikke selv havde valgt at stå med et gevær i hånden, og et hagekors på højre arm. Vi fik øjenkontakt, og han kiggede på mig mens han smilede en lille smule.

Jeg smilede igen, og kiggede genert på ham. Hans smil blev langsomt større, men da han så stjernen på min frakke, kiggede han hurtigt væk igen. Da det hele var slut, var klokken seks, vi jøder må kun være ude til klokken syv, mens tyskere må være ude til klokken otte, derefter skal alle være inde med mørklagte gardiner. Jeg begyndte at gå ned ad gaden, pludselig var der en der tog fat i min arm, og trak mig til side. Mit hjerte hoppede helt vildt hurtigt, og jeg var bange for at det var en tysk nazist, der ville slå mig ihjel. Vedkommende slap mig hurtigt igen, jeg rystede meget og var rigtig bange, men blev rolig igen da jeg hørte en dejlig blød stemme "er du okay, det var ikke min mening at forskrække dig"? Jeg kiggede op, og der stod han, ham soldaten fra før. Han var endnu flottere tættere på, og man kunne tydeligt se den meget markeret kæbe. ”Ja, jeg er okay" sagde jeg og tog mig til armen, mens jeg med en fod stod og skubbede lidt til en sten. Jeg kiggede op på ham, og i lang tid stod vi bare og kiggede på hindanden, mens vi smilede. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, jeg havde aldrig været særlig god til at snakke med drenge.

Jeg tror han var lige så genert, men endelig sagde han noget. ”Hvad hedder du"? ”Camille, og hvad med dig" svarede jeg. ”Justin" Sagde han og gjorde honnør, men igen lagde han mærke til stjernen, og tog straks armen ned. Han kiggede ned i jorden igen, som om han skammede sig over et eller andet. Jeg skulle lige til at sige noget til ham da uret på kirketårnet slog syv. Jeg kiggede op på ham, men han vidste hvad jeg ville sige, og gjorde tegn til at jeg hellere måtte gå nu. Jeg løb ud fra gyden, og kiggede tilbage og så ham stå med hans hat i hånden, mens han vinkede stille til mig. Han navn fyldte hele mit hoved, han var den første venlige tyske soldat jeg havde mødt...Justin

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...