Jack Frost

Når den 17-årige pige December holder jul, er det aldrig noget stort. Hun bor alene med sin stofmisbruger af en mor. Denne jul er ikke meget anderledes. Eller er den? Da December møder drengen Jack Frost forandres hendes liv foraltid.
**Det er til Julekalender konkurrencen, så jeg vil blive overlykkelig hvis du gav den et like!:)**

12Likes
4Kommentarer
1687Visninger
AA

2. ❄Jack Frost 2/12-2012

Jeg stak hænderne langt ned i lommen, og satte kursen mod den lille sø, som kun jeg kendte til.

Jeg gik langs stien, hvor det fra tid til tid var nogle få bænke, jeg drejede af stien, og fortsatte ind mellem træerne ned til søen. 

Jeg standsede brat da jeg nåede derned.

Det stod en dreng på omkring nitten-tyve år. Hans hud var bleg, hans hår var hvidt, og stod i kontrast til hans øjenbryn. Hans øjne var som et par is krystaller. Smalle, skarpe og lyseblå. Han var høj, nok omkring 1.90, slank men veltrænet.

Jeg betragtede ham lidt.

Han havde ikke set mig.

Han åndende tungt ud. Jeg kunne se hans varme ånde, og kneb øjnene sammen. Var det ... is krystaller? Der dryssede fra hans ånde? What? Jeg kiggede nærmere på ham, og jeg syntes også at kunne se nogle få is krystaller i hans hår. Hans læber var svagt blå.

Han måtte havde været herude længe. 

Jeg skyndte mig mod ham. Han måtte have varmen inden han døde af kulde. Han drejede hovedet med et sæt, da jeg med en hastig gang gik direkte mod ham.

Han kiggede bare trist på mig.

Trist?

Senere.

Da jeg nåede hen til ham, kiggede jeg bekymret ham i øjnene. Han så forvirret ud. 

"Du ... kan se mig?"

Først blev jeg lidt bange. Et spøgelse? Så gik det op for mig det var en joke. 

"Haha!"

Sagde jeg ironisk, og vrængede ansigt.

"Du må hellere se at komme med indenfor, ellers dør du jo af kulde herude!"

Jeg tog bestemt fat i hans arm, og trak ham igennem parken. Han havde det samme forvirrede udtryk. Jeg var en smule irriteret over hans ekstremt dårlige joke. Men jeg kunne ikke lade ham dø herude i kulden kl.7 om morgenen.

Da vi nåede til mit hus, og gik forbi postkassen.

"Claus?"

Jeg kiggede op på ham.

"Ja, det er mit efternavn. Lad vær med at grin!"

Han begyndte selv at følge efter mig, så jeg gav slip på hans arm.

Jeg låste mig forsigtigt ind, og sukkede.

Thank God, min mor sov stadig.

Jeg listede forbi stuen og op på mit værelse, med drengen i hælene. På en eller anden måde, formåede han ikke at give en eneste lyd fra sig. Da vi kom derop, fjernede jeg min dyne, og skubbede ham ned i sengen, mens jeg lagde dynen om ham.

"Jeg fryser altså overhovedet ikke!" Sagde han alvorligt.

"Du er sikkert bare stadig fuld. Hvad er dit navn?"

Det så ud som om han skulle til at protestere, men sukkede så bare tungt, og mumlede; "Jack Frost".

❄  ❄  

Hvad syntes i så? Er det okay? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...