Julemandens gave. Julekalender 2012

Lukas tror fuldt og fast på julemanden, til trods for han aldrig har set ham i virkeligheden. Resten af verden er ikke overbevist, men hans største ønske i år er at få julemanden at se. Denne december møder han sit livs største udfordring, og må bruge alle sine styrker og tro på, at julen nok skal blive god. Ukendte kræfter vil forhindre ham, men han får hjælp fra uventede steder. Følg med her i december og find ud af, hvordan Lukas klare sig igennem.

Julehistorien er inspireret af filmen "The Polar Express".

14Likes
34Kommentarer
1899Visninger
AA

10. 8. december - Den sidste vogter

 

For at finde den sidste vogter skulle de til Hovedstaden, hvor alle de rige boede. Lukas havde lidt svært ved at forestille sig, at der boede en vogter blandt alle de rige og snobbede mennesker, der kun tænkte på dem selv.

 

I Hovedstaden var der ikke så meget julepynt i gaderne som der var i Lukas’ egen by. Der var ikke engang lys i træerne nogen steder. Det var mærkeligt. Lukas havde aldrig været sådan et sted som dette før. Der var intet liv og glæde at finde nogen steder. Butikkerne havde allerede lukket, og gader og stræder lå øde hen.

 

”Hvor er alle folk henne?” Spurgte Anna.

 

”Jeg ved det ikke, min pige”, svarede Oskar med en bekymret mine i ansigtet. Han kiggede sig nervøst omkring. ”Jeg har aldrig været i denne del af landet.” Tilføjede han stille.

 

”Er du sikker på, vi finder vogteren her i denne by?” Lukas så på Oskar, som nu stod og spekulerede uden at høre efter.

 

Sådan stod han et stykke tid, inden han endelig sagde noget.

 

”Ja, den næste vogter er her et sted, men det bliver nok svært at overtale ham. Han er nemlig den vogter, man kalder Tvivlsvogteren, og er ikke ret gammel. 9 år, mener jeg, han er.”

 

”Men hvor finder vi ham?” Det var Anton, der spurgte. Han havde ikke sagt så meget indtil nu, men Lukas regnede med, det var fordi han prøvede at sluge det hele. Det var jo en ret stor mundfuld.

 

”Hmm. Jeg foreslår vi går op gennem byen, mon ikke vi finder ham på et tidspunkt? Hvis ikke vi når det inden, vi skal tilbage igen, bliver vi nødt til at fortsætte uden ham.” Oskar begyndte at gå op imod gågaden i byen.

 

Ikke engang i butikkerne var der noget særligt julepynt, i hvert fald ikke noget, de kunne se igennem vinduerne. Alle butikkerne lå mørke og tillukkede hen, og en vind føg igennem gaden som om byen sukkede ud. Lukas skuttede sig, det var blevet koldere i vejret, men det var jo også ved at være aften. Egentlig havde de slet ikke fået andet hverken at spise eller drikke end det de fik på kroen, men alligevel følte han sig ikke sulten.

 

Anna og Anton gik og snakkede stille sammen længere fremme, men de blev afbrudt af et kæmpe brøl fra en menneskemængde. De var kommet op til torvet i byen, og det var her alle menneskene stod. Alle i byen var tilsyneladende samlet her, og de stod og kiggede op på et eller andet.

 

Lukas fulgte deres blikke og fik øje på en enkelt mand, der stod foran en talepult på en stor scene. Han så lille ud, da han stod deroppe, men hans stemme trængte dybt ind i alle menneskene. Det var som om de var tryllebundet eller sådan noget. De stod som hypnotiseret og stirrede op på manden. Hvem var denne mand, og hvad var det han sagde?

 

”Vi er samlet her i dag, fordi vi er blevet invaderet. Invaderet af en højtid, der intet har noget på sig. Der er ingenting i det. Hvorfor tror I på noget, der ikke passer? Har I måske nogensinde set en nisse, eller julemanden for den sags skyld? Der er ingen beviser for, at disse eventyrvæsner skulle eksistere, så hvorfor tror I på dem? De findes ikke!” Hans stemme var dyb og fyldt med autoritet. Alle nikkede og mumlede.

 

Lukas kunne ikke forstå alle de folk, hvorfor lyttede de til ham? Han skulle lige til at råbe op, da han så en pige stå bag manden. Men havde han ikke set hende før? Jo, han havde, det var Lina! Hendes lange lyse hår, var ikke til at tage fejl af. Men hvad lavede hun her, i Hovedstaden?!

 

”Oskar se, det er Lina, hende hjemme fra min by, men hvordan kan det lade sig gøre? Hun skulle da sove der ligesom alle andre, skulle hun ikke?” sagde Lukas ophidset, men stille. Oskar så underligt op mod scenen. ”Jo, det skulle hun, med mindre, nej det kan ikke passe, eller kan det?”

 

”Hvad, Oskar?!” Lukas så desperat på ham.

 

”Med mindre hun ikke bare er et almindeligt menneske. Hvis hun nu er noget specielt, ligesom du, Anna og Anton er. Men hun er vist ikke på det godes side, hvis hun er i ledtog med ham oppe på scenen.”

 

”Men hvad er hun så?”

 

”Jeg er ikke helt sikker. Vi må skynde os at finde den sidste vogter, så jeg kan komme tilbage til min fa… jeg mener, Den Øverste Nisse, og spørge til råds.”

 

”Men vi kan da ikke bare ignorere det, Oskar, vi må da gøre noget.” Oskar hev i hans jakke til at få ham med videre. ”Du skal ikke forstyrre, det er en tabt kamp her i Hovedstaden indtil videre. Vi bliver nødt til hurtigt at finde vogteren og se om han kan overtales. Men jeg tvivler på det. Det står værre til her i Hovedstaden, end jeg havde regnet med.”

 

*

 

Han gik på gaden helt alene med hængende hoved og et snøft i næsen. Hans tøj var nyt, men jakken var gammel, slidt og alt for stor til ham. Den gik ham næsten til anklerne, så den var våd i kanten på grund af al sneen på fortovet. For et par år siden mistede han sin far i en ulykke, der kostede ham livet. Det var hans jakke, han gik rundt i. En lille tårer løb varm og salt ned af kinden og stoppede i mundvigen.

 

Da Lukas, de to andre vogtere og Oskar fandt ham, sad han sammenkrummet på kanten af fortovet. Det var tydeligt at se, han var fortvivlet. Alt i hans kropsprog fortalte, at han havde givet op. Der var ingenting tilbage at tro på. Selv julen var revet væk nu, selvom han altid havde været en skeptiker i forhold til det med nisser og julemanden, så kunne han godt lide julen. Og hvis den ikke engang var der mere, så var der ingenting tilbage.

 

”Hej med dig, min ven. Hvorfor sidder du her helt alene?” Lukas satte sig forsigtigt ned ved siden af den lille dreng.

 

”Gå væk med jer. Jeg vil bare være alene.” Endnu en tåre løb ned af kinden og landede på hans knæ.

 

”Vi ville bare spørge om du kender et sted, vi kan få varmen efter vores lange rejse rundt i landet.”

 

Det fik hans opmærksomhed, for han havde altid været en nysgerrig dreng. Han kiggede op i Lukas’ øjne. Lukas blev forbavset, da han så den lille drengs ansigt. Det lignede en gammel mands ansigt, der kiggede på ham. Mørke rander lavede en fuge under hans meget mørke øjne. Det var som om den livsgnist, der engang havde været i drengen, var væk.

 

”Hvad hedder du?” spurgte Anna.

 

”Jeg hedder Viktor, jeg kender godt et sted, men det er ikke så stort.” Han mund gjorde antegn til et smil, men det faldt til jorden inden læberne nåede at gribe det.

 

De fulgte efter ham i stilhed. De gik alle og overvejede, hvordan de dog skulle få fortalt ham, han var en af Troens Vogtere. Han var jo tydeligvis ikke så troende i dette øjeblik.

 

”Hvem er du?” Spurgte Viktor henvendt til Oskar. ”Du er meget lille.”

 

”Hov hov, unge mand, tal pænt til de ældre.” sagde Oskar måske lidt for hårdt, for han fortrød straks sine ord, da han så den lille drengs nedslåede ansigt.

 

”Jeg hedder Oskar” fortsatte han lidt blidere. ”Jeg er… Øhm, hvordan skal jeg sige det… En nisse.”

 

Der blev helt stille, det var som om hele byen lyttede med. De kunne have hørt en kat liste henover sneen, hvis det var tilfældet. Viktor standsede brat op, så Anton og Lukas, der gik ved siden af hinanden, var ved at gå ind i ham.

 

”En nisse?” grinede han. ”Ej, det må du altså længere ud på landet med. Det kan da ikke passe. Der findes da ikke nisser. Gør der?” Viktor kiggede på de andre for at tyde om det var alvor eller en joke. Men de grinede ikke.

 

”Er du virkelig en nisse? Jamen hvordan kan det lade sig gøre?”

 

Lukas lagde en hånd på hans skulder og skulle til at forklare, da Oskar afbrød ham. ”Det er vist bedst, vi finder et sted, vi kan sidde i fred og ro og forklare.” Og det gjorde han ret i, for rundt omkring var folk begyndt at stirre på dem. Da satte farten lidt op, og snart sad de i en varm stue med en kop te i hånden.

 

Oskar lænede sig længere ind over bordet og begyndte at forklare Viktor, hvad der foregik.

 

”Så det var altså ikke tilfældigt, I fandt mig siddende på fortovet?” sagde han, da Oskar var færdig.

 

”Nej, min dreng. Uanset om du tror på det eller ej, så er du en vogter. Og grunden til du tvivler på os er fordi, du rent faktisk er Tvivlsvogteren. Den skeptiske i flokken.”

 

”Men… ej, det kan altså ikke passe. Jeg er jo bare en helt almindelig dreng. Det kan godt være, du er en nisse, men julemanden findes altså ikke, og dermed basta. Min mor har altid fortalt mig, det bare er en gammel skrøne.” Og så stormede han ud. Viktor var måske en smule hård og kold, men det var der jo ikke noget at sige til. Han havde mistet sin far i julen, så at have mistet troen på julen var helt forståeligt.

 

”Vi bliver nødt til at fortsætte uden ham, hvis ikke han ombestemmer sig snart. Vi skal og må tilbage inden daggry. Men rejsen uden Tvivlsvogteren bliver hård. I vil ikke have den rigtige balance i gruppen, og det kan blive et problem. Vi må bare håbe, han kommer tilbage til os på et tidspunkt. Han vil altid kunne finde jer.”

 

”Men Oskar, hvorfor er det så vigtigt, vi kommer tilbage til min by inden daggry?” Spurgte Lukas uforstående.

 

”Altså hvis ikke du er tilbage på dit værelse inden byen vågner af den fortryllelse, jeg har lagt over den, så vil det skabe kaos i systemet, og vi vil ikke have flere forhindringer end højst nødvendigt.”

 

”Hvad mener du med kaos i systemet?” Anton så over på Oskar.

 

”Hele byen er lagt under en sovefortryllelse, og dermed er byen sat i stå. Tiden i byen er simpelthen gået helt i stå, og hvis ikke Lukas er tilbage inden fortryllelsen hæves, så kommer der forstyrrelser i byens system, og alting vil blive sat ud af kurs.”

 

Imens de skyndte sig tilbage til luftskibet, hvor luftskipperen Frederik ventede på dem, tænkte Lukas så det knagede. Hans lille hoved var ved at sprænges af bare frustration. Hvad lavede Lina i Hovedstaden, når hun havde fortalt ham, hun lige var flyttet med sin mor til hans by?

 

I luftskibet på vej hjem til Lukas sov de alle sammen undtagen Lukas, han kunne ikke glemme Lina. Og han var nervøs for, de ikke ville nå hjem inden det var for sent.


Solen farvede himlen og sneen rød på Misteltensvænget, men de nåede akkurat ind på værelset inden alle vågnede af fortryllelsen. Lukas fortalte sine forældre, han havde været ude og gå en morgentur, og havde fundet to venner. Og da han ellers aldrig havde haft så mange venner, var de lykkelige for at han inviterede dem hjem, så de satte ikke spørgsmålstegn ved noget, da han spurgte om de måtte sove hos dem et par dage. 

--------------------------------------------------------

Et forsinket kapitel herfra, det for idag kommer ind senere. Håber ikke ventetiden har været al for slem ;)

Glædelig anden søndag i advent :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...