Julemandens gave. Julekalender 2012

Lukas tror fuldt og fast på julemanden, til trods for han aldrig har set ham i virkeligheden. Resten af verden er ikke overbevist, men hans største ønske i år er at få julemanden at se. Denne december møder han sit livs største udfordring, og må bruge alle sine styrker og tro på, at julen nok skal blive god. Ukendte kræfter vil forhindre ham, men han får hjælp fra uventede steder. Følg med her i december og find ud af, hvordan Lukas klare sig igennem.

Julehistorien er inspireret af filmen "The Polar Express".

14Likes
34Kommentarer
1890Visninger
AA

9. 7. december - Lysvogteren

 

”… de var bange for at menneskene ville miste troen på os, så for en sikkerheds skyld blev Troens vogtere samlet i en forening mellem nisser og mennesker.” Oskar sad og fortalte om vogternes tilblivelse, da de med et hårdt bump landede på en strand, Lukas ikke genkendte, men han havde jo heller ikke været længere væk end sin egen bys grænser.

 

”Jamen vil det sige, at der også er nisser med i Troens Vogtere?” Spurgte Lukas, mens han kravlede ud af skibet.

 

”Det var der engang, men det er jo mange år siden, vogterne blev dannet. Dengang var der flere nisser til. I dag er vi faktisk i fare for at uddø, og det er der, I kommer ind i billedet.” Oskar fortalte videre, mens de gik op mod klitterne væk fra stranden.

 

”Men hvordan kan det være, vi ikke vidste, vi var en del af vogterne?” Anna havde lyttet intenst til Oskars fortælling, og havde stadig lidt svært ved at tro, hun skulle være medlem af et hemmeligt broderskab, eller hvad det nu var.

 

Vinden ruskede i dem, og den trængte ind under deres tøj, så det gav dem kuldegysninger helt ind til knoglerne. Sneen føg om ørerne på dem, og det slog hårdt mod deres efterhånden meget røde og forfrosne kinder og næser. Men så snart de kom på den anden side af klitterne, var der læ. Det var stadig mørkt, men solen var begyndt at male himlen og havet lyserødt, så inden længe ville det blive lyst og folk rundt omkring i husene, der lå gemt mellem klitterne i læ for havets larmende brusen, ville vågne. De skulle skynde sig, hvis de ville gøre sig håb om at nå at overtale Lysvogteren og den sidste vogter, inden Lukas’ egen by ville vågne og opdage, de havde mistet et par dage. De skulle være tilbage inden næste daggry, og den sidste vogter ville blive svær at overtale, hvis ikke umulig, havde Oskar sagt. Hvorfor det var sådan, havde han ikke røbet endnu.

 

I haverne rundt omkring kunne man se lys i træerne, og i vinduerne hang små engle og spillede trompet eller harpe. Det så ud som om, folk deromkring mest var til engle og lys. Oskar havde ikke sagt ret meget om den næste vogter, ”gad vide hvem det er?” gik Lukas og tænkte for sig selv. Han havde lyst til at snakke med Anna, men han turde ikke sige noget. Hvad nu hvis hun ikke kunne lide ham?

 

Hun gik lidt foran Lukas på stien. ”Hvor skal vi hen, Oskar?” Men Oskar svarede bare, at det ville de vide, når de var der. Han var så kryptisk, syntes hun, og lidt underlig. Det var ikke sådan, hun havde forestillet sig, at nisser ville se ud. Altså virkelige levende nisser. Hun have troet, de ville se yngre ud med en knaldrød hue, og helt rødt tøj. Men Oskar var gammel, og hans tøj var slidt, og hun var helt mørkerød af skidt og slid fra årene der var gået. ”Den er sikkert aldrig blevet vasket”, hendes læber delte sig i et smil, der næsten lyste hele stien op. Selv Lukas kunne se bagfra at hun smilede.

 

En dreng på omkring Lukas’ alder dukkede pludselig op ud af det blå. De hoppede alle tre en halv meter op i luften af bare forskrækkelse.

 

”Hej, hvem er I?” Han så på dem med et uskyldigt smil og nysgerrighed i øjnene. Lukas kunne ikke lade være med at gengælde drengens smil.

 

”Hej med dig, hvor kom du dog fra? Vi er rejsende langvejsfra, kender du et sted, hvor vi kan få varmen?” De var alle tre mere eller mindre godt forfrosne efter at have gået nogle kilometer i frost og bidende kulde. Lukas tænkte på Frederik, der ventede på os i det varme luftskib på stranden.

 

”Jeg bor lige herhenne, men mine forældre sover, så det er nok ikke så godt, hvis vi vækker dem, men der ligger en kro lidt længere oppe ad vejen. Der kan vi sidde og snakke.” Han gik op foran og viste os vejen.

 

”Snakke? Vil du snakke med os?” Anna kiggede op over Oskars hoved og stirrede forvirret på ham.

 

”Ja, jeg har det som om, det er det, jeg skal.” I det han sagde de ord begyndte han at lyse, og Lukas vidste, at han var den næste vogter, Lysvogteren.

 

”Wow, hvordan gør du det der?” Anna kiggede forbløffet på drengen, de endnu ikke vidste hvad hed.

 

”Det ved jeg ikke rigtig, det begynder altid, når jeg har bestemt mig for noget, eller når jeg får den følelse, jeg har nu. Det er en følelse af at gøre det rigtige og følge mit hjerte.”

 

”Jeg behøver vel ikke fortælle dig, du er noget specielt, så?” sagde Oskar og henvendte sig til drengen.

 

”Nej, det har min mor også altid sagt. Og jeg har bare altid troet på det.” Lyden af ordet gav lyset ekstra kraft, og hvis ikke det var fordi solen var ved at stå op, så havde han nok lyst hele dalen op, som de befandt sig i.

 

*

 

Inde på Kroen sad de foran en stor pejs ved et rundt gammelt bord. Der han lysende stjerner i vinduerne, og der fløj engle rundt i loftet. Et stort krus med varm chokolade stod foran Lukas og dampede. Han snusede indtrængende til duften af jul, og han savnede pludselig sin familie, selvom der ikke var gået mere end en dags tid. Han blev afbrudt af sine tanker, da kromutter satte et stort glas skummende nisseøl foran Oskar, der sad lige ved siden af ham. På den anden side af Lukas sad Anna og spiste et stykke varm blåbærtærte, og overfor ham sad den mystiske dreng, der kunne lyse.

 

”Hvad hedder du?” spurgte Lukas, der så interesseret på drengen.

 

”Jeg hedder Antonius efter min farfar, men de fleste kalder mig bare Anton.” Han smilede stort. ”Hvad hedder I, og hvor kommer I fra?”

 

”Jeg hedd…” Lukas nåede ikke at sige mere før Oskar brød ind, hvilket irriterede Lukas lidt.

 

”Jeg hedder Oskar, jeg er en nisse, og dette er Lukas og Anna, menneskebørn som du.”

 

”En nisse?! En rigtig nisse?” Han lyste straks op igen, og hans øjne strålede af glæde.

 

”Ja, jeg er en rigtig nisse, men det vigtigste er…”

 

”Jamen hvordan kan du være en nisse? Jeg troede ikke, de fandtes?”

 

”Hvad troede du ikke!?” De nærmest råbte det i kor. Det havde de slet ikke regnet med. Hvordan kan man ikke tro på nisser, hvis man er en Troens Vogter, med mindre han egentlig ikke var en af vogterne. Men hvordan kunne han så lyse? Oskar tænkte som en gal. ”Hvordan kunne det gå til? En Troens Vogter, der ikke troede på nisser?” Men så kom han i tanke om, hvor de jo var, og et grin undslap hans læber.

 

”Nårh ja, selvfølgelig. Hvorfor har jeg ikke tænkt på det? Det er jo fordi, vi er på Englebakkerne.”

 

”Englebakkerne?” Lukas forstod det ikke.

 

”Ja, Englebakkerne er det sted i landet, hvor der ingen nisser er. Englene, det siger sig selv, og lyset og alt andet ved julen, tror de på, men der har ikke boet nisser i mange år, så til sidst holdt menneskene heroppe op med at tro på os.”

 

Oskar fortsatte med at fortælle, og ham og Lukas fik til sidst overtalt Anton til, at han også var en del af Troens Vogtere. Og Anna begyndte også at tro mere og mere på, at det var rigtigt alt sammen. Det viste sig ved at stemningen blev endnu mere fredfyldt og rolig i den ellers i forvejen stille kro. Tænk at det var muligt. Men Oskar spolerede freden ved at miste tålmodigheden, han var ikke så let påvirkelig af Vogternes evner end mennesker var. ”Vi har travlt, den sidste vogter venter, og vi skal nå tilbage inden daggry.

 

Da de kom ud af kroen opdagede de, det var ved at blive mørkt igen. Dagen var godt nok gået stærkt, men de havde jo også brugt lang tid på at snakke, forklare og overtale. Dog syntes Lukas, det var gået lige lovlig stærkt. Hvad mon klokken var? ”Halv fire om eftermiddagen? Så var dagen da meget kortere end normalt, gad vide om det havde noget med det hele at gøre?” Lukas blev afbrudt i sine tanker af et skub i skulderen; ”Vi skal gå hurtigere, hvis vi skal nå det” Det var Oskar der skyndede på dem. Man kunne ane en bange anelse i hans stemme og øjne. Eller var det bare noget, han bildte sig ind?

 

Når de at finde den sidste vogter og overtale ham? Hvorfor bliver dagene kortere, og hvorfor er det så vigtigt, de når det inden Lukas’ by vågner igen? Læs med i morgen og bliv klogere.

-------------------------------------------------

Så fik jeg endelig skrevet kapitlet. Jeg er ked af, det er blevet så sent, men jeg har simpelthen haft en crazy dag. Og imorgen bliver ikke bedre, måske bliver I nødt til at vente med 8. til den 9., men så får I bare to kapitler på samme tid ;) 
Jeg håber, I kan lide historien og fortsat læser med. 

Glædelig 7. december!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...