Julemandens gave. Julekalender 2012

Lukas tror fuldt og fast på julemanden, til trods for han aldrig har set ham i virkeligheden. Resten af verden er ikke overbevist, men hans største ønske i år er at få julemanden at se. Denne december møder han sit livs største udfordring, og må bruge alle sine styrker og tro på, at julen nok skal blive god. Ukendte kræfter vil forhindre ham, men han får hjælp fra uventede steder. Følg med her i december og find ud af, hvordan Lukas klare sig igennem.

Julehistorien er inspireret af filmen "The Polar Express".

14Likes
34Kommentarer
1861Visninger
AA

8. 6. december - Fredsvogteren

”Pssst, pssst”

 

Lukas vågnede midt om natten ved en mærkelig lyd, der kom udenfor hans vindue. Da han var kommet lidt til sig selv, slog han dynen væk og åbnede forsigtigt vinduet.

 

Udenfor stod Oskar og trippede i sneen på taget. En kold brise susede ind i værelset, og lavede små knopper over hele Lukas’ krop, og en kuldegysning kryber igennem ham.

 

”Uuuuha, kom indenfor” sagde han til Oskar.

 

”Hvor blev du af, du forsvandt midt i det hele!?” Lukas var frustreret.

 

”Det må du undskylde, jeg blev kaldt hjem til mit land. Den Øverste Nisse ville snakke med mig. Jeg havde ikke lige fået fortalt min plan med dig og Troens Vogtere.” Oskar så ned i gulvet for at skjule sin dårlige samvittighed.

 

Lukas så uforstående på ham, men fik ikke nogen forklaring. Oskar ville i gang med det samme. Vi har meget travlt, havde han sagt. Vi skulle allerede af sted i nat ud og finde de andre vogtere. Der er 3 andre, havde Oskar fortalt ham spredt udover hele verden, så han havde haft ret i, at de havde travlt. Virkelig travlt. Lukas anede ikke, hvordan de skulle nå hele verden rundt for at finde de andre, rejse op til Julemanden og tilbage igen inden den 24. december. Det var da umuligt, var det ikke?

 

Oskar gik straks i gang med at tænke det hele igennem og skrive en plan ned på et stort stykke papir, han havde fundet under Lukas’ skrivebord. Han var dybt begravet i sine tegninger af transportmidlet, da han bliver afbrudt af Lukas, der står lige bag ham.

 

”Hvad er det du laver?”

 

”Jeg er i gang med at finde ud af, hvordan vi hurtigst kommer frem til de andre vogtere, så vi ikke skal bruge mere end et par dage.”

 

”Og hvordan vil du så gøre det? At flyve er vel det hurtigste, men jeg har altså ikke nogen penge.” sagde Lukas desperat og en anelse opgivende.

 

”Hey Lukas, hvor er din tro blevet af? Vi skal da ikke flyve som almindelige mennesker. Vi skal flyve på vores helt egen måde”, og idet han sagde det, hørte Lukas en så høj lyd, han var bange for, alle i byen ville vågne. En susende hård vind slog vinduet helt op og et skærende hvidt lys skræmte alle skyggerne væg i rummet.

 

”Wooow, hvad er Dét?” Lukas stod med åben mund og polypper og gloede ud af vinduet. Et kæmpe luftskib hang lavt i luften lige udenfor det lille tagvindue i Misteltenshuset.

 

”Det er et luftskib, min dreng.”

 

”Skal vi flyve med det? Jeg mener, det kan man da ikke, kan man?”

 

”Min kære Lukas, man kan alt, hvis bare man tror på det. Husk altid det.” Sagde Oskar med et smil på læben, men et gran af alvor kunne læses i hans øjne.

 

Lukas hoppede ivrigt op i skibet, og mens de fløj højere og højere op, så han byen blive mindre og mindre. Alle julelysene i gaderne blev til små stjerner, og juletræet, der stod midt på byens torv, så ikke større ud end at det kunne være i en skotøjsæske. Da de begyndte at flyve fremad bemærkede Lukas, at en anden end Oskar stod foran roret og styrede luftskibet. Han var en smule bredere end hvad godt ville være, og han havde som Oskar et langt gråt skæg. Gad vide om de ikke fik lov til at barbere sig, eller det var måske bare en tradition, at nisser lod deres skæg gro? Han kunne ikke bedømme den ukendte nisses alder på grund af skægget, men han gættede på, han var lidt yngre end Oskar, fordi hans skæg ikke var helt så langt.

 

”Nå ja, det her er luftskibspiloten Frederik, men de fleste kalder ham bare Frede.” Oskar præsenterede dem, men det lød mest som om det bare var af høflighed.

 

”Hvor skal vi hen først?” spurgte Lukas.

 

”Jeg tror, vi starter med Fredsvogteren. Det vil blive den letteste at overtale.”

 

”Hvorfor det?”

 

”Bare vent og se.”

 

*

 

De fløj henover marker fyldt med sne, der endnu ikke var betrådt, og byer, der lyste op som var det tusindvis af stjerner. Efter bare et kvarters flyvetur var de i den anden ende af landet. ”Utroligt”, sagde Lukas imponeret, da de landede på en øde mark med uspoleret sne, ja altså lige indtil de ankom.

 

Ikke langt fra, hvor de landede, stødte de på en lille bitte landsby, sikkert der den første vogter boede. ”Gad vide om det var en pige eller dreng?” Lukas tænkte ikke højt, men gik alligevel total opslugt af sin fascination over stedet. Han havde aldrig været så langt væk hjemmefra før. Selvom det ikke engang var ude af landet, så havde han aldrig været længere væk fra Misteltenshuset end til byens fjerneste grænse. Hans familie havde aldrig haft særlig mange penge, så når de havde ferie nøjedes de med at campere ude i haven eller en mark tæt på. Det var som regel hyggeligt, men også lidt kedeligt efterhånden. Han savnede eventyr og spænding. Men nu hvor han var kommet så langt væk, røg hans tanker hjem til familien, som lå trygt og sov i deres senge, men der ville vel ikke vare længe inden de skulle op alle sammen. Det var trods alt hverdag.

 

”Hov, Oskar, hvad gør vi, når mine forældre opdager, jeg er væk?”

 

”Bare rolig, det gør de ikke. Jeg dryssede lidt sovepulver henover byen, så hele byen sover sikkert et par dage endnu.” Oskar sagde det som om det var helt naturligt, men Lukas fandt det yderst besynderligt, og en anelse bekymrende. Hvad ville der ikke ske, når alle sammen vågnede op, og der var gået to dage? Ville folk undre sig, eller ville de bare tro, de var ved at blive glemsomme? Måske lidt for glemsomme? Men alt dette glemte han, da han så hende.

 

Allerede fra hvor han stod, hvilket var omkring 100 m væk, kunne han se hendes smil, der dannede lys i hendes krystaløjne. Selvom han ikke vidste ret meget om Troens Vogtere, så kunne han alligevel se med det samme, at hun var den, de ledte efter.

 

På afstand gik de og iagttog hende for at se hende mere an. Oskar havde sagt, det var vigtigt at vide så meget som muligt om vogterne, før de skulle konfrontere dem med deres skæbne. Der ville jo blive vendt op og ned på deres liv, så de skulle forberede sig på, hvordan de skulle fortælle dem det.

 

Hun gik i sin egen verden og handlede ind til aftensmaden i det lokale supermarked. Folk sagde, hun svævede hen over jorden, når hun gik, men det var selvfølgelig bare sådan det så ud på grund af hendes gang. Hun havde en lang kjole på, der gik helt ned til fødderne, så kanterne af det fine stof var blevet lidt slidt og grumset. Hun havde lange brune slangekrøller, der gik hende til skuldrene, og smilede til alle og enhver, hun krydsede veje med. Alle kendte hende, og alle elskede hende. Hun skabte glæde og fred overalt, hvor hun kom, og det var selvfølgelig derfor, hun var blevet udvalgt til at være Fredsvogteren.

 

”Hej Fru Hansen, hvordan har du det i dag?” Spurgte hun en ældre dame, der gik med krumbøjet ryg, og havde svært ved at nå tingene på de øverste hylder. Hendes hånd strøg hurtigt op mod det, den ældre dame rakte op efter. ”Tak, min skønne pige”, sagde den ældre dame, og gik videre. Hun havde vist ikke hørt hendes første bemærkning, men hun var jo også gammel og halvsenil.

 

Lukas fulgte alle hendes bevægelser med øjnene, og lagde mærke til, hvor rar hun var mod alle dem, hun mødte. Han fik straks lyst til at lære hende at kende.

 

”Hej, jeg hedder Lukas, hvad hedder du?” Spurgte han måske en anelse for hurtigt og ivrigt, men han var nysgerrig.

 

”Jeg hedder Anna, skal du have hjælp til noget?” Hun kiggede på ham med varme, brune øjne.

 

”Øhm… Jeg vil gerne spørge dig om noget, må jeg?” Han så tøvende på hende, og han rødmede en smule.

 

”Hihi, ja det må du da.” Hendes blide latter var så rar og blød, hans knæ blev helt møre.

 

”Tag dig sammen, Lukas!” Hviskede Oskar et sted fra, men Lukas kunne ikke se ham.

 

”Tror du på nisser?”

 

”Ja, selvfølgelig gør jeg det”, svarede hun og lød som om det var da helt normalt, men hun var altså faktisk 14 år, så det var nok ikke helt så normalt, som hun gjorde det til.

 

”Okay, så kom med mig, jeg har en ven, du skal møde.”

 

”Ookayy, jeg må egentlig ikke gå med fremmede, men jeg har det som om, jeg kender dig et sted fra, har vi mødt hinanden før?”

 

”Nej, det tror jeg ikke, men følg nu med.” Lukas var ivrig efter at præsentere hende for Oskar.

 

Hun indvilgede i at gå med ham, og da han havde fundet et sted, hvor de kunne være alene, kaldte han på Oskar.

 

”Hve-e-em e-er du?” Hun lød meget overrasket og en smule bange.

 

”Bare rolig han gør ikke noget. Dette er Oskar, min nisseven.” Lukas præsenterede dem for hinanden, og det gik okay efter chokket lige havde lagt sig i hende. Hun havde aldrig set en rigtig nisse før, selvom hun da troede på dem, så var det alligevel underligt nu at stå foran en i virkeligheden.

 

”Lad mig forstå det ret, I siger altså, at jeg er en hvad?”

 

”En Troens Vogter, og ikke bare en hvilken som helst vogter, du er Fredsvogteren, der skaber balance og harmoni omkring dig. Har du aldrig lagt mærke til, hvordan stemningen kan ændre sig fra iskold og vred til dejlig varm og rolig?” Oskar prøvede at overbevise hende, og det lykkedes vist næsten, for hun nikkede genkendende efter det sidste spørgsmål.

 

”Jo, det har jeg da, men behøver det at betyde, jeg er Fredsvogteren, var det det, det hed?”

 

”Ja, og ja, du ER Fredsvogteren, og Lukas her er Lederen af Troens Vogtere. Det har aldrig været meningen at samle jer medmindre det er allermest nødvendigt, og det er det nu. Julen er i fare, menneskeheden er i fare, og I er de eneste, der kan redde os alle.”

 

”Hmm… Okay, men hvad er det, vi skal reddes fra?” Hun var ikke helt overbevist endnu, men de var på vej.


”Følg med os til de andre vogtere og få forklaringen på vejen, vi har ikke så meget tid.” Lukas kiggede bønfaldende på hende, og det må have gjort udslaget, for hun fulgte med, hvilket også beviste, at hendes tro på, det hele var sandt, var i orden. Og med en Troens Vogtere mere i luftskibet, tog de af sted for at finde den næste.

------------------------------------------------------------------

Hvad synes I om historien indtil videre? Er der noget, I synes, skal være anderledes? Eller skal jeg bare fortsætte ud af det spor, jeg er på vej ud af?

Glædelig 6. december, så er der ikke så længe til jul var? :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...