Julemandens gave. Julekalender 2012

Lukas tror fuldt og fast på julemanden, til trods for han aldrig har set ham i virkeligheden. Resten af verden er ikke overbevist, men hans største ønske i år er at få julemanden at se. Denne december møder han sit livs største udfordring, og må bruge alle sine styrker og tro på, at julen nok skal blive god. Ukendte kræfter vil forhindre ham, men han får hjælp fra uventede steder. Følg med her i december og find ud af, hvordan Lukas klare sig igennem.

Julehistorien er inspireret af filmen "The Polar Express".

14Likes
34Kommentarer
1862Visninger
AA

4. 2. december - En tidlig morgen

 

Lukas vågnede tidligt søndag den 2. december. Ingen andre i huset var vågne, så han listede sig forsigtigt ud på gangen, ned ad trappen og ind i stuen, hvor ilden i pejsen fra aftenen før var brændt helt ud. Ikke engang en lille gløde lå tilbage og ulmede. Der var koldt, så han trak tæppet ned fra sofaen og svøbte sig ind i det, mens han gik over til sin julesok, for at se om der var kommet noget til ham. Han stoppede hele armen ned i sokken, for at mærke om, der var noget i bunden. Og der lå det. Et lille guldindpakket stykke chokolade lå fint og ventede på, hans hånd skulle lukke sig omkring den.

 

Udenfor i brændeskuret lå den lille skikkelse stadig og sov tungt. Men forskrækket satte den sig op med vidtåbne øjne, da en krave skræppede i træet ved siden af skuret. ”Årh dumme fulg”, tænkte han for sig selv, og fløjtede et par toner, og så på magisk vis fløj kraven væk ud i horisonten. ”Sådan skal det gøres”, sagde han lavmælt ud i morgenen.

 

Indenfor listede Lukas op på sit værelse igen. Han lukkede døren efter sig, stod stille et øjeblik for at høre, om han havde vækket nogen. Men han kunne kun høre deres golden retriever ved navn Gustav lunte stille og roligt rundt i køkkenet på jagt efter noget mad, og hans fars sagte snorken. Lukas fortsatte videre hen til sengen, satte sig til rette og lagde den lille pakke foran sig. Da han åbnede den blev han lidt skuffet, for han havde håbet på lidt mere end et stykke chokolade, selvom hans mor altid kun kom et enkelt stykke chokolade i den 2. december. Det var det samme hvert år, for de havde ikke råd til store og dyre gaver som alle de andre børn fik i hans klasse. Så når han kom i skole i morgen ville han endnu engang sidde alene i hjørnet og drømme om julemanden. De andre fra hans klasse syntes han var lidt underligt. Han var i hvert fald ikke normal, sagde de. Selv lærerne var begyndt at tro, der var noget galt. De andre drenge i hans alder var jo holdt op med at tro på julemanden. Men ikke Lukas. Han holdt ved, om han så skulle opsøge julemanden selv for at få bevis. ”Mon man kunne det?” Han sad og tænkte, mens chokoladen smeltede i hans varme hånd. Da han opdagede det, var der allerede kommet chokolade på hans sengetøj. ”Ups,” sagde han højt, og så gik han ud for at finde Gustav.

 

Gustav løb rundt i haven, mens Lukas’s far lavede morgenkaffe i køkkenet. Han kiggede ud af vinduet, da Gustav begyndte at gø af et eller andet, han ikke kunne se.

 

”Aaaaaarh!” Råbte den lille skikkelse med den røde hue. ”Gå væk med dig, hund. Jeg gider ikke lege med dig” sagde han til den, og Gustav vendte sig om mod huset og luntede tilbage med halen svingende frem og tilbage. Den lille skikkelse skyndte sig hen over det hvide sne efter Gustav. I dag skulle han ind i huset.

 

Et vindue stod åbent. Men det var alt for højt oppe, han kunne ikke nå derop. ”Hvad gør jeg nu?” Spurgte han tavsheden. ”Jeg må finde noget at kravle op ad. En stige!” Han kunne huske, han havde set en stige i brændeskuret, så han løb tilbage, og spekulerede på, hvordan han skulle få stigen hen til vinduet. Opgivende vendte han om og løb tilbage til huset. ”Jeg må snige mig ind, når nogen åbner døren.” Og idet han tænkte tanken hørte han døren på terrassen blive åbnet, og nogen kaldte på Gustav. Han løb alt hvad han kunne hen til terrassen, og gemte sig under Gustav, så han kunne komme indenfor uset.

 

Ovenpå sad Lukas og tegnede juletegninger.

 

”De er flotte, må jeg se nærmere?” Lukas kiggede forskrækket op fra sin tegning, men kunne ikke se nogen.

 

”Hernede.” Lukas troede ikke sine egne øjne, så han gned dem og blinkede et par gange for at være sikker på, han ikke drømte. Men nej, der stod en lille mand eller dreng eller et eller andet med rød hue på.

 

”Jeg hedder Oskar, jeg er blevet sendt hertil for at hjælpe dig.” Den lille mand så op på Lukas med smilende øjne.

 

”Je-e-eg he-edd-er Lukas, hve-em er du? Jeg mener, hvad er du?” Lukas kunne ikke rigtig få ordene over læberne af bare forbløffelse.

 

”Jeg hedder Oskar, og hvis ikke du ved, hvad jeg er, så står det værre til end forventet hernede.”

 

”Du er da ikke, er du? Er du en nisse?” spurgte Lukas med spænding i stemmen. Overraskelsen havde lagt sig en smule.

 

”Ja, selvfølgelig er jeg det, hvad skulle jeg ellers være?” Oskar så ham dybt i øjnene og kunne fornemme et håb sprede sig.

 

”Lukas og Emma, der er morgenmad”, råbte deres mor nede fra trappen.

 

”Bare gå, jeg skal nok stadig være her, når du kommer tilbage igen”, forsikrede Oskar, og Lukas skyndte sig ned til morgenmad.

 

Da Lukas kom tilbage til sit værelse efter en dejlig morgenmad med hjemmebagte boller og varm kakao var Oskar ikke at finde. Han lovede endda. Eller var det hele bare noget, han havde forestillet sig? Fandtes Oskar overhovedet, og hvad var det han havde sagt om at skulle hjælpe? Hjælpe med hvad? Lukas gik nedenunder igen for at spille Ludo med sin lillesøster Emma. Han så ikke mere til Oskar den dag, så han slog det hen som en del af hans vilde fantasi.

 

Men var det mon også kun fantasi? Eller lå der mere I det end som så? Læs med i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...