Julemandens gave. Julekalender 2012

Lukas tror fuldt og fast på julemanden, til trods for han aldrig har set ham i virkeligheden. Resten af verden er ikke overbevist, men hans største ønske i år er at få julemanden at se. Denne december møder han sit livs største udfordring, og må bruge alle sine styrker og tro på, at julen nok skal blive god. Ukendte kræfter vil forhindre ham, men han får hjælp fra uventede steder. Følg med her i december og find ud af, hvordan Lukas klare sig igennem.

Julehistorien er inspireret af filmen "The Polar Express".

14Likes
34Kommentarer
1874Visninger
AA

16. 14. december - Taget til fange

 

I nattens mørke, hvor kun enkelte gadelygter og træer lyste op, gik fire børn op mod bakken, hvor Areks Borg lå. Ingen af dem vidste, hvad der ville komme til at ske, men de gik med et håb om, at alting nok skulle gå. Undtagen Viktor, han var som sædvanlig skeptisk og tvivlende. Men det var jo også hans job. Han skulle sørge for, de andre holdt sig på sporet.

 

De listede langs muren for at undgå at blive opdaget af de vagter, der patruljerede på toppen af Borgen.

 

”Hvilken vej skal vi?” Anton kiggede på Lukas, som også så lidt desorienteret ud. De var faret vild. De havde gået langs muren, men den sti, de skulle have taget, måtte de have overset, for nu var de nået til et hjørne. Længere end de skulle.

 

Lukas kiggede sig tilbage, men han kunne intet se gennem det tykke mørke, der omsluttede dem.

 

”Vi må gå tilbage” sagde han og begyndte at gå i den retning, de var kommet fra.

 

”Jeg vidste, det ville gå galt” hviskede Viktor en smule vrissent.

 

”Slap nu af, Viktor. Vi skal nok finde stien.” Anton så sig irriteret om på Viktor, som gik ved siden af Anna.

 

”I to altså.” Anna rystede opgivende på hovedet.  

 

Et skarpt lys oplyste dem pludselig, og Lukas råbte: ”LØØØØØB!”

 

De løb så hurtigt de kunne, men Viktor sakkede bagud. ”Vent på mig!” råbte han forpustet.

 

De tre andre hørte ham ikke og blev ved med at løbe videre til de nåede udkanten af en skov. ”Skynd jer. Herinde kan de ikke finde os.” Lukas løb først, men vendte sig om og opdagede til sin skræk at Viktor ikke var med dem. ”Hvor er Viktor?” spurgte han ophidset og så vildt på Anna og Anton, der stod og prustede i den kolde natteluft.

 

De vendte sig om, og så forskrækket tilbage hvor de kom fra. Men Viktor var ikke at se. De indså at han måtte være blevet taget af Areks vagter.

 

*

 

Viktor blev slæbt med af to store vagter, der havde et fast greb i hans arme. De gik igennem den store port, der førte ind i Borgen gård. Der var mørkt og koldt. Luften var fugtig af rædsel. Viktor klaprede tænder af kulde og angst. På sin flugt fra vagterne var han faldet og landet i den sumpede sne, der dækkede den golde jord rundt om Borgen, så han var helt gennemblødt.

 

”Slip mig nu, jeg har ikke gjort noget” stammede han bønfaldende de to store vagter, men de stirrede bare koldt ud i luften foran dem.

 

Viktor begyndte at hulke sagte. Hvad ville der nu ske med ham?

 

Da de kom indenfor Borgens mure lagde en varme omkring dem så tør at Viktor begyndte at hoste. Det våde tøj klistrede sig til hans hud som sultne igler.

 

”Hvem har vi så her?” En høj slank mand med mørkt slikhår kom gående imod dem.

 

”Sir Arek, vi fandt ham listende rundt uden for Borgen. Meget mistænkeligt.” Lød det fra den store vagt til højre for Viktor. Han turde ikke røre på sig. Var det virkelig den Arek, Morfar havde fortalt dem om?

 

Den slikkede mand tog ham om hagen og hvæsede sammenbidt: ”Hvor er dine små venner?”

 

”De-de-det ved jeg ikke.” Det var jo sandheden, han vidste ikke, hvor de var løbet hen efter de efterlod ham. Han skulle aldrig være taget hertil, han havde jo vidst, det ville ende galt. Hvorfor løb de bare fra ham? Han var bange og ked af det, da han lå i den lille celle, han var blevet placeret i. Et lille koldt rum med stenmure, stengulv og stenloft og tremmer for døren og vinduet. Højt oppe på den ene væg lyste solens første lyserøde stråler ind til Viktor.

 

Han sad sammenkrøbet og hulkede lydløst.

 

*

 

Oskar sad og sov op af en lygtepæl, da han hørte skridt nærme sig ham. Han rejste sig hurtigt op og løb om bag en hæk for at gemme sig.

 

Den lyshårede pige, Lina, gik forbi, og han fulgte efter hende så lydløst som muligt.

 

Han fulgte hende helt hen til skolen, hvor hun så drejede af ned af vejen efter skolen. Hvor skulle hun hen?

 

Men da han drejede om hjørnet, var hun væk. Oskar kiggede mistænkeligt rundt, og hoppede så ind i et usynligt hul og forsvandt.

 

*

 

Viktor rejste sig langsomt, da fodtrin og råb afbrød hans grublen. Hvor længe havde han ligget her mon? Et par timer?

 

”Slip mig, i forpulede rotter. Ved I hvem jeg er?” lød det fra en velkendt stemme, og Viktor lyste op i et smil. Det var Oskar, der havde fulgt efter Lina og landet lige midt i Borgen. De tre store vagter, der kæmpede med at holde Oskar fast, smed ham ind i cellen ved siden af Viktors.

 

”Hvad laver du her, Oskar?” spurgte Viktor og så opløftet på Oskar.

 

”Jeg fulgte efter hende Lina, vi så i Hovedstaden. Hun forsvandt, og så endte jeg her” svarede Oskar træt. ”Hvordan er du endt her?”

 

”Vi blev opdaget i færd med at snige os rundt om Borgen. Og så løb de andre fra mig, da jeg blev fanget.” Han så trist ned i gulvet.


”De skal nok komme tilbage efter dig, men det sætter jo missionen nogle dage tilbage”, forsikrede Oskar ham om. ”Det skal nok gå,” tilføjede han så og smilede til Viktor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...