Julemandens gave. Julekalender 2012

Lukas tror fuldt og fast på julemanden, til trods for han aldrig har set ham i virkeligheden. Resten af verden er ikke overbevist, men hans største ønske i år er at få julemanden at se. Denne december møder han sit livs største udfordring, og må bruge alle sine styrker og tro på, at julen nok skal blive god. Ukendte kræfter vil forhindre ham, men han får hjælp fra uventede steder. Følg med her i december og find ud af, hvordan Lukas klare sig igennem.

Julehistorien er inspireret af filmen "The Polar Express".

14Likes
34Kommentarer
1862Visninger
AA

15. 13. december - De Mørke Mennesker

 

De vågnede ved et brag morgenen til den 13. december.

 

”Hvad var det?!” Anna satte sig op med et sæt i sengen og så bange på de andre.

 

”Det ved jeg ikke, lad os gå ned og se efter” svarede Lukas og gik ud af døren stadig med nattøj på.

 

Der lød skrig og råb, da de kom ned i den lille krostue, og der var alt andet end hyggeligt. Den store mand, der havde været der for et par dage siden, stod sammen med tre andre lige så store mænd midt i rummet og spejdede rundt.

 

”Hvor er de!?” Den store mand, der så ud til at være lederen, kiggede truende på gæsterne, der sad rundt omkring. Nisserne sad som forstenede og kiggede med skræk i ansigterne på de fire store mænd.

 

Lukas og de andre vogtere gemte sig på den anden side af væggen på trappen. Han rykkede langsomt hovedet ud, så han kunne se dem bedre. Pludselig blev de trukket tilbage op af trappen.

 

”I må væk herfra, hurtigt. I kan kravle ud af vinduet og ned af bygningen på den anden side.” Det var Morfar, der havde hevet dem med op igen.

 

”Hvad foregår der?” Viktor stod og så meget bange ud. ”Hvad er det I har rodet mig ud i?”

 

”Tag det roligt, det skal nok gå. Vi må finde et andet sted at gemme os i byen. Vi bringer for meget opmærksomhed.” Sagde Lukas med så meget lederstemme, han kunne mønstre. Han var selv mindst lige så bange. Hvem var de mænd dog?

 

”Det er Areks mænd. Lederen af De Mørke Mennesker.” Sagde Morfar som havde han læst Lukas’ tanker.

 

”De Mørke Mennesker? Hvem er de?” Det var Anton, der spurgte forsigtigt. Han stod og gemte sig bag Anna.

 

”Det var engang almindelige mennesker, men da Arek som barn aldrig oplevede julens magi, blev han omsluttet af et mørke så dybt, at ingen kan trænge sig igennem til ham. Arek har i mange år prøvet at ødelægge alt, der har med julen og gøre. Det var også ham, I så i Hovedstaden, da I besøgte Viktor.”

 

”Hvordan kan du vide det?”

 

”Oskar.” Sagde han bare. ”Nu må I videre, skynd jer. Der er ikke tid til mere snak. I den anden ende af byen ligger et gammelt fyrtårn, der ikke bliver brugt længere. Der kan I finde ly. I skal tage den første vej på højre hånd, når I kommer ud af kroen her. Derefter kommer der en lille sidegade til venstre, den følger I, og så kommer I til fyrtårnet. Skynd jer.”

 

”Det var det sidste, han nåede at sige, inden de alle tre hoppede ud af vinduet, som, til trods for de var på 1. sal, ikke var særlig højt. Det var jo nisser, der boede i byen.

 

De løb alle fire igennem gaderne i den lille by. Den lille sidegade var så smal, at de måtte gå sidelæns for at komme igennem. Men de nåede tårnet efter et kvarter, og de skyndte sig indenfor og sikrede sig, at ingen havde fulgt efter dem.

 

”Hvad er det, der foregår, hvem er ham Arek egentlig og hvorfor er han så opsat på at ødelægge julen?” Man kunne tydeligt høre, Anna var forvirret, og det kunne Lukas godt forstå, for det var han også.

 

”Du hørte jo selv, hvad Morfar sagde.” Anton kiggede på Anna, og da de begge blev opmærksomme på, de holdt hinanden i hånden, trak han hurtigt sin hånd til sig og kiggede ned i jorden.

 

”Ja, og nu er det lige pludselig blevet farligere at færdes her i Nisseland. Jeg tror ikke, vi kan vente på, Julemanden kommer til os. Vi bliver nødt til at komme til ham.” Sagde Lukas tålmodigt, og han begyndte at lede efter kortet over verdenerne i tasken, han havde nået at tage med fra værelset på Den Bestøvlede Kat.

 

*

 

Nede på kroen var der stadig ballade, og Morfar trådte med sikre skridt frem og sagde: ”Jeg huser ingen børn her, så I kan godt tage hjem igen.”

 

”Nå så det siger du! Jeg så dem her den anden dag!” råbte den store mand og hev Morfar op i kraven.

 

”Så så så, Valtar. Lad dog den kære Morfar få luft” lød en slibrig stemme, som kom fra en mand, der trådte ind af døren. Han var lidt lavere end de fire store mænd, men han lyste af magt og selvtilfredshed. Hans sorte hår var slikket tilbage og samlede sig i en lille knold i nakken. Han havde en lang sort jakke, der slæbte hen ad gulvet.

 

”Arek” sagde Morfar med spydighed i stemmen, da han var blevet sat ned på gulvet igen.

 

”Binke, min gamle ven. Hvor er det længe siden” sagde Arek lidt for sødt. ”Hvor er dine små venner, vi ved, de har været her.”

 

”Jeg siger intet til dig, Arek.” Morfar sydede af raseri og kiggede olmt op på ham.

 

”Vi skal nok få din mund på gled, kære ven. Tag ham med” sagde han og henvendte sig til de fire store mænd. De gik alle efter ham med Morfar sprællende imellem deres hænder.

 

*

 

”Jeg håber ikke, de gør ham noget.” sagde Anna og snakkede om Morfar. De var alle fire bekymret for ham, men de kunne ikke gøre andet end at fortsætte missionen.

 

Lukas havde fundet kortet og sad nu og kiggede på det sammen med Anton. Anna og Viktor var ved at finde noget mad frem, som de havde fået af Morfar. De turde ikke bevæge sig udenfor mere den dag, så de ville fortsætte når mørket brød frem. Så kunne de vandre mere lydløst og usynligt for Arek og hans mænd.

 

”Jeg tror, det er bedst, vi tager den her vej rundt, så går vi så langt væk fra Areks borg som muligt” sagde Anton.

 

”Nej, det vil være nemmere at bevæge sig usynligt forbi, hvis vi går lige for næsen af dem. Vi bør tage vejen, der fører lige forbi Borgen. De vil aldrig lede der, for de tror ikke, vi tør tage den vej.”

 

”Jamen gør vi da det? Altså tør det?” Det var Viktor, der havde overhørt deres diskussion. ”Jeg tænker, vi er kun børn, og de er farlige.”

 

”Det skal nok gå Viktor, vi passer på dig og hinanden” sagde Anna og forsøgte at sprede lidt varme og glæde imellem dem. Dog hjalp det ikke så meget, for hun kunne endnu ikke helt styre det som Anton kunne. Han havde øvet sig de sidste par dage, men Anna havde ikke helt fundet fidusen endnu, selvom Anton prøvede at give hende gode råd. Hun kunne ikke holde sin kraft i ret lang tid af gangen, og det irriterede hende.

 

”Jeg foreslår, vi får noget at spise, sover et par timer og bevæger os dermed op mod Borgen.” Lukas tog et stykke brød og stoppede det i munden. ”Det er sikrest på den måde, tror jeg.” De andre nikkede enigt og sagde ham ikke imod.

-------------------------------------------

Jeg beklager virkelig, jeg er kommet så langt bagud, men jeg vil skynde mig at skrive videre :)

God Jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...