Julemandens gave. Julekalender 2012

Lukas tror fuldt og fast på julemanden, til trods for han aldrig har set ham i virkeligheden. Resten af verden er ikke overbevist, men hans største ønske i år er at få julemanden at se. Denne december møder han sit livs største udfordring, og må bruge alle sine styrker og tro på, at julen nok skal blive god. Ukendte kræfter vil forhindre ham, men han får hjælp fra uventede steder. Følg med her i december og find ud af, hvordan Lukas klare sig igennem.

Julehistorien er inspireret af filmen "The Polar Express".

14Likes
34Kommentarer
1862Visninger
AA

13. 11. december - Rejsens begyndelse

 

Oppe i luften stod de alle tre og kiggede ud over byen, da de pludselig følte et ryk fremad i hele luftskibet. De blev suget hurtigere og hurtigere fremad, og til sidst blev de revet ind i en kæmpe hvirvelvind, og så var byen under dem væk.

 

”Hold fast i rælingen, unger!” Luftskipperen Frederik råbte om til dem fra roret af, og de greb alle krampagtigt fast i luftskibets ræling og lukkede øjnene hårdt i.

 

Da Lukas åbnede øjnene igen mødte de det smukkeste syn, han nogensinde havde oplevet. Vattede store skyer, der så bløde ud som var det kæmpemæssige dundyner, fyldte hele himlen under dem. Solen stod højt på himlen over dem og oplyste hele verdenen. Frederik førte skibet lige igennem alle skyerne, og under dem var landskabet storslået med bakkede marker, og skove i horisonten. Lidt fremme lå en lille by, hvor Frederik forsøgte at lande.

 

”Hvor er det smukt,” sagde Anna og hendes øjne strålede af glæde.

 

Lukas kunne slet ikke forstå det. Hvor mon de var henne? I Julemandens verden? Det håbede han.

 

”Herfra må i fortsætte på gåben, børn. Vi kan ikke flyve videre.” Bekendtgjorde Frederik inden han landede på jorden med et bump lidt uden for byporten. ”Vores veje skilles her.”

 

De sagde alle tre farvel til Frederik og rettede næsen mod byen, for at finde et sted at få varmen efter den kolde og turbulente tur ind i den anden verden. Ingen af dem vidste, hvor de egentlig skulle starte.

 

Byporten var en kæmpe hvælving, hvor gran snoede sig hele vejen rundt. Den lyste hele gaden indenfor porten op, selvom det ikke var nødvendigt, for det, der lignede hovedgaden, var fyldt med lysende stjerner på snor fra hustag til hustag. Alle i byen stoppede op, da de tre børn gik forbi, og det var først der, Lukas lagde mærke til, han var meget højere end beboerne der. De var alle nisser.

 

Byen omringede et stort torv, hvor et smukt juletræ prydede midten. Og her kunne de se, at det, det troede var hovedgaden ikke var det, for 10 lige så store og flotte gader lå strakt fra torvet og ud. De stod måbende og kiggede på alle de små nisser, der vrimlede rundt travle og stressede. Dog var de ikke så travle, at de ikke kunne stoppe op og glo på de nyankomne gæster.

 

En gammel, men frisk nisse kom gående imod dem og smilede som om, han havde ventet dem. ”Velkommen til nisseland, så kom I endelig frem, var?”, sagde han venligt og imødekommende til de tre forvirrede børn. Lukas havde ikke mødt andre nisser end Oskar og Frederik, så han anede ikke, hvordan han kendte til dem.

 

Lukas stillede sig foran de andre og sagde: ”Øhm, tak, men hvorfra vidste de, at vi kom?”

 

”Det fik jeg da at vide allerede for to uger siden. Men hov, skulle I ikke være fire?”

 

”Men for to uger siden vidste vi jo ikke engang, hvem vi selv var?” Anton så forvirrede på den gamle nisse.

 

”Nej, men når Oskar sætter sig noget for, så får han sin vilje” grinede han. ”Kom med, jeg ejer en lille kro herhenne. Der kan I få varmen og finde ud af, hvad jeres næste skridt skal være.”

 

De tre vogtere så på hinanden og nikkede så istemmende som om, de vidste, hvad hinanden tænkte. ”Okay, tak” sagde Anna med glæde i stemmen. ”Men hvem er du egentlig?”

 

”Nå ja, hvor er mine manere dog, jeg glemte helt at præsentere mig selv.” Han grinede igen, og var ved at kløjs over ordene. ”Jeg hedder Binke, men de fleste heromkring kalder mig morfar, fordi jeg ejer den hyggeligste og ældste kro i byen. Og jeg kan egentlig også bedre lide det,” sagde han og blinkede med det ene øje til Anna.

 

*

 

De var ved at have varmen, da en stor mand kom ind ad døråbningen til den lille kro, Den Bestøvlede Kat. Stemningen ændrede sig med ét, og hele kroen blev mere dyster. Morfar betjente venligt den store mand, men hans smil nåede ikke helt op i øjnene, som udstrålede ren angst.

 

Lukas, Anna og Anton gled automatisk længere ned i deres sæde og gemte sig i båsen, hvor de sad. De udvekslede bekymrede blikke. Gad vide, hvem han var, og hvorfor var Morfar så bange for ham?

 

Anna forsøgte at tænke positivt, og stemningen blev en smule lettere, hvilket den store mand bed mærke i. Hans falkeblik rettede sig hurtigt over mod deres bås, og de kunne ikke kravle længere ned uden at ende under bordet. Lukas var bange, men holdt facaden, for nu måtte han tage et ansvar. Han skulle holde gruppen sammen og lede dem i den rigtige retning.

 

”Hvem er I, menneskebørn?” Den store mand nærmest brølede, og hele kroen blev musestille.

 

”Svar mig, når jeg taler til jer!!”

 

”Je-e-e-eg” Manden åbnede sit store gab og lukkede et latterbrøl ud gennem munden, men Lukas rømmede sig og rettede sig op. ”Jeg hedder Lukas, og vi er på besøg her i byen.”

 

”Hrmpf!” Den store mand fnyste og skulle til at vende sig, da han fik øje på Annas øjne. De strålede som små sole uanset, hvilket humør hun var i. Hun havde ikke helt lært at styre det endnu. Hans kneb øjnene sammen og stirrede på hende et øjeblik inden han vendte sig og gik ud af døren. Kroen åndede lettet ud, og det samme gjorde de tre vogtere, som ikke anede, hvem de lige havde stået foran.

 

Oskar gik rundt og lurede udenfor Linas hus, da han mærkede en forandring i luften. ”Jeg håber ikke, der er sket børnene noget,” mumlede han bekymret for sig selv. Han gik rundt om huset idet en kæmpe stor hund løb gøende imod ham, og han vendte lynhurtigt om. Heldigvis var hunden bundet fast til en pæl midt i den store have bag Linas hus. Huset i sig selv var ikke noget at råbe hurra for, men indeni var det ekstravagant. I hvert fald det han havde set igennem vinduerne. Det var begyndt at sne stille, og temperaturen var faldet markant, så han besluttede sig for at gå tilbage til Misteltenshuset og finde ly for natten i brændeskuret, som han havde gjort den første nat, han havde tilbragt i den lille stille by. Han havde alligevel ikke set noget til Lina eller manden fra Hovedstaden hele dagen, så han ville vente til i morgen med at søge nye informationer.

 

*

 

I det store hus i Hovedstaden lå Viktor igen og tænkte på Vogterne. Altså de tre andre børn havde jo troet på det, og de var endda ældre end ham, så hvorfor skulle det ikke være sandt? Og den underlige nisse havde jo sagt, han var Tvivlsvogteren, så det gav vel mening, han ikke vidste om det var sandt. Han vendte sig om på siden, men tankerne fløj stadig rundt i rummet og havde deres eget liv.

 

”Hvorfor tog du ikke med dem?”

 

”Du så jo selv nissen, og hvis der er nisser til, hvorfor kunne det så ikke også være sandt, at du var en af de der vogtere?”

 

”Og det lød jo egentlig meget spændende. Et juleeventyr.”

 

Han lukkede øjnene hårdt i for at prøve at lukke tankerne ude.

 

”Du kan da ikke bare ligge herhjemme i din seng indtil jul. Der sker jo alligevel ikke noget her i Hovedstaden.”

 

”Og du vil vel heller ikke have at julen forsvinder fuldstændig, vil du?” En stemme kom fra den anden ende af rummet.

 

”Jo, det vil han faktisk! Der er intet godt ved julen mere” Lød det fra den modsatte side.

 

”Hey, hvem er I?” Viktor stirrede på to bitte små væsner med vinger.

 

”Vi er da din samvittighed, kære ven.”

 

”Bla bla, kom nu videre. Læg dig til at sove knægt, så ordner jeg hende her.”

 

”Nej, stop så begge to. Hvad mener I med, min samvittighed?”

 

”Jo, ser du, du sover faktisk lige nu. Vi er dig, dine modstridende tanker. Og jeg tror virkelig, du skal af sted. Nu, før det er for sent.”

 

”Du skal ikke lytte på hende, dreng!”

 

”Nu, min søde. Inden åbningen lukker.”

 

Viktor satte sig med et sæt op i sengen. Han var badet i sved, men var fast besluttet. Han måtte af sted.

 

Hvem er den store uhyggelige mand mon? Hvad sker der med vejret hjemme ved Oskar? Og kommer Viktor nogensinde frem til de andre i tide, og hvad er det for en åbning, hans gode samvittighed nævnte i drømmen? Følg med i morgen.

-------------------------------------------------------------------

Endelig er jeg med igen, og jeg nåede lige at få lagt det ud, mens det stadig er den 11.

Nå, så er de afsted, hvad synes I? Er den stadig god? :)

Glædelig 11. december til jer alle!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...