Julemandens gave. Julekalender 2012

Lukas tror fuldt og fast på julemanden, til trods for han aldrig har set ham i virkeligheden. Resten af verden er ikke overbevist, men hans største ønske i år er at få julemanden at se. Denne december møder han sit livs største udfordring, og må bruge alle sine styrker og tro på, at julen nok skal blive god. Ukendte kræfter vil forhindre ham, men han får hjælp fra uventede steder. Følg med her i december og find ud af, hvordan Lukas klare sig igennem.

Julehistorien er inspireret af filmen "The Polar Express".

14Likes
34Kommentarer
1895Visninger
AA

12. 10. december - På vej

 

Det var ikke nemt at sove. Lukas lå og vendte og drejede i noget, der lignede en evighed. Han kunne ikke holde op med at tænke på Lina. Det var den første ”ven”, han havde haft i mange år. Eller det havde han i hvert fald troet. Nu viste det sig bare, hun var hans værste fjende, og det kunne hans hjerte ikke helt forstå. Han troede på det gode i folk, og det pinte ham at vide, han havde overset hendes ondskab. Han forstod ikke, hvad hun havde imod julen. Hvordan kunne nogen overhovedet hade julen? Julen var da det bedste, og det vigtigste, der fandtes.

 

Han lagde sig frustreret om på ryggen og stirrede ud af vinduet på væggen overfor. Det var klart og koldt i vejret, så man kunne se alle stjernerne. Hans tankestrøm blev afbrudt af en dyb snorken, der kom nede fra gulvet. Det var Anton, der også endelig var faldet i søvn. Anna lå stille og trak vejret i hans fodende. Der var ikke så meget plads på Lukas’ værelse, og familien ejede kun én ekstra madras, så de var nødt til at være der begge to. Heldigvis fyldte ingen af dem så meget. I det øjeblik var Lukas glad for, at Viktor ikke også var der, for hvor søren skulle han dog ligge? Et smil kom frem i mundvigen, men forsvandt hurtigt, da han kom i tanke om, at de jo egentlig manglede Viktor på holdet. Gad vide, hvordan det ville gå dem uden ham? Oskar havde jo sagt, det ville være bedst og sikrest at rejse hele banden, men det skulle åbenbart ikke ske.

 

*

 

I den anden ende af landet i Hovedstaden lå et meget stort og fint, men gammelt hus i et kvarter, hvor de store huse lå tæt pakket op og ned af hinanden. Inde i det store gamle hus boede en lille familie bestående af en mor, og to børn på 9 og 4 år. Den ældste var en dreng ved navn Viktor. Han havde lige fået at vide den anden aften, at han var en vogter af et eller andet. Og tro det eller ej, men han havde set en nisse. Han vidste ikke rigtig, om han skulle vælge at tro på det de fortalte. Det virkede som om, de andre børn, der fulgtes med nissen også var de hersens vogtere. De havde prøvet at bilde ham ind, at han var en Troens Vogter, eller hvad det nu var de kaldte det. Men det kunne da ikke passe, eller kunne det? Siden hans far døde, havde julen bare ikke været det samme. Alting var blevet mere trist. Hans mor sad altid og græd i sofaen foran brændeovnen i den store stue. Han døde for 5 vintre siden, midt i december måned, og hvis julens ånd eller mand, eller hvad det nu var, virkelig fandtes, hvorfor havde de så dræbt ham midt i julens tid? Nej, det kunne ikke passe, de fandtes ikke. Han vendte sig om i sin seng og kiggede ud af vinduet. Himlen var klar og fyldt med stjerner. Han lukkede stille øjnene, og faldt i søvn.

 

*

 

Midt om natten blev de alle tre vækket af Oskar som lovet. Han bankede stille på vinduet, og de vågnede alle med et sæt.

 

”Så er det op og af sted, børn.” Oskar stod udenfor på taget med et venligt smil i ansigtet.

 

”Solen står op om 5 timer, så det burde give jer et forspring.”

 

”Et forspring på hvad?” gabte Anton.

 

”På dagen selvfølgelig. Jo længere tid i har til at rejse om natten, jo længere går der, før nogen opdager I er væk” Oskar rystede på hovedet, og mumlede et eller andet, men det var vist ikke meningen nogen skulle høre det, så ingen spurgte ind til det.

 

De hoppede ud af vinduet, så de ikke ville vække resten af familien, som lå og sov trygt i deres senge. Lukas kiggede en ekstra gang tilbage mod døren, før han kravlede ud af vinduet efter de andre. Luftskibet stod klar, og Lukas undrede sig kort over, hvorfor ingen andre hørte larmen fra det.

 

”Nu skal I af sted børn, og vores veje skilles desværre her, men vi ses igen. Det er jeg sikker på.”

 

Anna stod og snøftede i baggrunden, og det fik Oskar til at gå hen til hende og give hende et kram.

 

”Du skal nok klare det, min ven. Du kender ikke selv dine styrker endnu, men jeg har set den glæde, du kan sprede, og det skal du holde fast i. Ingen andre er som du, min kære Anna. Hold fast i det.” Han stillede sig på stå og lagde en hånd på hendes skulder og gav den et klem.

 

”Lukas, nu er du Lederen, og jeg stoler på dine instinkter. Du er i sandhed sjælen af Troens Vogtere, og jeg ved, I nok skal klare den rejse, I skal ud på. Men husk på, at I ikke skal stole på nogle fremmede.” Han gik over til Anton, som stod med bøjet hoved og så tvivlende ud.

 

”Anton, min dreng. Lysets Vogter. Du skal lyse og lede, når I mister sanserne. Når mørket omslutter jer, og I ikke kan finde vej, så er du jeres guide. Husk på det, du er stærkere og modigere, end du måske tror.”

 

Og med disse ord sendte han dem af sted op mod himlen. Han vinkede op mod dem indtil kun stjernerne var tilbage.

 

”Nu er vi på vej, og vi må sørge for at holde sammen” sagde Lukas med en prøvende autoritet. Og de andre nikkede istemmende. 

 

Kommer de frem til den anden verden sikkert? Kan de samle deres kræfter og holde fast i troen? Når Viktor at overbevise sig selv inden det er for sent, og hvad er det egentlig for noget med hende Lina? Læs med de næste par uger og få svarene.

-----------------------------------------------------

Desværre er det blevet endnu et lidt kort kapitel, men jeg føler mig lidt presset og det påvirker min kreativitet. Jeg håber, jeg får lidt mere ro senere til at skrive morgendagens afsnit.

Glædelig 10. december, venner! Nu er der kun 2 uger til juleaften :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...