Justice

Athleen er leder af Amazons, en bande som består af kvinder der vil nedkæmpe kriminalitet, men uden loven sætter grænser. Hun er forelsket i Jason, som skal overtage banden, Night Creepers, som udelukkende er kriminelle for at tjene penge, og sælger alt fra stjålne biler til jomfruer. De to bander vil aldrig kunne enes. En nat mødes Athleen og Jason, men det går ikke som forventet...

10Likes
4Kommentarer
742Visninger
AA

2. Jeg elsker dig stadig

Vi sidder rundt om bålet i måneskær. Solen er allerede gået ned, da vi er i starten er november måned. Vi snakker om vores fjender og hinanden, og vi griner uden egentlig at være på vagt. Jeg kunne pludselig hører lyden af en motorcykel. Vi kigger rundt på hinanden, den kom tættere på, jeg rejser mig og gør antræk til at trække min pistol. Men frem fra mørket bryder en kendt skikkelse frem – Dina. Jeg smiler til hende, de andre slapper af igen. 

”Noget nyt?” spørger jeg hende smilende

”Ja, meget” hendes alvorlige ansigtstræk, går mig urolig. Hun sætter sig ned sammen med os.

”Keyan er rasende efter vi brød ind på hans territorium, og han er i gang med at lave en plan, så han kan overtage Jersey”begynder hun, jeg kigger på hende, forvirret over hendes ord.

”Hvordan kan han det? Han har ikke nok mænd til sådan en aktion” spørger jeg. Hendes blik ændres til en svag antydning af frygt og urolighed.

”Det er fordi Broken Daylight og han for nogle dage siden skrev budskabet – Broken Daylight will bring darkness to Amazones, og Keyans søn Jason kommer nu sammen med lederen af Broken Daylights datter Maria”. Verden stod pludselig stille. Det kunne ikke være rigtigt. Ikke Jason, af alle de ting har mistet, hvorfor Jason? Liliana kigger over på mig, hendes ansigtsudtryk advarer mig om, at jeg viser mine følelser for meget. Jeg blinker hurtigt for at holde tårerne tilbage, sætter en maske op og følger med igen.

”Aktionen er endnu ikke blevet sat til en dag eller tidspunkt, men den kommer så hurtigt som mænd kan bevæge hertil”. Hun rejser sig igen

”Jeg kommer så snart, jeg har flere informationer”. Hun går forbi mig, og hun taber et stykke papir diskret i mit skød. Jeg tager det og putter det i lommen, jeg ser hende sætte sig på sin motorcykel.

”Tak, for advarslen. Vær forsigtig.” siger jeg til hende, hun vender derefter motorcyklen og fræser af sted.

Da hun er ude af syne, vender jeg mig mod de andre.

”Gør jer klar til posterne. Jer andre gå ind i jeres telte. Godnat”. Jeg går mod mit ”hus”, bag mig går Liliana. Hun følger med mig hele vejen, til vi når huset. Jeg kan mærke hendes ånde i nakken. Så snart døren lukker sig efter os, begynder tårerne at løbe ned over mit ansigt, og hun holder om mig. Med rystende skuldre græder jeg på få sekunder hundredevis af tårer ned på hendes bluse. Men jeg må ikke – Jeg kan ikke, jeg snøfter, løfter mit hoved, og vikler mig ud af hendes favn. Jeg tørrer mine øjne og i armbevægelsen møder jeg hendes blik.

”Du burde læse det” siger hun stille til mig. Først forstår jeg ikke, men så husker jeg på papiret, som jeg fik af Dina. Jeg tager det op af lommen, udenpå genkender jeg Jasons skrift – For Athleen. Står der meget pænt skrevet på ydersiden. Jeg folder det ud, men kigger ikke på det med det samme. Hvad hvis han ikke vil se mig mere? Hvad hvis han ikke elsker mig længere? Jeg kigger ned og begynder at læse.

Ath, jeg ved at du er ked af det og føler dig såret, men jeg bliver nødt til at se dig. Jeg har brug for at forklarer alt til dig. Det var ikke mit eget valg, jeg havde slet ikke noget valg. Du ved hvor meget du betyder for mig. Du er den eneste, som jeg elsker. Men intet af det kan forklares på et stykke papir.  Mød mig i aften ved træet.  Jeg elsker dig – Jason

Jeg giver papiret til Liliana, og vipper frem og tilbage på mine fødder, til hun er færdig.

”Jeg vidste det” udbryder hun efter hun har læst det. Hendes ansigt fyldes af et kæmpe smil, så kan jeg ikke lade være med også at smile. Trods hendes forræderi mod Keyan og banden, så følger hun stadig meget med i, hvad der sker med Jason. Hun var blevet taget til sig af Keyan, da hendes forældre blev dræbt under en fighte mellem os og dem. Han havde behandlet hende som en datter, til hun sammen med mig begyndte at gå over til fjenden. Hun ser Jason som sin bror. Nogle gange overvejer jeg at tage hende med, men det ville være for risikabelt. Selvom Jason også savner hende.

”Jeg tager af sted om lidt, vil du ikke få fat på en cykel til mig?” Hendes øjne lyser af glæde, og hun nikker ivrigt og forsvinder derefter ud af teltet. Jeg tørrer de sidste tårer væk fra ansigtet, og tager en dyb indånding. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at udsætte mig selv for det her, men jeg bliver nødt til.  

Jeg går ud af huset og lukker stille døren efter mig. Jeg kigger op på himlen, det er sen september, og det er mange stjerner deroppe. Jeg elsker når man kan se mange stjerner, det løfter altid mit humør, men dog ikke så meget lige nu. Jeg kigger efter Liliana, og til sidst kan jeg se hendes skikkelse komme til syne og forsvinde mellem teltene. Jeg følger den, til vi når enden af teltområdet. Ved siden hende af hende er en grim hippi cykel, jeg kigger mærkeligt på hende.

”Hvad!? Vil du genkendes eller ej?” siger hun forsvarende, jeg smiler opgivende og ruller let med øjne. Hun bare ikke egnet til at være med i en del af en bande. Hun er så sød og ville aldrig gøre nogen ondt, men gør det nu alligevel. Hun burde arbejde med at hjælpe mennesker, sygeplejerske eller sådan noget, men nu er hun her. Jeg krammer hende, og hun vender sig og går tilbage til lejren. Jeg sætter mig på cyklen og køre af sted på hippi cykel med pang farver og snore ud fra styret.

Det er koldt, når jeg kommer op i fart. Vinden suser forbi mine ører og gør dem kolde som is. Jeg kigger efter mig, men kun for en sikkerhedsskyld, selvom jeg føler mig sikker. Jeg cykler forbi nedlagte forretninger og kontorer, her er helt øde. Det gør det lidt mere spookie at være i bandemiljø. Hvis man kunne leve med normale omgivelser, så ville det være så meget nemmere ikke at være bange og på vagt hele tiden. Da jeg når skoven, stiller jeg cyklen i en busk. Jeg sikre mig ingen kan se den og går så ind i skovens mørke. Først kan jeg intet se, men mine øjne vænner sig til lyset. En uendelig mængde træer åbner sig for mig, men jeg ved præcis, hvor jeg skal hen.

Efter at have gået i en halv time stopper jeg. Jeg er så tæt på nu, at jeg kan hører Jason snakke med sig selv. Jeg lister helt tæt på og gemmer mig bag et træ. Inde fra lysningen kan jeg hører ham.

”Jeg elsker dig, men så længe vi ikke må være sammen, bliver jeg nødt at opfører mig normalt. Min far er begyndt, at tro jeg er bøsse… Hvis bare vi kunne være sammen, uden nogen skulle bestemme, jeg vælge dig, hvis jeg fik et valg. Men det har vi ikke”. Jeg føler en byrde som bliver løftet fra mit hjerte. Med tårer i øjne går jeg frem i lysningen, men han er så optaget af sin diskussion, at han ikke høre mig. Jeg går helt op bag ham og lægger mine om ham og mit hoved mod hans skulder. Jeg kan mærke hans muskuløse overkrop. Det giver et sæt i ham, men han vender sig og vores læber mødes i en flydende bevægelse. Han er varm og hans hænder hviler på min ryg. Da jeg trækker mig fra kysset, stadig med tårerne på kinderne, og kigger dybt i hans øjne. Hvordan kunne jeg tro han ikke elskede mig? Hvorfor kan vi ende det her? Mens vi kan nå det. Tankerne rammer mig altid, når jeg er sammen med Jason. Nogle gange gør det så ondt at elske ham, at jeg vil give slip. Men i sidste ende kan jeg ikke, for man kan ikke vælge hvem man elsker.

”Hvor længe har du stået og lyttet?” spørger han mig. I hans øjenkroge er der tårer, og det gør mig endnu mere ked af det. Jeg kigger på ham og svarer

”Jeg har i hvert fald hørt nok til at forstå”. Han ser lidt lettet ud, men stadig bekymret for min efter-reaktion. Jeg vender mig og går lidt, jeg kan forstå hvorfor vi ikke må have et normalt forhold. At snige sig ud om natten var ikke hvad jeg drømte om, da jeg var yngre, i hvert fald ikke på den her måde. Da jeg begynder at gå væk. Tager han min hånd, og hans tommelfinger kører let henover min hånd.  Jeg vender mit ansigt mod ham.

”Vi kan ikke det her…” starter jeg sætningen, men hans finger lægger sig på mine læber, og han bryder ind.

”Shh…” siger i det hans finder rører ved mine læber.

”Jo vi kan. Jeg elsker dig, og ikke engang min far kan skille os ad.” han smiler med selvtillid.

”Men hvad hvis det kommer til at være sådan her for altid? Hvad hvis vi aldrig finder en måde?” min fortvivlelse rammer mig endnu hårdere, og tårerne løber endnu hurtigere. Hans hænder skynder sig op og tørrer tårerne væk. Han omfavner mig, og sådan står vi lidt. Bare os to. Jeg mærker hans hænder bevæge sig, opad min krop, og pludselig kilder han mig. Jeg griner og min evige forsvarsteknik mod kild-ning slår til. At lægge sig ned. Jeg falder sammen på jorden, og Jason lægger sig ned ved siden af mig.

Mit hår ligger ud til alle sider, og jeg smiler op i himlen, hvor fra stjernerne blinker ned til os.

”Det er så smukt” mit ansigtsudtryk ændres til en form af fascination. Jason lægger sin arm om mig, og vi begynder at kigge på stjernerne, finde stjernebilleder og griner sammen. Vi finder Karlsvognen, Lille Bjørn, Cassiopeia og så mange andre. Sådan som vi burde have det sammen hver dag, men alt det glemmer jeg helt, og vi ligger der så længe, at vi falder i søvn.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...