Det var så den gang...

Mit hår havde den flotteste gyldne farve. Det fløj til alle sider da jeg gik hen af gangen i skolen. Jeg var poupolær! Virkelig poupolær! Drengene prøvede og få kontakt til mig morgen, middag og aften. Rgggh!... Men en dag da jeg kom i skole var alle ligeglade med mig. ingen så op til mig, ingen fuglte efter mig, ingen prøvede og få kontakt til mig. Hvad var der sket? havde jeg sagt noget forkert?

1Likes
1Kommentarer
473Visninger
AA

2. "Hvad med mig!?"

Ja, Jeg kom i skole og var klar på ca. 30 kysse munde lige i hovet på mig! "Hej" sagde jeg uden rigtig og kikke mig om, da jeg så at der slet ikke var nogle at se. Jeg kikkede mig forviret om. Ingen! Det var som en øde ø! "Hallo. Er der nogle?" sagde jeg. Men intet svar. Jeg gik rundt på skolen og endelig fandt jeg nogle! "Hej. Hvor er alle folk?"  "Ja de er jo nok til time ikke!! du kommer ligesom 10 min for sent!!!" Sagde en elev vredt. "Undskyld, undskyld" sagde jeg. Hvorfor var de sure på mig? det var som om at de ikke kunne lide mig. Jeg gik til time og ingen kikkede på mig. Det var underligt, men det føltes godt. Jeg følte mig fri for en gangs skyld! Jeg satte mig ned sammen med min kæreste. Han sad og skrev et eller andet på et papir og lidt efter sende han det over til mig. Jeg smilede til ham men han smilede ikke tilbage. Jeg åbnede brevet hvor der stod: "Jeg kan godt lide dig men ikke så godt som før. jeg slår op!" Klokken ringede og han gik. Der sad jeg så, muters alene. 'Emma vogn op! løb dog efter ham!' tænkte jeg. Jeg løb, Der! "Tomas!! Hvorfor?, hvorfor slog du op!!!?" Sagde jeg. "Undskyld Emma. Men da du kom i skole var du bare...Vrrr... lad os bare sige at... du var ikke dig selv!" Sagde Tomas. Jeg løb grædene hjem. Måske var mit liv ikke så spændene som 'upouppolær' aligevel. Men det må jeg leve med!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...