Forladt

Note: En anden jeg kender har hjulpet mig med at skrive historien, men hun har ikke selv en bruger på Movellas. Så jeg kan ikke tage al credit for den. Enjoy! :-)

2Likes
2Kommentarer
564Visninger
AA

1. The Earth has lost a fighter, but the Heaven has gained an Angel.

 

Her sidder jeg, stille og klynker, som en lille pige på 4 år. Tårerne triller stille ned, mens de kærtegner min kind, som var det et lille blødt dun fra en kylling unge. Den strejfer min kolde, blå kind. Jeg prøver at nyde de sidste bølgers tunge brusen på det mørkegrå hav. Jeg er forladt, forladt sammen med min bedste ven.

Jeg har givet hende et lyseblåt håndklæde at sidde på, som ligner himmelen om sommeren, hvis man breder det ud. Jeg er forladt til mig selv, mine handlinger, mine tanker og ord.

Min bedste ven er en pige. Hun har det smukkeste krøller, mørkeblond og tykt hår. Jeg missunder det så inderligt, at jeg har lyst til at klippe det af når hun sover, og sy det fast til mit sorte, glatte og flade hår. Hun har de smukkeste, stjerneklare blå øjne. Jeg har lyst til at stikke dem ud, og plante dem i mine egne mørkebrune, kedelige øjne. Hun har altid det mest bedårende tøj på, hver gang vi går tur. Jeg kunne flå det af hende, hvis det ikke var fordi jeg selv havde givet det hende i fødselsdagsgave.

Ja, her sidder vi og kigger ud på den del af verden, der er mest uudforsket af hele jorden, havet. Havet, som enlig bare er vand, ikke saltvand, kildevand, havvand, eller ferskvand, bare vand. Vi mennesker er så bange for noget kan være enkelt, så ligetil, at vi prøver at beskrive det med flere ord. Vi prøver at skjule dens sande sandhed.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Når man piller alle overvejelser fra, og når man kigger på det hele, så enkelt som det overhovedet kan være, så har jeg har 2 muligheder: Jeg kan gå og gå, kun ligeud, og aldrig stoppe, ud i det u-udforskede, dybe vand. Eller jeg kan sidde her, i den grusomme efterårskulde, og vente på at dø sammen, med min bedste veninde, hånd i hånd, som vi altid har været. Sammen, for altid.

Jeg undre mig over hvordan det kunne gå så galt. Det føles som om det kun var en måned siden jeg skiftede skole, men nu har jeg jo også været meget syg. Den seneste tid har jeg bare følt mig mere og mere uønsket af alt og alle omkring mig.

   Jeg var blevet slået her til morgen, fordi jeg sov 10 minutter over den tid, jeg skulle have stået op. Jeg plejer at have sat mit vækkeur, men jeg glemte det simpelt hen igår. Ikke fordi det gjorde det hele mere acceptabelt, tværligmod. Jeg må ikke komme for sent i skole.

Mine forældre har jeg aldrig haft den store tillid til at fortælle noget til. Ikke engang den første gang jeg fik min menstruation. Jeg vidste kun hvad det var, fordi jeg havde hørt om det i skolen. Jeg vidste hvordan jeg skulle gøre og har klaret mig helt fint.

Smerter hører til, og de var nogle gange så slemme, at det føles som at få trukket maven i klumper, som blev trampet på af en fuldvoksen hanelefant. Som om min mave, blev suget ind og ud med 5 minutters mellemrum ved hver følelse. Jeg har nogle gange ikke kunne trække vejret, fordi det gjorde så ondt, uanset om jeg trak vejret igennem munden eller næsen. Jeg har klaret mig gennem de smerter, som en kriger. En, der lige havde fået sprættet mavesækken op, fordi han sloges med svær og skjold.

Jeg tog i skole i dag, med et halvblåt øje, som lignede en lille ny moden blomme. Folk kiggede som vilde løver, efter deres første bytte, de lige havde udset til at jage. De var vilde efter at se mere, men alligevel på afstand, fordi det var anderledes og skræmmende på samme tid.

Jeg fik tæsk af en ældre dreng fra 9. klasse, fordi jeg kiggede lidt for meget på ham, selv om jeg kun kiggede efter ham, fordi han havde slået en lille dreng for lommepenge. Derpå fik jeg en gave af ham, som han kaldte det. En lussing, en rød håndflade på kinden. Efter noget tid forvandlede den sig, til en mørklilla kind, som en lavedelblomst.

Jeg har altid været en ”outsider” i min klasse. Udstødt fra andre, som ikke har kunnet lide mig, på grund af de ting som var anderledes ved mig. Livet var for dem deres ”mainstreams grupper”, mode, sladder og dyre mærker. De har altid elsker at trykke os ned, os der var udenfor, og svag som jeg er kan jeg jo ikke svare igen.

Jeg vil ikke beskrive mig selv som den type, som er glad og udadvendt. Hvis jeg skulle beskrive mig selv, vil jeg kun sige original. Jeg elsker for det meste bare at være alene. Uden nogen omkring mig. De andres selvskab plejer heller ikke ligefrem at være behageligt. Bare mig, og så min bedste ven, Natasha.

Hun bliver mobbet lige så meget som jeg. Jeg prøvede altid at få fat i hende, når de andre kastede rundt med hende. Hendes hår var altid i urenheder, når jeg fik fat i hende. Hun blev jo lige så ked af det som jeg.

 Jeg løb og løb med hende, hånd i hånd, som vi plejede hver gang det skete. Hun blev kaldt for ”Den lille dumme dukke”, ”Natasha den ensomme” og ”Dukken uden en god ven”. Det var noget vi snakkede meget om, hende og jeg, når vi var alene.

Jeg bliver selv kaldt for en masse grimme ord. Der er så mange ord, som jeg selv skal bære de ord, og det, der engang var et indre inde i mig selv, er nu et hav af rod og kaos. Jeg fandt ud af, at jeg kunne skære dem væk, ordene, hver evig eneste gang de blev for meget. Bare hist og her, så folk ikke lægger så meget mærke til dem. Arrene, sårene, smerterne. Det var som om det er alle ordene, de flyder ud med mit varme blod. Jeg græd kun, fordi det var en smerte, jeg skulle af med, her og nu, og så fordi det gjorde ondt, at skære hul nok til det blødte.

Min bedste ven kiggede på mens jeg gjorde det. Hun så altid utilfreds ud når jeg gjorde det, men jeg fortalte hende, at det var en god måde at slippe af med ordene. Jeg havde gjort det rigtig mange gange i mit liv.

Det er et liv, jeg ikke ønsker andre at påtage sig ansvaret for, og jeg ønsker heller ikke, at andre skal gøre det samme som jeg har gjort. Kun hvis de ønsker som jeg, at sidde her og se ud over havet alene med en dukke, som jeg utrolig nok har camoufleret til at være min bedste ven. Fordi jeg var ensom, dengang havde jeg ikke nogen, eller noget, at snakke med.

Jeg indser, hvor dum jeg har været gennem de år jeg har levet. Hvor egoistisk jeg har været over for mine gamle ”venner”. Hvor uigennemtrængelig jeg har været, hver gang jeg skulle snakke et par ord med mine forældre, på grund af mit fravær i skolen. Hvor selvoptaget jeg har været.

Jeg kan kun beskrive mig med et ord, en proletar møgunge, for at sige det lige ud. Jeg har altid nedgjort mig selv. Sagt ting, om og om igen, som andre har fortalt om mig, de gange jeg har smålyttet på afstand. Jeg har aldrig nogensinde ønsket mig, at høre de ord som jeg har smålyttet til. Jeg har bare villet se om det var muligt, at de kunne sige noget pænt om mig, bare én gang. Men det har aldrig lykkedes for mig. Det de siger, er noget jeg har kunnet kæmpe for, for at modbevise dem om det modsatte, selvom de aldrig har bemærket det.

Jeg havde engang ændret på mit hår, sådan at man virkelig kunne se det! Jeg havde farvet mit hår fra sort til mahognifarvet.

Jeg hadede min hårfarve så inderligt dengang. Og så det der grimme navn?! Altså sort, man tænker allerede racistisk når man hører navnet. Eller det gør jeg. Mahogni lyder mere sejt, og så er det en super flot hårfarve! Den er idyllisk i solens varme stråler. Håret får et lille skær, af en blodrød farve, og det bliver endnu flottere, når man har tykt og krøllet hår, lidt som et fårs pels. Mit er glat og tyndt som en våd rottes pels. Det ser ikke så godt ud. Men der var ingen. Ingen så det! Kun min bedste ven Natasha. Men hun er jo kun en dukke, så det tæller ikke.

Jeg sidder her og ved ikke hvad jeg skal gøre. Min bedste veninde ligger nu på en kold, våd og fugtig sten  ved siden af mig, jeg har sluppet hendes hånd. Hun ser sørgmodig ud. Hun ser forladt ud. Det er hun også, ligesom jeg. Forladt og alt er vendt op og ned.

Jeg har en sidste ting, jeg vil fortælle hende, min bedste ven, mens hun ligger der. Mit dybe åndedrag, jeg tager, lyder hæst og forkert.

”Natasha, hør her. Vi har været gennem en masse, lige siden jeg var helt lille baby. Du har været ved min side, gennem tykt og tyndt, hårde og lette tider, høje og dybe bakker, alt! Jeg er uendelig taknemmelig for alt det du har gjort for mig. Jeg ved godt du kun er en dukke, men uden dig havde jeg ikke klaret noget som helst. Jeg håber du ville tilgive mig for det jeg har gjort og gør. Det her er ikke en afsked, men et ”vi-ses-på-den-anden-side-øjeblik”. 

Jeg forlader dig ikke, og du forlader heller ikke mig, vi ser bare ikke hinanden et lille øjeblik. Jeg vil være knust, men vi ses jo. Smil Natasha, jeg er glad for dig og jeg elsker dig. Du har altid betydet noget for mig! Bare se tilbage på de tider vi har grinet sammen. Du ville sikkert sidde og smågrine lidt for dig selv over alle de skøre ting vi har lavet, hold fast på det ansigtsudtryk og behold det.

Jeg ville se på dig, hvor end du går, hvad end det er du går igennem, ikke alene, men sammen med mig. Jeg er der altid sammen dig. Jeg ville aldrig forlade dig. Du er i mit hjerte for evigt og altid, og jeg ved, jeg også er i dit. Nu går jeg Natasha. Du behøver ikke kigge på mig, uanset hvad der sker med mig derude. Lad vær med at skrig efter mig, eller på nogen andre, og heller ikke når jeg er væk. Bare sid lidt for dig selv, og så lad som om intet er hændt her.

Vi ses på den anden side søde. Jeg elsker dig...”

 

Jeg stiller mig op og får en kold brise i hovedet, mit hår bevæger sig stille i østenvinden. Jeg græder lidt. Føler alting er okay, og bliver okay efter jeg er væk.

Jeg snøfter lidt, og tager mit første skridt. Jeg går på bare fødder, og kan føle, hvor koldt hvert et skridt jeg tager, er. Jeg går på et par af de kolde, våde og fugtige sten. Jeg glider falder og slår mig. Det gør ondt, men det er ikke værre, end det jeg har været ude for. Jeg må op igen. Fortsætte, ligeud. Jeg kan føle det iskolde vand nu. Det skær ind i min hud, som var det et sår i saltvand.

Et skridt af gangen, bare gå. Vandet går mig nu til knæene. Jeg kan begynde at mærke mine fødder blive kolde og følelsesløse. Jeg har besluttet mig ikke at kigge tilbage.

Jeg må længere ud. Det er for sent at stoppe nu. Vandet går mig nu til livet, og jeg kan ikke mærke mine fødder. Jeg går stille, skridt for skridt. Det føles koldere og koldere, jo længere jeg går ud.

Vandet går mig nu til halsen, jeg tænker en sidste tanke, tager et sidste blik på det hele. Her er jo smukt. Jeg tager en dyb indånding og kigger nedenunder vandet.

Vandet er mørkt og uklart, som en tåget nat i december måned. Mine øjne bliver iskolde, og jeg prøver hurtigt at komme op med hovedet igen, da jeg opdager jeg ikke kan. Da jeg stak hovedet under vandet, må jeg have sat fra, så jeg kunne komme længere ned.

Jeg kan ikke bunde, jeg står under ingenting.

Jeg ser et par levende lys under mine øjenlåg, de danser kærlighedens dans for mig. Alt bliver mørkt for en stund, og så kommer lyset igen, som var det som en måneformørkelse.

Jeg ser et ansigt helt tæt på, men det er stadig uklart hvem det er. Alt er tåget for mine øjne, jeg er blind, kan ikke se noget som helst, jeg er fanget i en verden, som jeg ikke aner, hvordan ser ud.

 Én ting ved jeg; Jeg er et sted hvor jeg er elsket, for jeg kan mærke en varm dyne og frisk ilt lige direkte til min næse, som føles som en maske. Jeg kan høre lyde fra stedet omkring mig, men det er ikke velkendte lyde, det her ikke lyde, jeg forbinder med noget. De er fremmede for mig.

Jeg føler mig isoleret fra omverdenen, jeg kan intet se, men mærker en hånd kærtegne mit hår, ligeså tydeligt, som var det i virkeligheden. Jeg kan hører stemmer, som siger de elsker mig...

Selvmords ulykke, er jeg ikke i himmelen eller helvede? Hvor er jeg endt...?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...