An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
3000Visninger
AA

7. You again

"Du kan godt. Bare et par timers knoklen, og så hjem igen, ikke?" Hviskede jeg til mig selv. Jeg stod lige foran døren. Altså døren til restauranten. Jeg tog en dyb indånding og gik ind. Heldigvis havde jeg været klædt mig om der hjemme, så jeg skyndte mig ind i omklædningsrummet, og kylede min taske ind i mit skab. Jeg satte mit navne skilt på mit arbejdstøj, og gik ind i køkkenet.

Jeg blev mødt af varme blikke fra kokkene. "Godeftermiddag Yasmin," blev der sagt bag mig. Jeg vendte mig om, og så Benny der var i fuld gang med at lave sovs. "Godeftermiddag Benny. Hov, Hold øje med gryde nummer 3, ikke? Det ser ud til at det er ved at boble over." Han vendte sig panisk om, og fumlede lidt ved gryde nummer 3. Så vendte han sig kort om mod mig igen. "Tak Yasmin. Du er min heltinde. Det er til den nye anmelder. Jeg tror endda det er dig der skal betjene for ham."

"Har vi fået en ny anmelder på besøg?" Spurgte jeg spændt.

"Ja, og ikke en hvilken som helst anmelder. Det er ham fra Frankrig," sagde Tom som stod og rørte rundt i 2 gryder. Jeg lavede store øjne. "Ej hvor vildt!" De nikkede begge stort. Jeg gik ud af køkkenet, og skyndte mig hen til mine bestillingsedler. 3 borde indtil videre, og en af dem var muligvis til en anmelder. Jeg skimtede bestillingsedlerne igennem, og gik igang med det samme.

 

                                                                        ***

 

Andmelderen viste sig at være en høj, men spinkel mand i et fint strøget jakkesæt, med et blåt slips. Han havde en anelse hår på hovedet og et fint overskæg som så falskt ud. Jeg måtte sige at min optræden foran ham var nærmest perfekt. Det var ikke første gang vi havde fået en anmelder på besøg, og forhåbentlig heller ikke den sidste.

 

"Yasmin. Bord 4, nu!" blev der råbt. Jeg lagde panisk det sidste bestik i skuffen, og løb hen mod bakken der stod på 'hent maden'- bordet. Jeg rettede mig op, og gik hen mod bord 4. En hel familie sad rundt om bordet, og så forventningsfuldt på maden der lå på bakken. "God appetit," sagde jeg, inden jeg gik tilbage til opvasken. 

Idet jeg blev færdig med det sidste af opvasken, blev der kaldt efter mig fra kontoret. Jeg bankede pænt på, og gik ind. Kevin sad og kiggede ned i en avis. Da han kiggede op på mig, smilede han kort sit falske smil, og pegede på stol foran sig. "Tag plads". Jeg satte mig lydigt, og kiggede på ham. "Lad os bare komme til sagen," mumlede jeg. Han nikkede anerkendende.

"Det med din optræden forleden aften.." Jeg sukkede lavt. "Der må jeg sige at jeg var imponeret over at du turde stille dig op foran vores gæster. Godt nok er du en af mine bedste tjener, men jeg vidste ikke at du også havde et skjult talent i dig." Jeg kiggede en anelse chokeret på ham. Den Kevin som vi alle kendte var altid gnaven. Han skældte på os, over den mindste fejl, og gav ikke mange chancer. Og nu sad han bare der og gav mig ros? "Lige efter din optræden, er der kommet mange flere kunder til," fortsatte han. "Så du sidder rent faktisk her... Og giver mig ros?" spurgte jeg en anelse undrende. "Ja, det kan man vel godt kalde det. Men det var nu også mest ment som et tak." Og sådan sluttede vores samtale. Jeg nikkede kort, og gik ud af døren.

 

                                                                   ***

Jeg spurgte stadig mig selv hvorfor jeg var endt lige netop på dette sted. Efter arbejdet havde jeg brug for en køretur. Men det var aldrig faldet mig ind at jeg lige netop var endt her. Jeg rørte let ved lygtepælen og minderne skyllede ind over mig.

 

Jeg hev mobilen op af lommen og kiggede på displayet. Ukendt nummer. Vi var nået til fodgængerfeltet, som lyste grønt. Jeg hev ham blidt i jakken for at få ham til at vente, men han ænsede mig ikke. Jeg rullede med øjnene af ham, selvom han nok ikke kunne se det, og tog mobilen op til øret. "Hallo?" Mumlede jeg. Der var dårlig forbindelse, og jeg opfangede kun får ord af det der blev sagt, og så lagde  personen ellers på igen.

"DYLAN!" Skreg jeg. Men ikke engang et tog der susende foran ham, ville få ham ud af hans tanker. Det hele foregik i slowmotion, og dog alligevel for hurtigt til at kunne reagere. En hvid bil der var fuldkommen smadret, så små dele af den røg af, kørte mod ham. Han nåede ikke at reagere, før den allerede havde ramt ham og han fløj afsted. Han landede ved vejkantet, tæt ved en lygtepæl, og krympede sig sammen i smerte.

 

En tåre gled uventet ned ad min kind, og jeg tørrede den hurtigt væk med bagsiden af hånden. Jeg tog hånden væk fra lygtepælen, og kunne mærke at jeg rystede svagt. Jeg skulle lige til at gå igen, da jeg mærkede et blik i siden.

Jeg drejede mig en kvart omgang, og så en fyr gemt bag en hættetrøje stå og betragte mine bevægelser. Jeg troede først at det var Dylan. Men da personen tog hætten halvt ned, kunne jeg se han havde brune øjne, og kort klippet  hår. Det var Liam. Lyden af hans navn i mit hoved blev gentaget flere gange. Der stod han virkelig og betragtede mig bag hans hættetrøje. Han begyndte langsomt at gå imod mig, og jeg gjorde ikke en mine til at flygte.

En hvinende bil kunne høres, og min krop spændte sig. Med et enkelt ryk, fik jeg taget mine øjne fra ham og satte dem efter lyden. En rød Suzuki kom frem bag bakken, og kørte med fuld drøn. Da bilen drejede en anelse for skarpt gled den henover isen og satte kurs mod Liam. 

Jeg ville have skreget en advarsel, men en klump havde sat sig fast i halsen på mig. Han stod som frosset fast på stedet og stirrede sikkert personen bag rattet i øjnene.

 Lad ham ikke dø.. Lad det ikke ende sådan.. Ikke igen..

Flashbacks omkring Dylans uheld kom mig lynhurtigt i møde. Andranelinen skyllede ind over mig, og uden rigtigt at tænke over det løb jeg. Min eneste tanke lige nu var at redde ham. Han har ingen ret til at dø. Jeg løb ind i ham og skubbede ham væk. Jeg snublede over mine egne ben, og rullede om på jorden. Få sekunder efter kunne jeg mærke noget hårdt ramme min arm, og jeg blev trillet et godt stykke væk. Mit hoved ramte ind i noget ubeskriveligt blødt. Det summede højlydt i ørene, som have jeg tinnitus. Jeg hulkede kort da smerten i min arm bredte sig. Jeg følte det som om der blev lagt et sort klæde over mig og gjorde mig kold. 

"Tak" blev der hvisket. Liam. Jeg havde reddet ham. Jeg ville så gerne svare ham, men mine øjne lukkede sig i og alt blev mørkt..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...