An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
3016Visninger
AA

8. What..? How?!

En bib-lyd fra min højre side skar mig i ørene, og fik mig automatisk til at rynke brynene en anelse. Min krop var øm, og lå nu tungt på noget blødt. Og jeg viste allerede hvor jeg var havnet henne. På hospitalet. Men hvordan vidste jeg ikke. En højlydt skramlen ved min venstre side fik mig til at slå øjnene op. Rigtig nok var jeg på et hospital. Jeg kunne høre det skramle igen, og jeg vendte mit hoved med et ryk, hvilket jeg ikke skulle have gjort da det gjorde pænt ondt. Jeg lukkede mine øjne idét et enkelt hulk slap ud af mine læber, hvilket jeg hurtigt satte en stopper for ved at bide i underlæben.

"Forsigtig med hovedet," blev der hvisket tæt ved mit øre. Stemmen var dyb men dog stadig blid. Der blev skramlet lidt mere og så skød en hånd frem og lagde sig på min arm. Hånden var varm og fingrene kørte rundt i omhyggelige bevægelser som fik mig til at slappe en anelse af, men dog ikke nok til at føle mig hjemme. Jeg slog øjnene op. Liams brune øjne der ellers plejede at lyse op i glæde, var nu blevet slukket ned til tristhed. Jeg lod blikket glide ned til min arm, og gjorde store øjne ved synet. mærker fra bilen var tydelige ved hånden og det gjorde ondt. Armen var pakket ind i gips. men selv ikke det kunne gemme de par dråber blod rundt omkring på armen.

 

                                                        ***

 

Efter mit og lægens korte skænderi om at jeg var rask nok til at tage hjem, lod de mig til sidst gå. "På en betingelse," havde lægen sagt. "Du skal huske at skifte gips imorgen, og tage de her piller. Og da du sikkert bliver træt af at lade din arm hænge ned så tag denne slynge med." Jeg havde takket ham kort, og gået ud med Liam ved min side.

Vi endte ved en ret lækker bil der uden tvivl var Liams. "Hop ind."

"Nej ellers tak, jeg bor ikke så langt væk herfra," betroede jeg ham, men det var også kun i bil. Hans humør gik endnu et procent ned. "Hop nu bare ind. For som lægen sagde må du ikke være for aktiv, desuden vil du næsten ikke kunne se noget da det er mørkt og de stadigvæk ikke har tændt for gade lygterne," sagde han bestemt. Og han havde jo ret. Jeg sukkede kort og satte mig ind i bilen.

Som sad jeg i en taxi, gav jeg Liam adressen og vi kørte afsted. Stilheden bredte sig, men det var ikke akavet, nej tværtimod var den ret afslappende, hvilket sædet også hjalp med. Min mobil ringede. "Den har ringet en del gange da du var bevidstløs," Sagde Liam. Jeg tog mobilen op af lommen og kiggede på displayet. 17 beskeder fra pigerne, 22 opkald fra pigerne, 2 fra min bror, og et enkelt fra Dylan.

Da Jades navn kom frem på displayet sekundet efter, trykkede jeg 'svar'-knappen og tog mobilen op til øret. "Yasmin! Endelig tog du din mobil! Sig mig hvad er der sket, vi har både ringet og sendt bunkevis af beskeder, hvad sker der?" Nærmest råbte hun ind i røret, og jeg kunne høre Sasha og Cloe sukke højlydt af lettelse bag hende. Jeg tog mobilen lidt væk fra mit øre, mens de alle 3 snakkede i munden på hinanden.

Liam vendte sit hoved mod mig med et hævet øjenbryn. "Det er mine veninder, der sikrer jeg sig at jeg er okay," mumlede jeg. Han nikkede kort, og jeg satte mobilen op til øret igen. "Okay, okay, nu overdriver i piger. Jeg har det okay, jeg kom bare.." Jeg stoppede i dét jeg skulle til at sige: ' Ud fra et uheld med vilje', men jeg ville ikke gøre dem endnu mere urolige end de allerede var. "Du kom bare hvad? Hallo, Yasmin? Er du der?" Jeg rystede kort på hovedet, og tog modet til mig. "Ja jeg er her stadig, vi snakker om det så snart jeg kommer hjem, så kan i selv få lov til at se," sagde jeg og slukkede hurtigt for min mobil, så de ikke skulle få den gode idé at ringe igen.

"Var det et slemt opkald?" Spurgte Liam medfølende. "Ikke rigtigt, bare lidt.. Overvældende lige nu." Jeg lagde mobilen i lommen, og kiggede ud ad vinduet. Mine tanker begyndte at kredse om Dylan og hans opkald. Hvorfor havde han ringet til mig nu og ikke før? Var hans hukommelse vendt tilbage, eller ville han mig noget særligt? "Hey," sagde Liam, og lagde kort sin hånd på mit lår for at få min opmærksomhed rettet mod ham. Den føltes varm, og på en eller anden måde fik han mig til at føle mig tryg for en lille stund, før han fjernede den, og jeg blev kold igen.

"Er du okay, du ser ret.. Trist ud," fortsatte han. Jeg klemte hænderne sammen, for at få lidt mere varme i dem. Sne og få huse var det eneste jeg kunne se ud af vinduerne. "Ja jeg er okay, jeg fryser en smule," svarede jeg ham endelig, i dét vi begge rakte ud for at få lidt mere varme på i bilen. Jeg var dog en anelse hurtigere, for min hånd lå allerede på knappen, med Liams hånd ovenpå min. Varmen strømmede ud fra hans hånd i min, og igen følte jeg mig tryg. Vi kiggede begge væk fra vores hænder, og istedet hinanden i øjnene. Hans brune øjne var milde og rolige, og dog så det ud til at der gemte sig et eller andet bag dem.

"Du er jo iskold," hviskede han nærmest, og øjnene skiftede til medfølelse. Jeg tog hånden til mig, og lod ham om at tænde for den istedet. "Det går nok, vi er der alligevel snart," mumlede jeg kort. Han skruede helt op for varmen.

 

                                                                             ***

 

Efter yderligere minutter, nåede vi endelig frem til et hus omringet af den skønne have der før havde lignet en losseplads. Selvom det var mørkt kunne jeg stadig skelne formerne på vores træer og buske dækket af sne, ved hjælp af nogle udendørs natlamper rundt omkring. Selv huset var forandret. Levende lys stod ved køkkenets vindueskarm og tilbød mig varme, mad, og dejligt husly, som var jeg en fremmed for huset selv. Huset så endda en anelse større ud end sådan som jeg huskede det. Hvor længe siden var det lige?

Jeg trådte ud af døren, og vendte mig om i dét min mobil landede på mit sæde. Jeg tog den til mig, og vendte mig om mod Liam for at takke ham for køre turen, men han kom mig i forekøbet. "Hør, hvis det ikke lyder for mærkeligt, så ville jeg spørge dig om du ved.. Om du snart kunne være sammen. Bare som venner og-"

"Liam føl dig nu ikke presset, bare fordi jeg skånede dig for smerten, og muligvis reddede dit liv," busede det ud af mig.

Han så en anelse anspændt ud, som havde han svært ved noget. Men han behøvede ærligtalt ikke føle sig forpligtet til noget som helst. "Men ja, det vil jeg vel meget gerne," indrømmede jeg efter en kort akavet stilhed. Hans øjne strålede af en blanding af triumf, og glæde. "Super! Her har du mit nummer. Ring så snart du får tid." Han rakte mig mig en stykke papir med hans nummer på. Vores fingre rørte let ved hinanden, og følelsen af tryghed kom frem.

"Går du altid med dit eget nummer i lommen, så du kan give det til en fan?" Lo jeg, og fik tændt for min mobil igen. Han kløede sig lidt i håret. "Nej ikke rigtigt," mumlede han, og fik mig til at le endnu mere. Min mobil ringede med det samme, og ved første blik på displayet fik mig til at føle mig svimmel. Dylan. Jeg kunne mærke Liam stadig kigge på mig, og jeg proppede hurtigt mobilen ned i lommen igen. "Nå men, tak for køreturen, Liam. Det var sødt af dig". Hans smilede kort, og jeg trådte et skridt tilbage og lukkede døren i, så han kunne få lov til at køre.

Jeg gik gennem havelågen, og vendte mig om for at give ham mit sidste vink, inden han var ude af syne. Jeg klemte kort om min mobil, og gik ind af døren hvor lyden af få pige stemmer stod og snakkede inde i stuen. Jeg tog skoene af, og hang min jakke op på knagen. Lyden af pige stemmerne dæmpede sig. Ved første skridt ind i stuen, fik jeg deres opmærksomhed. De gispede alle 3 i chok, men ligenu var jeg ligeglad. For først nu lagde jeg mærke til endnu en person.

I dét lænestolen vendte sig om mod mig, og viste en sports bygget krop, med brunt krøllet hår der indrammede et velkendt ansigt, fløj al luften ud af mine lunger, og gjorde mig mere kold end jeg allerede var. Hans øjne lyste først op i glæde, men ved første øjekast af min krop, så han helt rædselslagen ud.

Dylan?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...