An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
3067Visninger
AA

21. Recovery

Liams synsvinkel:

"Vi vidste godt at du havde en svaghed for hende, men at det havde udviklet sig til kærlighed, se det havde vi ikke set komme, og især ikke eftersom du allerede ha-"

"Klap i Louis," sagde Zayn mere eller mindre udmattet af den ikke eksisterende leg der hed: Luk kæften på Louis.

"Hvad? Jeg siger bare at han bør sætte større pris på sin-"

"LOUIS!" Denne gang var det Harry.

Og så klappede Louis i; legen var ovre og Harry havde vundet. 

Jeg sukkede, lige da jeg troede han ville fortsætte; fortælle mig hvad jeg skulle stille op med mig selv, nu hvor nogle af smerterne var skyllet bort, eller hvad jeg i det mindste burde foretage mig nu. Desværre var kun et lille omfang af smerterne forsvundet, men til mit eget held var den trøstelige, mørke ven fløjet med det. Jeg sad på sofaen, så foroverbøjet at jeg måtte bruge mine underarme som støtteben mod knæene, alt imens jeg følte drengenes blikke tynge mig dybere ned. De ventede på mit næste træk. Men hvad ville de have mig til at gøre? Rable ud med hele historien? Synke ned i min resterende sorg igen? Eller ligefrem være det romantisk, omvandrende fjols og vinde noget så umuligt som kærligheden tilbage? Hendes afvisning havde nu ikke gjort det klart for mig; hendes stemme havde rystet, blikket havde været vendt og dog havde hendes krop, nej hendes læber, ikke været modstridende fra mine. De havde været så smertelig bløde, perfekte og helt og i gennem uimodståelige i vores synkrone bevægelser.


 

Ud ad køkkendøren kom Niall bærende på fem skåle, balancerende på en bakke som han forsigtigt stillede på bordet her i stuen, og jeg blev overrasket over at se de tilbageværende "rester" af min nudelsuppe med kyllingternerne som jeg lavede den første aften sammen med Yasmin. 

"Jeg så du havde mere end rigeligt tilbage, så jeg varmede det op. Her spis nu," sagde Niall stille, og rakte mig en af skålene inden de andre drenge havde så meget som nået at røre ved en af dem. Tøvende tog jeg imod den, mest af alt fordi jeg ikke følte mig i humøret til at spise noget, men så snart duften steg op til min næse sammen med dampen, rasede selv min mave på afveje og kom med rumlende beskyldninger om at jeg skulle kaste det hele i mig i en fart inden jeg gik hen og døde. Så snart jeg satte læberne for skålen, klar på at sluge det i mig, hamrede et hjerteskærende minde mod min tinding og gled videre hen til nethinden hvor starten på min kærlighed til hende viste sig som en film.


 

Langsomt rørte jeg i gryden med vores aftensmad, da en blid mumlen ovenpå satte en kort stopper for mine bevægelser. Mon hun er okay? Jeg rystede på hovedet, sikker på at jeg måtte have hørt forkert. Jeg slukkede for blusset og hældte suppen over i vores skåle. Blot få sekunder senere hørte jeg hendes stemme kalde på mig, og jeg blev enig med mig selv om at jeg havde hørt rigtigt. 

"Jeg er i køkkenet," råbte jeg, og var allerede i gang med at dække bordet. Jeg følte hendes tilstedeværelse før jeg så hende. Jeg lagde suppeskålene på bordet, vendte mig om og blev overraskende nok fyldt med lettelse idet jeg fik vendt blikket op og ned ad hendes forbedret krop; det fugtige hår hang ned ad hendes ryg, den store påklædning fik hende til at ligne et barn der var klædt ud i sine forældres tøj, og det oprigtigt, overraskende udtryk i hendes kønne ansigt fik hende blot til at stråle endnu mere.

"Du ser bedre ud," nikkede jeg anerkendende. Hun sukkede smilende. "Jeg føler mig også bedre. Tak," tilføjede hun taknemmeligt. Smilende gestikulerede jeg hende hen til bordet, og blev fornøjet over hendes overraskede tone og  da hun spurgte:

"Det dufter himmelsk. Hvilken suppe er det?"

"Nudelsuppe med kyllingterner."

Jeg kløjes endda næsten i min suppe af bare grin, da jeg så hende stirre chokeret på mig, mens jeg tog skålen op til læberne.

"Du har glemt din ske," pointerede hun, efter at have set sig om efter min ske. Men den skulle jeg da ikke nyde noget af. Overhovedet. Dog kløede jeg mig kort i håret og kiggede mig uskyldigt rundt i køkkenet; prøvede at vinde lidt tid på hvad jeg mon burde sige til mit forsvar. Dog satte hun en hurtig stopper for det ved at række ud efter min kind og vende mit ansigt mod sit.

"Liam. Hvad er der?" Spurgte hun stille og aede kort min kind.

Jeg bed mig kort i læben i skam, alt imens en bølge af fryd rasede inde i min krop ved hendes berøring. "Jeg er bange for skeer," sagde jeg oprigtigt, og følte mig stærkt dum for at lade det komme ud, især da jeg så et glimt at humor i hendes øjne. Og så begyndte det. Et flig om fare lyste som en petroleumslampe for mine øjne.

Tryllebundet fulgte jeg hendes bevægelser idet hun tog skålen op til sine læber og nippede blidt til suppen. Hurtigt lagde hun skålen fra sig på bordet, hvinende som havde hun brændt sig, men ikke hurtigt nok til ikke at spilde noget på sin dårlige arm og kom til at skrige i smerte. Hurtigt fandt jeg de nødvendlige redskaber, satte mig foran hende på hug, fjernede resterne af hendes arm, og viklede den istedet ind i et viskestykke som var pakket om fryseposen, alt imens mit hjerte skreg på den samme smerte som hun lige måtte have begået. Kunne dette her mon være ...?

Jeg fjernede de enkelte dråber blod af hendes underlæbe væk med tommelfingeren. "Hvorfor tog du dog også din forbinding af?" Spurgte jeg hende forfærdet, og lagde dumt nok først mærke til det nu. "Den stank, så det kunne tænkes at der sikkert ville komme bakterier." Jeg nikkede kort. "Et øjeblik," mumlede jeg, før jeg vendte mig op og gik hen til skabet med førstehjælpkassen og tog en rulle forbindinger ud. Jeg rakte blidt efter hendes arm, og mærkede omgående en kildren dybt beliggende i maven ved fornemmelsen af hendes bløde hud. "Indtil videre kan du bruge det her, og så tager vi til lægen imorgen," sagde jeg hæst og rømmede mig hurtigt. Hun nikkede sig enig og lod mig forbinde sin arm forsigtigt ind, alt imens den kildrende fornemmelse blev ved med at stige. 

Kunne dette mon være ... Kærlighed?


 

Det var der hvor mine følelser var begyndt at udvikle sig drastisk, og jeg kunne ikke stoppe det. Jeg vidste godt hvilken følelse jeg rodede mig ud med allerede der, og alligevel holdt jeg igen med dem når jeg var i hendes nærhed; bange for hendes reaktion, selv efter at jeg allerede havde set den for et godt stykke tid siden, eller det føles i hvert fald sådan. Og det var hårdt; følelserne var blevet dybere med tiden som jeg tilbragte med hende, og jeg havde det svært ved at skulle holde mig ude af hendes vidde i blot få minutters mellemrum. Og kunne jeg komme til det, sneg jeg mig altid til at stirre på hende længe, eller også forsigtigt ligge en hånd på hendes skulder når hun behøvede det. 

Langsomt satte jeg skålen for munden og drak, alt imens jeg glædeligt tillod minderne om den første aften med hende spille sig for mig bag nethinderne. Havde jeg været ved mine fulde fem ville jeg sikkert forsøge at komme af med mine følelser for hende hurtigst muligt, men det var jeg jo ikke vel? Mon jeg egentlig ville blive det en dag? Jeg mærkede efter i virvaret af følelser der susede rundt i kroppen på mig, og blev straks skuffet og dog uendelig lettet da svaret viste sig at være et nej. Jeg følte mig lidt mere menneskelig, i hvert fald så meget at jeg var begyndt at tænke normalt igen. Jeg ville ikke komme til at glemme hende og det var det vigtigste. 

Og nu til mit, forhåbentlig, gode liv. Jeg tænkte, og var blevet så klar i hovedet at jeg lige var ved at hælde suppen ud over mine bukseben da jeg kom i tanke om det.

Så det var det Louis prøvede på at sige! Jeg rejste mig op, og var allerede på vej ud af døren da jeg huskede på drengene som nu råbte efter mig om at vente og komme tilbage, alt imens jeg mærkede et lille stik af skyld. Men jeg havde ikke tid nu, jeg var jo allerede sent på den. Til min skuffelse kom Zayn mig i forekøbet og stoppede mig med en fodboldtackling så jeg nærmest endte med ansigtet nede i gulvet.

"Og fortæl os så hvor du er på vej hen min fine ven. Du troede da ikke vi ville lade dig gå i sådan en ustabilitet, gjorde du?" Sagde Harry med en kant af skuffelse i stemmen. Jeg så op og konstaterede til min irritation at drengene nu havde omringet mig med blikke der lyste af både undren og skuffelse. Jeg satte mig op og ømmede mig kort før jeg tænkte over min næste sætning som gerne skulle komme ud med omhu. Og selvom mit indre protesterede i at gøre det, så skulle jeg videre på den ene eller den anden måde, selv hvis det føles så forkert så havde jeg fuldkommen svigtet hende.

"Jeg glemte hende. Hvordan kunne jeg have glemt hende? Hvad har jeg dog gjort?" Brød det ud af læberne på mig, og før jeg nåede at bremse mig selv midt i mit eget mundhuggeri, havde det lille flig af svigt omdannet sig til smerte. Jeg kunne allerede se hende stå foran mig mens hun brød ud i tårer, og aldrig kunne tilgive hverken sig selv eller mig for at have været så dum en kæreste. Det fortjente hun ikke, for det ville hun netop aldrig nogensinde selv have gjort, så hvor skyldig var jeg da ikke lige?

Jeg rakte en hånd op mod Niall og blev lettet over at han tog den og hurtigt hev mig op uden et ord. "Det kan vi ikke lade dig gøre endnu, Liam. Og du ved skam allerede godt hvorfor," sagde han og tilføjede skyndsomt endnu en sætning i sin tale. "Du tror, at hvis du tager hen til Danielle og genfinder jeres gnist ved at sige undskyld så vil det hele gå som før, ikke? At du ingen følelser for Yasmin ville have længere? Tror du virkelig at du sagtens vil kunne komme dig over de følelser du går rundt med derinde?" Han pegede på mit bryst, og chokerede mig næsten ved at sige det som en konstatering i stedet for et gæt, for han havde jo ret. Det havde jeg virkelig troet. Alligevel blev jeg fyldt op en gnist af vrede.

"Hvad vil i da have mig til at gøre? Løbe tilbage til Yasmin og presse hver eneste nervecelle i hende til at sige at hun elsker mig? I hørte jo hende selv, gjorde i ikke? I hørte hende råbe at hun for alt i verden ikke skulle med ind i kendislivet igen? Ikke ville have noget som helst at gøre med ordet berømthed? I var der jo nærmest under hele sceneriet!"

Det havde ikke været min mening at råbe ad dem og især ikke i det felt jeg lige havde fået mig selv op i. Ingen af dem sagde et ord. Jeg kunne nærmest se hjulene snurre rundt i Nialls hoved, mens de andre til gengældt trådte en skridt væk, alt for chokerede til at få deres hjerner igang, og stirrede istedet på mig som aldrig før.

"Okay," sagde Niall endelig på vegne af dem alle, og var lige ved at vælte mig på både røv og albuer af overraskelse. Ikke at jeg var den eneste, selv Harry og Louis havde det samme udtryk af at Niall måtte være ude af sig selv, mens Zayn tyggede lidt på det med et ansigt formørket i koncentration. "Men," skyndte han at tilføje før jeg kunne nå at vende mig om for at smutte. "Jeg tager med dig, og lad være med at se så irriteret ud for det gør jeg." Han kiggede hen på de andre, der nu havde trukket sig endnu et par skridt tilbage. "Jeg ved at i tre andre allerede har planer for, og er for alvor bagud nu hvis i ikke skynder jer," fortsatte han henvendt til dem. De tøvede kort, sendte mig et enkelt blik og nikkede langsomt hen for sig selv. Og så var vi alle på vej ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...