An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
3019Visninger
AA

13. Presentation

Ved første skridt over dørtærsklen til stuen, bliver fire sæt nysgerrige øjne rettet imod mig og i næste sekund bliver jeg bombarderet med spørgsmål. Jeg ignorerede dem alle, og gik istedet ud mod entréen for at tage hjem igen, i dét et spørgsmål fik mig til at stoppe op. "Hvem er så denne Dylan-fyr, hva'?" Lyden af hans navn gav genlyd i mit hoved. Kolde ilinger snoede sig langsomt ned ad min ryg - som var det snegle uden slim. 

 

Mit blik var klistret til min arm, som forventede jeg selv at den skulle eksplodere i tusinde af stykker og få liv i smerten. Men det gjorde den ikke. Til gengæld havde jeg nu istedet en psykisk kamp i mit indre. Jeg følte mig psykisk svag, som var det ilden der slikkede mig op indefra og videre ud til hvert eneste hjørne. Svimmelheden tog til, og sammen skabte de kaos i mit indre.

 

Jeg kunne høre drengene i bagrunden, men deres ord var som gurglende babyer. "Yasmin?" Lyden af Liams urolige stemme, vakte skræmmende nok liv i mit indre igen. Hovedet ville have mig til at tænke på kolde tanker, så jeg kunne få gang i min stive krop. Og hjertet ville have mig til at give efter for noget. Nogen. 

 

Jeg følte mig blød som en bamse. Altså svag. Jeg havde ærligtalt ikke spist andet end morgenmad, eftersom Liam og jeg blev jagtet af fans og paparazziaer inden vi overhovedet nåede at komme ind på en café. Mit syn blev sløret, og jeg kunne mærke en blid brise bagfra, samtidig med at jeg faldt.

 

 

                                                                             * * *

 

 

Da den kolde klud for anden gang blev udskiftet på min pande, rynkede jeg irriteret med brynene. De lave hviskende, stemmer var istedet blevet til en normal mumlen. Af en art. Da der ikke blev sagt noget i lang tid, men istedet dyppet en kold klud mod mit ansigt, greb jeg til sidst chancen til at sidde op.

Så snart jeg fik åbnet mine øjne, blev kluden erstattet med en hånd, der tvang mig blidt ned igen. Liam selvfølgelig. Rundt om sofaen stod de fire andre drenge og mumlede noget med at jeg var vågen. Surprise.

 

Jeg kiggede irriteret op på Liam, da han ville have mig til at ligge ned igen. "Liam, vil du ikke være sød at lade være med at behandle mig som var jeg et barn der er kommet ud for en alvorlig skade? Der skete ikke noget, jeg manglede bare brændstof. Desuden vil jeg gerne hjem." 

Hans øjne skiftede fra lettede, til sørgmodige og hårde. Pupillerne blev større, og et mørkt skær lagde sig hen over de ellers så blide øjne. Jeg bed mig selv hårdt i læben for at have været så grov overfor min redningsmand. Eller det regnede jeg med at det var. "Be' om?" Spurgte jeg, denne gang i et blidere toneleje. Han tog modstræbende sin hånd væk.

 

Jeg satte mig langsomt op af sofaen, hvilket kun gav mig min svimmelhed tilbage igen. To Panodiller, en doughnut, og en appelsinjuice blev mig givet, og jeg skyndte mig at synke pillerne med appelsinjuicen. 

Mine øjne rettede sig fra dem alle fem, hvor de til sidst landede sultent på doughnuten. Liam fangede åbenbart mine signaler til, at jeg stadigvæk ikke var glad for at spise foran nogen der ikke spiste med, for han sendte drengene et blik jeg ikke kunne tolke, hvor de derefter gik tavse ud til køkkenet.

Hurtigt proppede jeg doughnuten i mig, inden jeg kylede appelsinkartonen i doughnut-posen, krøllede den sammen og gik med tøvende skridt hen til køkkendøren hvor jeg kunne høre drengenes høje latter. Lyden af den simrende mad sang i mine øre. Jeg var ærligtalt ikke særlig sulten længere, men jeg følte maden insistere på at jeg deltog.

Stilhed bredte sig kort i det jeg tøvende kom ind og stoppede ved døren. Liam der nu engang bare var sig selv, var så sød at afbryde stilheden. "Skraldespanden ligger lige derover." Jeg nikkede, og proppede posen i skraldespanden. "Jeg tror bare jeg smutter i seng igen." Jeg vendte mig om for at gå, da drengen med det brune hår og blå øjne uventet nok tog mig i armen, og trak mig ind til en bjørnekram. Selv den blonde deltog, og til sidst blev det ærligtalt til et gruppekram med de fire drenge rundt om mig.

Med uglet hår, og anelse røde kinder, blev jeg trukket ud af drengenes kram og istedet ind i Liams trygge favn. Vi grinte alle i kor af min fantastiske frisure, og stemningen lettede op. Da jeg fik lavet en nogenlunde præsentabel fletning, vendte jeg mig om mod de fire drenge. Jeg bed mig nervøst i læben. Jeg vidste jo ikke hvilke navne der passede til hvem - ikke udover Liams og Zayns. Jeg var ikke fan når det kom til stykket, og derfor har jeg heller ikke interesseret mig i at vide hvem der var hvem. Indtil nu.

"Øh, godt nok er jeg ikke fan, men det betyder så heller ikke at jeg kender jeres navne. Udover Liam og Zayn's selvfølgelig." Jeg nikkede mod de to drenge jeg kun kendte navnene på. Chokerede øjne fra de sidste tre drenge blev hurtigt skiftet til et smil i hver deres mundvige. Selv Liam smilede og begyndte at præsentere mig for dem. "Den krølhåret der er Harry, den blonde er Niall, det er Louis, og som du vidst allerede ved, er det Zayn." De rakte deres ene hånd op i vejret da deres navn blev nævnt.

"Og drenge, det her er Yasmin som i vidst godt kan huske fra Restauranten af." De nikkede alle smilende. "Jeg havde ikke troet at en tjenerinde kunne kyle en mikrofon så hårdt ind i en brystkasse," sagde Harry og lod som om han ømmede sit bryst. Resten af drengene grinte, og selv jeg kunne ikke holde min latter tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...