An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
3014Visninger
AA

17. Need to go

Det kunne ikke være sandt! Det måtte ikke være sandt det her!

 

Den brusende lyd af hans pumpende hjerte der sendte blod ud i kroppen var ikke til at overhøre. Hans muskler der samarbejdede med at holde min egen krop oppe var ikke til at overbære. Og hans læber. Ja hans læbers vidunderlige form, og ånde han sendte ud var næsten ikke til at ignorere. Så tæt på. Det var så fristende alt sammen, så hvorfor dog ikke bare et enkelt ky-

 

"Nej!" Jeg skubbede ham væk med den sidste rest af viljestyrke, så jeg selv endte på numsen mod gulvet. Han nåede lige at rette op, inden han selv faldt, og kiggede nu ned på mig med skræmte og dog hungrende øjne. Han rakte langsomt en hånd ned mod mig, men jeg var for bange til at give efter. Istedet kravlede jeg længere væk, og hejste mig selv op ved hjælp af bordkanten. Jeg rystede ivrigt på hovedet idet han kom tættere på. "Liam nej, du må ikke gøre det her imod mig," hviskede jeg, mens tårene insisterede på at komme ud fra øjnene.

 

"Jamen Yasmin jeg el-"

"Nej! Du må ikke sige det Liam."

"Hvornår så? Ved du hvor længe jeg har gået med det her? Ved du hvor smertefuldt det er at holde på det?"

"Du må ikke sige det Liam," gentog jeg, mens jeg langsomt bakkede længere væk.

Jeg burde ikke være blevet her endnu en dag. Jeg måtte tilbage. Hjem. Jeg skulle lige til at vende mig om og sætte i løb, i det Liam fik fat i min gode arm. Han hev mig blidt, men dog meget insisterende tilbage, og vendte mig om mod ham. Jeg nægtede at kigge op på ham; var for bange til at vide hvordan det ville ende. Liam havde ikke tænkt sig at give op, og endnu værre jeg måtte for alt i verden ikke vise tegn på svaghed og dermed give efter.

"Liam vil du ikke nok bare lade mig gå?" Spurgte jeg hviskende. "Så fortæl mig," svarede han langsomt. "Hvorfor? Hvorfor vil du ikke acceptere det? Hvorfor flygte fra det?" Spørgsmålene kom overhovedet ikke bag på mig som forventet, men jeg kunne ikke fortælle ham det, for det ville knuse ham mere end at sige vi ikke engang bør være venner. Det vidste jeg bare det ville. Jeg forblev tavs, med hovedet hængende, og øjnene rettet ned mod mine egne fødder.

"Hvorfor?" Gentog han, denne gang med en undertone af stædighed. "Vil du ikke ikke nok bare lade mig gå?" Min stemme knækkede over, og jeg prøvede ivrigt på at få mine hænder ud af hans greb, men de rykkede ikke en tomme. "Hvorfor Yasmin?" Hans stemme var forandret, den var nærmest endt i en tilbedelse. "Fordi det her ikke er rigtigt Liam!" Råbte jeg fustreret. Jeg lukkede hurtigt munden på mig selv ved at hamre en hånd mod min mund så det gav en lyd af en syngende lussing. Flere rynker optrådte nu på hans pande mens han kiggede ned på mig med et såret blik, der for mig kunne brænde min egen forvirrede knude i brystet.

"Hvad mener du nu med det?" Spurgte han stille. Jeg vidste det ville komme ud før eller siden, og lige nu kunne jeg ikke holde de resterende ord tilbage. 

 

"Vi k-kan ikke være sammen Liam. Det er fuldkommen forkert det her-"

"Jame-"

"Nej jeg er ikke færdig. Det er forkert det her. Ikke kun for os, men for alle! Hvad med Dylan? Jeg mener det har altid været Dylan og jeg, og ikke os Liam."

"Så du siger altså det er forkert at vi er sammen fordi du stadig har følelser for Dylan? Ham der skubbede dig ud af sit liv-"

"Han skubbede mig ikke ud af sit liv! Det var mig der flygtede, og det er ikke kun Dylan jeg snakker om! Hvad så med din kæreste, Danielle? Er hun det værd at slå op med?" Skreg jeg i hovedet af ham.

 

Endelig fangede jeg ham, og så hvor meget Danielle egentlig betød for ham, men dog var det ikke nok til at få ham til at forstå, så jeg måtte ud med det jeg ellers havde håbet jeg kunne holde for mig selv. Det ville såre ham, ja, men det var min sidste udvej nu.

 

"Jeg er ikke hende, Liam."

"Nej selvfølgelig ikke, du er-"

"Du ved ikke hvem jeg er. Jeg er ikke pigen der vil leve sig ind i kendislivet. Jeg vil ikke gå ud foran min dør, for derefter at blive blændet af kameralinser og råbende journalister. Jeg vil ikke være ude i byen bare for at blive mødt af nogle fans der råber trusler efter mig. Jeg vil ikke være skygget i mine hverdage, eller på et eneste blad. Jeg vil bare ikke tilbage til mit kendisliv igen."

 

Hjertet gjorde ondt som i bare fanden. Det dunkede derudaf i et skrigegalt tempo som tegn på modstand. Tårene trillede ned ad mine kinder som dråberne på en gennemblødt paraply. Nu optrådte det forventede udtryk i Liams ansigt; det var sammenbidt i en halvt chokerende grimasse. Tegn på overgivelse og en helvedes masse sorg som viste sig i hans øjne, var nok til at få mig selv til at græde. Jeg holdt hulkende hånden for munden, fik armen ud af hans greb, og vente mig om for at løbe igen, hvis ikke en mur af fire store fyre stod som kiggede på os med forbavsede udtrykke. Jeg var ikke sikker på om det var vores skænderi, eller lugten af brændt bacon der havde vækket dem, for stakkels Niall så ud til selv at være på randen af at græde.

Med et enkelt, halvt hviskende farvel til dem alle fem, fik jeg hurtigt mast mig forbi Zayn og Louis, og løb videre ud til entréen og tog min jakke og sko. Uden rigtigt at ville tage dem på, skulle jeg videre hulkende til at løbe ud mod døren, hvis ikke en hånd på min skulder fik mig til at fare sammen. Det var Niall. Uden at sige et ord rakte han mig min mobil som jeg havde glemt at få med. Hans ansigt var som en dukkes; udtryksløst, hvor kun en stift linje på hans læber viste tegn på smerte.

Jeg vidste ikke selv om jeg skulle tage det som et tak eller et langt farvel, men uden rigtig at vide hvad jeg havde gang i, blev armene lagt om halsen på ham i et knus. Hans krop stivnede først, og jeg var bange for at han ville skubbe mig væk, for derefter at lægge sine egne arme om mig i et meget kort knus. Vi trådte væk fra hinanden, og som de sidste ord jeg fik sagt inden jeg forsvandt løbende ud af døren var: "Pas nu godt på ham Niall."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...