An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
2995Visninger
AA

16. My Feelings

Hvad skete der? Hvor er jeg?

Jeg rystede vildt på hovedet, og tvang min rystende krop i ro. For hvert vejrtrækning jeg tog, syntes det hele at komme tilbage i kraftige strømme. Min - nej vores - drøm. Dylan. Hans arme. Hans hår der blafrede i den legesyge vind. Og hans øjne der havde gået fra at være så glade.. til så triste.

 

Selv min dårlige arm skød lyn i smerte, mens hjernen bare galoperede derud af i sindsyge tanker. Jeg opdagede først at jeg var på Liams værelse, idet jeg kunne mærke nogen røre på sig. Det var bare Liam. Hans brune lokker lå rodet henover de andre, og skabte sammen en et perfekt morgenhår frisure, selvom det nok stadig var midt om natten. For at være sikker på om det virkelig var nat, rakte jeg forsigtigt henover Liam for at nå hen til min mobil. Han gryntede kort idet jeg fik plantet min ene hånd ned på madrassen tæt ved hans skulder, mens den anden rakte ud efter mobilen. Selv den så lette berøring af Liams hud mod min, idet han vendte sig en anelse, sendte de uhyggelige men dog også glædelig tryghedsfornemmelser igennem mig.

05:13, viste klokken på min mobil. Jeg vidste at jeg aldrig ville kunne falde i søvn igen, så istedet for at give det et par forsøg, strakte jeg gabende armene ud i vejret, rettede mig op og gik ud på toilettet. Jeg gav et oprevet suk fra mig idet jeg hadede at skulle tage min forbinding af uden ikke at opleve smerte, men nægtede dog også at tage mig et bad med den på. Det endte med at jeg tog den af så forsigtigt som overhovedet muligt, sammen med alt mit tøj - som bestod af undertøj og Liams store T-Shirt of shorts - og lod det varme vand skylle henover min krop. Shampoo- og balsamprodukter blev skyllet ud af mit hår, og jeg slukkede glædeligt for vandet med et smil på læben, som var det en hilsen. Jeg vred mit hår en sidste gang, trådte ud af bruseren, og pakkede mig ind i Liams badekåbe.

Jeg listede ind på værelset igen, og fik med forsigtige bevægelser mit ny-vaskede tøj. Skyndsomt tog jeg det på, med lange side blikke mod Liam for at være sikker på at han sov, og bevægede mig ud mod stuen.

 

Jeg satte mig på vindueskarmen i stuen og kiggede ud i en mild snehvirvel. Jeg nænnede ikke at vække Liam, og havde endnu værre næsten glemt at drengene også sov her. Viseren på uret spillede sig langsomt hen til det næste minut, og klokken var nu blevet 07:44.

Nu hvor jeg tænkte nærmer over det, så var drengene overraskende flinke; de tog mig ind i deres fællesskab uden tøven, undren eller protester. Det måtte jeg give dem - især eftersom jeg var af hunkøn og med den kendsgerning at Liam allerede havde sin kæreste Danielle. Jeg misundte virkelig den fyr for at have det så let - og så med kæreste på. Et uventet stik af jalousi slog mig i brystet.

Et suk forlod mine læber, og jeg slog irriteret nakken tilbage så det gav et lille bank mod muren. Det gjorde ondt, ja, men dog ikke nær så ondt som ikke at kunne ignorere mine tanker, der nu lå som en dynge af knuder som holdt på spørgsmål, kaos, samt følelser og ventede på at blive løsnet ud fra deres tov. Men jeg turde ikke. Jeg var for bange til at se hvad det ville ende med.

Et flashback slog luften ud af mig, idet den hamrede sig ind mod min bevidsthed, og jeg måtte holde godt om vinduskarmen for ikke at falde ned, mens den spillede sine lyde, følelser, og billeder ind i mig:

 

 

Så er det nu. Det sker helt sikkert nu, ikke?

Den første uge, efter at have vundet Talentshowet på skolen, havde rigdom og succes næsten slået os fra hinanden, og ikke mindst fra at være os selv igen. Producere, paparazziaer, og vilde tøsefans havde nærmest slået Chloe ned, idet vi alle fire havde spænet ned mod den nærmeste taxi, efter vores korte shoppingtur i byen. De havde pint og plaget os til døde om at springe på kendis-toget. Selv jeg - der ellers altid havde levet af musikken - nægtede at springe på som solo artist. Måneder var gået og verdenen syntes at have glemt os. Film, dukker, produkter, tøj og møbler blev os erstattet, og verden syntes at hellere at ville se os som dukker på film. Bratz.

Jeg rystede vildt på hovedet og tvang mig til at tænke tilbage fra hvor jeg mon slap. Jeg sad på et rødt-hvidt ternet dug oppe på en høj bakke i skoven, og fik det perfekte udsyn til et hav et par kilometer længere borte. Ved min side sad en velafslappet Dylan med hovedet vendt mod mig, og om hans læber spillede sig det kække smil der var nok til at få min puls i vejret. Hans brune lokker svævede i den lette brise, og hans overarme, der lå en anelse gemt under hans blå T-shirt, var let solbrændte af den skønne varme fra solens stråler.

Men det var næsten ubetydeligt nu, for det var kun hans øjne, og formen på hans læber der fangede mig ind i en ny verden. Kun hans øjne der signalerede mere end jeg kunne fordybe mig i i en bog, ved blot et enkelt blik ind i mine. Kun hans læber der dannede de lykkeligste ord i mit liv, og stemmen der lokkede mig tættere på. Så er det nu. Det sker helt sikker nu, ikke? 

Han sad og fumlede ved noget bag sin ryg, og et nervøst blik gled henover hans øjne. Jeg tog mig fraværende ved den ene arm, og gnubbede min ene hånd blidt op og ned ad den med fingrene, mens jeg kiggede ned i dugenet, hvor de røde og hvide farver syntes at være slidte..

"Yasmin?" Dylans stemme var let, men hans tonefald ville have mig til at se op. Jeg var nervøs. Havde jeg mon taget fejl? Var vi måske ikke noget så langt til at vi kunne kalde os få offentlige kærester? Overhovedet ikke måske? Flere og flere spørgsmål blev læsset ind i hovedet på mig, og min nervøsitet steg i styrke sammen med uroen.

To blide men lige så insisterende fingre tvang mig til at se ham i øjnene. Dylan så ligeså nervøs ud som jeg følte mig, men et bestemt udtryk gled over hans ansigt, og han sukkede dybt. "Yasmin jeg... jeg tænkte på..." Hans stemme var hæs af nervøsitet, men han skiftede ikke emne. Han ville ikke. "Ja?" Spurgte jeg, og lagde først nu mærke til min stemme var skinger af angst. Han rykkede tættere på. "Jeg tænkte på om du... Jeg mener..." Han lod en hånd glide fustreret ned over sit ansigt i skam. Jeg rakte trøstende en hånd op til hans kind, og modet vendte tilbage til ham.

Med en let rystende hånd, tog han en sort æske frem fra ryggen, og åbnede låget. Jeg kiggede åndeløst ned i den med et hulk på vej op over mine læber. En glitrende sølv stjerne, med et Y broderet i midten og et D der lagde sig skævt om ad den, så det så ud som om den var på vej ud af stjernen, skinnede som skæret bag et stjerneskud. "Hvad med om vi-"  

"Ja" afbrød jeg ham hæst, mens tårende fik frit fald og gled glædeligt ned ad mine kinder. Jeg kastede mig om halsen på ham, og den største lykkefølelse skyllede ind over min krop og videre gennem mit hjerte. 

Han fjernede blidt mine tårer væk, tog mig forsigtigt om hagen, og kiggede mig dybt i øjnene. "Hvor mange kys skal der mon til før man kan høre dit hjerte slå hårdt?" En rødmen bredte sig over mine kinder, og inden jeg kunne nå at protestere, hvilket jeg alligevel ikke ville havde gjort, blev et par velkendte bløde og dog faste læber plantet mod mine. Jeg gravede blidt mine hænder ind i hans hår, og et støn af fryd undslap ham. Han lagde sine hænder om mit liv, og løftede mig op fra jorden som var jeg det rene ingenting. Men jeg tog mig ikke af min egen vægt, hverken nu eller aldrig. Kun af hans læber mod mine. De var dejlige varme, bløde, milde og dog intense på samme tid. Læberne der blev smedet sammen til ét, og skabte sig sin helt egen verden af romantik denne gang, var ikke anderledes fra de andre kys, bare kraftigere. Det føltes rigtigt. Det her var rigtigt, hvilket det altid ville være. "Jeg elsker dig, Dylan," hviskede jeg ned mod ham. Beskeden syntes at flyve med vinden, og jeg lod hovedet falde tilbage, på samme tid som han bar mig ned til sig igen. Jeg stod ovenpå hans tær, og så en lykkefuld Dylan, hvis glæde spredte sig til hele verden. "Og jeg elsker dig."

 

 

De sidste ord Dylan havde sagt til mig den gang vi blev 'offentlige' kærester, hang som et ekko over hele stuen - ja hele huset for den sags skyld. Det uhyggelige var bare at jeg havde oplevet et flashback inde i flashbacket hvilket aldrig var sket for mig før. En let vind samt sne, slog sig mod ruden, og jeg syntes at min allerede let kolde krop blive fastfrosset til vindueskarmen. Alverdens følelser slog ind i min krop ved den lette berøring med ruden. Glæde, lykke, fryd, og ikke mindst kærlighed. Af alle de gode følelser slog de mig aller hårdest - og jeg viste allerede hvorfor. Glæden stammede fra mine venners beroligende selskab. Lykken dukkede frem ved samme øjeblik jeg fik mødt Dylan i drømmen. Fryden sad stadig på mine læber, idet minderne om smagen af hans læber mod mine dukkede frem fra flashbacket. Og kærligheden? Jeg slog min hånd fustreret mod ansigtet, idet der ikke dukkede noget svar op derfra, men gav istedet bagslag, og fik mit hjerte lavede et par hårde 'dunke' -lyde mod mit bryst.

 

Jeg klemte armene om mine ben og lagde utaknemmeligt, for svaret fra mit hjerte, min pande mod mine knæer hvorefter den første tårer allerede var på vej ned ad min kinder. Min følelser var fuldkommen i kaos, og det indgik i aller højeste grad kærligheden. Selvfølgelig ville jeg lyve hvis jeg sagde at jeg ikke havde flere følelser for Dylan. Jeg mener, det er jo ikke noget man sådan bare kommer af med. Og især ikke med Dylan. Jeg ville af aller hjertens gerne spole tiden tilbage til ulykken og lade mig selv hjerneskade, eller endda finde sammen med ham igen lige nu og her, men den anden side med alle de forvirrende spørgsmål var uenig. Jeg sendte et fustreret suk ud til stuen.

 

Jeg sprang væk fra vindueskarmen og satte af mod køkkenet. Drengene måtte for alt i verden ikke blive vækket af mine hulk. Og især ikke Liam. Jeg besluttede mig for at beskæftige mine tanker fra min egen forvirring og sorg, til morgenmad til drengene når de engang stod op. Jeg kastede et kort blik på min mobil for at se på klokken. Den var nu blevet 08.31, hvilket ville sige at det var et fint tidspunkt at lave mad nu, så det stod klart når de vågnede. Jeg følte det lidt uhøfligt at rode med Liams ting, men sagde til mig selv at han ikke ville have noget imod det. Jeg gjorde det af gode grunde. Jeg åbnede køleskabet og fandt både æg og bacon og lagde dem på køkkenbordet. Jeg gravede toast ud af skabet, og satte dem i brødristeren. To pander blev lagt på komfuret, og jeg begyndte at multitaske mig frem mellem de tre positioner, og tvang al min fokus på maden.

 

Jeg lod baconen syde på et nogenlunde lavt blus, mens jeg satte de færdige æg til side, og ville begynde med at dække bord. Det tog mig lidt tid at vide hvor tallerkenerne stod henne, og da jeg så dem stå i et af de højeste skabe kunne jeg ikke lade være med at måbe. Jeg skulle være et par mange hoveder højere for at kunne nå dem fra gulvet. "Her prøver man på at beskæftige sig selv og være flink ved at lave morgenmad, og så vil Liam have mig til at lege Tarzan og kravle op på køkkenbordet? Det kan han da for pokker ikke mene," sagde jeg for mig selv. Jeg tvang humøret op, og begyndte at hoppe op på køkkenbordet som et lille barn, der var elle vild efter at smage bedstes småkager på den øverste hylde.

"Det kan du da ikke mene!" Gentog jeg fustreret, idet jeg slog hovedet ind i skabsdøren. Jeg ømmede mig kort, og begyndte at række ud efter tallerkenerne, der stod i al deres pragt af glas som fotomodeller med skindende glas. "leder du efter noget?"

Jeg hvinede forskrækket, vendte hovedet med et ryk, og var næsten ved at miste fodfæstet. Næsten. Liam stod ved køkkendøren og betragtede mig med beundring. "Liam for pokker! Du kunne godt lige rømme eller noget!" Sagde jeg panisk. "Jeg var lige ved at falde!" Et pint udtryk gled over hans ansigt, og jeg sendte ham et let opmuntrende smil. Han vendte sig om og betragtede sceneriet. Et stort smil spillede om hans mund idet han så æg og baconen. "Brug for hjælp?" Spurgte han opmuntrende. Jeg vendte mig om og tog tallerkenerne ind til mig, mens jeg holdt balancen under kontrol. "Hvis du lige vil tage dem her," sagde jeg og rakte dem ned til ham.

Han lagde dem på køkkenbordet, og kiggede op på mig igen med bekymring malet ind i øjnene. "Bare rolig jeg klare m-" Inden jeg fik fuldendt sætningen mens jeg var på vej ned, gled jeg baglæns. Jeg følte det som om noget havde slået benene hårdt væk under mig. Jeg skreg, men tog mig først af det da jeg blev grebet ind i Liams beroligende favn. Fornemmelsen af at være tryg samt en sitren i mit indre fik mig til at tie. Kun Liam og hans favntag betød noget nu. Kun hans læber der formede et 'er du okay?'. Kun hans øjne der fyldte hele mit synsfelt og vakte mærkværdige følelser ind i min krop. Kun ham. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, og vejrtrækningen truede med at holde inde med at sende den brusende duft af ham ned i mine lunger. 

Han kiggede på mig med det ulæselige blik, der nu syntes at være barnemad at kunne afkode. Det var kærlighed. Mere eller mindre. Det strømmede ham ud ad øjnene nu, som om han ikke kunne holde det tilbage igen. Og så vidste jeg det. Så vidste jeg hvor knuderne af forvirring og følelsesmæssigt kaos kom fra. Så vidste jeg hvorfor signalerne mellem Liam og jeg blev stærkere. Så vidste jeg hvad min anden halvdel havde holdt fast på. Og hvorfor Liam vakte mig så megen liv og glæde i mig. Jeg elsker ham. Mit hjerte syntes at blive ved at med lave små mærkelige hop som tegn på et lettet ja. Hjernen løsnede sine knudrede spørgsmål og forvirring, og optog istedet signaler fra hjertet, som tegn på enighed.

Nej! Det kunne ikke passe!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...