An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
2995Visninger
AA

12. Leave me alone

Det var næsten ikke til at holde ud. Flere og flere fans plus paparazziaer, fulgte os med både blikke af had, og blitzende kameralinser. Mit hjerte og puls rasede derudaf, mens vi løb afsted til bilen, som lå godt og vel et stykke væk. Den piskende vind og de store snefnugge piskede mit hår ind i ansigtet på mig, og gjorde mig halvt våd, og halv snemandsagtig. 

med det samme livede en sølv bil ved vejkanten op, hvor 4 drenge med huerne nede over ansigterne sad og så fustreret på hinanden. Da vi begge først troede det var paparazziaer og skulle til at flygte den anden vej, steg en af dem ud og vinkede os hen til ham. Jeg trak Liam tilbage da jeg så han fulgte den unge fyrs instruktion. "Liam hvad pokker er det du laver! Vi kan da ikke bare køre med et par fremmede, ja hvad nu hvis de er mordere!" Jeg kiggede skrækslagent op på Liam, der målede afstanden mellem drengen og flokken af løbende mennesker med øjnene. 

"Liam kom nu, de er på vej!" Hviskede drengen højlydt, og trak halvt frustreret sin hue længere ned over hovedet da den første paparazzi tog et billede af ham. Uden et ord, tog Liam mig op i favnen og løb hen til bilen, hvor jeg blev givet fra den ene dreng til den anden, indtil jeg sad på den sidste drengs skød.

Liam hoppede selv ind, og bilen kørte med det samme hvinende væk fra menneskene, der endnu prøvede at fange et glimt af os. Jeg kiggede mig panisk rundt efter en flugtvej, men alt var lige så lukket som slukket. Da jeg ikke havde lyst til at se mine helte - og sikkert også mordere - i øjnene, endte jeg med at kiggede skrækslagent ned i mit skød.

En nervøs latter bredte sig fra den ene dreng til den anden, og selv Liam deltog i den. "Liam hvad pokker havde du gang i? At køre afsted med.." jeg færdiggjorde ikke sætningen af høflighed, da jeg ellers gerne ville have sagt åndsvage mordere. "Nå så det er takken for at redde jer ud af både fans og paparazziaer? Jeg havde nu ellers regnet med et taknemmeligt kram." Stemmen forkom mig bekendt, og jeg vendte mig om mod fyren der havde vinket os ind. Var det krøller?

Jeg kneb øjnene sammen for at kunne se bedre i denne tætte mørke. Vent! Var klokken allerede så mange? "Gider i lige tage jeres huer af, så hun i virkeligheden kan se hvem hun har med at gøre," sukkede Liam. En efter en tog fyrene deres huer og briller af, mens et gisp undslap mine læber fra hvert genkendeligt ansigt. 

Ved rattet sad den brunhåret med blå, eller også grønne, øjne, og sendte mig et mildt blik henover bakspejlet. ved siden af ham sad den blondhåret, og klukkede sagte. Liam sad ved den ene af bagsædet, i midten den krølhåret dreng med grønne øjne, og til sidst fyren med de mørke hår, Zayn, som han præsenterede sig sidst vi mødtes.

"Oh.. Det bare jer.." Mine kinder blev glohede - af både nervøsitet og flovhed - og jeg rettede mit blik mod den smilende Liam, der sendte mig en beroligende blik. Resten af drengene rystede af grin - mens Zayn derimod sendte mig et let smil og klappede mit kort på skuldrene.

"Bare jer? Mener du at vi ikke er nogle specielle?" sagde den brunhåret med blå øjne jokende, og kiggede på mig fra bakspejlet af. Jeg trak på skuldrene. "Det ved man aldrig. Godt nok har jeg set jer et par gange, men ikke kendt jer. Minus 1."

 

                                                                               ***

 

"Er du flov?" Spurgte Liam fra den anden side af døren. Små klukkende drenge hørtes lidt længere væk. Jeg havde gemt mig på toilettet så snart vi var kommet ind i Liams hus igen. "Nej, jeg ordner skam bare min forbinding, det er alt." Okay halvt løgn og alligevel ikke. Jeg gemte mig på grund af at jeg var flov, ja, men jeg ordnede skam også min forbinding samtidig - klogt ikke?

"Kom så herud så jeg i det mindste kan hjælpe dig med den." Fint, han fik mig. Jeg sukkede højlydt, inden jeg endelig gik hen til døren. Jeg trak vejret dybt 3 gange, inden jeg låste døren op, og mødte Liams blide, brune øjne der irriterende nok - sammen med munden - smilede, som kunne han ikke lade være med at grine inden i sig selv.

"Står du der og griner ad mig? Det var da dig der opfordrede mig til at sove under den lange køretur! Det din skyld, ikke min!" Jeg rykkede mig irriteret væk fra ham, mens kinderne skiftede til en rosa farve. Hans smil røg et par mange grader ned, og øjnene mistede deres strålende glans. Endelig tog han sig sammen til at se alvorlig ud.

Nå så nu vil du også høre hvorfor jeg er flov? Bare ærgerligt, det må du nemlig selv finde ud af!

Hans rystede på hovedet og rakte ud efter mig, men jeg veg bare længere væk fra ham. "Yasmin, der er intet galt i at drømme højlydt." Antydning af et smil spillede om hans mund. Talte jeg virkelig højlydt? Jeg rystede gnavent på hovedet, og satte kurs mod stuen med glohede kinder - og hvor resten af drengene sikkert bare ventede på at gøre nar ad mig.

Fint, Liam opfordrede mig til at sove i hans skød, da det både var aften og der var en lang køretur foran os. Uheldigvis, kom jeg til at tale højlydt i søvne. Så vidt hvad jeg selv kan huske, og havde hørt fra drengene, havde det været det noget med Liam og Dylan at gøre. Pokkers.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...