An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
3016Visninger
AA

10. I Need Your Help - part 2

I dét Liams bil stoppede foran mig, hoppede jeg ind. "Er du okay?" Spurgte han med det samme efter at jeg havde sat mig i det varme sæde endnu en gang. Jeg nikkede og gned mine hænder mod hinanden for at skabe lidt liv i dem igen - også selvom det gjorde vildt ondt. Efter at have stået derude i muligvis femogtyve minutter, var jeg allerede iskold helt ind til kroppen. "Tak," hviskede jeg hæst, fordi kulden havde lammet både min krop og min stemme helt.

Da jeg for 4. gang prøvede at trykke selen ned, tog Liam over. Vores fingre strejfedes, men følelsen af tryghed kom ikke denne gang. Det måtte være for kulden. "Du er jo hundekold," mumlede han, med min ene hånd i sin. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at kigge ned på hænderne, mens følelsen af tryghed og en let glæde kom tilbage da jeg havde fået varmen i hånden.

Et kort gab undslap min mund. "Det må du undskylde, jeg er bare så træt," mumlede jeg. "Det tænkte jeg også nok du var, så jeg hentede et tæppe med til dig," sagde han, og hev et pænt foldet tæppe fra bagsædet. Jeg rakte søvndrukken ud efter det, og pakkede mig selv i det. Mine øjenlåg blev tunge, og da Liam begyndte at nynne blidt, med sin hånd hvilende over min, døsede jeg til sidst hen.

 

                                                                        ***

 

Jeg prustede irriteret da både en tot hår lagde sig over mit ene øje, og snefnug myldrede ned over mit ansigt. Kulden havde lagt sig om mig igen, og jeg vidste at jeg befandt mig udenfor i nogle stærke arme. Jeg åbnede øjnene og kiggede op i Liams ansigt. "Liam det behøver du virkelig ikke, jeg kan sagtens gå selv," mumlede jeg. "Det sidste du skal nu er at gå. Du er for svag, og desuden må du ikke være for aktiv med din arm husker du nok." Når ja, den havde jeg helt glemt. Jeg vred mig ud af hans 'greb' om mig da vi endte ved døren. "Jeg er okay Liam. Takket være dig," mumlede jeg taknemmeligt. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro at et lille smil poppede op på hans læber.

Han åbnede døren for mig og lod mig komme ind. Jeg smilede taknemmeligt, og prøvede irriteret at tage jakke af med en arm, men mine bevægelser var for aggressive og sendte smerter gennem min dårlige arm. Et par hænder blev lagt på mine skuldre, og begyndte at klæde mig ud af min jakke og sko, mens jeg flovt stod og betragtede hans yndefulde bevægelser.

Da han havde stillet dem på plads, førte han mig ind i stuen. Udsøgte møbler var kreativt sat rundt omkring. "Lad som om du er hjemme," sagde Liam bag mig. Jeg snuste hemmeligt til mit hår. Stanken af sved var næsten ubærlig for mine næsebor. Og desuden frøs jeg stadig. "Jeg kunne vel godt bruge et bad," mumlede jeg mest af alt til mig selv. "Op ad trapperne, anden dør på højre hånd. Jeg henter dig et håndklæde lige om lidt," sagde han, og havde allerede vendt sig om og gået efter et håndklæde. 

Jeg gjorde som han sagde, og endte heldigvis i det rum. Jeg tog klovn-agtigt tøjet af og foldede det pænt sammen, så jeg ville kunne tage det med hjem igen og vaske det der. Smerten i armen gjorde ondt og fik mig til at gispe et par gange. Da jeg var forvirret over om jeg skulle tage forbindingen af eller lade den blive, bestemte jeg mig til sidst for at tage det af, da det stank langt væk af noget lort.

Jeg fjernede forhænget og trådte under bruseren og begyndte at vaske mig. Varmen fra bruseren fik mig til at sukke af nydelse, og jeg begyndte at massere min dårlige arm forsigtigt. Da mit hår blev gennem blødt fandt jeg en 'Head & Shoulders'-shampoo og skyllede mit hår med det 2 gange, inden jeg tog en mild balsam og skyllede ud igen.

Tre bank på døren fik mig til at gispe skræmt, men slappede dog af da Liams stemme hørtes fra den anden side. "Det bare mig. Jeg har stillet håndklædet lige foran døren samt noget tøj du sikkert kunne bruge," var det eneste han sagde, før der hørtes fodtrin. Jeg slukkede for vandet kort tid efter lyden var væk, og listede hen til døren og tog håndklædet og tøjet til mig.

 

                                                                           ***

 

"Liam?" Mumlede jeg lavt. Intet svar. Med Liams jogging bukser, en stor T-Shirt, og stadig en anelse vådt hår hængende ned ad ryggen, gik jeg ned ad trapperne og ind i stuen. En tynd duft af mad fyldte mine næsebor. "Liam?" Denne gang endnu højere, og kom til at lyde en anelse desperat. Han efterlod mig da ikke bare her alene, gjorde han? "Jeg er i køkkenet," Råbte han.

Jeg fulgte lyden af glas der blev stillet, og duften af mad, og fandt til sidst vej. Jeg stod i døråbningen og betragtede ham stille to skåle med suppe på bordet. Han vendte sig om og gav mig et elevatorblik mens jeg akavet bare stod stille. "Du ser bedre ud," nikkede han. Jeg sukkede smilende. "Jeg føler mig også bedre. Tak," sagde jeg endnu en gang taknemmeligt. Han smilede og gestikulerede mig hen til bordet. Jeg satte mig overfor ham og duftede til suppen. "Det dufter himmelsk. Hvilken suppe er det?" Spurgte jeg overrasket. "Nudelsuppe med  kyllingterner."

Jeg kiggede chokeret på Liam, da han tog skålen op til hans mund og nippede forsigtigt til suppen. "Du har glemt din ske," pointerede jeg, da jeg lagde mærke til at vi ingen ske havde, men kun en gaffel til indholdet. Han kløede sig kort i håret og kiggede sig uskyldigt rundt i køkkenet, indtil jeg satte en stopper for det, ved at række ud efter hans kind og vende hans ansigt mod mit. "Liam. Hvad er der?" Spurgte jeg stille og aede kort hans kind. Han bed sig kort i læben. "Jeg er bange for skeer," sagde han forsigtigt, og en let rosa farve kom frem i hans kinder. Jeg prøvede ihærdigt på ikke at grine, ved at bide mig hårdt i læben så jeg var sikker på der ville komme et mærke - og muligvis lidt blod.

Den havde jeg seriøst ikke set komme. Den omsorgsfulde side af mig ville prøve at trøste ham, men hvad skulle jeg sige? Jeg kiggede ned i suppen, og en idé slog mig strakt i hovedet. Jeg smilede let - ikke af Liam, men af min idé. Min ene arm ville sikkert gøre pænt ondt, men det var forsøget værd. Jeg tog forsigtigt skålen op til min mund og nippede til den. Problemet var bare at jeg havde glemt at den ville svide på mine læber, da der allerede var komme et stort mærke. Jeg lagde hurtigt skålen fra mig på bordet, men ikke hurtigt nok til ikke at spilde noget på min dårlige arm. Den brandende smerte skød op i mig, og fik mig til at skrige.

Liam var hurtigt henne og hente et stykke papir, et viskestykke, og en frysepose. Han satte sig på hug foran mig, og fjernede først resterne af suppen med papiret, og viklede derefter fryseposen ind i viskestykket, og lagde den blidt på min arm. Jeg sad og kiggede flovt ned i gulvet mens mine kinder brændte, og lagde ikke mærke til blodet der dryppede ned ad min mund før Liam fjernede det væk med tommelfingeren. "Hvorfor tog du dog din forbinding af?" Spurgte han forfærdet, som lagde han først mærke til det nu. "Den stank, så det kunne tænkes at der sikkert ville komme bakterier." Han nikkede forstående. "Et øjeblik," mumlede han før han vendte sig op og gik over til en skab med en førstehjælpskasse. Da han kom tilbage havde han en rulle forbinding i hånden. "Indtil videre kan du bruge det her, og så tager vi til lægen imorgen." Jeg nikkede mig enig og lod ham forsigtigt forbinde min arm ind.

 

                                                                       ***

 

"Er du sikker på du ikke skal have hjælp med opvasken," spurgte jeg endnu en gang. Jeg sad på køkkenbordet og betragtede Liam vaske op. "Hundrede procent sikker," bekræftede han igen. Jeg sukkede kort, før jeg gik ud i stuen med min mobil i hånden. Jeg satte mig ned i sofaen og knugede mine ben tæt ind til mig, mens jeg kiggede på mobilen på bordet.

Vandet i køkkenet blev slukket og kort tid efter kom Liam og satte sig ved siden af mig. "Er du okay?" Spurgte han, da han granskede mig nøje. Jeg nikkede. "Er du for træt til at se en film?" Spurgte han med et let smil om munden. Efter den korte lur i bilen, badet under bruseren, og maden i køkkenet, følte jeg mig frisk nok til at se en film. Jeg rystede smilende på hovedet. "Kom med," sagde han og tog min hånd, og ikke nok med følelsen af at være tryg, så blev jeg også ramt af noget andet - som en prikkende fornemmelse i siden. Hvordan kunne det egentlig være at jeg havde så meget tillid til en fyr jeg først lige havde introduceret mig selv for?

Han førte mig videre hen til en hylde fyldt med film; lige fra tegnefilm, til action, til gyser, komedier og kærlighedsfilme.

"Tja hvad kunne du tænke dig at se?" Da jeg bare trak på skuldrene, gik han pludselig om bag mig, og lagde sin hånd om min gode arm, og fik mig til at pege. "Sig du bare stop," hviskede han i mit øre. Jeg lukkede mine øjne og talte langsomt til fem, mens han kørte min hånd afsted. Da jeg sagde stop og åbnede øjnene, så jeg mig selv pege på en film med titlen "The Ring" - en gyser jeg allerede havde set en gang før - og efter min mening var det ret skræmmende. Jeg sank en klump, og hørte Liam le.

Da jeg ikke havde lyst til at tage den fjernede jeg min hånd, og lod Liam komme til. Han lagde den hurtigt på, og mens den viste reklamer, gik han ud og hentede et tæppe. Jeg satte mig helt ude til højre, og Liam i midten. Han lagde tæppet imellem os i dét filmen begyndte.

 

                                                                           ***

 

Endnu en skræk-scene fik mig til at tage hænderne op til øjnene. Vi var nået til det sted hvor hovedpersonen fandt liget af sin såkaldte medarbejder - eller ven - i kontorstolen. Liam havde prøvet at overtale mig til at lade ham slukke for den, men det nægtede jeg altså. Irriterende nok kom jeg til at fjerne mine hænder væk fra mine øjne for tidligt, og kiggede direkte på den døde pige, Samara, som endnu engang kom ud ad skærmen, og jeg skreg kort. Jeg skulle rigtigt have pakket mig sammen til en kugle, men kom istedet ind i Liams favn, og følelsen af tryghed gjorde mig rolig.

"Er du okay?" Hviskede han tæt ved mit øre. Jeg nikkede og kom til at gabe. "Hovsa, undskyld," mumlede jeg med lukkede øjne. Lyden fra filmen forstummede og endnu engang nynnede Liam, og fik mig døset halvt hen. Hvad var der dog lige sket på en enkelt dag...?

 

                                                                        ***

 

Godt nok sov jeg halvt, men det forhindrede mig ikke i at kunne mærke et par arme blive lagt under mine knæer og ryg. Jeg skulle lige til at protestere om at jeg sagtens kunne gå - hvilket sikkert ville være en løgn - men Liam tyssede på mig, og jeg holdt mund.

Da jeg blev lagt på en dejlig blød madras med dyne over mig,  prøvede jeg at tage jogging bukserne af, da jeg ikke kunne sove i dem, men kom til at gøre det med den forkerte arm og smerten skød op i den og fik mig til at gispe højlydt. "Her, lad mig," mumlede Liam. Skulle han hive mit tøj af?! Jeg skulle lige til at protestere skræmt, men det var allerede gjort. Han havde hevet dem hurtigt og sikkert af, uden på nogen måde at røre ved mig og dermed skabe en akavet stemning. Jeg sukkede lettet. Jeg vendte mig om på siden med ryggen til ham mens han tog tøjet af. Sengen 'bevægede' sig i dét Liam lagde sig ude i den anden ende. Ja, jeg var lidt bange for om han nu kunne finde på dit og dat, men af en eller anden grund havde jeg alligevel nok tillid til ham. Desuden havde søvnen nu overtaget mig helt.

 

                                                                           * * *

 

Billeder fra "The Ring" dukkede op og spillede sig som en film i mit hoved. Da Samara's ansigt dukkede op i fuld størrelse bag håret, kom jeg til at skrige. Jeg satte mig op i sengen og rystede. Liam var allerede hos mig og tog mig ind til et kram, som med det samme fik mig til at føle mig tryg. "Er du okay?" hviskede han lavt i mit øre. Jeg nikkede. "Der dukkede bare lige nogle uhyggelige scener op," mumlede jeg stille, mens jeg ventede på at han ville regne det ud at det var fra filmen, og begynde at le af mig. Men der kom intet. Da jeg lagde mig ned igen, rykkede jeg mig tættere på Liam.

"Liam?" hviskede jeg stille.

"Ja?"

Jeg bed mig i læben, pinlig berørt over det spørgsmål jeg var på vej til at stille. "Vil du ikke nok holde mig i hånden? Jeg er bange for at det vil komme igen." Han var tavs så længe at jeg troede han ignorerede spørgsmålet med vilje, før han pludselig lagde sin hånd om mit liv, og følelsen af tryghed vendte atter tilbage. Selvom det var mørkt, kunne jeg stadig se ham smile undskyldende, men gav ham dog blot et taknemmeligt smil. "Tak Liam. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle have gjort uden dig," mumlede jeg inden jeg faldt i søvn. Og sandt var det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...