An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
3020Visninger
AA

9. I Need Your Help - part 1

Ingen sagde en lyd, og det var jeg også kun glad for. Pigerne kiggede på min arm og blå mærker, og var på randen af at græde. Jeg ville så gerne trøste dem, og fortælle dem det ikke var så slemt som det så ud til at være. Jeg ville gerne fortælle dem alt om hvad der var sket, men kunne ikke. Ikke så længe Dylan var her. Bare det at han var her gjorde mig kold, og min mave snørede sig så meget sammen at jeg følte jeg skulle kaste op.

Han stod mindre end fire meter fra mig og kiggede sørgeligt på mig, som vidste han hvad han havde gjort. Han var vokset en del siden sidst, og musklerne trådte tydeligere frem under hans lyseblå skjorte end jeg kunne huske. Men det jeg rent faktisk koncentrerede mig om var hans blå-grønne øjne som ikke viste tegn på andet end kærlighed og sorg. Jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigere, og maven stoppe sin snørren. Han prøvede på at sige noget, men klappede til sidst munden sammen. Jeg vendte hovedet mod pigerne der stod klemt sammen og snøftede. Jeg tog en dyb indåndig før jeg kastede det hele ud på dem af vrede. Luften dirrede af angst og sorg.

"Hvorfor? Hvordan kunne i gøre det mod mig! I kunne have haft ringet og givet mig en chance for at stikke af - i ved jo jeg ikke vil stå i sådan en situation!" Jeg vidste godt det ikke var fair, men hvorfor gøre det imod mig uden tegn? Det var jo bl.a. derfor vi flyttede. For at ingen af vores x-kærester skulle tage kontakt til os igen, og så stod Dylan her i vores hus! Mens jeg stod og råbte ad dem, ænsede jeg ikke at jeg græd før den første tåre gled ned ad min kind og gjorde mit syn sløret. Jeg holdt op med at skælde ud på dem da jeg kunne se Dylan træde et par skridt hen imod mig.

En stor del af mig ville så gerne være i Dylans arme og fortælle ham hvor mange gange jeg har grædt, og prøvet på at fortælle ham at det skulle være os to sammen. At jeg mange gange har overvejet at skulle tage hen til ham bare for at se om han havde det godt. At skulle ringe til ham og høre hans stemme så mine kinder kunne blusse af hans stemme - og ord - kun til mig.

Men jeg kunne ikke; turde ikke gøre det nu og her. Han hørte ikke til her længere. Lige siden hans slog sit hoved i den bilulykke havde han aldrig passet ind i mit liv længere. Han havde sine venner og familie at være sammen med - og hvem ved, måske fandt han sig engang en anden pige at være sammen med. Den sidste tanke fik mig til at hulke. Men det skulle han jo en dag. Han kunne ikke være samme med mig længere. Det var en umulighed.

Mens jeg stod og græd kunne jeg se ham tage flere skridt hen imod mig. "Bliv hvor du er, Dylan," bad jeg. Han tog endnu et skridt frem og stod nu uden for min rækkevidde. "Stop Dylan!" Denne gang kom mine ord mere bestemte ud. Han stoppede op og kiggede på mig med dyb sorg, som fik nogle rynker til at træde frem. Jeg knyttede hånden hårdt om min mobil så mine knoer blev hvide. Jeg måtte væk, for jeg var ikke klar til at skulle igennem det her. Og når jeg engang var, så skulle jeg sikkert igennem sorgen en gang til.

Uden at kigge mig tilbage, eller sige hvor jeg tog hen, løb jeg ud til entréen og lukkede døren i bag mig og satte en komode for, for at kunne få mere tid. Jeg tog hurtigt et par sko på og min jakke og løb ud af døren. De bad mig alle fire at komme tilbage, men jeg vidste at Dylan var hurtig nok til at kunne løbe efter mig. Jeg løb alt hvad jeg kunne uden at kigge mig tilbage. Selvom det var midt om natten, vrimlede både folk og biler rundt på gaderne. Til sidst stoppede jeg op ved en gyde lidt udenfor gaden og trak vejret. 

Jeg overvejede at skulle tage hjem til Bubbie - min værge, og fortælle hende alt mens hun sikkert ville ae mit hoved i sit skød og fortælle mig at det nok skulle gå. Men jeg havde hverken penge til en taxi som kunne køre mig helt hen til min hjemby, eller tid til at tage tilbage til min bil hvor de sikkert stod og ventede mig. Jeg kiggede op mens snefnug efter snefnug landede blidt på mit ansigt og blev derefter til en dråbe vand. Min mobil ringede i min hånd. Jeg tog den op og klikkede på 'afslå'-knappen før jeg tog papiret med Liams nummer ud af min lomme og kigged på det.

Måske var det for meget at bede ham om ly for natten, men jeg kunne jo som sagt ikke tage tilbage, eller hjem til Bubbie selvom det var det jeg helst ville. Jeg tog chancen og klikkede hans nummer ind og ringede. Efter et par bib-lyde tog han den.

"Hallo?" Han lød ret træt og alligevel en smule anspændt. "Undskyld, vækkede jeg dig?" Godt nok ville jeg have lydt normal, men min stemme blandede sig med både gråden og kulden og fik mig til at snakke hæst - nærmest hviskende. "Hvem er det?" Blev dere sagt med en anspændt stemme, som var han bange for det var en fan der havde fundet ud af hans nummer. "D-det mig.. Yasmin," svarede jeg ham stille. "Når! Nej jeg sov ikke. Du lyder ikke for godt, er du okay?" Spurgte han omsorgsfuld. "Je-jeg tænkte på om jeg kunne være hos dig.. Bare for en aften," svarede jeg ham tøvende. "Selvfølgelig! Jeg skylder dig trods al mit liv. Hvor kan jeg hente dig?" Spurgte han. Jeg rullede med øjnene ad ham, han skulle ikke skylde mig andet end en nat med ly. "Kunne du ikke glemme det for et øjeblik? Du skylder mig intet. Undtagen ly for natten," sukkede jeg. Ikke mere end hundrede meter lå byen. "Find mig ved den lille McDonald's inde i byen," sagde jeg, inden jeg lagde på. Jeg skrev en hurtig besked til Cloe om at jeg ville overnatte hos en ven for en aften. Og at jeg var ked af at jeg råbte på dem. Jeg slukkede hurtigt mobilen, inden de kunne finde på at ringe tilbage.

Med langsomme skridt tog jeg hen på McDonald's og ventede på Liam.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...