An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
2995Visninger
AA

4. humiliating birthday

Flere og flere kunder var kommet, og jeg kunne næsten ikke holde system ved mine borde. Plakater og reklamer med One Directions ankomst til denne restaurant,  var klistret til hele kvarteret. Pigerne havde skubbet, hvinet, og skreget så de kunne sikre sig pladser ved scenen. Restauranten lignede nu en koncerthal.

Jeg stod i mit arbejdstøj og ventede på at de fem drenge ville komme, så jeg kunne tage godt imod dem, som Kevin nu bad mig om. Jeg skævede til mit ur. 18:54. De skulle have været her klokken 18:00, men de ringede åbenbart til Kevin og sagde at de ville være en anelse forsinket. En anelse. Jeg skævede til de mange mennesker bag forhænget. De var ved at blive godt irriteret over at One Direction ikke var kommet. Nogle få piger græd endda.

Kevin kom hen til mig. "Er de ikke kommet endnu?"  

"Nej" Han så nervøs ud. Nogle var begyndt at råbe 'buh!'. "Jeg gør det," sagde jeg uden rigtig at tænke mig om. Han kiggede chokeret på mig. "Jeg synger til de kommer tilbage, så må du tage dig af dem" afsluttede jeg mere bestemt. Han lyste op i et taknemmeligt smil, og gik ind på scenen for at fortælle om bandets langsomme ankomst. "Kære publikum. Vi ville meget gerne have haft One Direction komme her og synge for jer, men da de stadigvæk ikke er kommet har jeg fået en anden til det indtil de er her," sagde han.

Der blev hvisket højlydt, men ingen sagde noget. Jeg var ligeglad med hvordan jeg var klædt ud. Ligeglad med om de kunne lide mig eller ej. Jeg marcherede ind på scenen, og Kevin forsvandt. Nogle få piger rundt omkring gispede så snart de så mig, men jeg vidste ikke hvorfor. En musik  jeg kendte for godt til at være sandt, blev spillet, og jeg lukkede kort mine øjne, og lagde mit ansigt i de rette folder. Jeg tog en dyb indånding og begyndte at synge med på musikken. Min egen sang.

 

" Under the night sky, with the thousand stars.

I'm sitting here, with you and your arms.

Around me. Oh. Around me.

I don't want to go, want to go, and maybe you know.

I don't leave, i don't leave, so baby now you know.

Oh. Yeah now you know."

 

Der blev piftet, klappet, taget billeder og videoer. Min vejrtrækning blev roligere. Selv nogle af de andre tjener stod og gav mig 'thumbs up' ved scene kanten. Jeg smilede, og lod mine følelser træde frem i sangen.

 

" Then don't say, I'm holding you away.

From my lips, lips, lips.

Then don't say i'm trying to push you away.

From my lips, lips, lips. Oh."

 

 Jeg hørte en lyd bag mig, og jeg kiggede mig kort over skulderen, og forventede at se Kevin, eller endda Ryan. Mine fødder blev limet fast til gulvet da jeg mødte fem par øjne der stod og kiggede nøje på mig. De fem par øjne der var klistret til de fem fyres ansigter fra selve One Direction bandet. Det havde taget mig tid at overvinde min frygt, til at synge til talentshowet på skolen, for et halvt år siden. Men jeg var kommet over det. Men at blive betragtet af 5 verdenskendte stjerner var som at stå overfor de 5 kritiske dommere, der bare hakkede løs på mig, mens alle og enhver så mig græde på åben skærm, eller som tilskuer. Hvorfor var jeg bange for at synge foran dem?! Jeg var da kommet over det!

Musikken kunne høres i bagrunden, og mit hjerte dunkede af fuld kræft. Jeg prøvede på at vende dem ryggen og synge videre. Lade som om de ikke stod der. Men der skete intet. Jeg kunne ikke. Alle kiggede underligt på mig, hvilket fik min puls til at stige af nervøsitet. Ryan stod næsten helt oppe ved scenen og mimede: 'Du kan godt, Yasmin'. Til sidst blev der buet, og jeg kunne ikke klare det mere. Så jeg løb om bag forhænget, og kylede mikrofonen i maven på den nærmeste af de fem drenge, og løb videre mod omklædningsrummet. Jeg hørte nogen råbe mit navn, men ignorerede det.

                                                         

                                                                    ***

 

Jeg stod inde i en af toiletbåsene i omklædningsrummet og kiggede mig selv i spejlet. Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg havde stået der, men jeg kunne høre drengene var kommet godt igang med at synge deres sange. Pigerne skreg, og råbte, og hvis jeg ikke vidste bedre var det noget som: 'vi elsker jer!', eller mere sindsygt som: 'Vil i ikke nok gifte jer med mig?!'. Jeg tog et stykke papir og tørrede de sidste rester af koldsved væk fra panden. Jeg kiggede mig selv i spejlet og mimede: 'kom nu. Du kan godt. Gå du bare ud og lad som om intet er sket. Tilbage til arbejdet'.

Lige da jeg havde fået modet tilbage, og skulle til at åbne min bås, hørte jeg døren til omklædningsrummet blive åbnet, og jeg skyndte mig at fjerne hånden væk fra håndtaget. Hvad nu hvis det var dem? Hvor ydmygende var det ikke lige? "Yasmin er du herinde? Er du okay?" Jeg sukkede højlydt. Det var bare Ryan. Jeg åbnede døren, og så en bekymret Ryan stå foran mig. "Tada," mumlede jeg. Han trådte et skridt frem og tog mig ind i en venlig omfavnelse, og jeg blev meget roligere.

 

"Tror du Kevin fyrer mig?" Spurgte jeg stille. Jeg anede ikke helt hvorfor jeg spurgte, men det kom ligesom bare ud af min mund. Vi sad på en bænk ved skabene, og jeg stod og fumlede med min mobil. Der var dukket en del SMS'er op omkring min fødselsdag. "Han burde nok mere forfremme dig, sådan som du tør stille dig op og synge foran vores gæster, på grund af bandets forsinkelse. Så nej, det tror jeg ikke," svarede han, og gav min skulder et klem. Et lille uventet smil dukkede op på mine læber. "Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne ikke styre mig. Jeg troede scene skrækken var 100% over." Jeg hørte tilskuerne klappede og skreg, så det måtte betyde de var færdige! Jeg kiggede ned på mit ur. Jeg havde fri for et kvarter siden. "Jeg er nødt til at tage hjem nu, de andre bliver sikkert urolige hvis jeg ikke kommer hjem til min fødselsdag." Jeg rejste mig op, og pakkede mine sager ned. Jeg hørte stemmer komme denne vej, og jeg var nødt til at marchere hvis jeg skulle ud. "Klart. Tillykke igen, Yasmin!" Han gav mig et hurtigt kram, og så løb jeg hen til døren og rev den op.

Et bjerg havde stået på den anden side af døren og væltet mig om på gulvet. Jeg tog mig kort til hovedet og skulle til at skælde vedkommende ud, da jeg mødte et par brune øjne der var klistret til fyren med det korte hår fra bandet stod foran og jeg blev hurtigt mundlam. Han tilbød mig en hånd men jeg skyndte mig at rejse mig op, og løb ud mod døren. Jeg kunne mærke deres blikke var klistret til min nakke, men jeg løb videre ud til min bil og kørte direkte hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...