An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
2992Visninger
AA

15. He's back

 

Den dejlige vind fik mit hår til at flyve til alle sider. Jeg lagde skyndsomt min hænder henover den lilla sommerkjole, da den også begyndte at blafre lovligt meget. Jeg dansede barfodet til musikken der strømmede ud fra hvert eneste strå, på den grønne mark. De højeste af dem kilede mig på benene mens de sang, og en brise gled henover dem. Hvor fortryllende var det ikke lige?

Jeg startede selv ud med at nynne, for derefter at synge med. Jeg havde armene spredt ud til siderne og hovedet hængende tilbage for at kigge op i den skyfri himmel. Jeg var så optaget af musikken, min sang, glæden og ikke mindst udsigten, at jeg ikke havde hørt ham komme. Også selvom han klappede af mig.

Han stod under et af de største grantræer ude i hjørnet og gemte sig i skyggen. Mit hjerte sprang et slag over af glæde. Kunne det være Liam? Cowboybukser og en lysegrøn T-shirt kom ud fra skyggen. Jeg skulle lige til at sætte af efter personen, men stemmen stoppede mig. Stoppede alt omkring os.

"Hvor har jeg dog savnet den pragtfulde sangstemme - lige så meget som jeg har savnet dens ejer der nu gemmer sig bag svanens fjer i nysgerrighed." Jeg kneb øjnene sammen i det personen trådte frem fra skyggerne. Hans brune krøllede lokker, lå pænt redt tilbage fra hans pande så man kunne se hans lyse dybblå øjne stråle af glæde. 

Dylan. 

Jeg var lige ved at briste ved mindet om ham stående hjemme hos mig. Tårene truede med at trille ned ad mine kinder, mens kuldegysningen tog til. Ikke af frygt, vrede, sorg. Men af glæde. Og kærlighed. Han kom mig hurtigt i møde, men stoppede dog op en halv meter fra mig. "Dy-Dylan?" Min stemme knækkede kort over. Hvad lavede han egentlig her? "I egen høje person." Han nikkede som en hilsen.

"Je-Jeg.. Hvad vil du mig?" Jeg prøvede på at gøre det henkastet og hårdt, men han vidste jo til trods bedre. "Vinde dig tilbage, Yasmin. Men du rejste. Jeg tænkte i dagevis på det du sagde hver gang du prøvede at få min hukommelse tilbage. At du ikke ville have andre end mig. At det kun var os to. Og ja, som tiden gik fik jeg det meste af den tilbage, men så var der dig. Der dukkede intet op omkring dig. Ikke før du flyttede. Jeg prøvede på at kontakte dig få gange og sende SMS'er men har aldrig vidst hvad jeg skulle sige. Og nu da jeg rent faktisk har fået noget af min hukommelse tilbage igen, nægter du endda at se på mig." Hans ord skar mig i hjertet, og hans øjne blev mørke af sorg. pokerfjæset røg af, og mit ansigt lyste sikkert af ligeså meget sorg som hans øjne.

Han kom helt hen til mig, og fejede en vildfaren lok om bag mit øre. Jeg slog nakken lidt tilbage for at se op i hans ansigt. Jeg kunne ikke lade være. Sorgen og smerten fangede mig helt. Hans læber var tæt ved mig øre "Hvorfor? Hvorfor ender vores kærlighed så brat?" Hviskede han.

Min krop rystede, og hjertet bankede hårdt og hurtigt så jeg var sikker på at han selv kunne høre det. En del af mig ville så gerne ligge armene rundt om hans nakke, presse mine læber mod hans og afvente hans svar om at starte på en frisk. Men jeg gjorde det ikke. Kunne ikke. Det forbød den anden del af mig.

Jeg trak vejret dybt ind og busede istedet for ud med det hele. "Du har ret. Jeg stak af." Et overrasket glimt vidste sig i hans øjne. Jeg skyndte mig at snakke videre så han ikke kom ind med en kommentar eller to. "Jeg er ikke færdig. Overhovedet. Ja Jeg stak af. Kald mig bare kujon, men du vil jo gerne vide hvorfor ikke?" Jeg ventede ikke på svar.

"Efter alle de forsøg med at snakke med dig omkring vores forhold, og give dig små vink, forstod jeg at jeg rent faktisk bare stod og talte for døve øre. Du hverken interesserede dig for mig eller hørte efter. Ihvertfald ikke senere hen. Jeg kunne føle vores bånd blive brudt lige siden bilulykken og du slog dig slemt, men det forhindrede mig ikke i at prøve. Er du egentlig klar over hvor meget af min fritid, liv, og hjerte jeg har brugt for at give dig et skub med at huske?! Ved du hvor ondt det gjorde hver gang en pige rullede din vej, og lod mig blive tilbage som luft?! Jeg var indebrændt, men det forhindrede mig ikke i at elske dig. Ikke før jeg mistede modet. Jeg vidste at du aldrig ville blive dig selv, og lod dig istedet starte ud på dit nye liv ved at flytte. Jeg brød ud af kassen."

Min stemme knækkede over enkelte af gange, men han ville jo vide det. Selv tårene forhindrede mig ikke i at tale videre. Hans ansigt var så forpint at jeg næsten lige var ved at tilgive ham. Men det var jo ikke hans skyld. Jeg tørrede arrigt mine kinder af med bagsiden af hånden, og rettede derefter blikket mod ham. "Men det var ikke din skyld vores bånd blev brudt. Det sørgede jeg jo for," hiksede jeg. Han kørte den ene hånd igennem sit hår. "Det... vidste jeg ikke." Han rakte op og tørrede de sidste tårer af mine kinder. Følelsen af hans hud mod min, gjorde mig blød i knæene og fik mig lyst til at kaste mig i armene på ham. Istedet stod jeg stiv som et let blafrende træ og fortrak ingen mine. Mine øjne afslørede alt.

"Det vidste jeg ikke. Jeg sværger, jeg ville aldrig gøre det imod hvis jeg var mig. Me-"

"Men det var du ikke. Jeg ved det godt, Dylan. Det er okay. Det er alligevel slut," afbrød jeg ham kort og fattet.

Hans lyse dybblå øjne formørkedes endnu mere, men denne gang af frygt. Han kiggede bedende på mig. Han rystede på hovedet, som bad han mig tage det i sig igen.

Og det ville jeg gerne. Ville så gerne tage ordene i mig igen og sige at alt er tilgivet, for derefter at lade ham elske mig på ny. Men jeg gjorde det ikke, af frygt for at den nye Dylan kunne dræbe mig på ny. At få mig til at græde igen hver nat. Drukne mig i fed is endnu engang. Sidde fast på mit værelse og bruge tiden på at græde. Jeg ville ikke kunne overleve det endnu engang.

"Jeg kan ikke igen Dylan. Jeg er holdt op med at elske. Jeg kan ikke begynde på ny for derefter at gå igennem helvede endnu engang. Følelserne er kogt til damp. Det er slut," sagde jeg roligt med mine øjne rettet stift mod hans. Løgn. Han kunne se det.

Vores øjne boredes hårdt ind i hinandens, og jeg kunne ikke undgå at se hans pupiller dække for de skønne blå øjne der nu var mørke. "Lad nu være Yasmin, det jo løgn og det ved du udmærket godt selv! Lad mig bevise det!" Inden jeg kunne nå at fortage mig en mine, tog han mig om livet og pressede hårdt sine læber mod mine.

Hans læber var både varme og bløde. Som jeg huskede dem. Smagen af hans læber mod mine brændte og sendte de helt store signaler op til min hjerne. Jeg vidste det var forkert, og vidste ærligtalt ikke hvad jeg foretog mig. Mine hænder lagde sig om hans nakke, og jeg blev løftet op i øjenhøjde med ham. Som han plejede. Et ukontrolleret støn undslap os begge. Sådan blev det ved i noget der føltes som kort tid. Vores læber, følelser, og kærlighed smeltede sammen igen.

Et jag af fortrydelse, samt sorg og skyld fyldte mig bagefter. "Nej!" Jeg skubbede ham hårdt væk, og tog fire store skridt tilbage. Mine øjne var gennemvæddet af tårer, og min stemme grødet i det jeg sagde: "Nej," endnu engang. Han tog et prøvende skridt hen imod mig. "Stop, Dylan. Bare stop." Han lagde hovedet på skrå med brynene rynket. "Der er en anden." Vinden sendte hans hvisken til mig. Jeg rystede energisk på hovedet. Hvem pokker skulle det da være? Men jeg kunne ikke være sammen med Dylan igen. Det måtte han da forstå. 

"Jeg ved ikke hvad du taler om." sagde jeg tonløst. "Hold nu op, Yasmin! Jeg kender dig bedre end nogen anden til at vide du ikke er dig selv længere s-"

"Ikke mig selv længere? Det var da ikke mig der ændrede sig efter en ulykke. Det var mig der prøvede at kæmpe kærligheden tilbage! Jeg er skam stadig mig selv. Men det er du ikke!" Idet jeg fik råbt det ud til ham, begyndte jeg at knække sammen i gråd.

Min drøm splintredes i tusinde af stykker, og Dylan var væk. Mørket snoede sig om mig og jeg hørte nogen græde. En pige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...