An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
3012Visninger
AA

20. Confession

Nej! Jeg var ikke klar til denne her samtale alligevel! Men hvis jeg overhovedet ikke var klar til at tage kampen op med samtalen på  vores venskab, hvordan skulle jeg så nogensinde blive klar til samtalen på Liam og jeg?

Den "gamle" jeg de kendte til, ville bare have givet dem en sjov kommentar og stukket af på listetå ind på væreslet igen, eller også havde vendt sig om og taget kampen op med de problemer der nu måtte have været. Men ikke nu. Jeg ville gerne... og så alligevel ikke. Jeg burde være gået ind på værelset og ladet som om jeg ikke havde hørt dem kalde på mig, men de vidste udmærket godt at jeg lige havde reageret ved at stoppe op som et blafrende træ. Jeg bukkede hovedet forover; prøvede at gemme den begyndende frygt og smerte fra mine egne veninder. Selvom jeg havde ryggen til dem alle tre, kunne jeg udmærket godt høre dem, idet de rejste sig op for at komme mig nærmere. Og så snart tre par hænder blev lagt om mig fra både skuldrene og ryggen, kunne jeg ikke holde det ud længere; hurtigt vendte jeg mig om og tog taknemmeligt imod deres varme favn. Den som jeg ellers ikke selv syntes var mig fortjent. Og så græd jeg endnu engang den dag. De skubbede mig blidt ned i vores bløde sofa i stuen og rykkede sig tættere ind til mig med blide ord der endelig fik mindsket min gråd. Og så fortalte jeg dem det hele. Alt hvad et gardin kunne gemme af udsyn til det udenfor vinduet.

Jeg fortalte dem, hvordan Liam og jeg havde mødtes for første gang på restauranten da jeg havde sunget foran gæsterne på grund af bandets uheldige forsinkelse - ja selv det stykke hvor jeg havde kylet mikrofonen ind i brystet på Harry da jeg løb ud mod omklædningsrummet. Jeg fortalte dem hvad Dylan havde skrevet til mig på min fødseldag inden jeg faldt i søvn, og hvordan jeg havde redet Liam fra næsten samme uheld som med ham - Dylan. Jeg fortalte dem, at vennen jeg havde overnattet hos den dag Dylan viste sig i vores stue, var Liam, og hvordan jeg var begyndt at hænge ud med resten af bandet den dag de redede os begge fra en bunke fans og paparazzier. Selv hvordan mine følelser for ham havde ændret sig med den korte tid vi havde været sammen i - og til sidst vores hårde skænderi, hvor jeg til sidst måtte gøre det op med alt det vi ellers var igang med at opbygge sammen. Det hele.

Skuldrene lettede nærmest af bare lettelse, som havde jeg endelig genvendt mine magiske vinger; nu manglede jeg bare deres glans. Jeg kiggede på pigerne, en efter en; så hvordan deres udtryk hele tiden skiftede fra at være lettede til frække og sidst triste. 

"Undskyld. Undskyld for alting. Jeg burde ikke have råbt ad jer da jeg fandt Dylan siddende herinde, jeg skulle ikke have gjort jer urolige ved at være taget med hjem til Liam, og jeg skulle ihvertfald ikke have ignoreret jer da jeg kom hjem, eftersom i tog jer så godt af mig istedet for at være igang med jeres uddannelser. Undskyld. Jeg ved godt at jeg er egoistisk lige nu, men vil i ikke godt bare overveje at tilgive mig? Jeg ved det er for meget at bede om li-"

"Selvfølgelig kan vi det din tumpe," blev der sagt fra dem alle tre, hvorefter deres hånd lagde sig ovenpå de andres midt i luften imellem os firkløveret, parate til at sværge om evig tro- og venskab til hinanden igen. Hulkende af lettelse tilføjede jeg min hånd med øverst på bunken.

"Venner for evigt?" Sagde jeg og tørrede de sidste tårer der måtte vise sig i dag væk fra kinderne. "Venner for evigt," gentog de smilende. Og det var alt hvad der skulle til for at løsne knuderne i vores bånd igen. Vi var nu officielt Bratz igen. Så manglede jeg bare... Dylan... og Liam.

 

 

 

Danielles synsvinkel:

"Vi ses snart i London smukke!"

 Hun vågnede forskrækket op, hivende efter vejret og med hjertet på fuld drøn i brystet. Flypassagerene ved siden af hende sendte hende irriterede blikke, forstyrrede af hendes forskrækkede opråb idet hun åbenbart havde lagt sig til at sove endnu engang. Bange for at lukke et øje i et sekund længere, stak hun neglende dybt ind i håndfladerne på sig selv, til hun fik tydelige halvmåneformede mærker, og en enkelt dråbe blod piblede op over hendes højre håndflade. Hellere at dræne mit blod end at komme til at møde Jess i London igen, tænkte hun, rasende over at hendes hjerte opførte sig så meget mere mærkeligt ved blot ordet Jess, end ved Liam. Det er Liam jeg vil have, Liam og ingen andre end Liam! Han er, og forbliver min, siger jeg jo! 

Hun fik en helt forvirret stewardesse til at komme med en flaske vand til hende, drak grådigt til den var tom, og sendte hende så væk igen med en håndbevægelse. Skide amatør, tænkte hun, irriteret over stewardessens klodset langsomhed i den ellers nydelige uniform hun bar. Danielle stirrede kort ned mod sit armbåndsur og konstaterede at de snart skulle til at lande ned mod London, idet sele-skiltet lyste op om at hun skulle tage sin sele på igen. Lydigt tog hun den på, mens tankerne funderede om Liams fravær over mobilen. De havde ikke rigtig talt sammen da han selv havde fået en kort ferie, og SMS'erne var også holdt helt op her for nylig. Det kunne vel også være fordi han planlage noget hemmeligt, tænkte hun bekymret. Hun rystede ivrigt på hovedet af den rædselfulde tanke der sneg sig ind på hende. Liam kunne aldrig finde på at gøre sådan noget. Som at hente mig fra stationen, fuldente hun sine nu mere lettede tanker. Liams blide velkomst ventede hende snart om hjørnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...