An infinite love - (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Yasmin og sine 3 bedsteveninder, Cloe, Sasha og Jade, er flyttet til London. Mens hendes veninder arbejder efter deres evner på universiteter, er Yasmin efterladt til at synge for sig selv, mens hun dagligt arbejder som tjenerinde på en restaurant. Da hun hastigt bliver sat til at synge for de urolige gæster, sættes hendes musikalske talenter på prøve, eftersom en gruppe berømtheder kigger med. Udover det dukker hendes x-kæreste, Dylan, op for første gang efter bilulykken og Yasmin rammes endnu engang af store bølgende følelser. Mon Dylan vil få sin hukommelse tilbage så de måske vil kunne finde sammen igen? Eller vælger Yasmin en anden?

OBS: Denne movella er baseret på "Bratz the movie" hvis du skulle være i tvivl!

15Likes
4Kommentarer
3015Visninger
AA

1. Prolog

I sammenflettede fingre, gik vi en aftentur rundt i byens gader. Jeg stoppede op ved en skobutik, da jeg så et par lækre støvler. De var lavet af sort læder. En V udskæring med nogle sølv nitter, kunne ses på siden af dem. Dylan gik om bag mig. Han satte sine hænder på mine skuldre og kyssede mig på hovedet. "Du ville helt sikkert se fantastisk ud i de støvler der," Hviskede han i mit øre.

Dylan var en helt igennem fantastisk person, og jeg var taknemelig for at han var min kæreste. Selvom han nok var døv, så var han fantastisk god til at mundaflæse mennesker. Han kunne ikke høre sin egen stemme, men talte uden kludder i ordene. Han kunne ikke høre mig synge, men følte sig frem til min stemme. Mærkeligt men sandt.

Jeg vendte mig smilende om mod ham. "Tror du virkelig?" Mumlede jeg. Han nikkede. Vi gik videre, mens jeg kastede et sidste blik på skoene. En hvinende bil i det fjerne kunne høres.

I næste sekund ringede min mobil. Jeg hev den op af lommen og kiggede på displayet. Ukendt nummer. Vi var nået til fodgængerfeltet, som lyste grønt. Jeg hev ham blidt i jakken for at få ham til at vente, men han ænsede mig ikke. Jeg rullede med øjnene af ham, selvom han nok ikke kunne se det, og tog mobilen op til øret. "Hallo?" Mumlede jeg. Der var dårlig forbindelse, og jeg opfangede kun får ord af det der blev sagt, og så lagde  personen ellers på igen.

"DYLAN!" Skreg jeg.

Men ikke engang et tog der susende foran ham, ville få ham ud af hans tanker. Det hele foregik i slowmotion, og dog alligevel for hurtigt til at kunne reagere. En hvid bil der var fuldkommen smadret, så små dele af den røg af, kørte mod ham. Han nåede ikke at reagere, før den allerede havde ramt ham og han fløj afsted. Han landede ved vejkantet, tæt på en lygtepæl, og krympede sig sammen i smerte.

Jeg løb hen imod ham. "Dylan! Dylan!" Skreg jeg igen. Jeg holdt ham ind til mig, og kunne mærke en varm væske flyde ud fra hans hoved. Blod. Røde og blå mærker, lå som store plamager maling på hans hals og ansigt. Jeg ruskede i ham, og kunne ikke stoppe mine højlydte hulk. Tåre for tåre gled ned ad mine kinder. En hånd rakte ud efter min kind. Hans hånd. Jeg fjernede arrigt tårene fra mine øjne og kiggede ned på ham.

"Jeg elsker dig.." hviskede han til mig.

"Jeg elsker også dig." 

Og med de ord, sænkede jeg mit hoved og mødte ham i et kort kys, før han sank sammen i mine arme. Bag mig hørtes der sirener og råbende mennesker, og jeg blev kørt væk med ambulancefolket, med Dylan ved min side.

                                 

                 

                                                                         * * *

 

 

Mit navn blev sagt op, og jeg blev ledsaget ind i rum nummer 145. Sygeplejersken pegede hen mod Dylan, der lå i en ubehagelig stilling, med gips og nåle pakket om sig. Et hulk truede med at komme ud af min mund, men jeg bed den i mig og gik hen og satte mig i stolen, ved siden af hans seng. Jeg lagde min hånd et stykke væk fra hans, mens jeg betragtede ham sove. Nogle gange mumlede han uforstående ord, men jeg turde vædde med at han blandede mit navn ind i de fleste sætninger. Han tog min hånd i sin, mens han i sovende tilstand mumlede mit navn. Jeg var sikker. Tårene kunne ikke holdes tilbage længere, og de gled en efter en ned ad mine kinder.Jeg tog mig sammen til at synge i gråd.

 

" Under the night sky with the thousand stars,

I'm sitting here with you and your arms.

Around me. Oh. Around me.

I don't want to go, want to go, and maybe you know.

I don't leave, i don't leave, so baby-"

 

Døren blev nærmest revet op, og jeg skyndte mig at tørre mine øjne og kinder af med bagsiden af hånden. Jeg kiggede op og så lægen komme hen imod mig. Da jeg skulle til at rejse mig, gjorde han tegn til at jeg skulle blive siddende, så jeg satte mig tilbage igen.

"Lad mig sige det som det er. Han har hukommelsestab, så han vil ikke kunne huske det sidste halve år, eller deromkring..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...