My love ~ Forever and ever...

Faith Allen er en god pige. Hun har aldrig røget, drukket, eller horet. Men da hendes forældre sender hende af sted til London, kommer hendes indre rebel frem. Og det gør ikke situationen bedre, da hun begynder at gå i byen med det britiske boyband One Direction.

5Likes
2Kommentarer
514Visninger
AA

2. Kapitel 1.

 

A new life, the same girl.

”Hvilken en skal det være?” Jeg holdte to forskelige kjoler op. Den ene en meget elegant sort cocktail dress, og den anden en lårkort, men samtidig elegant blå kjole, med åben ryg. Jeg skulle til et arrangement i aften, som mine forældre havde planlagt. Jeg skulle fra nu af repræsentere familien i London, hvilket jeg ikke var så vild med.

Jeg var ankommet som planlagt til London mandag morgen, og mine forældre havde bestilt en bil, som kørte mig til lejeligheden. Lejeligheden lå meget centralt, og havde en smuk udsigt. Den var ikke kæmpe, men der var jo også kun mig. Der var køkken, bad, stue, soveværelse, et gæsteværelse, og et kæmpe walkincloset. Så jeg var tilfreds med lejeligheden.

”Den sorte virker mest civiliseret, miss.” Ada smilede til mig. Hun havde placeret sig på min seng, mens jeg havde prøvet en masse kjoler. Jeg var sammen med Ada nået frem til to, som jeg bare ikke kunne vælge imellem.

”Jamen den blå er bare så smuk.” Jeg kiggede fortvivlet på Ada.

”Den blå klæder dig bedst, Miss. ”Hun smilede til mig.

Jeg trippede lidt på stedet, før jeg hang den sorte tilbage i mit skab, og rakte den blå til Ada.

”Er du ikke sød at stryge den en ekstra gang, Ada? Så går jeg i bad i mens” Det var ikke så meget et spørgsmål, mere en ordre. Derfor ventede jeg ikke på svar, før jeg forlod værelset.

 

 

Jeg gik ud på badeværelset, og smed mit tøj, hvorefter jeg trådte ind under bruseren. Jeg vaskede mit hår og barberede mine ben, under armene og mit intime sted. Det kunne jo være at der kom en sød fyr. Da jeg var færdig fintørrede jeg mit hår, og lakerede min negle. Jeg gik ind i soveværelset, og så at Ada havde strøget kjolen, og lagt den på min seng. Jeg fandt noget undertøj og tog det på. Så lagde jeg min makeup, og tog kjolen på. Jeg kaldte på Ada, og hun hjalp mig med at sætte mit hår. Jeg tog mine dyre sølv smykker på, og trådte i mine sølv stiletter.

 

 

”Hvordan ser jeg ud?” Jeg drejede en gang, og Ada smilede stort.

”De er smuk miss. ”

”Ved du hvor min clutch er? Den sølv?” Spurgte jeg Ada, som forsvandt fra værelset, og kort efter kom tilbage med den.
”Tak Ada. Og god tur tilbage til New York. ”Jeg krammede hende let.

”Tak Miss. Og god fornøjelse. Dine forældre må være meget stolte. ”Hun smilte.

”Tak Ada”

Ada skulle tilbage til mine forældre igen. Hun ankom sammen med mig i mandags, og det var fredag nu. Hun var kun kommet med, for at hjælpe mig med at indrette mig. Og eftersom vi var færdige med det, så var der ingen grund til at hun skulle blive her. Hun havde jo også et liv i New York.

 

 

 

Jeg er normalt typen som aldrig bander. Men det går nok hvis jeg ikke siger det højt. Hold da fucking kæft jeg keder mig.

Jeg sad under middagen. Jeg var blevet placeret ved et bord fyldt med gamle forretnings mennesker, som ikke snakkede om andet end penge og aktier. Jeg var ved at blive vanvittig.

”Undskyld mig” Jeg rejste mig og forlod bordet. Vi sad i en kæmpe spisesal, og jeg vil væde med at der var flere hundrede mennesker. Jeg gik ud på dametoilettet, men det var helt optaget. Både selve toilettet, men også foran spejlene. Jeg ville egentlig ha rettet min makeup lidt, men jeg magtede ikke at stå i kø på det propfyldte badeværelse. Jeg gik ud på parkeringspladsen, og satte mig på en bænk. Det var sommer, så vejret var okay. Jeg følte mig rigtig meget uden for. Jeg passede ikke ind.

Alle de unge mennesker der var med, kendte hinanden i forvejen, og jeg kendte ingen. Normalt kunne jeg søge til mine forældre i de her situationer. Men jeg var her helt alene, og kendte ingen. Jeg rejste mig og gik tilbage i salen.

Netop som jeg satte mig, trådte en kvinde på scenen.

”Vi følger op på traditionen, så igen i år har vi inviteret en upcoming kunstner.  I år har vi valgt et band, som mange af jer måske har set i x-factor. Giv en hånd til One Direction”

Jeg klappede med alle de andre mennesker. Jeg kendte godt One Direction, men havde lidt et indtryk af at de var… børnestjerne. Altså, det virkede som om at de havde en målgruppe på 12.

”Vi er meget glade for at være her, og det er en stor ære. Vi vil gerne starte med at spille en sang, i nok alle kender” Det var Liam Payn der snakkede. Han virkede meget selvsikker.

Melodien til WMYB startede, og de fem drenge på scenen begyndte at løbe rundt og forsøgte at få folk i stemning. Liam startede sangen, og drengene kom let i gennem den. Da sangen var slut klappede folk høfligt. En af de gamle mænd ved mit bord, rystede på hovedet, og mumlede noget med at det var noget værre bras. Jeg fik lidt medlidenhed med drengene, da han sikkert ikke var den eneste der tænkte det.

 

 

 

”Mange tak alle sammen. Men nu vil vi gerne præsentere dette års taler, som vil holde en tale på vegne af sin familie, Faith Allen”

HVAD?

Nu bander jeg igen, men fuck nej, om jeg skulle holde en tale. Hvad fanden? Jeg rejste mig, og folk begyndte at klappe. Jeg gik langsomt op mod scenen, og fik en hånd af en af drengene. Pludselig fik jeg stukket en mikrofon i hånden, og hele salen sad og kiggede på mig.

Hvad fanden forgik der? Hvorfor havde ingen fortalt at jeg skulle holde tale?

”Ehm… Hej, jeg hedder Faith. Jeg bor oprindeligt i New York, med min mor og far som desværre ikke kunne komme, og så har givet den her fantastiske tale videre til mig. Jeg vil klart sende en tanke, til dem i aften om hvor meget jeg bryder mig om det her…”

En i salen hostede og ellers var der helt stille. Jeg prøvede at bryde isen med en joke.

”Den her mand kommer ind til sin chef og beder om en lønforhøjelse, og siger at der er tre meget store firmaer der er ude efter ham. Hvem er det spørger chefen? Og så svarede manden; Ikke  nogle for ingen har råd til at ansætte mig.” Jeg hørte et højt grin fra drengene bag mig, men salen var bare stille.

”Men ehm.. Fortsat god aften, spis en masse mad, den er gratis. Og ehm.. Held og lykke med jeres firmaer, og penge og sådan noget. ”Jeg rakte mikrofonen til Zayn som stod nærmest, og gik så med hastige skridt om bag scenen.

”Lad os give Faith en hånd for det vittige indslag” råbte Harry,” Vi er tilbage igen senere og giver lidt ekstra numre.”

 

 

 

 

Jeg havde sat mig på en stol bag scenen, og begravet mit hoved i mine hænder.

”Er du okay?” Alle fem drenge stod og kiggede på mig.

”Jeg har det helt fint… Jeg elsker at blive overrasket med at det er mig der skal holde en tale. Jeg elsker bare at være så uforberedt.” Jeg smilede skævt til dem.

De grinte lidt.

Jeg rejste mig og rettede på min kjole.

”Jeg må hellere gå derud igen.” Jeg smilede til drengene.

Jeg gik forbi dem, og var næsten nået over til tæppet da Harry råbte på mig.

”Hey Faith!”

”Ja?”

”Du ser godt ud” Smilede han og blinkede.

”Det godt Harry.. Ha en god aften drenge” Jeg smilte til Harry, og gik så om på den anden side af det røde tæppe, og hen over scenen. Jeg gik ned til bordet. Alle de gamle mennesker ved mit bord stirrede bare på mig.

”Undskyld mig, jeg føler mig ikke så godt tilpas, så jeg takker af for i aften.” Jeg tog min pung, og min telefon fra bordet, og skyndte mig ud af døren. Jeg ringede efter min chaufør, og gik udenfor. Det var begyndt at regne, så jeg stillede mig hurtigt over under et halvtag. Der stod allerede en, og jeg genkendte ham med det samme.

 

 

”Det er usundt at ryge” Jeg smilede til ham.

”Jeg stopper også snart” Smilede Zayn.

”Haha, selvfølgelig gør du det” Svarede jeg ironisk.

”Hvor er du på vej hen?” Spurgte Zayn.

”Hjem” Svarede jeg.

”Hvorfor?”

”Hvorfor tror du? Dé der inde, er det mest ydmygende jeg nogensinde har prøvet.” Svarede jeg, og rødmede.

”Hvorfor tager du ikke ud og drikker dig i hegnet? Så kan det være du glemmer alt om episoden.” Smilte han.

”Jeg drikker ikke” svarede jeg og kiggede ud på regnen.

”Seriøst?”

”Ja”

Sandheden var at jeg aldrig drak. Det var ikke pli mente min mor. Og desuden havde jeg aldrig været til en fest med alkohol. Jo, til arrangementer som dette, nippede jeg til et glas vin, eller champagne. Men jeg drak mig aldrig fuld.

”Vil du ikke med mig og drengene i byen i aften?” Spurgte han.

”Ehmm.. Det tror jeg ikke er en god idé… Desuden varer det her til klokken 01:00 eller sådan noget, og i skal jo sikkert spille indtil da. Det bliver alt for sent, at starte en bytur der. Så det må blive en anden gang.” Jeg smilede til ham.

”Giv mig dit nummer, så skriver jeg til dig, når vi tager i byen igen?” Sagde han.

Jeg rakte ham min telefon, og han tastede sit nummer ind. Lige da jeg have fået min telefon tilbage drejede min bil ind på parkeringspladsen.

”Farvel Zayn. Tak for snakken.” Jeg blinkede til ham, og satte mig så ind på bagsædet af bilen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...