Christmas Miracles ❄ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 25 dec. 2012
  • Status: Igang
Keyla Sophia Miller er en attenårig studerende fra London. Hendes søster Keria lever med leukæmi og ved hun er døden nær. Keylas forældre beslutter derfor at tage til deres hus i Riversdale, Irland, for at få deres sidste jul sammen. Kan denne ene jul vende om på det hele? Det viser sig at blive en jul, der for Keylas side ændrer sig til noget af et eventyr, da hun møder de nye mennesker i nr. 18: Horan-familien. Hvem vidste at julen faktisk indeholdt mirakler?

330Likes
186Kommentarer
27638Visninger
AA

9. 9. - 11. december

9. december

Med 14 dage til jul, vågnede jeg til de tilbageværende fugles sang. Et smil dannede sig på mine læber, da jeg tænkte over dagen i går med Niall. Eftersom der ikke var andet at lave, havde det været en fantastisk forveksling af livet derhjemme i London. Og med Nialls humør, blev jeg bare mere og mere glad, hver gang jeg så ham. Men så kom jeg også til at tænke på, hvilken dag det var. D. 9. December. Keria skulle til tjek i dag, og i dag ville jeg med. Ingen tvivl, jeg kunne ikke bare blive her mere.

Min mor var ved at køre Kerias kørestol ud til bilen, så da Niall kom gående op ad gaden, fik jeg med det samme øje på ham igennem den åbne dør. Da tanken at han var kommet for andre end mig, var utænkelig, gik jeg udenfor og mødte ham med et smil. Han havde hænderne i lommerne på hans jakke og kiggede forsigtigt rundt, før hans blik faldt på mig. ”Jeg tænkte på, om du kunne tænke dig at komme med ud i skoven? Jeg har fundet noget jeg gerne vil vise dig,” sagde han og smilede sit sødeste smil, så jeg næsten ikke kunne tage at skulle afvise hans tilbud.

Men det var det jeg blev nødt til. ”Jeg kan desværre ikke. Selv om jeg gerne ville, skal jeg med familien på hospitalet,” forklarede jeg og så Nialls smil forsvinde fra hans læber. Om det var tanken om Keria, eller om det at jeg ikke kunne være sammen med ham i dag, var ikke til at se, men i hvert fald forstod han.

”Det er i orden. Sådan noget er jo vigtigt. Men vi ses så i morgen?” spurgte han forventede et svar fra mig, der lød på to bogstaver.

”Ja, det kan jeg godt,” sagde jeg og blev selv glad inden i, da Niall sødt smilede til mig, sagde farvel og derefter gik op mod hans hus.

Imens jeg fulgte Niall gå op ad vejen, prikkede min mor mig på skulderen. ”Du må altså gerne være sammen med Niall i dag, hvis det er hvad du har lyst til,” sagde hun og holdte hånden på min skulder.

Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Nej, i dag er det Keria.”

 

10. december

Hospitalsbesøget i går var gået fint. Keria var stadig i dårlig tilstand, men det var ikke blevet så meget værre, at hun skulle indlægges. Endnu i hvert fald. Tanken om det, gjorde mig stadig helt ked af det, og ødelagde min dag. Jeg ville ikke miste hende. Det ville jeg bare ikke.

Så da Niall bankede på min dør, og hans ansigt udtrykte noget var galt, gjorde det mig ikke i bedre humør. Næsten bare værre.

”Hey Keyla,” hilste han og roede i hans hår, mens han prøvede at holde hans blik væk fra mit.

”Er der noget galt, Niall?” spurgte jeg.

Han tog en dyb indånding og kiggede så på mig. ”Hør, jeg har aldrig spurgt en pige om det her før, især ikke en pige, der har det så svært, så nu siger jeg det bare.” Han kiggede mig direkte ind i øjnene og jeg mærkede straks hans varme. ”Den aftale vi havde, bliver jeg desværre nødt til at aflyse. Jeg er blevet kaldt til en hastekoncert, hvor mit band og jeg skal synge til en velgørenhedskoncert. Og derfor tænkte jeg, at du har det virkelig svært her, og om …”

”-om hvad Niall?”

”Ville det være totalt underligt, hvis jeg spurgte om du ville med til London i bare to dage, for at tage en pause fra alt det her?”

Efter han havde stillet spørgsmålet, lignede jeg nok et spøgelse med det blik jeg gav ham. Han ville have mig med til London. Min hjemby, men vigtigst af alt med ham, til en velgørenhedskoncert. ”Jeg ved ikke helt, Niall,” røg det ud af mig, idet mine indre tanker tog over min stemme.

”Jeg tvinger dig ikke til noget, men tænk over det ikke? Jeg rejser i morgen, flyet letter 14:15,” forklarede han og forlod mig i hoveddøren, mens jeg kunne se ham traske hjem i de høje snemængder.

 

11. december

 Klokken var 12, da jeg for alvor tog mig sammen til at stå op til kulden der straks omfavnede min krop. Jeg strakte mig i håb om det ville gøre mig mere frisk, men trætheden hærgede stadig over mig, da jeg kiggede mig i spejlet på toilettet. Morgenhår og render under øjnene, så går det da lige. Med et suk tænkte jeg for bruserens vand og mærkede varmen, da jeg trådte ind til det daglige morgenmad.

En halv time efter, da jeg var iklædt en sort T-shirt, blå cowboybukser og en grøn hættetrøje, kunne jeg ligeså godt lægge mig til at se film. Tøjet sagde da ikke rigtigt andet om mit humør i dag.

Da jeg gik forbi vinduerne ud mod vejen, kunne jeg ane Niall stå og spise morgenmad i køkkenet. Han havde solbriller oven på en kasket, og med hans afslappede tøj, kom jeg i tanke om, at han skulle rejse i dag. Sådan som jeg savnede mine veninder, ville en tur til London i to dage være lige mig. Det var bare tanken om Keria, der fik min fornuft til at starte kampen op mod mit ønske.

Keria lå i hendes seng, da jeg forsigtigt åbnede døren ind til hendes værelse. Keria var da straks klar til at tale, da hun så mig komme tættere på hende. ”Keyla,” udbrød hun, men kunne ikke finde mit blik, da hun blev nødt til at blive liggende. ”Hvad er der galt?” Spørgsmålet overraskede mig, så jeg uden at ville det, gav Keria et blik, der ikke fik hende til at føle sig tilpas.

”Hvorfor tror du, at der er noget galt?” spurgte jeg og satte mig forsigtigt ved hendes side på madrassen.

Hendes blik der ramte mig var forfærdeligt. Hendes smerte fyldte hele min krop og gjorde mig endnu mere ked af det, end jeg havde været de andre dage. ”Jeg kunne bare mærke det. Hvad er det så?”

Da jeg også kunne se Nialls hus fra Kerias værelse, så jeg nu Nialls mor i vinduet, og overvejede om Niall mon allerede var taget mod lufthavnen. ”Jeg har jo fået en ny ven her, og han spurgte mig om jeg ville med til London i to dage, men jeg sagde at jeg hellere ville være hos dig.” Det hele kom ud så hurtigt, så jeg ikke vidste om Keria havde fået det hele med.

”Så du takkede nej på grund af mig?” Hendes stemmes styrke faldt, da hun spurgte mig og med et bedrøvet blik, var det svært for mig at fastholde mit blik på hende.

”Ja, det gjorde jeg,” forklarede jeg og kiggede først væk, efter jeg havde svaret hende.

Kerias højre hånd ramte efter få sekunder min hånd, og det gav mig næsten stød i hele min krop. Det var ikke tit, hun tog min hånd, men jeg vidste at når hun gjorde, var det vigtigt. Hun havde noget vigtigt hun ville sige. ”Keyla, du skal ikke tænke på mig. Du vil jo gerne til London, du viser du i hele din kropsholdning og især ansigt. Tag af sted, du skal jeg ikke tænke på mig. Jeg klarer mig.”

”Mener du det?”

”Ja, og gå nu – jeg gætter på du ikke har meget tid.” Og da hun sagde det, gik det op for mig, at nej jeg havde ikke meget tid. Et smil dannede sig på Kerias læber, da jeg kyssede hendes pande og skyndte mig ud. Jeg så hvordan en bil parkerede foran Nialls hus, og Nialls mor hjalp Niall ud med hans kuffert.

Og dér – lige dér som jeg stod og stirrede på Niall, der snakkede i telefon, gik 2 ting op for mig: 1) hvor meget jeg gerne ville med, og 2) hvor travlt jeg havde.

Virkelig, virkelig travlt – for jeg havde intet pakket klar. I en spurt tog jeg chancen og lynede min kuffert, jeg endnu ikke havde taget al tøjet uf af, og håbede der var, hvad jeg skulle bruge.

I en fart, lynede jeg jakken, tog hue og vanter på, og  tænkte slet ikke over tingene, jeg skulle bare nå det. Og da jeg åbnede døren, så jeg Niall, der smækkede døren til bilen. Med al min kraft, løb jeg mod bilen, men min kuffert i hånden, da den ikke kunne rulle i sneen.

Selv om jeg ikke var sikker på, om han kunne høre det, råbte jeg hans navn ud over hele Riversdale. Men heldigvis åbnede døren kort efter, og Niall steg forundret ud, indtil han så mig komme løbende, og et smil bredte sig på hans læber. 

 

❄❄❄❄

Så kom der lige tre dage i samme kapitel igen. Hvilket der vil komme flere af, da jeg har været syg en uge nu, og virkelig virkelig er bagud. Håber da stadig I kan lide historien, og følger med, selv om den måske ikke er helt som planlagt med længden af kapitlerne.. Men ja, håber ikke I stopper med at læse. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...