Christmas Miracles ❄ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 25 dec. 2012
  • Status: Igang
Keyla Sophia Miller er en attenårig studerende fra London. Hendes søster Keria lever med leukæmi og ved hun er døden nær. Keylas forældre beslutter derfor at tage til deres hus i Riversdale, Irland, for at få deres sidste jul sammen. Kan denne ene jul vende om på det hele? Det viser sig at blive en jul, der for Keylas side ændrer sig til noget af et eventyr, da hun møder de nye mennesker i nr. 18: Horan-familien. Hvem vidste at julen faktisk indeholdt mirakler?

330Likes
186Kommentarer
28048Visninger
AA

7. 7. december

Efter kun at have ledt i få minutter, fandt jeg min mor foran spejlet på toilettet. ”Mor, siden Niall og hans familie kommer om en time, vil du så ikke love mig noget?” spurgte jeg og kiggede på hende, mens hun lagde mascara på hendes øjenvipper. Hun kiggede ikke hen på mig, da hun nikkede, men signalerede bare, at jeg skulle tale videre. ”Vil du ikke please love, ikke at ydmyge mig foran ham,” sagde jeg, og først nu kiggede hun hen på mig med mascara på kun det ene øje.

Hun rystede på hovedet, ”du er virkelig blevet voksen, Keyla. Du burde vide at mødre gør sådan noget,” sagde hun og gik videre med make-uppen, uden at give mig et endeligt svar.

Med et suk forlod jeg badeværelset og så Keeley der kom gående hen mod mig. ”Hvem er det helt præcis der kommer, siden jeg skal have pænt tøj på?” spurgte hun og kiggede ned af sig selv. Hun var iført en sød julekjole og håret i to fletninger til hver sin side.

Jeg klappede hende på hovedet, ”ikke hvem som helst i hvert fald,” forklarede jeg med et smil og gik selv ind på mit værelse, for at pudse næsen. Min næse løb stadig ind imellem, men jeg havde tvunget mig selv til at være frisk.

”Så de er specielle?” spurgte hun, inden jeg nåede at gå for langt væk.

”Det kan man godt sige,” sagde jeg og blinkede til hende, eftersom hun nok ikke lige forventede at få en femtedel af One Direction ind af døren.

Hun smilede, ”fedt!”

 

Da mørket havde sænket sig over Riversdale, ringede det på. Jeg lod min mor åbne døren, og holdte mig lidt i baggrunden, indtil Niall og hans forældre var kommet indenfor. Om jeg skulle gå frem eller ej, blev hurtigt afgjort, da min mor kaldte på mig. Langsomt gik jeg frem og mødte Nialls blik, der viste at han havde det ligeså mærkeligt som mig.

Det her var virkelig akavet.

Min mor tog ordet: ”dette er min datter Keyla, og det her er min anden datter Keeley, Keria er oven på og sover, det beklager jeg,” forklarede hun og smilede til dem.

Nialls mor tog ordet, ”det er helt i orden! Og hej igen Keyla – vi har mødt hinanden før,” sagde hu og gav mig et smil. Heldigvis lod min mor det passere, og tænkte bare det var et tilfældigt møde på vejen.

”Men maden er klar, skal vi spise?” spurgte min far og vi nikkede ivrigt, eftersom de fleste af os var ret så sultne.

Efter kun at have spist i få minutter, startede min mor på de pinlige historier. ”Det er virkelig dejligt, at Keyla har en på sin egen alder her i Riversdale, hun har sådan savnet nogle at lave sneboldskamp med,” fortalte min mor, uden rigtigt at have tænkt over, at mit ønske om sneboldskamp var to år gammelt.

”Mor, det var for år siden,” protesterede jeg og fik hele bordet til at grine. Især Niall der grinede allerhøjest.

”Niall har haft ret travlt de sidste to år, men jeg huske stadig hvordan han havde den største samling af Jumbobøger på værelset,” fortalte Nialls mor og Niall kiggede straks ned på hans tallerken, der allerede var tom for mad.

Jumbobøger? Sjovt at … ”Keyla elskede også Jumbobøger, det var da et sjovt sammentræf!” afbrød min mor mine tanker og gav Nialls mor et stort smil.

Nialls mor smilede til mig, ”du skal da komme over i morgen og se dem!” udbrød hun og min mor synes straks at idéen var fænomenal.

Og mens de udvekslede historier, fangede jeg Nialls blik, der fortalte mig, at han som mig ville gøre alt, for at være et andet sted.

Da vi til sidst var færdig med at spise, og Nialls familie var gået, kiggede jeg irriteret på min mor. ”Du lovede,” sagde jeg irriteret, men hun gav mig bare et smil tilbage.

”Det er hvad mødre gør,” forklarede hun og gik så ovenpå for at se til Keria.

 

❄❄❄❄

Undskyld det korte kapitel - det bliver længere det næste! :) Og så prøver jeg at komme op på dags dato, men er stadig lidt bagud.. Men håber stadig I kan lide den :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...